Joacim Svensson spånkorger

Joacim Svensson spånkorgar

Joacim Svensson lærte jeg at kende 2012, hvor Lillemor Johansson havde inviteret ham til at demonstrere opfletning af spånkurve ved min udstilling af spånkurve på Svenska Vävstolsmuseet i Glimåkra. 2016 besøgte vi ham hvor han boede i Fjärlöv. Det halve hus var indrettet til kurveværksted. Hvilket arbejde han ellers havde husker jeg ikke, om det var gård eller skov. Jeg havde sendt ham min bog og aftalt, han kunne betale, når vi kom forbi. Hans kæreste fortalte, at han brugte bogen til godnatoplæsning. Jeg ville hellere have en af hans  kurve fremfor penge. Det syntes han var for lidt, ikke jeg, det er en flot kurv I samlingen. Jeg tog en serie fotos, jeg kun har brugt få, her lidt flere, ham til Minde.

Ifølge annonce i Norra Skåne døde Joacim 21.1.2018, født 19.3.1965.

Til salg på Svenska Vävstolsmuseum

På bagsiden af billedet fra 1902 fra Lillerød Spånkurvefabrik. Det plejede at være prislisten, men blev altså også brugt som postkort.

_________

Spånkurv af høvlede spåner

Ivar Johansson: Korgmageriet i Nusnäs – Fu. 2018.

Bogen handler om de spånkurve, som blev lavet i Nusnäs og Fu fra 1897, måske 10 år før – og så frem til nutiden. I modsætning til spånkurve fra det nærliggende Våmhus, hvor kurvene typisk var flettet med revne spåner (skilt fra ved årene), blev der i Fu brugt høvlede spåner. Det er en overordentlig veldokumenteret bog om historien, men det har også et ‘how to do’- appendix.

Jeg er overrasket over, hvor omfattende produktionen med høvlede spåner var gennem årene der, og at jeg aldrig er stødt på omtale af dette før.

Da jeg var i Våmhus i 1986,fremgår det af  dagbogen, at jeg forsøgte at få rede på egnens forhold til de høvlede spåner. Metoden var ikke ukendt, men for mig fremstod det , som om det drejede sig om noget kun enkelte var slået ind på. Af Ivar Johanssons bog forstår man, at der tvært i mod har været tale om en omfattende produktion med flere fabrikker og mange mennesker på basis af høvlede spåner.

En passant kan jeg også fortælle, at jeg I Våmhus talte med Karl Andersson, som så sig selv som bevisligt fjerde generation af kurvemagere på traditionel vis, og som havde som teori, at praksis der på egnen kunne føres tilbage til 1600-tallet. Og hvorfor ikke? Økse og kniv var de nødvendige redskaber, så usandsynligt er det ikke.

Ivar Johansson formoder, at ham, der starter produktionen op i 1800-tallets slutning i Fu, også er ham, der er opfinder af at bruge høvlede spåner og endda opfinder høvl til dette brug. Det er som om Ivar Johansson slet ikke har øje for, at produktion af spånkurve med høvlede spåner er kendt fra Skåne fra omkring 1870 og måske endda før. (Min bog ‘En tid med spånkurve’ fra 2009 burde indgå blandt kilderne. )  Når det bevisligt er tilfældet, forekommer det mig ret usandsynligt, at brug af høvl ikke skulle være kendt i Dalarne omkring 20-30 år senere.

Spånkurvefremstillingen i Skåne begyndte omkring 1845 med inspiration fra Dalarna, og så er det da en interessant tanke, at inspiration 50 år efter er gået den modsatte vej. 

Forskning i sagen kunne måske bringe os et skridt nærmere, hvordan det faktisk forholdt sig.

• 

• 

Den røde tråd

Hvis den røde tråd ikke er så tydelig –

Hvordan finde en ny vinkel på præsentationen af egne aktiviteter? 

1. Selvudgiver af digte. 

2.Udgivelser af mere prosaiske ting

3. Udgivelser i samarbejder med andre, LAFAK og ASK. 

Måske kan jeg få nogen til at følge et link

?

http://xn--lsmig-sra.dk/

http://lafak.dk/

http://perolofdk.com/askinv.htm

Bøger kan få følger

2021; Sidst på året 2009 udgav jeg bogen ‘En tid med spånkurve’ i 300 eksemplarer. Det tog et par år at få dem solgt. Virkningen har været ekstraordinær. Inspireret af bogen har Lisbeth Kamstrup Holm udviklet en serie kurve med samme look og oven i købet kaldt sit firma Lillerød. I 2018 var jeg med i redaktionen af en bog om Lillerød Lervarefabrik for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK. Lillerød Lervarefabrik lå på samme vej som Lillerød Spånkurvefabrik, de lå nogle få husnumre fra hinanden. Den bog har allerede solgt mere end 300 eksemplarer. Mon den hen ad vejen kan afføde en lignende eller anderledes ekstraordinær virkning, som bogen om spånkurvene?
2020 fejrede Allerød Kommune 50 år. Med corona i bagagen blev der ikke meget fejring, men Lokalhistorisk Arkiv og Forening benyttede anledningen til at udgive bog om Allerødfrisen, som jeg fotograferede i 2007. Så det var sjovt at det kunne blive en bog. Det var som at afslutte keramikkernes arbejde, at lave et katalog over deres relieffer, deres arbejde. I Vejen har de gang i at lave et reliefprojekt med skolebørnene. Måske kunne vores katalog inspirere til det samme – historien er ikke afsluttet.

Min flettehistorie

Fra Arne Johanssons katalog med spånlamper

Min flette-historie

Apropros Lillerød Spånkurvefabrik.

Oldefar var kurvemager, farfar, farmor,morfar og mormor,  pappa og mamma var kurvemagere. Men af os fem brødre var der kun to som lærte at flette. Hverken pappa eller mamma havde åbenbart tålmodighed til at lære fra sig, så jeg lærte det aldrig.

Den første, som lærte det, Lennart arbejdede på fabrikken i sin ungdom i flere kortere og længere perioder, fordi han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville. Efter flere krøller endte han som skolelærer. 

Arne var tømrer, så han har nok med sit medfødte håndelag kunnet flette helt fra barndommen af, men kurvemager blev han nok først, da han overtog værkstedet fra pappa. Fra tømrer sprang han tidligt ud som kunsthåndværker med spånlamper som speciale, hvilket han levede af i mange år. Lampeproduktionen blev efter overtagelsen af værkstedet suppleret med produktion og import af spånkurve.

En dag præsenterede nabofruen ham for en flettet fisk, hun havde med hjem fra Østen. Om han ikke kunne lave sådan nogle. Da han ikke lige kunne gennemskue fletningen, udsatte han en dusør på 100 kroner til den af brødrene, der kunne lære ham det. Det har været o. 1960, så 100 kr. var ikke småpenge. Jeg var spejder og opfattede fisken som et knob og gik igang med to knobbånd, og det lykkedes mig virkelig at løse knuden og lære det videre. Jeg flettede også nogle stykker med spån, men indså mit manglende talent og opgav, for Arne kunne straks flette dem smukt. Siden har han lavet dem fra bitte små til ½ m størrelse, hvor der kom fatning i, og en sådan måtte lillebror selvfølgelig have som lampe for den førstefødte. Så det var blandt de første ord, barnet hørte ‘fisk’.

Vi boede i Randers og der gik jeg i 69 rundt med barnevogn i byens parker, sad og læste mens barnet sov. Han vågnede og sagde noget som ‘isch’, igen og igen. Han lå jo og stirrede op i luften, hvor vinden viftede med grene og blade, og det lignede vel, når forældrene skubbede til fiskelampen og sagde ‘fisk, fisk’.

Arne startede  med at flette fisk af spåner, men siden flettede han med meget andet materiale såsom pakkebånd, brede og smalle.

Ok, jeg fortæller gerne, at det var mig, der løste knuden, men længere blev min flettekarriere ikke.

EN TID MED spånkurve

Arne Bernhard Johansson med på udstilling på Johannes Larsen Museet

Arne Bernhard Johansson udstilling i Hallebyore

Arne Bernhard Johansson – Retrospektiv

Dansk kulturarv – fra Sverige

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

1920-Anekdote

Så sang vi med Philip Faber ‘Det haver så nyeligen regnet’ – og mindes dette: Vi besøgte morbror Arvid og Agda i Vilshult og talte selvfølgelig om gamle dage, da han arbejdede på kurvefabrikken i Danmark, i Lillerød i begyndelsen af tyverne. Jeg fortalte om faster Sigrid, hun som blev lærerinde og organist og han begyndte at nynne ‘Det haver så nyeligen regnet’ og ordene “og de träer de drypper ännu” mens han så medvidende på os. Agda spurgte, hvad det var, og fik et afværgende svar a la “nå ingenting”. Men det efterfølgende besøg hos da demente Sigrid, som vi bragte en hilsen fra Arvid, afslørede de varme følelser, der havde været dem imellem, hvor glad hun blev ved den hilsen!
Her sidder han yderst til venstre på billedet i forreste række, sammen med de øvrige svenskere, som arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik 1921. Sigrid er ikke med, men hendes lillebror Arvid, min far, pappa yderst til højre på billedet, morbror Arvids søster, mamma med hånden på Mark-Olofs skulder. Pappa 15 år, står sammen med sin nästkusin Anna, yderst til venste på billedet pappas kæreste Linnea.

(fra min facebookprofil 24.5.2020)

Stedsans – om spånkurve

November 2012 sendte DR1 en udsendelse i serien Stedsans, hvor Susanna Sommer talte  med Per-Olof Johansson om spånkurve i Danmark. Nu kan den takket være danskkulturarv.dk igen høres. Lyt her!

Jens Vejmand

 

Vi fik Jens Vejmand at høre i DRp2

Tekst skrevet af Jeppe Aakjær 1905 / i Rugens sange 1906. Carl Nielsen Melodi 1907. Maleri af Brendekilde tilhører Statens Museum for Kunst.

Brendekildes maleri er så kendt.

H.A.Brendekilde: Landevejen.Malet 1893. Også som lithografi s/h fra William Christensen, Kunsthandel Frederiksberggade, Kbhvn. ‘Dansk Kunstnermappe’. 

Replik med Lyngsie og spånkurv 1934. 

Men motivet starter ikke der:Maleri af Schøttz-Jensen udstillet 1882 på Charlottenborg. 

Heldigvis skete der også forbedring af arbejdsforholdene. Og tro ikke jobbet var en enkel sag.

1. 

Så her er hvad enhver bør vide om hans job – ikke noget enhver amatør kan påtage sig. Og som også var udsat for forbedringer af arbejdsforholdene i forhold til Jens, som jo ifølge maleriet sad næsten på jorden.. http://www.per-olof.dk/Paul_Wegge_1909.pdf

#jensvejmand

En udvandrerhistorie

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.