Hvis den røde tråd ikke er så tydelig –
Hvordan finde en ny vinkel på præsentationen af egne aktiviteter?
2.Udgivelser af mere prosaiske ting
Måske kan jeg få nogen til at følge et link
?
2021; Sidst på året 2009 udgav jeg bogen ‘En tid med spånkurve’ i 300 eksemplarer. Det tog et par år at få dem solgt. Virkningen har været ekstraordinær. Inspireret af bogen har Lisbeth Kamstrup Holm udviklet en serie kurve med samme look og oven i købet kaldt sit firma Lillerød. I 2018 var jeg med i redaktionen af en bog om Lillerød Lervarefabrik for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK. Lillerød Lervarefabrik lå på samme vej som Lillerød Spånkurvefabrik, de lå nogle få husnumre fra hinanden. Den bog har allerede solgt mere end 300 eksemplarer. Mon den hen ad vejen kan afføde en lignende eller anderledes ekstraordinær virkning, som bogen om spånkurvene?
2020 fejrede Allerød Kommune 50 år. Med corona i bagagen blev der ikke meget fejring, men Lokalhistorisk Arkiv og Forening benyttede anledningen til at udgive bog om Allerødfrisen, som jeg fotograferede i 2007. Så det var sjovt at det kunne blive en bog. Det var som at afslutte keramikkernes arbejde, at lave et katalog over deres relieffer, deres arbejde. I Vejen har de gang i at lave et reliefprojekt med skolebørnene. Måske kunne vores katalog inspirere til det samme – historien er ikke afsluttet.
Fra Arne Johanssons katalog med spånlamper
Min flette-historie
Apropros Lillerød Spånkurvefabrik.
Oldefar var kurvemager, farfar, farmor,morfar og mormor, pappa og mamma var kurvemagere. Men af os fem brødre var der kun to som lærte at flette. Hverken pappa eller mamma havde åbenbart tålmodighed til at lære fra sig, så jeg lærte det aldrig.
Den første, som lærte det, Lennart arbejdede på fabrikken i sin ungdom i flere kortere og længere perioder, fordi han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville. Efter flere krøller endte han som skolelærer.
Arne var tømrer, så han har nok med sit medfødte håndelag kunnet flette helt fra barndommen af, men kurvemager blev han nok først, da han overtog værkstedet fra pappa. Fra tømrer sprang han tidligt ud som kunsthåndværker med spånlamper som speciale, hvilket han levede af i mange år. Lampeproduktionen blev efter overtagelsen af værkstedet suppleret med produktion og import af spånkurve.
En dag præsenterede nabofruen ham for en flettet fisk, hun havde med hjem fra Østen. Om han ikke kunne lave sådan nogle. Da han ikke lige kunne gennemskue fletningen, udsatte han en dusør på 100 kroner til den af brødrene, der kunne lære ham det. Det har været o. 1960, så 100 kr. var ikke småpenge. Jeg var spejder og opfattede fisken som et knob og gik igang med to knobbånd, og det lykkedes mig virkelig at løse knuden og lære det videre. Jeg flettede også nogle stykker med spån, men indså mit manglende talent og opgav, for Arne kunne straks flette dem smukt. Siden har han lavet dem fra bitte små til ½ m størrelse, hvor der kom fatning i, og en sådan måtte lillebror selvfølgelig have som lampe for den førstefødte. Så det var blandt de første ord, barnet hørte ‘fisk’.
Vi boede i Randers og der gik jeg i 69 rundt med barnevogn i byens parker, sad og læste mens barnet sov. Han vågnede og sagde noget som ‘isch’, igen og igen. Han lå jo og stirrede op i luften, hvor vinden viftede med grene og blade, og det lignede vel, når forældrene skubbede til fiskelampen og sagde ‘fisk, fisk’.
Arne startede med at flette fisk af spåner, men siden flettede han med meget andet materiale såsom pakkebånd, brede og smalle.
Ok, jeg fortæller gerne, at det var mig, der løste knuden, men længere blev min flettekarriere ikke.
EN TID MED spånkurve
Arne Bernhard Johansson med på udstilling på Johannes Larsen Museet
Lillerød Spånkurvefabrik 1902
(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)
Hjemmeside: En tid med spånkurve
Så sang vi med Philip Faber ‘Det haver så nyeligen regnet’ – og mindes dette: Vi besøgte morbror Arvid og Agda i Vilshult og talte selvfølgelig om gamle dage, da han arbejdede på kurvefabrikken i Danmark, i Lillerød i begyndelsen af tyverne. Jeg fortalte om faster Sigrid, hun som blev lærerinde og organist og han begyndte at nynne ‘Det haver så nyeligen regnet’ og ordene “og de träer de drypper ännu” mens han så medvidende på os. Agda spurgte, hvad det var, og fik et afværgende svar a la “nå ingenting”. Men det efterfølgende besøg hos da demente Sigrid, som vi bragte en hilsen fra Arvid, afslørede de varme følelser, der havde været dem imellem, hvor glad hun blev ved den hilsen!
Her sidder han yderst til venstre på billedet i forreste række, sammen med de øvrige svenskere, som arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik 1921. Sigrid er ikke med, men hendes lillebror Arvid, min far, pappa yderst til højre på billedet, morbror Arvids søster, mamma med hånden på Mark-Olofs skulder. Pappa 15 år, står sammen med sin nästkusin Anna, yderst til venste på billedet pappas kæreste Linnea.
(fra min facebookprofil 24.5.2020)
November 2012 sendte DR1 en udsendelse i serien Stedsans, hvor Susanna Sommer talte med Per-Olof Johansson om spånkurve i Danmark. Nu kan den takket være danskkulturarv.dk igen høres. Lyt her!
Vi fik Jens Vejmand at høre i DRp2
Tekst skrevet af Jeppe Aakjær 1905 / i Rugens sange 1906. Carl Nielsen Melodi 1907. Maleri af Brendekilde tilhører Statens Museum for Kunst.
Brendekildes maleri er så kendt.
H.A.Brendekilde: Landevejen.Malet 1893. Også som lithografi s/h fra William Christensen, Kunsthandel Frederiksberggade, Kbhvn. ‘Dansk Kunstnermappe’.
Replik med Lyngsie og spånkurv 1934.
Men motivet starter ikke der:Maleri af Schøttz-Jensen udstillet 1882 på Charlottenborg.
Heldigvis skete der også forbedring af arbejdsforholdene. Og tro ikke jobbet var en enkel sag.
Så her er hvad enhver bør vide om hans job – ikke noget enhver amatør kan påtage sig. Og som også var udsat for forbedringer af arbejdsforholdene i forhold til Jens, som jo ifølge maleriet sad næsten på jorden.. http://www.per-olof.dk/Paul_Wegge_1909.pdf
#jensvejmand
Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.
Örkened Kyrka, Lönsboda
Per-Olof Johansson….artiklen som PDF
For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.
Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.
Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.
Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.
Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?
Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.
Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.
Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.
Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.
Apropos Halfdan Rasmussen
Apropos tidligere indlæg
Journalen 2019 – Denne artikel som PDF
Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.
Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.
Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!
LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og
foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.
LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.
Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.
Lokalhistorie for hele landet
