Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Kultur med plads til sorgen

juni 17, 2018
Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Reklamer

En maler fra Bagenkop

februar 20, 2018
Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

En maler fra Bagenkop

Per-Olof Johansson, Lillerød

Vi har et genbrugsmarked i Allerød – drevet af frivillige, men stedet er ejet af kommunen. Pengene, der kommer ind, går til de deltagende foreninger og sparer derfor kommunen for ikke så lidt, samtidigt med at der bliver ryddet op rundt omkring.

Jeg har tit fundet noget værdifuldt – måske ikke at måle i kroner og ører, men der er jo andre værdier i verden. Tit sker det ved, at Marianne gør mig opmærksom på noget interessant – og så køber jeg det. Hun må jo åbenbart have nok i at have bemærket det. Denne dag var det så et maleri af en dreng på en sten. KBH stod der i hjørnet. Kendte ham ikke, pyt 50 kr. var den da værd for nærmere inspektion.

Efter at have hængt nogen tid blev det tydeligt, at lærredet trængte til afvaskning og det tog en konservator sig af og en ny blændramme kom på.

Men hvem var maleren. Karl Brücher Henriksen stod der på et mærkat, billedet havde åbenbart været med på en udstilling på Den Frie engang.

Stod han i Weilbach også dengang eller så jeg ikke efter? I hvert fald i mange år kom jeg det ikke nærmere end navnet. På Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense øverst oppe mødte vi en lille grøn keramikfigur med hans navn aha.

I år gik der så hul på bylden, da jeg fik kopi af en artikel i ’Fynske Minder 1978’ hjem fra biblioteket. Tove Lund Larsen har skrevet om ham og fortalt om de billeder som Odense har erhvervet fra nogen efter hans død i 1976. Det er konkret maleri, helt anderledes end billedet af drengen på en sten ved vandet. I et udstillingskatalog fra 1971 siger han selv om disse billeder: ”Mine billeder refererer ikke til den ydre fysiske verden, men er symboler for en flerdimensional tilværelse. Jeg tilstræber dynamisk ro og harmoni og betragter mine billeder og skulpturer på samme måde som Jean Arp, der kaldte sine arbejder for ”Stilhedens kunst”. ” KBH er født i 1891 og debuterede først på den Frie i 1948 med to billeder, hvoraf det ene hedder ’Figur ved havet’, og som jeg formoder netop er mit billede. I Weilbach på nettet står, at der 18 af hans værker i offentligt eje.

Undervejs i søgningen på nettet fremgår det, at han havde en broderifabrik og han var gårdejer. Stednavnet Bagenkop dukker op og i dag får jeg ringet op til det lokale arkiv.

Jo det er rigtigt, han havde en broderifabrik. På første etage i den 2 etagers bungalow han byggede, lå ’fabrikken’. Huset ser jeg på nettet. Her sad damer og syede en begyndelse på de fremstillede fortryk til broderier, som blev solgt sammen med det nødvendige garn. Billederne var nærmest noget med blomster, rokoko-stil. Måske nogle af dem, min egen mor syede på, det var da tit med blomster. Jeg har vist gemt et pudebetræk af den art et sted.

Han lavede også skulpturer, af beton, stod vist i haven endnu. Han havde åbenbart både en gård og en frugtplantage. Hans første kone døde ung, hendes urne stod i vindueskarmen ved et tændt lys. Han blev gift igen, men efterlod sig ingen børn.

Da Lokalarkivet har forskelligt om ham, lyder det som et sommerferiemål for at komme lidt nærmere til denne maler fra Bagenkop. ’Figur ved havet’ skulle da nok hedde ’Drengen på molen ved Bagenkop Havn’! Det kan det jo så hedde for fremtiden.

Erindring – eller drøm

januar 10, 2018
perolofdk-tegning

Var det ham?

Erindring – eller drøm

Drømmene er en verden for sig, som sædvanligvis ikke indgår i vor beskrivelse af set og sket. Avisen er ikke fuld af nattens drømme men af dagens nyheder. Hvis vi bruger drømmen til noget “fortolker” vi den, så den kan sige noget om – fortiden, fremtiden, nutiden. Den er ikke noget i sig selv.

Drømme kan være kaotiske, fulde af folk man ikke kender “i virkeligheden”. Folk som i drømme er særdeles velbekendte. Vort livs sammenhæng er “virkeligheden”. Drømmenes alternative virkelighed regnes ikke for sammenhængende. Drømme kan også rumme et bekendtskab med kendte personer, levende eller døde, som vi kun i drømme har et nært forhold til. Nu forleden billedhuggeren Robert Jacobsen. Jeg er kommet til en art seminar, hvor han er hovedkraften. Vi sidder og spiser og det er noget med ske. Han har fikseret mig, og mens jeg spiser tænker jeg, at han er en sådan person der gennemskuer folk, ser hvad de laver og den slags. Han spørger mig, om jeg sidder i byrådet og jeg siger at det har jeg gjort for længe siden. Og jeg siger, at jeg netop tænkte, at han var en sådan person, der havde den slags syn af andre. Det bekræftede han, sådan havde han det. Og så fortalte han, at der ved et lignende seminar, som dette var mødt en person op, som i den grad var ham i mod, at han ikke kunne udholde tanken om, at skulle være sammen med vedkommende hele dagen. Han havde derfor kaldt ham til sig og bedt ham sætte sig ind i bilen, hvorefter Robert havde kørt ham til stationen, åbnet døren og sagt: “Tak for i dag og farvel”. Den historie morede jeg mig meget over, da jeg vågnede. Erindringen er sand – om drømmen. Det var en begivenhed at have drømmen. Men tænk, hvis man udgav den for et virkeligt møde, som mange i fortiden har gjort med den slags oplevelser?

per-olof.dk

Politiken Dag til Dag 4.1.2006

siden i Per-Olof Johansson: Røde Erik på langfart 2007

At besøge en samler

november 4, 2017

 

Boghylden

Nogle af kildeteksterne til artikel om religionens spor i en slægt…..

At besøge en samler

Du er den naive besøger hos en samler. Entré. stue – du har endnu ingen mistanke, du bænkes til kaffe, snakken går. Du får øje på en interessant genstand på hylden – for selv om fruen måske forsøger at holde det fra døren i stuen, så er der alligevel det særlige ved denne genstand, at den er exceptionel værdifuld og hun har fået den forærende. Samleren har den for resten på en video, for den har været udstillet på det lokale museum. Nej hvor interessant – vi kan lige se det afsnit. Du er benovet og lader dig invitere ind ved siden af, og så er du i fælden. For her er så pakket, at du ikke kan komme udenom samleren, som naturligvis går ”after you”. Genstande suppleres med opslag i bøger, mapper, kartoteker, ind på en hjemmeside. Du siger i panik, at du har ladet dine briller ligge derhjemme. ”No problem”, samleren kender udmærket dette trick og har da købt et par gennemsnitslæsebriller hos boghandleren, to forskellige styrker, design af –.

Men samlere er der nok også flere typer af. Den store bogtyv har måske været både og. Den besøgende har set på stensamlingen og frimærkesamlingen. Bøgerne til 100 millioner kroner har kun de allerallernærmeste hørt om og de har haft tavshedspligt. Andre samlere gyser ved tanken – at samle uden at måtte vise frem – det ville i sig selv allerede være en straf.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 18.06.2004

Røde Erik på langfart 2007

perolofdkdigte Marts 2017

marts 22, 2017

Jeg sætter digte på facebook, Instagram, twitter og min blog. Her hvad hidtil er kommet frem denne måned..

…det sidste fra Rædsel og Fryd fra 1996.

Où est la femme?

december 16, 2016

 

statsminister

Gammel spiseseddel med ny aktualitet

.Hvor er kvinden bag? Billedligt talt forstås, men udtrykket afspejler det forhold, at forslag og beslutninger har en anden oprindelse, end der umiddelbart gives udtryk for.
Sagen om Bertel Haarders udpegning til generalkonsul i Flensborg turde være et eksempel. Da kritikken bliver massiv takker, han fornuftigt nok nej. Så bliver den hidtidige vel i jobbet. Nej, for dagsordenen viser sig at være en helt anden end at placere Haarder. Dagsordenen har været at få Henrik Becker-Christensen væk! Forklaringen får vi ikke. Hvad vi får er en klassisk dækhistorie: “Nuværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen får ikke stillingen som generalkonsul tilbage, selvom Bertel Haarder afslår. Løkke vil have politisk profil.” Det havde chefen nok fortalt Haarder, hvis det lå forud for tilbuddet. Men når han nu ikke vil, og formålet er at få Henrik Becker-Christensen væk, af hvad årsag det nu måtte være, må Løkke finde på noget. Nogen bryder sig ikke om den generalkonsul og har født ideen at få ham væk – men hvem?
Det ironiske er, at Bertel Haarder forslag om at flytte Jagt og Skovbrugsmuseet til Djursland sikkert på samme måde er født af lignende årsager – personlige modsætninger, som camoufleres til politiske forslag. Det har vi journalister til at afdække.

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Tre generationer i Lillerød

juli 19, 2016

scan0001 scan0002

Ill35

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

ILL14

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

kurve_logo

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Hvorfor skrive digte

april 24, 2016
YouTube forside

Forside YouTube

Hvorfor skriver du digte?

Per-Olof Johansson svarer

.tidlig morgen…jeg læser aviser, Politiken og her spørges en række digtere om, hvorfor de digter. Ingen svarer, som jeg ville have svaret, jeg giver mig til at skrive et svar selv, og laver så en selfie med oplæsning af den tekst og satte den på facebook. Jeg nåede ikke osv – men har jeg sat udsigten ind som baggrund


%d bloggers like this: