Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Dagenes Digte

juli 24, 2021

Nogle digte har jeg genbrugt igen og igen. De passer til tiden. Andre ikke og slet ikke det ti sider lange om bogreolerne. Her bringer jeg nogle af de ubrugte.. Bogens oplag oversteg næppe 30-40 stk.!

Jeg spurgte Aage Büchert, om han ville give bogen et par ord med på vejen, og det gjorde han: “Selv om jeg ikke er nogen passioneret digtlæser, læste jeg stille og roligt alle dagenes digte og var især glad for de kortfattede taoistiske stemninger og de indignerede om uligheder i samfundet og de brogede erindringsbrudstykker, sat sammen i konglomerater, som forskellige stenarter smeltet sammen i lavaklumper. ” [Aage Büchert]

Andre fra ‘Dagenes digte’

Et digt genbrugt mange gange fra samme samling

Hentet fra et facebook/Instagramopslag

Folketing og forskning

juli 19, 2021
Hvilket Folketing

Det følgende skulle have stået i avisen. I stedet for at fokusere på fortolkningen af  Folketingets vedtagelse 137, ser jeg for mig at et ændringsforslag kunne have resulteret i en mere lødig debat, end der blev resultatet

Et ændringsforslag måtte i denne situation nødvendigvis være et forslag, som alle kunne være enige om, og som ville sende det oprindelige forslag til hjørne. At dette ikke skete siger noget om, at modstanderne af Vedtagelse 137 ikke kan deres folketingslektie.

Folketing og forskning

Selvfølgelig kan Folketinget diskutere forskningen på landets forskningsinstitutioner. Men det skal naturligvis ske på et oplyst grundlag. Og det kan man ikke sige skete med udgangspunkt i Vedtagelse 137. Syv af Folketingets medlemmer havde her samlet sig om at udtale sig om retninger i forskningsmiljøerne, de fandt kritisable. En af forslagsstillerne repræsenterede regeringen, hvilket dog ikke påkaldte sig mediernes opmærksomhed. Men med dette in mente måtte man kunne konkludere, at forslaget ville blive vedtaget af et flertal. Der blev fokuseret på Henrik Dahl og Morten Messerchmidt og af en efterfølgende kronik af Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg (og bemærkelsesværdigt nok ikke Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen?) fra socialdemokratiet kunne man forstå, at grundlaget for forslaget især var en bog af Henrik Dahl, hvad forslaget dog ikke havde henvist til. Der forelå ikke en nærmere dokumentation for påstandene, ingen kildehenvisninger. Forslaget blev vedtaget af et flertal af partierne og lød som følger, hvad de fleste nok har glemt:

“Folketinget har den forventnng, at universiteternes ledelse løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.

Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning.

Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer,forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde.

Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.”

For os, der ikke kan kalde os forskere måske en ret uskyldig udmelding, men for forskere en udmelding fuld af ikke nærmere præciseret beskyldinger.

Det affødte en livlig debat og kritik fra et stort antal forskere og debatten er ikke slut endnu. Hvad der debatteres er, om vedtagelsens udsagn er sande og om Folketinget burde tage spørgsmålet op.

Hans Bonde, professor ved Institut for idræt og ernæring på Københavns Universitet havde 11.7.21 i Politiken en sidelang artikel som forsøgte at dokumentere baggrunden for vedtagelse 137 . Et af hans væsentligste argumenter som et eksempel på stærkt politiseret forskning, blev få dage efter skudt ned af de angrebne som en misvisende og politisk fremstilling af deres forskning – og således vil debatten nok fortsætte længe endnu.

Jeg synes hele forløbet er forfejlet. Som sagt kan og bør Folketinget diskutere forskning på landets forskningsinstitutioner. Men det bør ikke ske ved uunderbeyggede meningstilkendegivelser som Vedtagelse 137.

Hvad skal Folketinget gøre, når et sådant forslag bliver stillet og kan forventes vedtaget af et flertal? Flertallet har overvejet sin stilling, så at komme med et forslag, som siger nogenlunde det modsatte kan naturligvis begrunde og forklare, hvorfor man stemmer imod, intet andet. Et ændringsforslag må nødvendigvis være et forslag, som alle kan være enige om, og som sender forslaget til hjørne. At dette ikke skete siger noget om, at modstanderne af forslaget ikke kan deres folketingslektie.

Ændringsforslaget hedder traditionelt et ‘afværgeforslag’, hvilket lyder og kan være negativt, men ikke nødvendigvis er det. Forslaget kunne lyde som følger:

Idet Folketinget opfordrer forslagsstillerne

Henrik Dahl (LA)

Bjørn Brandenborg (S)

Ulla Tørnæs (V)

Morten Messerschmidt (DF)

Britt Bager (KF)

Peter Seier Christensen (NB)

Jens Rohde (KF)

til at fremsende en konkretiserende redegørelse for deres synspunkter til forskningsministeren til besvarelse, overgår Folketinget til næste punkt på dagsordenen.

Hvordan skulle et flertal kunne stemme mod dette? Og tænk hvor anderledes debatten efterfølgende kunne være forløbet. Og vi kunne ende op i en redegørelse, som dokumenterede problemet med hensyn til hvem og hvor og ikke mindst hvilke proportioner problemerne har.

Virtuelt kurvemuseum

juli 16, 2021
Fra Digitalt Kurvemuseum

Virtuelt museum – her

I Danmark har vi ikke et kurvemuseum. Det ville ellers matche fint med tidens trend, at et museum skal fremstå som et aktivitetscenter.

Her kunne fremvisning kombineres med fremstilling.

I dette virtuelle museum links til hvad jeg gennem 25 år har sat på nettet om kurve. Jeg har også lavet et digitalt kurvemuseum kun med billeder. Link til

Digitalt kurvemuseum.

På facebook administrerer jeg gruppen ‘Kurve i Danmark’.

I facebookgruppen pileforeningen.dk kan man løbende følge med i aktiviteter omkring kurve.

På svensk kan man følge Hemslöjdföreningens arbejde med at aktivere kurveinteressen med projektet ‘Korgen lyfter’ på facebook, Instagram og YouTube.

Vil man søge internationalt, tilbyder Internettet et hav af muligheder.

En kurv hver dag

Baskets i Landskrona

Fish Bags

Flet til alle tider Moesgård Museum og Pileforeningen 2007

PILEFESTIVALER

PILEFESTIVAL 2002

PILEFESTIVAL 2009

PILEFESTIVAL 2010

Tim explains

PILEFESTIVAL 2011

Afrikanske kurve 2011

PILEFESTIVAL 2014

PILEFESTIVAL 2015

Viking ship Roskilde Fjord

PILEFESTIVAL 2016

Pilefestival Sjælland 2016

PILEFESTIVAL 2/2016 med spånkurve

Vingsted Pilefestival 2016

SPÅNKURVE

En tid med spånkurve.

Links til bog og en podcast

 

PILEFESTIVAL 2/2016 med spånkurve

Vingsted Pilefestival 2016

Udstilling med spånkurve Glimåkra 2012

A Swedish forest moved to Denmark

Dekorerede spånkurve

Joacim Svensson, korgmaker

TIDLIGERE LINKOPSAMLING

Jeg har nu gennem et par uger fundet links frem fra nettet på mine fotoserier med kurve, som jeg så har bidraget med på projektet ‘Korgen lyfter’s facebookgruppe, som svenske hemslöjdsföreningar står for. Herunder har jeg opdaget, at jeg tidligere har forsøgt mig med en lignende opsamling på flickr’s platform. Ikke alle er kommet frem til Korgen Lyfter, men findes her.

LÆRE AT FLETTE

Digitalt kurvemuseum

juli 13, 2021

Jeg sætter her en række billeder med kurve fra min brogede samling, så hvis man kan tåle at se noget, uden nærmere forklaring, så værsgod og kik!

Et museum kræver dokumentation for hver enkelt genstand. Lidt ville jeg kunne fortælle. Men sagen er, at hvis jeg skulle leve op til dette krav, måtte hele baduljen sendes til destruktion. Derfor må der anlægges en anden vinkel på denne præsentation. Dette er en billedmæssig overlevelse for kurvene, som Internettet giver mulighed for.

Vær opmærksom på, at de små billeder kan gøres store og fuldstændige med et tryk.

Af mine mange billeder med spånkurve, her fire:

Lars Thoning (1849-1996) Kurv med brød. Oliemaleri

V.Olsen Kongstad: Dreng med spånkurv Oliemaleri.

Sophus Vermehren: (1866-1950) Spånkurv på køkkenbordet. Oliemaleri.

Ukendt: Kvinde på marked med spånkurv. Reproduktion, ukendt oprindelse. Måske detalie af oliemaleri.

Spånkurve i Hørsholm

juli 8, 2021
Jagt- og Skovbrugsmuseet 2002

At det lykkedes Bertel Haarder at få nedlagt Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm var en svinestreg uden lige, som i fremtiden vil berettige en skamstøtte. 

Her en historie om en og flere spånkurve i tilknytning til museet.

*

Frederiksborg Amts Avis

27. Marts 1942

LILLERØD

Kurve af Bøgetræ.

Lillerød Kurvefabrik, der er en af landets ældste, har gennem en lang årrække til fabrikationen anvendt fyrretræ fra Sverige til kurve. De sidste år har det imidlertid knebet stærkt at få tilstrækkeligt svensk træ, hvorfor man nu har begyndt at anvende bøgetræ til fabrikationen af kurve, hvilket har vist sig at være udmærket egnet.

Iøvrigt  synes der atter at være kommet stærkt liv i denne gamle fabrikation af kurve på grund af vanskelighederne med indpakningsmateriale m.v.

*

Denne notits i Frederiksborg Amts Avis gav anledning til, at en medarbejder på Jagt-og Skovbrugsmuseet i Hørsholm cyklede til Lillerød og købte en sådan kurv af bøgetræ. Man var på museet netop igang med at indsamle materiale til en udstilling af hvad der under krigen blev produceret af bøgetræ. Genstandene blev udstillet på første sal og hørte til den faste udstilling helt til museets omorganisering og nybygning år  2002. Det hørte til de faste indslag I familiens besøg på museet, at vi skulle op og se vores spånkurv. Tænk at have en kurv på museum, som oven i købet blev smukkere og smukkere for hvert år, fordi den aldrig havde været i brug.

Da museet skulle udvides forærede jeg museet et par kurve mere, en bakkekurv og en spånkurv med låg, som kom til at indgå i den nye udstilling sammen med kurven fra 1942.

Nu er museet nedlagt og hvad der udstillet af samlingen på Djursland har vi endnu til gode at se. Nogen interesse for spånkurve skal man ikke vente sig. Mit tilbud om at modtage min samling blev mødt med et nej tak, efter jeg måtte rykke for et svar. Heldigt da, at Museum Nordsjælland endte med at sige ja tak, det lettede jo en samlers hjerte!

Doneret til Museum Nordsjælland
Spånkurven fra 1942 med spåner af bøgetræ, hank og bånd af fyr. Foto: Kirsten Jein 1989, Jagt- og Skovbrugsmuseet I Hørsholm.
Spånkurvene nævnt s. 70 I kataloget
Den væg spånkurvene indgik i fra 2002

Eske K. Mathiesen og Sverige

juni 21, 2021

Den danske digter Eske K.Mathiesen (1944-2021) var en svoren ven af Sverige. Jeg har grebet fat i et katalog for en udstilling på Sophienholm 1999. En udstilling med både Döderhultarn og Sven Ljungberg og Eske skriver om begge. Her udfolder han sin viden om svensk kunst og svensk litteratur, så let og dog koncentreret, at kataloget vil være en god introduktion til Sverige for enhver dansk ødegårdsejer, når der skal købes en bog på et loppemarked. Når man først har haft fingre i dette katalog, lån det om ikke andet på biblioteket.

Bengt av Klintberg skiver om Eske K. Mathiesen:”Men han känner sig ochså hemma i småländska sommertorp, och han är bättre orienterad  i svensk kultur än de flesta svenska. Han har skrivit böcker om Sven Ljungbergs och Döderhultarns konst och har tolkat Sigfrid Lindströms sagor och fru Lenngrens dikter till danska. I diktsamlingen  Stikkelsbær (2006) förekommer  Östermalms saluhal, Waldemarsudde och Gröna Lund.”

Eske K. Mathiesen skrev i bogen

Skvalderkål 2014:

Jeg kan ikke skrive mere.

Jeg ved det godt.

Og blyanten ved det.

Den er stiv af skræk.

I bogen Vinterfluen 2009 skrev Eske i et ps til mig, som netop havde udsendt ‘En tid med spånkurve’: “Som du kan se, har og vi vinterfluer svenske forbindelser”.

Skulle man være i tvivl herom, kan man gå ombord i hans og Jens Bohrs Billedlotteri fra 2013, som også findes som bog.

Han har også skrevet katalogtekst til en udstilling med kludetæpper.

Nogle få af hans digte er oversatte til svensk af Jonas Ellerström 2012 ‘Att lyssna till lärkan’ med Forord af Bengt av Klintberg. Forside uden titel.

Eske døde 4. juni 2021.

Af ikke-historikere

juni 20, 2021

Danmarks historie fortalt af ikke-historikere

Efter nu at have læst Flemming Chr. Nielsen bog:” Sort hedder en sten -Mellem hedenskab og kristendom I 1000 år ” til ende, falder det mig ind, at han indgår i en kæde af ikke-historikere i Danmark. Hans udgangspunkt er vel ikke ukonventionelt- at det tog lang tid at sige farvel til hedenskaben – men han følger den røde tråd til vore dage med spændende eksempler, som det vist ikke er gjort før.

Det er lige før, han frakender UnderDanmark kristendommen helt og holdent. At kristendom kun har været på skrømt. Det er nok at gå for vidt. Nok læste de ikke, men så var der kalkmalerierne og postillebøger, som virker som nedskrift af direkte tale – efter præst eller munk.

Men dette skal ikke være en anmeldelse, blot en opremsning af de ikke-historikeres bøger, jeg kom i tanke om. Der er sikkert mange flere. Måske er ‘Sort hedder en sten’ den mindst kontroversielle af dem alle.

Flemming Chr. Nielsen: Sort hedder en sten – Mellem hedenskab og kristendom I 1000 år. 3. Rev. udgave 2020

Palle Lauring: Danmarks Haab og Horn. 1954

Peter Grove: Danmarks dåb. 1961.

Fr. Klee: Steen-, Bronce-, og Jern- Culturens Minder. 1854.

Rudolf Broby-Johansen: Krop og klær. 1953. [og mange flere]

Erling Hågensen: 896 år – Tempelriddernes hemmelige plan. 2014.

Harald Herdal: Trællene i Norden. 1967.

Jon Galster [Dan Hemming]: Guldhornenes tale. 1979.

Asger Jorn: Guldhorn og Lykkehjul. 1957.

Martin A. Hansen: Orm og Tyr. 1952.

Mads Lidegaard: Hvad troede de på? 2004.

Fra oldtid til kristendom

juni 16, 2021

På billedet fra Allerød Kommune: Kongedyssen ved Dæmpegaard, Brudevæltelurerne, Bastrup tårnet, Lynge Kirke,

Brudevælte fra oldtid til kristendom

Per-Olof Johansson

Man kan roligt sige, at Brudevæltelurerne blev fundet 200 år for tidligt. Var de blevet fundet i dag, kunne fundstedet identificeres og undersøges. Det bånd af pil eller birk eller ellebark, der holdt dem sammen, ville kunne dateres og dermed fortælle, hvornår lurerne var sænket ned i mosen.

Ingen har vist endnu beskæftiget sig med bronzen. Er det identiske legeringer? Kan metallets vandring nå at blive fastslået og bidrage til datering? Er alle tre sæt af samme alder.

I bogen om Brudevæltetlurerne, har jeg bidraget med et afsnit om stednavne. Desværre har vi ingen lokale sagn om stedet Brudevælte. Men andre steder har man Brud- i stednavne og sagn som knytter sig hertil. Flemming Chr. Nielsen har i sin bog ’Sort hedder en sten’ repeteret flere af sagnene, end jeg fandt på. Typisk handler det om en bjergmand eller en trold som er utilfreds med kirkebyggeriet, og som derfor afkræver sognet den første brud som kører over en bro eller andet helligsted. Det fremstilles jo som et rov, men det kan også anskues som det nødvendige offer. I erindringen fremstår stedet efterfølgende som farligt, så man kører store omveje for at undgå det. Hans konklusion er, at erindringen om en konflikt mellem kristendom og hedenskab afspejles i sagnet, som knyttet til et navn og et sted godt kan leve århundreder.

Moser mener man jo har været opfattet som hellige i jernalderen og vel også i bronzealderen.

Hvorfor lurerne er sænket ned i mosen ved vi desværre ikke. Det kan være opbevaring eller offer. Er det afslutningen på en epoke, vi ved det ikke. Så hvis Brudevæltelurerne ud fra udformningen dateres til o. 800 f.v.t., kan man da tro, de har beholdt deres værdi nogle generationer således at erindringens om stedets hellighed kan være bevaret op til kristen tid og givet anledning til et Brudevæltesagn, hvor navnet er bevaret men ikke sagnet.

Set i det lys, bliver navnet ikke blot eftertidens tilfældige navn fra et fundsted, men et naturligt vidnesbyrd og hilsen fra den kultur, som skabte lurerne.

Navnet Brudevælte, Lynge i Allerød

juni 16, 2021
Forside Brudevæltelurerne

Per-Olof Johansson, afsnit fra bogen.

Det er vigtigt med navne, det hjælper os til identifikation. Men i fortiden har navne haft en dybere betydning. De nærmede sig det magiske, deres vigtighed var på højde med vores personnummer – om ikke vigtigere. Det gjaldt personnavne, men sandelig også stednavne.

Omvendt har forventningen til vigtigheden den virkning, at hvis betydningen af et navn er blevet glemt, så forsøger vi at ‘afkode’ det.

Navnet på den mose Brudevælte, hvor lurerne er fundet er sådan et navn som er blevet afkodet helt umiddelbart af de fleste af os. Ved Brudevælte var selvfølgelig en vogn med et brudepar væltet og forsvundet i dybet. Man kunne tro at det særegne navn var unikt, et lignende kendes dog fra Sønderjylland. Men mærkeligt nok: Faktisk kendes intet sagn de to steder fra om nogen brudefærd!

Der er dog flere meninger om navnets oprindelse. Finn Kramer har denne version:

‘Første led, Brude- er en fordrejning af Bryde-. Navnet bryde, som gik af brug i midten af 1600-tallet, betegnede i den tidlige middelalder en godsforvalter, senere i middelalderen blot en fæster. Endelsen -vælte skal ifølge sprogforskerne tydes som væld, det vil sige kildevæld. Den direkte forklaring af navnet er altså Brydens Kildevæld. Sprogforskernes tolkning støttes også af de skriftlige kilder. På et opmålingskort fra 1779 – umiddelbart før udskiftningen – kaldes mosen Brÿdevaldene (Brydevældene), hvor man også bør notere sig flertalsformen. Navnet Brudevælte skal derfor næppe knyttes til blot ét lille mosehul, men til flere liggende omkring stedet, hvor udflyttergården fra Lynge, Fuglerupgaard året efter blev bygget af Ole Pedersen. ‘

Finn Kramer ser dette bekræftet også af jordbundskort baseret på boringer i slutningen af 1800-tallet, hvor det ses, at hele områdets undergrund består af moræneler med spredte lavt liggende områder (kildespring?) med tørve- og gytjeaflejringer.

Dette gælder for området som helhed, men hvis man fokuserer netop på det område syd for Fuglerupgård, som indtil for nylig blev angivet som fundstedet, er det iflg. jordbundskortet hos V. Milthers 1922 karakteriseret ved grus og sand – hvilket derfor også har givet anledning til den grusgrav som for kort siden var på stedet. Det kan derfor næppe have været der, mosen var. Finn Kramer har nu på gode grunde fundet en mere sandsynlig placering af fundstedet.

Det sønderjyske parallelnavn er Brudevæle fra Bedsted sogn. Sprogforskeren Gunnar Knudsen tolker her endelsen ’væle’ som ’vadested’ – hvilket måske slet ikke er ueffent også for vores Brudevælte. Han gennemgår alle danske navne hvori brud- indgår for at vurdere dets betydning og ælde.

Han inddrager ikke skrivemåden ‘Bryde-‘ på kortet fra 1779 sådan som Finn Kramer gør. Ifølge Institut for Navneforskning er der nemlig hos dem fortsat ikke tvivl om, at dette blot skal forstås som en afsmitning af den lokale udtale af ‘Brude-‘ . Gunnar Knudsens konklusion i 1935 er, at navnet skal forstås som affødt af stedets trafikale betydning, idet han knytter det til de sagn som findes om en hasarderet brudefærd på vej til eller fra kirke. Vejen forbi gården forbandt Kollerød og Lynge og er den vej et brudepar måtte tænkes at færdes. Og man tog varsel af turen og sagnene er skildringer af ‘worst cases’. Denne hans tolkning er et svar på den tolkning som lader navnet have rødder helt tilbage til bronzealderen og en forestilling om riter i forbindelse med en frugtbarhedskult. Var der ved de andre lokaliteter, hvor til der knyttes et sagn om væltet brudefærd ligeledes gjort fund som ved Fuglerupgaard kunne der ifølge Gunnar Knudsen måske have være noget om snakken. Men det er der ikke!

Vi skal dog som nævnt så at sige udenbys for at finde eksemplerne på sagn, som knytter sig til brude-navne. Gunnar Knudsen anfører hele 13 eksempler.

Her vælger vi et fra Egtved, gengivet i Tang Kristensens Danske Sagn. (Samtidig får vi så en lære om konsekvenserne af tvangsægteskab….) :

Fogden i Bølling vilde tvinge hans datter til at tage en junker på Balleskov; men hun var kjæreste med deres avlskarl, og ham måtte hun jo ikke få. Bryllupsdagen var bestemt, og hun kom i hendes stads og skulde kjøres til kirken. Hendes kjæreste skulde nu spænde de brune for og kjøre, men der var faldet et let lag sne om natten, og han kunde ikke ret se vejen og kom af og til fra sporet. Den gamle red ved siden af vognen, for det de ikke måtte snakke sammen. De kjører nu lige ned til søen og kommer derud, men da de var midt på den, sank det hele. Idet begge de unge sank, omfavnede de hinanden. Siden fik den sø navnet Brudesøen. Men fogden undslap og red til Balleskov og da havde han mistet forstanden.

At der ikke fra Lynge er optegnet et lokalt sagn om stedet, kan have sin forklaring i at navnet formentlig er forsvundet med mosens forsvinden. Et eventuelt sagn er da glemt og borte, da optegnerne tog fat. Bortset fra at navnet findes på gamle matrikelkort fra Lynge – så forsvandt det som stednavn, men blev i Danmarks historien synonymt med ‘de først fundne lurer’. Engang i 1980’erne tog Allerød Kommune initiativ til at genoplive det som stednavn ved at angive på kommunekortet hvor Brudevælte måtte antages at have været. For Brudevælte vil disse lurer altid hedde og så må vi have et sted, der svarer til navnet, det er logik. Sagnet har vi altså ikke, men navnet er i sig selv det hele sagn og et nyt kom til om lurerne. Vejen forbi hedder i dag Kollerødvej skønt den netop ikke fører til Kollerød, det er ren misvisning. Den burde naturligvis retteligen hedde Brudevæltevej hele vejen fra Lynge til Lillerød.

Litteratur

Namn och Bygd. 1936

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

Ekholm, Gunnar: Brudevælte.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Knudsen, Gunnar: Brudevælte.

Danske Studier 1935

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Kristensen, Evald Tang: Danske Sagn.

København 1980, Bd. II, nr 1711

Lisse, Christian: Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Milthers, V.: Nordøstsjællands Geologi.

København 1922

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne.

København 1929.

Solevad ved Brudevælte

juni 16, 2021
Udsigt fra Brudevælte

Solevad, nabo til Brudevælte

af Per-Olof Johansson

Ved den intensive betragtning af kort med Fuglebjerggård og Brudevælte, falder ens øje på nabogården ‘Solevad’. Bronzealderens soldyrkelse fandt sted på udvalgte højdepunkter, så måske er det et spor tilbage til bronzealderen? Ikke ifølge bogen ‘Frederiksborg Amts Stednavne’. Et lignende stednavn findes i Verninge sogn på Fyn og skulle mulig stamme fra et mandsnavn svensk ‘Sole’ eller det oldnordiske ‘Svali’. På en amatør virker sådan noget jo temmelig søgt, som om navnet med djævlens vold og magt ikke må have noget med sol at gøre. Måske er stavekontrollens forslag “sulefad” ligeså relevant 🙂 

Man vil umiddelbart gætte på noget med sol og noget med vadested. Det har videnskaben så siden heldigvis også valgt at gøre (se Aage Houken). Forresten omtaler Gudmund Schütte et stednavn  “Skedernes Vad” – “Steder hvor Hake lader sin Hær bortslænge Sværd-Skeder.”. Jeg synes da Solevad lyder som parallelt med Solbjerg, som vi vist har en del af. Grundtvig bruger ordet i sin oversættelse af Bjovulfs-drapen: Fra solebjerg til morgengry/  så stormene sig røre.

Men måske er det kun sjovt at Solevad associerer til “Solbjerg” sådan lige overfor Brudevælte.

Jeg har en klar fornemmelse af, at Gudmund Schütte ikke er så velanskreven, men jeg tænkte, der måske var en inspiration at hente i hans bog ‘Offerpladser i overlevering og stedminder’ hvor et afsnit hedder “offerpladsers Forekomst oplyst gennem stednavne.”

Gunnar Knudsen skriver i en artikel fra 1942 om den mulige kult-erindrindring i stednavne:

“Om vore Solbjærge virkelig skulde være Minder om en sådan primitiv Kultus faar staa hen. Rester af gammel Tro kan jo have holdt sig en Tidlang parallelt med den fremherskende Dyrkelse af menneskelige Guder.” Og han har denne passus:

“Det turde heraf fremgaa, at Natur- og Marknavne, der kun er overleveret fra nyere Tid er et saare skrøbeligt Materiale at arbejde med, og at de mange usikkerhedsmomenter, Studiet rummer, ligefrem maner til Udvisning af allerstørste Forsigtighed.” Vise ord, jo, jo, men når nu lurerne er fundet der og der er sådan et oplagt navn ligeved, er det jo mærkeligt at lade denne kendsgerning unævnt.

Kristian Hald skriver i samme tonart, at skønt navnene med sol ofte er blevet opfattet som minder om soldyrkelse behøver en sådan ikke at gå tilbage til en meget fjern fortid. Men kan f.eks. blot bygge på den kendsgerning, at man netop derfra havde særlig gode betingelser for at se solen står op eller gå ned.

I sommeren 1988 skete der et sensationelt fund af et lurpar ved Hirtshals. Desværre er fundpladsen så at sige “forsvundet” i og med at der nu er lagt jord på og bygget parcelhuse, så man vil være henvist til at dyrke kortmateriale og fotos for at kunne sige noget om placeringen i landskabet. “Her findes et område på omkring en halv kvadratkilometer, kaldet Ulvkær, som er præget af høj grundvandstand og større, adskilte moseområder, der dels er synlige, dels er dækket af senere tiders flyvesand, så karakteren af vådområde delvis er sløret”.

Gudmund Schütte ville sikkert om navnet Ulvkær sige noget om offerdyr med H og parallelisere ulv til HUND. Sammenknytningen af offerpladser og stednavne er stærkt forkætret. På den ene side er der almen enighed om, at mange fund vidner om, at der er sket et offer – men at det virkelig skulle kunne give afsæt til navne som har holdt i mere end tusinde år anses i almindelighed for tvivlsomt. Men netop ikke af Schütte. Hundeoffer er for ham en kendsgerning og derfor er navne med hund- at anse for sakrale navne. Og ifølge hans kort på s.72 ligger et Solbjerg ikke mange kilometre væk fra Hirtshals/Ulvkær.

På matrikelkortet over Lynge Sogn fra 1779 ses navnet Hundshøje anført lidt nord for ’Solevaderne’. Højene er i dag forsvundet men i disse blev der i forrige århundrede gjort fund dels af flere urner, dels af flere bronzealdergenstande: smykker, en brozearmring, et fragment af en dolk og en pincet, jf. Finn Kramers artikel herom i Nøglehullet, og igen  i ‘Brudevæltelurerne’.

Karakteristisk for bronzealderens høje er, at de ligger på landskabeligt udsøgte steder. Når man står ved Solevadgård/Fuglerupgård og ser mod øst ind mod Lillerød  har man endnu et bredt blik ud over horisonten – mod solopgangen. I et sumpet og mosefyldt område har her været et naturligt vadested, da nu undergrunden  udgøres af sand og grus. Pudsigt da, om det tidligt har fået et navn af andre grunde, der netop i vor tid skulle betyde det, som har været tilstanden på stedet i årtusinder: at her ser man solen stå op, og her var et vadested.

Litteratur

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Lisse, Christian:Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Lysdahl, Per: Ulvkærlurerne – det første lurpar fra VendsysselVendsyssel. 

NU & DA 1989-1990. Vendsyssel Historiske Museum 1991

Schütte, Gudmund: Offerpladser i overlevering og stedminder

Studier fra Sprog og Oldtidsforskning nr. 112, udgivne af Det Filologisk-Historiske Samfund, København 1918. S. 51, jvf. s 39. Hund: s.24

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne. København 1929.


%d bloggers like this: