Håndtryk afskaffet – 1954!

maj 16, 2020

Fra en af de sære samlinger

Måske en sær samling:
1.En æske med gækkebreve (https://issuu.com/perolofdk/docs/djursland )
2.En bog med opklæbede kronikker.
3.En bog med opklæbede appelsin-papirer (https://www.flickr.com/photos/perolofdk/)
4.En bog med opklæbede teater-og filmudklip
5.En bog med opklæbede vittigheder, billeder af kendisser, kvitteringer fra udbetaling af tipsgevinster, et par festsange, en guldøletiket og meget mere.
6.Mappe med opklæbede udklip om antikviteter.
7.Kasse med kronikker opklæbede hver for sig i kartonfold.

I nr. 5 et udklip om afskaffelse af håndtryk i forligsinstitutionen! Af hygiejniske årsager! Hist og her står et årstal, så mon ikke fra 1953/54.
Jeg klipper selv, nogle ender i mapper samlet om emne, kan oså være en kasse, enkelte temaer dog også klæbet op!
Føler vist en vis solidaritet med de vragede udklippere, når jeg finder deres værker på loppis.

 

 

 

 

Romanomtale Klinte

maj 16, 2020

Arne Herløv Petersen: Klinte.

Det Poetiske Bureaus Forlag

 

Først forlagets introduktion: “Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik

end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv,

brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne. I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i 

litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.

Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.”

 

Jeg er gennem årene blevet mindre og mindre tiltalt af ideen ‘historiske romaner’, hvor fakta kendes i et vist omfang og hullerne udfyldes med fiktion. Arne

Herløv Petersens måde at løse opgaven på, får mig dog til at læse bogen til ende. Med den alder, jeg har, er persongalleriet bekendt med få undtagelser, og jeg bilder let mig selv ind, at jeg får nyt at vide, hvor en klassisk litteraturhistorie måtte give op. Der ligger megen reseach til grund, når dagligdagen beskrives. Men bogen er uden plot, og standser derfor lidt brat.Jeg savner et afsluttende ‘fakta uden fiktion’-essay om “hvad der videre hændte”.

Det er en stor fejl, at bogen ikke får en kvalificeret anmeldelse, dermed mener jeg en anmeldelse af en person, der er kendt med perioden og dens digtere. At bedømme bogen som roman behøver jeg ikke i samme grad hjælp til. Bogen er flettet sammen af episoder, som ubesværet finder hinanden.

Påstået overraskelse over Besættelsen

maj 4, 2020

Overraskelsen 9. april – som hykleri

Per-Olof Johansson 4. maj 2020

Lad mig begynde med slutningen: Efter at have læst Chritster Bergström: Vägen till Andra Världskriget, ser det sådan ud: Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog ‘Denmark’s Day of Doom’, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet hos andre som deres europæiske magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb

Nu har jeg i nogen tid beskæftiget mig med Besættelsens før og efter. Mange bøger er blevet trukket ud af reolen. Jeg har skrevet en bemærkning hist og her, bøgerne må igen ind på deres plads. Da jeg er færdig med Christer Bergström og klar til at stille den som ny i reolen sammen med den lille stabel, falder mit blik på Kronikas bog:’Kronika fortæller’ fra 1968 med erindringer fra tiden som korrespondent i Berlin. Et af kapitlerne handler netop om, hvad der kan findes af ting, der er sagt og gjort om den 9.april – FØR den niende april – om muligheden for en tysk besættelse af Danmark.

Sporene er mange – det begynder med at tyskerne, som gennem 1800-tallet var i gang med at samle et tysk land, også har øje for Danmark, som den yderste ende af det kommende Stortyskland. For nogle handler det ikke om erobring, det fremstår bare så selvfølgeligt med den indlemmelse. Den danske version af denne trussel er naturligvis en besættelse, som man efter nederlaget i 1864 ikke har haft så svært ved at forestille sig. Mest overraskende er selvfølgelig den anonymt udgivne bog Dommens dag. Der er så mange momenter i den bog, der virker som parafraser over det, som netop hændte i 1940, at man tror det er løgn. Den er imidlertid udgivet 1908, så det var den trussel man kunne forvente realiseret i 1914 som spøgte, og som Danmark kun med held og Erik Scavenius lykkedes med at undgå.

Det slår mig, at blandt det meget Kronika kan nævne, og det er ikke småting, er ikke Joachim Joestens bog fra 1939 ’Denmark’s Day of Doom’, som vel netop henter sin titel fra ’Dommens Dag’, måske nævner Joesten den et sted. Han skriver i kapitlet Arms and the Dane: “What exactly the Danish Government propose to do once the long-dreaded Nazi ultimatum has to come smack on their heads, the Lord alone knows. But the odds, let there be no doubt about that, are on complete surrender.” Han konkluderer, at meget kunne gøres, men at viljen helt åbenbart ikke er tilstede. Forsvarsbudgetterne er udhulede bevidst i årevis efter de radikales devise *Hvad skal det nytte’, kraftigt ført igennem af udenrigsminister P.Munch uden modspil fra socialdemokratiet, som har fokus på indenrigspolitikken.

At bogen ikke optræder hos Kronika kunne tyde på, at der ingen dansk fokus har været på den. Under Besættelsen udkommer den i oversættelse i dublikeret form og solgtes til fordel for modstandsbevægelsen, har jeg for nylig erfaret. Før jeg læste Jon Galster: ’Den 9. april – en sand myte’, har jeg aldrig hørt om Joestens bog. Den er så vigtig, fordi den viser, hvad der udmærket kunne erfares før den 9. april 1940. Vi er jo tudet ørene fulde med, at den danske regering og befolkningen blev overraskede. Datoen var indtil få dage før måske en overraskelse, men ellers skal man da både have været blind og døv for ikke at kunne se, at det ville ske.

Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet men deres magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb, Ja groft forkortet, men i hvert fald forstået sådan, at jeg har projiceret forståelsen af Nazitysklands modstandere fra, hvordan de fremstilledes efter 1945 til også at omfatte politikken i mellemkrigstiden.

Med denne forståelse i bagagen, må jeg hellere læse Christer Bergström en gång till!

.

 

 

 

Stedsans – om spånkurve

april 29, 2020

November 2012 sendte DR1 en udsendelse i serien Stedsans, hvor Susanna Sommer talte  med Per-Olof Johansson om spånkurve i Danmark. Nu kan den takket være danskkulturarv.dk igen høres. Lyt her!

Om at samle – og tænke

april 6, 2020
Forside

De i artiklen omtalte reieffer

Årets tur går til Danmark – og hvad finder man så…

Nogle samler på kuglepenne, andre på ølåbnere. En historie,
som gjorde stort indtryk på mig, var beretningen om en
gammel dame, hvis hus ved hendes død viste sig at være
fyldt med små bundter af snore. Vel fra den tid, hvor enhver
pakke var omviklet med snor og ikke med tape som i dag.
Men altså, samlinger som går helt hinsides anvendeligheden
af det indsamlede og som endog kan få et skær af tragik.
Nogle samlere hæves til skyerne, folk som har samlet på
noget, ingen andre fandt af værdi og hvis værdi siden er
blevet åbenbar for alle. Nogle kunstsamlinger ender på
museum eller bliver endog museum selv.
Dette er bare en artikel om nogle relieffer, og hvilke tanker de satte igang.

Artikel som PDF

Artikel i bladreformat hos ISSUU

 

Jens Vejmand

marts 24, 2020

 

Vi fik Jens Vejmand at høre i DRp2

Tekst skrevet af Jeppe Aakjær 1905 / i Rugens sange 1906. Carl Nielsen Melodi 1907. Maleri af Brendekilde tilhører Statens Museum for Kunst.

Brendekildes maleri er så kendt.

H.A.Brendekilde: Landevejen.Malet 1893. Også som lithografi s/h fra William Christensen, Kunsthandel Frederiksberggade, Kbhvn. ‘Dansk Kunstnermappe’. 

Replik med Lyngsie og spånkurv 1934. 

Men motivet starter ikke der:Maleri af Schøttz-Jensen udstillet 1882 på Charlottenborg. 

Heldigvis skete der også forbedring af arbejdsforholdene. Og tro ikke jobbet var en enkel sag.

Så her er hvad enhver bør vide om hans job – ikke noget enhver amatør kan påtage sig. Og som også var udsat for forbedringer af arbejdsforholdene i forhold til Jens, som jo ifølge maleriet sad næsten på jorden.. http://www.per-olof.dk/Paul_Wegge_1909.pdf

#jensvejmand

Regler og dog

marts 18, 2020

Høvelte, Telegrafkaserne 1962

Regler -og og dog..

 

Vi ved det fra trafikken – regler bliver overtrådt. Med vilje eller uagtsomt, ved et uheld. Regler er nødvendige, men vi skal ikke bilde os ind at de kan styre verden 100%.

Jeg var værnepligtig befalingsmand, og den aften skulle jeg være vagtkommandør i hovedvagten på Høvelte kaserne. Om formiddagen blev alle befehler kaldt til samling i gymnastiksalen. Regimentchefen stod på talerstolen. Vagtholdet ved Motorgården havde hver og en sovet da kontrollen var mødt op, og vi fik alle del i skideballen: Alle regler skulle overholdes til punkt og prikke!

Hvordan skulle jeg takle den situation? Jeg besluttede mig til at gøre som der blev sagt. Ingen fik lov til at forlade kasernen, uden tasker og poser var efterset. Mange vendte om, de havde jo maskinpistolen i tasken.Ingen civilperson kom ind uden at blive ledsaget af en vagt. Ingen civil kom ind uden passerseddel. Alt muligt af den slags. Det gav naturligvis anledning til lange køer. Rasende kørelærere som i årevis var lukket ind med et vink. Ølvogne som måtte vente på at en vagt blev ledig. Ved hvert opdukkende problem kontaktede jeg kommandantskabet, som måtte slå krøller på tungen for at svare. En af dem stod på post i entreen og spurgte, da han så jeg skrev, om jeg skrev en klage? Nej da, jeg skrev bare til næste vagtkommandør hvilke regler der ikke gjaldt. Jeg havde en fest, skønt en anelse trættende, og så en efter egen mening god historie, jeg har fortalt igen og igen. Skønt oplagt indslag i en af soldaterkammeraterfilmene kom den ikke med.

Niels Brunse: Tro er ikke viden

marts 17, 2020

De omtalte bøger

Download artiklen som PDF

Niels Brunse har skrevet en bog han kalder ’Tro er ikke viden’. Jeg griber fat i bogen, fordi det er et emne jeg i årevis er gået op i, ja vel siden barndommen. Jeg har også skrevet om det, og konklusionen til dato er, at vi skal af med ordet ’tro’, når det handler om at betegne det religiøse.

Efter titlen på bogen at dømme forventer jeg mig en opfølger til Ingemar Hedenius’ ’Tro og viden’ fra 1960. Den forventning er hurtig skudt ned efter at have læst en anmeldelse af bogen af Christoffer Emil Bruun i Weekendavisen under oveskriften ’Kristen kuturradikalitet.’. Bogen af Hedenius vakte nok så stort postyr, fordi den tog fat i navngivne prælater, og trak dem gennem vridemaskinen, for når jeg lige får genlæst forordet efter at have læst Niels Brunse, lader det til, at det ikke i og for sig er religion as such, Hedenius angriber, men formuleringer i religionens navn.

Niels Brunses bog er uden mystifikationer, lysende klart skrevet, ikke et debatskrift men en fortælling om egen afklaring i forhold til det religiøse. Tro er ikke viden – men viden er ikke alt, tro har sin egen verden og værdi. Han har ikke mine forbehold overfor ordet tro og forklarer meget godt, hvad han lægger i det. Men jeg er ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg forstår, at begrebet tro for ham ikke som hos Hedenius først og fremmest er forankret i biblens tekster, men i egne erfaringer.

Så egentlig burde det vel være sætningen ’Tro er vished ikke viden’ som burde være bogens titel.

For med sætningerne: ”Men hvor kommer visheden fra? Jeg har ikke noget andet svar end at den er en erfaring.” er vi kommet langt forbi den tekstbaserede ’tro’, som jo kan debatteres til dommedag. For ham er troen erfaring, dog uden en pludselig oplevelse af frelse, selvom han ikke kommer uden om momenter, der ligner.

De fleste der skriver bøger som denne, f.eks. Leo Tolstoy skriver om et sådant momment. Da han læser de selvfølgelig velkendte ord i Bjergprædikenen, Mattheus kap. 5 vers 38 og 39 slår lynet ned: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.” Han vil ikke påduttes at fortolke Jesus, han vil også holde sig til den enkelhed i evangeliet, som i de mange hundreder af år har indfanget almindelige mennesker.

Det stemmer fint med, hvad Brunse siger: ”Jesus var en mand. Men fortællingen om ham er en fortælling om et menneske, der aldrig brugte nogen anden magt end sine ord og sit eksempel – og som selv var magtesløs, da magthavernes i den tids Palæstina besluttede at fjerne ham som en opvingler, der truede den offentlige orden.

Nu er hans arv en verdensmagt, hvis tilhængere stadig alt for tit glemmer dens magtesløse udspring.”

Brunses bog er, emnet taget i betragtning, dejligt fri for missionerende indstilling. Det er vigtigt for ham at forklare sine bevæggrunde, men ikke for at jeg bør tænke ligedan. Måske opfatter jeg det sådan, fordi jeg jævnt hen er enig med ham. Det har tit undret mig, når forfattere stiller sig op som autoriteter i at fortolke, hvad Gud har tænkt med det hele! F.eks.: ”Men Gud ønsker, at vi skal indse, hvad vi har mistet og mærke smerten ved det tab.” – som jeg kan læse hos Rosenius, en vigtig vækkelsesprædikant fra 1800-tallets Sverige, hvis skrifter blev brugt langt op i 1900-tallet og nylig er kommet i dansk oversættelse som ’Vejledning til fred’. Jeg kender ham fra familiebiblioteket!

”Jeg tror på Gud” – starter Brunse, hvorefter vi får historien, som den forløber fra barndommens medleven i kirken bl.a. som kordreng, til udmeldelse af Folkekirken i gymnasietiden og langt senere genindmeldelsen. De følgende kapitler er så emnerne til overvejelse tro, religion, magt, synd, sjæl, bøn, Gud: ”Jeg kan ikke sige hvordan Gud ser ud, men det er min dybeste overbevisning, at Gud er kærlighed.”

For andre troende vil bogen være interessant læsning, fordi den giver os lejlighed til at overveje, hvad vi selv mener, tror. Men alene ordet ’tro’ vil kunne få enhver ateist til at vende i døren. Og det kan jeg godt forstå, og det synes jeg er ærgerligt. Det er derfor, jeg ønsker mig et andet ord for den realitet, der ligger bag ordet.

Ateisten, Ingemar Hedenius siger det: ”Atter og atter synes den kristne tros lære om de evige sammenhænge og deres altoverskyggende betydning for livet at måtte pakke sammen, så snart de kommer i konflikt med, hvad den sunde fornuft og rent menneskelige beregning siger om øjeblikkets krav.” Ja, og det problem kendte shamanen ikke, men vi gør.

**********************

Her i min blog kan der så blive plads til nogle links til, hvad jeg tidligere har skrevet i denne genre

Det ord tro

Om religiøse spor i min slægt

Kan tro blive til viden

Religiøs indgang

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Drøm, virkelighed og forestilling 

En lignelse er en lignelse er en lignelse     PDF

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Nyt fra Benny Pedersen

februar 17, 2020

Forside

Forside af Ole Bundgaard til Benny Pedersen 2020

 

Benny Pedersen

Ved siden af er også at ramme

Digte

ISBNB 978-87-93272-80-4

Forlaget Ravnerock

Dette er Benny Petersens 13. digtudgivelse, den første hed ’På vagt’ og kom i 1975. 2014 kom et udvalg ’Digtbrikker til et portræt’, men dette er nye digte.

Det lavmælte er vist ikke i høj kurs, men hvad kommer det sagen ved? Dette er lavmælte digte om at digte, om nødvendigheden af at digte, om det selvfølgelige i at digte selvfølgeligt

længsel

ordene gemmer sig for mig

jeg gemmer mig i ordene

at kende sjæl og krop

at være ét

regn efter lang tids tørke

sollysets liv i os

Læseren har ikke behov for sammenligninger her, at Benny digter ligesom den og den og slet ikke som den og den. Vi møder Benny og lader os ikke forstyrre af, at der er så mange andre der digter. Han siger det selv

primtal

runder et primtal

seks år til det næste

også jeg er udelelig

i min egenart

defineres kun ved mig selv

Jo vist er vi alle påvirkede af andre skrivende, når vi skriver, men digtning er ikke en mandjævning ikke en XFactor-udgave. Det lavmælte forhindrer ikke, at vi kommer tæt på det store, de store livsspørgsmål, kærlighed, sygdom, liv og død, sorg. Det er svært at citere ham, uden a skulle citere hele digtet – og det er jo meningen, at du skal læse selv, selv opdage at blive båret videre fra det ene digt til det næste, gøre de lavmælte ord til dine egne. Slutter derfor dette lille opmærksomhedssignal med

ekkoer

som ekkoer af uskrevne digte

fortoner drømmene sig

trapper

jeg engang gik på

kvinder

jeg har kendt

alt forsvinder

 


%d bloggers like this: