Uauthoriserede digte

november 21, 2019

Forsider til digtsamlinger af Per-Olof Johansson

Apropos størrelsen på oplag af digtsamlinger: Hvad når samlingen er frit tilgængelig på Internet? Er det så ikke op til læsernes ansvar at tjekke bogen uden at afvente autorisation fra Lars Bukdahl eller andre anmeldere?😉

 

Her er indtil flere samlinger: https://issuu.com/perolofdk/stacks/6d5dbd317d864273b14bd3d4adb9d951 

 

Ikke hele samlingen men mange af digtene i ‘Henvendelser som digte’ linkes der til her: http://per-olof.dk/henvend/splints_2013_1.htm 

 

Selvom jeg har holdt pause med nettidsskriftet Splints & Co, findes de hidtidigt udgivne der jo stadigvæk. Både mine egne og andres digte.. http://perolofdk.com/readme.html 

 

Som selvudgiver omtales man ikke, og så kan man føle behov for at forklare sig – med tillæg af digte! https://issuu.com/perolofdk/docs/ukendt_3mm 

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

Allt för Sverige!

oktober 28, 2019

 

Örkened Kyrka, Lönsboda

 

Per-Olof Johansson….artiklen som PDF

For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.

Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.

Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.

Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.

Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?

Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.

Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.

Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.

Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.

Apropos Halfdan Rasmussen 

Apropos tidligere indlæg

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Den svenske fortid

oktober 5, 2019

 

Forleden præsenterede Arne Herløv Petersen sin roman Hvede i Det Poetiske Bureau. En bog om om digterne omkring Hvedekorn under Besættelsen. Jeg plejer at være der til hans udgivelser, men da sad jeg i Urshult, Småland, så den ved jeg ikke meget om. Men jeg havde netop læst Susanne V. Knudsens bog ‘På knæ for livet’ om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Den er smækfuld med mange detaljer om dem og deres familie, derfor undrer det mig, at den går så let hen over Halfdans familie i Sverige. Hans mor og hendes søskende kom med deres mor til Danmark, det er hvad vi får at vide. Mon han aldrig selv har interesseret sig for den rejse? Ester og han havde sommerhus ikke langt fra selvsamme sogn Urshult, hvor Rössmåla er en af de mange ‘byer’. Mange spørgsmål dukker op.

 

Jf. udklip fra Urshult Krönika 1991 er man på stedet godt klar over forbindelsen.

 

Jeg er selv gået meget op i, hvorfor min familie landede her i Danmark fra Örkened sogn i Skåne, og med den sproginteresse, vi forventer hos Halfdan Rasmussen, må hans mors svenske diktion være blevet husket, sådan som jeg selv husker min egen mors sprog. Jo – et enkelt vers fra ‘ -og det var det -‘: “Og mor blev varm og svensk i mælet/ og talte smålandsk til min far/ der gav et vers om Gubben Noa / og sang tenor og var til nar.”

At min farfars forældre blev gift i Urshults kirke er så – ganske kuriøst! Tre af deres fire børn udvandrede til Danmark, og der led de ingen nød i kraft af et håndværk, de havde lært i barndommen (at lave spånkurve, den tids plasticpose!)

 

Kort og godt: Det gav anledning til dette.

 

**********************

 

RÖSMÅLA, Urshult, Småland

 

Stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde,

stilheden som når

gennem hele kroppen,

gennemtrænger til tæerne

blodbaner og vejrtrækning

i sync med køerne

som tygger drøv

under skyggetræer,

en dag med guldkant,

her fra Urshult, Småland

flygtede Halfdan Rasmussens mor

med tre søstre og mor

fra Fattigsverige

til håb i Danmark,

nyt sprog for dem

og de børn som kom,

nyt sprog for barnet

med rim og tosserier,

Besættelsen og alvor,

jeg ser kontrasten for mig

her i Urshult, Småland

i stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde.

*****

 

På knæ for livet https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/04/5298/

https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/05/hurtige-skift-i-slaegtstraeerne/

Skovlunde Evangeliet

september 30, 2019
..Erik Hagens: højtidsskabe

Erik Hagens: Højtidsskabe i Skovlunde Kirke 2019

Fik i går endelig set alle højtidsskabene i Skovlunde Kirke åbnede – og endda intruduceret af Erik Hagens selv. Stor oplevelse. Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om mit indtryk, som kun blev forstærket. Her vil jeg derfor blot citere invitationen og opfordre til, at man anskaffer det lille hefte om skabene og ideerne bag, som menighedsrådet har udgivet og Erik Hagens skrevet.

HØJTIDSSKABENE I SKOVLUNDE KIRKE udført af maleren Erik Hagens fra 2012-2019 blev i dag vist frem og forklaret af kunstneren selv.
Citat fra invitationen skrevet af Morten Skriver:
Erik Hagens alterbillede, udgangsbillede og højtidsskabe – advent, jul, fastelavn, påske, pinse – i Skovlunde Kirke er en milepæl i dansk kirkekunst.
Værket udgør i sin form og med sit billedsprog en nyskabelse, der samtidigt er i slægtskab med den ældste kirkekunsts folkelige, fortællende billeder.
Ved at indskrive evangeliernes budskaber i en nutidig og lokal sammenhæng er det lykkedes Erik Hagens, at tilføje en relevant og tiltrængt funktionel dimension, til det man kunne kalde kirkerummets liturgi. Udover at bidrage med væsentlige æstetiske kvaliteter til kirkens rum indbyder værket med sin åbne moderne flertydighed, fri for klicheer og føleri, til fortolkning, eftertanke og samtale, på en måde der gør det mulig for alle at deltage – både børn og voksne, kyndige og ukyndige.

Morten Skriver, billedkunstner
Medlem af Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst
Initiativtager og dirigent var Gunvor Auken

Hurtige skift i slægtstræerne

august 5, 2019

I 2009 tur til Urshult Kyrka, hvor min farfars forældre var blevet gift 21.10.1860.

Hurtige slægtsskift

Slægtsforskning er udbredt – men dog ikke alle dyrker den interesse. De kan gøres på mange måder, og efter opdagelsen af mulighederne med genteknik, har det skiftet karakter. Før gik man i gang med studier af kirkebøger og mange slags dokumenter, nu kan ens historie vikles ud af en gentest. Sådan en skrev den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs med sin ’Min europeiska familj de senaste 54000 år.’. Hun får derved ikke blot fortalt egen historie men også vi andres.

Som jeg skrev forleden her i bloggen, lader det ikke til at Halfdan Rasmussen gik op i sin slægtshistorie. Hvordan kunne han lade være, når han hver dag i barndommen blev konfronteret med sin mors svenske oprindelse. Fra Rösmåla i Urshult sogn.

Jeg spørger naturligvis med baggrund i min egen opvækst i Danmark med svensk mor og svenske far-forældre. Jeg synes, jeg med bogen ’En tid med spånkurve’ har fået fortalt den historie. De andre med familie, som også arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik og som kom fra Sverige, har også der kunnet hente oplysninger om deres familiebaggrund.

En fætter, en grandkusine og en bror har dyrket slægtsforskning på traditionel vis, og ud fra det står det klart, at min families oprindelse kan placeres indenfor et meget snævert område, Sydøstre Småland, nordøstre Skåne og nordvestlige Blekinge. Bagud fra 1700 er der store huller, men man kan nå helt til 1300-tallet i det område, uden gentest altså! Min farfars forældre blev faktisk gift i Urshult kirke. Min faster blev gift med en fynbo, så for fætter Knud ser netværket helt anderledes ud.

Ser jeg på mine barnebørns slægtsforgreninger, er de allerede endnu mere spredte. Vi skal til Thy, Sønderjylland, Sydslesvig, Tyskland, Schweiz og altså Østdanmark og Sverige. Referencerne ved historielæsning må naturligt nok kunne blive meget forskellige. Først sent er det gået op for mig, at jeg ikke er delagtig i 1864, jeg skal tilbage til 1658 før min historie igen bliver Danmarks historien. Min Danmarkshistorie begynder år 1900, da min fars svenske forældre flytter til Danmark efter 10 år i Tyskland.

Som barn var jeg nysgerrig nok og stærkt utilfreds med de fragmenter af slægtshistorien, som jeg fik fat i. Jeg er derfor glad for de familiemedlemmer, der har redt trådene ud, så jeg nogenlunde har kunnet følge med. Nej, jeg er ikke blev svensker ved at kende slægtens forhistorie. Men jeg har svært ved at forestille mig ’mig selv’ uden den lille viden om slægten.

 

PS

Når man er i Urshult må man se bonadsmålninger på Lunnabcken, på Biblioteket og på Hembygdsgården. Her nogle eksempler. Maleren for alle nok Clemet Håkansson 1729 – 1795 eller hans sønner:

 

Urshult bonad: Brylluppet i Kana

 

Urshult bonad: Goliath og Kong Salomon og dronningen af Saba

 

Urshult bonad: Alderstrappen

 

Urshult bonad: Adam og Eva, Jesu indtog i Jerusalem, Elias’ himmelfart mm

På knæ for livet?

august 4, 2019

 

Henrik Stangerups morfar var den kendte svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Det er almindelig kendt, Henrik Stangerup har talt om det, endda skrevet forord til et udvalg af hans artikler.
Halfdan Rasmussen er jo ikke mindre kendt end Henrik Stangerup, hans mor var svensker fra Rösmåla, Urshult i Småland. Det har han selv fortalt i det indledende erindringsdigt om hende i bogen ‘..og det var det’ fra 1977.
At det var så det, stiller nu ikke mig tilfreds.
Jeg har netop læst en biografi af Susanne V. Knudsen om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel og deres 30 år lange ægteskab. Når man har læst færdig, og blevet indviet i detaljer, man måske helst var foruden, studser jeg over, hvor lidt jeg får at vide om Halfdans mor og betydningen af den svenske baggrund. Hans mor har talt med svensk accent, hun har sunget svenske salmer og sange – henvises jeg til at gætte mig til. Hvis Halfdan ikke selv har fortalt mere om den baggrund, hvorfor har så ingen spurgt ham? De tekster, der har gjort ham så berømt, er i den grad danske, at de vel stort set er uoversættelige, så det er måske ikke så mærkeligt, hvis ingen svensker har opdaget ham, men halvsvensker var han dog. Så lille at han blev kaldt Halvan. Der må være noget at fortælle om hans svenske forhistorie.
Så købte ham og Ester et torp i Slagesnäs mellem Vilshult og Kyrkhult, lidt over 40 km fra Urshult. Synes ikke jeg læste et eneste ord om, at dette var så tæt hans mors barndomshjem. Faldt det ham slet ikke ind?
Halfdans morforældre tilhørte, så vidt jeg har hørt mig til, ikke proletariatet – før efter morfarens død. Hvad skete der, der bragte familien i så trange kår, at døtrene rejste til Danmark og siden fik moren til at følge efter?
Var det en historie, der blev tiet ihjel? Lad os høre!
Danmark mister ikke noget ved, at vi lærer den indvandrehistorie at kende lidt mere i dybden.

Frilandsmuseets haver

juli 23, 2019

Mit første indlæg om Frilandsmuseets haver..Politiken 1.7.1985

I dag 23.7.2019 bringer Politiken nyt indlæg af mig om haverne. Desværre er sidste sætning redigeret væk. jeg synes det er vigtigt at pege på de frivilliges store indsats!

De seneste 40 år har jeg med interesse fulgt med i Frilandsmuseets haver omkring gårdene. Hovedopgaven for museet er naturligvis bygningerne, men omgivelserne tjener et vigtigt formål, når man vil forstå livet i og omkring dem.

Den daværende havevejleder på museet Erik V. Jensen har i den henseende nok skrevet den vigtigste programerklæring herom i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978. Når man da, som jeg, har set i hvilken grad museet gennem årene har kæmpet med programmet, fik det mig til i 2006 at foreslå, at haveafdelingen simpelthen blev en selvstændig økonomisk enhed under Frilandsmuseet. Det er indtrykket, at det første sted sparekniven rammer er det hjørne af museet, hvorefter der igen igen skal rejses midler til genopretning fra de skader, som haverne har lidt under sparerunderne, det rene ressourcespild. Det lider haverne under nu. Der er ingen tvivl om, at Frilandsmuseet har sat turbo på det begreb, som vist Hjerl Hede opfandt: ‘levendegørelsen’ (og som i mange år ganske uberettiget var udsat for museumsfolks hån og spot) for at det skal tjene som publikumsmagnet. Men kære Rane Willerslev, et museum kan ikke drives som en købmandsbutik, der bør derfor sikres museumshaverne midler, der ikke kan bruges til at finansiere andre hjørner af virksomheden.

Med køkkenhaven ved Fjellerup Herregaard er det en ganske anden sag. Den drives eksemplarisk – ved frivillig arbejdskraft.

*****

Nogle illustrationer til indlægget kunne være de følgende!


%d bloggers like this: