Posts Tagged ‘9.april’

Påstået overraskelse over Besættelsen

maj 4, 2020

Overraskelsen 9. april – som hykleri

Per-Olof Johansson 4. maj 2020

Lad mig begynde med slutningen: Efter at have læst Chritster Bergström: Vägen till Andra Världskriget, ser det sådan ud: Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog ‘Denmark’s Day of Doom’, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet hos andre som deres europæiske magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb

Nu har jeg i nogen tid beskæftiget mig med Besættelsens før og efter. Mange bøger er blevet trukket ud af reolen. Jeg har skrevet en bemærkning hist og her, bøgerne må igen ind på deres plads. Da jeg er færdig med Christer Bergström og klar til at stille den som ny i reolen sammen med den lille stabel, falder mit blik på Kronikas bog:’Kronika fortæller’ fra 1968 med erindringer fra tiden som korrespondent i Berlin. Et af kapitlerne handler netop om, hvad der kan findes af ting, der er sagt og gjort om den 9.april – FØR den niende april – om muligheden for en tysk besættelse af Danmark.

Sporene er mange – det begynder med at tyskerne, som gennem 1800-tallet var i gang med at samle et tysk land, også har øje for Danmark, som den yderste ende af det kommende Stortyskland. For nogle handler det ikke om erobring, det fremstår bare så selvfølgeligt med den indlemmelse. Den danske version af denne trussel er naturligvis en besættelse, som man efter nederlaget i 1864 ikke har haft så svært ved at forestille sig. Mest overraskende er selvfølgelig den anonymt udgivne bog Dommens dag. Der er så mange momenter i den bog, der virker som parafraser over det, som netop hændte i 1940, at man tror det er løgn. Den er imidlertid udgivet 1908, så det var den trussel man kunne forvente realiseret i 1914 som spøgte, og som Danmark kun med held og Erik Scavenius lykkedes med at undgå.

Det slår mig, at blandt det meget Kronika kan nævne, og det er ikke småting, er ikke Joachim Joestens bog fra 1939 ’Denmark’s Day of Doom’, som vel netop henter sin titel fra ’Dommens Dag’, måske nævner Joesten den et sted. Han skriver i kapitlet Arms and the Dane: “What exactly the Danish Government propose to do once the long-dreaded Nazi ultimatum has to come smack on their heads, the Lord alone knows. But the odds, let there be no doubt about that, are on complete surrender.” Han konkluderer, at meget kunne gøres, men at viljen helt åbenbart ikke er tilstede. Forsvarsbudgetterne er udhulede bevidst i årevis efter de radikales devise *Hvad skal det nytte’, kraftigt ført igennem af udenrigsminister P.Munch uden modspil fra socialdemokratiet, som har fokus på indenrigspolitikken.

At bogen ikke optræder hos Kronika kunne tyde på, at der ingen dansk fokus har været på den. Under Besættelsen udkommer den i oversættelse i dublikeret form og solgtes til fordel for modstandsbevægelsen, har jeg for nylig erfaret. Før jeg læste Jon Galster: ’Den 9. april – en sand myte’, har jeg aldrig hørt om Joestens bog. Den er så vigtig, fordi den viser, hvad der udmærket kunne erfares før den 9. april 1940. Vi er jo tudet ørene fulde med, at den danske regering og befolkningen blev overraskede. Datoen var indtil få dage før måske en overraskelse, men ellers skal man da både have været blind og døv for ikke at kunne se, at det ville ske.

Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet men deres magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb, Ja groft forkortet, men i hvert fald forstået sådan, at jeg har projiceret forståelsen af Nazitysklands modstandere fra, hvordan de fremstilledes efter 1945 til også at omfatte politikken i mellemkrigstiden.

Med denne forståelse i bagagen, må jeg hellere læse Christer Bergström en gång till!

.

 

 

 


%d bloggers like this: