Posts Tagged ‘Afvist læserbrev’

År 2015 set fra 2000

september 27, 2015

Desværre - det kan blive værre. Da PC-eren endu kun var en fantasi 1976.

Desværre – det kan blive værre. Da PC-eren endu kun var en fantasi 1976.

Politiken skrev i sin leder 25.9.2015:

“Umiddelbart er der ikke meget at glæde sig over for tiden. Men for milliarder af mennesker er verden faktisk blevet et bedre sted end for 15 år siden. Konflikter, kriser og opbrud er med til at farve vores billede af kloden sort og gøre det svært at se de lyse nuancer. Men ikke desto mindre: Antallet af ekstremt fattige rasler ned. Flere og flere børn får en uddannelse. Færre mødre dør i barselssengen. Færre får hiv, og flere slipper for malaria. Det går kort fortalt fremad – især i Asien, men også i dele af Afrika.”

Ja, jo – at noget går fremad, forhindrer vist ikke, at farer lurer på fremgangen. Der skete positive ting i verden fra 1933 til 1939, men som vi ved, gik meget derefter galt!
Det følgende skrev jeg år 2000. Et årsskifte, hvor man tænkte fremad, af tilfældige grunde altså femten år. Nu er jeg pensionist, dengang var jeg souschef i en SFO. Fremtiden så truende ud, jeg anede uhyggelige ting, satte vist mit håb til håbet!  Det forekommer mig at rigtig meget er gået rigtig skidt i de 15 år, og at der er lagt kim til noget, er kan blive endnu værre, desværre.

Vi starter en tidlig morgen, Hør bare:

Det er ikke 1924. I 1924 ville en vision af 2. verdenskrig måske have været absurd. Et sted i verden sad en velbjerget person en tidlig sommermorgen og lyttede til boblerne fra akvariets luftpumpe. Det er overskyet men ikke regn. Et tidligt forår, den 22. maj er alting sprunget ud, en måned for tidligt. Det som burde optage personen er den kommende krig – han burde kunne afværge den, ved at få øje på den.
Det er år 2000. Øvelsesskydning høres fra de militære arealer ved Sandholm, kl. 06.21. den 22. maj. Tænke sig år 2015. Verdens elendighed bare fortsat som fra 1985 til 2000. Imellem ligger euforien ved Sovjetunionenes sammenbrud, murens fald og den afmatning som følger af, at det ene sæt problemer er afløst af nye ikke mindre skræmmende. 15 år fremme fra nu er 1900-tallet ganske overkommeligt, skønt ophav til ‘de nuværende problemer’. At forestille sig dem virker som om man vil fremkalde dem. Et atomiseret USA? Et USA uden demokratisk struktur? Et geografisk navn Europa blevet en statsenhed og ‘Danmark er en del af Europa’ som Nyrup Rasmussen, dansk statsminister siger det i går om Tibet: “Tibet er en del af Kina”. Et Danmark uden en Dalai Lama til at repræsentere friheden. Magnus 4½ år har fundet 5 kort Pogamon, en børnemani som ikke vinder tilslutning fra hans forældre. Hvilket betyder, at han ikke kan lege med sin bedste ven. Kasper forlanger nemlig, at man har Pogamon-kort for at man kan deltage i legen. En ny generation er begyndt sit eget liv og kæmper under magtforhold, som vi ikke kan sætte os ind i men som den er nødt til at forholde sig til, helt på tværs af forældres, bedsteforældres, pædagogers og samfunds velmenende målsætning. Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller som vi er opmærksomme på nu.
Men ‘vi’ vil heller ikke være ‘vi’ mere. En masse vil simpelthen være døde og ude af stand til at mene noget som helst, vil være en del af den verden som ‘var’ og hvis ‘vi’ har efterladt os noget, bruges det til at kaste lys – ikke over den fremtid ‘vi’ nu sigter mod – men: over den fortid vi lever i. ‘Vi’ vil blive fordømt, fordi vi ikke formåede at se de sølle 15 år frem og lægge vort lod i den rigtige vægtskål og dermed have ændret verdens gang i positiv retning. I stedet for at flygte til en position, hvorfra vi kunne tale frit og appellere til al verdens folk, vil ‘vi’ være døde og borte: er det sådan?
Godt nok vil de fattige altid være hos os. Men i den grad opgive tanken om at gøre noget for dem i stor skala, som nu er den almindelige vidtudbredte mening, det er dog forfærdeligt. Det må, set 15 år frem, få katastrofale konsekvenser.
I de menneskemasser, som er udsat for denne opgivelse lever fortsat et håb. Det kan gribes negativt af en Hitler. Eller positivt af en ånd, vi næppe kendes ved i dag. Dog – vi kan længes efter det befriende, befriede suk, der ville gå henover jorden, ved dens fremkomst – det ville kunne høres langt ud i rummet.

Referat fra ukendte digteres klub

april 12, 2015
..der er plads til en til...

..der er plads til en til…

Møde i ukendte digteres klub

..fremført i Underskoven, HUSET-KBH 2.4.2015

Per-Olof Johansson, Lillerød

Der er indkaldt til møde i ukendte digteres klub. Der er nedlagt navneforbud, jeg er bare pennefører. Emnet er Lars Bukdahls klumme ’Blæksprutten’ i WeekendAvisen. Her går han på jagt efter genier blandt de ukendte digtere. De helt ukendte kan han naturligvis ikke bedømme, det har han helt ret i. Han reserverer bare en plads til vedkommende – som kunne dukke op. Men en netop afdød af vore kolleger hales ud af skabet og må repræsentere, at der kan være kvalitet i det ukendte. Der er klubben mand og kvinde af huse! enige: Frasortering som ukendt bygger ikke på en kvalitetsvurdering, snarere på en manglende vurdering.

”Han har jo ikke læst os!” bliver der råbt.

”Han har jo aldrig hørt os!” bliver der råbt.

I håb om bedre at blive hørt, hvisker en til mig: ”Typisk at en skal dø, før han skal omtales.”

Jeg kan ikke skrive så hurtigt, som de snakker. Jeg kan mærke, at de skal have luft, så jeg afholde mig fra også at prøve på at være ordstyrer – helt i modsætning til, hvad jeg plejer at gøre som referent.

”Han er bange” siger en kraftig fyr med fuldskæg. ”Når en kritiker går i graven, er han sat helt udenfor, han nævnes kun, når hans samtids ukendte bliver opdaget, og han bebrejdes, at have overset vedkommende!”

”Ja ja” lyder det fra den helt spinkle pige med de meget røde læber, ”han prøver at dække sig ind, ved at påstå at han kender os i princippet. Hvorfor tager han ikke sig selv som eksempel, han er et kendt navn, men som digter er han da en af os.”

”Ja” supplerer en anden ”men han møder aldrig op til klubmøderne, han er fisefornem, det ville trække ned blandt alle de virkelig kendte.”

Selv siger jeg, at egentlig er vi jo ikke så ukendte, vi er kendte for noget andet. De kalder os ukendte, det er vi slet ikke, vi mangler bare anerkendelse, fordi ingen kan tjene penge på os. Lars mener han kan blive husket ved at promovere en bestemt slags digte, og det har han sikkert helt ret i, fik jeg sagt.

Som referent bør man holde sin mund, det har jeg bare svært ved. Der sker, imens jeg snakker en hel masse, jeg ikke får med. Alle taler i munden på hinanden. Ingen har taget artiklen med at læse op af, det giver frit løb for, at argumenterne løber ud efter tangenten, og Lars hudflettes på det mest bestialske, og vi vedtager heldigvis, at resten er uden for referat.

Mærkeligt er det, at vi ikke selv er herrer og damer over medlemskab af klubben. I samme ombæring har Lars f.eks. meldt Erik Helger ud, det har da alle lagt mærke til, og tænkt på, hvorfor det ikke var dem selv, der var nævnt. Ikke desto mindre, her er alle enige med Lars og klapper. Det må så Lars, alle kritiske røster til trods, altså trøste sig med.

Den ‘Blæksprutte’ af Lars Bukdahl, der refereres til, stod i bogtillæg BØGER i Weekendavisen 1.4.2015. Jeg sendte fluks dette til avisen, men det blev ikke trykt i denne uge. WeekendAvisen svarer ikke – men er et indlæg ikke trykt inden for 3 uger, kan man regne med, at det ikke bliver trykt.  Flertallet af aviser, jeg sender indlæg til, er ikke slet så arrogante. men jeg er en utålmodig person, så da indlægget ikke er trykt i fredags, kommer det her.

Over 100 digtsamlinger udgivet 2012

januar 24, 2013

Billede

 Billedet: Nogle af de digte, vi ikke taler om….

Er det rigtigt: At der er udgivet over 100 digtsamlinger i 2012 i Danmark? Ja vel er det. Jeg regnede med, at der var mange, men så mange regnede jeg ikke med. Jeg henvendte mig på Allerød Bibliotek, hvor bibliotekar Henrik Hansen var så venlig at lave en opsamling. Listen indeholder langt flere udgivelser end de nævnte hundrede, men den skulle renses for oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Desuden er der en del, som må vurderes enkeltvis for at man kan vide, om det er digte eller ej, sådanne er også valgt fra.

Den almindelige mening er jo, at der ikke læses mange digte, og de som læses, kun er af ’the usual suspects’. Med over hundrede udgivelser kan man da roligt konstatere, at det er en alt for begrænset melding.  Rigtigere er nok at sige, at det er få digtere, som læses af de mange, men der er mange digtere, som læses skønt kun af mindre kredse. Ville det ikke være rimeligt at forvente, at aviserne beskæftigede sig med dette, når de taler om ’årets bøger’? Det synes jeg, og derfor skrev jeg en kommentar til en artikel i Information en af bladets anmeldere Erik Skyum-Nielsen og sendte den til avisen til orientering. Den blev ikke bragt som læserindlæg, derfor skrev jeg et nyt indlæg, efter jeg havde lavet den undersøgelse, jeg i forrige indlæg havde forudsat, at avisen burde have iværksat. Det havde avisen ikke plads til, hverken i sidste uge eller denne, derfor kommer det her nedenfor. Sidste uge var det, som var vigtigere en tegning til ¾ side af Thorbjørn Egner til at illustrere en debat om ’Folk og Røvere i Kardemomme By’. Det sker jo, at noget er vigtigere end noget andet – i morgen ser vi så, hvad det er avisen finder vigtigere, end at der nærmest ubemærket er kommet over 100 digtsamlinger i 2012!

Det tidligere indlæg står her i bloggen

Ps: læsere af denne blog kan ikke undgå at bemærke, at jeg er part i sagen – selvfølgelig.

Poesiboom 2012

Per-Olof Johansson, Lillerød

Erik Skyum-Nielsen tager i BØGER 28.12.12, hvad han kalder en hastig overflyvning af dansk poesi 2012. Han finder her anledning til at nævne 8 digtsamlinger, hvoraf de to ikke er for det gode.

For en læser af BØGER kan en sådan status nok være af interesse – hvis den ikke er udtryk for den rene idiosynkrasi. For hvordan kan en af landets højest profilerede kritikere udfærdige en status, der slet ikke har øje for, at landet oplever et boom i poesiinteresse, som næppe før set. Et boom der kun sporadisk giver sig udslag i høje oplagstal i hierarkiets top, men som kan konstateres ved bredden og antallet af udgivelser – en bredde som Erik Skyum-Nielsen ikke vil kendes ved, og de øvrige kritikere vist heller ikke. Deres mål er åbenbart ikke så meget at informere om det område, de skal dække, som at profilere sig selv ved hjælp af det, de anser for kvalitetsmæssigt det bedste.

Tag dog for fanden stilling til, at der i 2012 udkom ikke under 100, måske en hel del flere, danske selvstændige digtudgivelser. Her i ikke indregnet oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Det er det rene og skære vrøvl, at af disse er det kun værd at skænke de 8 opmærksomhed. Kom ned på jorden og indrøm, at mængden har været for overvældende til at være blevet vurderet.

Claus Meyers fejl

april 11, 2012

 Kongens Have bag tremmer

Claus Meyers fejl

Per-Olof Johansson, Lillerød

Læserbrev sendt til Politiken, ikke optaget.

 Fra diverse tv-serier a la X-factor og ’Paradise Hotel’ ved vi, at berømmelsen i dag ikke kun er knyttet til det fremragende, men også til det blot at være synlig og eksponeret i medierne. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis ofre for forbrydelser kan føle sig krænket af, at forbryderne eksponeres offentligt under deres afsoning, som det sker med deltagere i Claus Meyers madskole for fanger.

Alle CM’s argumenter for at indgå i resocialiseringsprojektet, som de fremstilles i kronikken (14.3.), er i øvrigt prisværdige. Men hvad angår tilladelsen til, at DR laver en dokumentar over forløbet, som eksponeres samtidig med projektet, er det et fejltrin af de grovere.

Formentlig fordi CM selv i den grad indgår i tidens overeksponering af personer, skønt hidtil i den bedre ende, har han altså ikke haft blik for, hvor krænkende dette må være for de ofre, som Marlene Duus kan opfattes som eksponent for. Det er jo ikke resocialiseringen, som er under anklage, men eksponeringen af forbryderne. Mon ikke ofrene hver og en med god grund kan opfatte sig som oversete af systemet?

Denne min opfattelse understreges yderligere, da en af deltagerne i madskolen i en kronik i Politiken 22.3. skriver, at uden tv var projektet ikke blevet realiseret – så meget altså for ”resocialiseringen”. Han skriver nemlig: ”Her er den nøgne sandhed: Meyers madskole lod sig ikke gennemføre uden tv. Intet tv= ingen madskole.”

Herved afviger dette projekt helt fra Fangekoret, som han også er deltager i og forsøger at sammenligne med madskolen. Fangekoret eksponeres også, javel, men på en helt anden baggrund af indsats, og slet ikke med eksponering i tv som betingelse!

___________________

ps: Læserbrevet sluttede her. Men Her er jo plads nok, og jeg synes det er relevant, at erindre om denne ejedommelige oplevelse i Stavnsholt kirke sidste år:

Kald mig ikke offer i Stavnsholt Kirke
Prolog

3. april 2011 blev Dina Yafasovas bog: ’Kald mig ikke offer’ præsenteret i Stavnsholt Kirke af Lone Hertz, som læste kapitlet om den tortur som Archana Guha, dennes søster og deres veninde havde været udsat for i Calcutta i 1974. Efter en heroisk indsats af Archana Guhas bror Saumen lykkedes det efter næsten tyve års kamp at få bødlen dømt, en dom hvis iværksættelse den dømte kun undgik ved at dø inden hans appelsag kom for retten. Archana Guha var tilstede i kirken sammen med sin danske mand, og forfatteren var der også. Og kirken var fuld af mennesker. Lone Hertz er protektor for Fangekoret fra Vridsløselille.De gav tillejligheden koncert med selvskrevne sange, som hver af forfatterne præsenterede. En enkelt havde kone og barn med.

 

Messe for kor  [klik]

 

Er dit facebook også mit facebook

februar 15, 2012
 

Politikens kulturredaktør trækker i NØDBREMSEN. Tegning: per-olof johansson.

Er dit facebook også mit facebook – NEJ!

Per-Olof Johansson, Lillerød (Indlæg sendt til Politiken, som dog ikke ønskede at trykke det.)    

Anita Bay Bundegaard følger med sin kommentar (13.2.2012) op på andre artikler i Politiken, hvor aktiviteterne på facebook stilles i et negativt lys. Det er ganske givet en del af sandheden om facebook, der derved kastes lys over. Men proportionerne er måske ikke altid de rette.

Jeg har 9 facebook’venner’ fælles med AAB – jeg synes ikke, det kan være nogen af deres aktiviteter, som kan give anledning til AAB’s synspunkter. Men det må der så være andre, der gør. Facebook er ikke et fælles farvand, hvor alle kan se alt, derfor kan vore oplevelser være ganske forskellige. Den enkeltes erfaringer på facebook kan simpelthen ikke danne grundlag for en generel debat om, hvordan facebook ’er’.

Læs hele mit indlæg her: Download PDF :

 Er dit facebook også mit facebook

Digte kritik debat

maj 16, 2011

Hvad vej blæser vinden? Vindfløj på Nyord 2011 Photo poj

En forfatter lover en kritiker tæsk, en digter hælder vand over hovedet på selvsamme kritiker – indslag i debatten der får betydelig opmærksomhed. Det fik jeg et indlæg i Information om: Vold giver mediedækning. (Enten se her http://www.information.dk/265168 eller i trykte udgave 15.4.2011 i tillægget ’Bøger’ eller i kommentarfeltet her nedenfor.)

Så skrev Janus Kodal en kronik i Politiken, hvor han forsøgte sig med en forklaring på vandpjaskeriet. Det syntes jeg, at jeg burde reagere på, om ikke andet ganske kort: Janus Kodal valgte vold for at gøre opmærksom på sit budskab om litteraturkritikkens elendighed. Og det virker. Han valgte et minimum af vold, men selv det virker. Han får sin kronik i Politiken, og når hans annoncerede pamflet udkommer, bliver den anmeldt.

Det var der ikke plads til i avisen. Andre måtte da have en mening om dette – men det varede 14 dage før man så en reaktion – fra formanden for kritikerne, og så var indlægget gemt væk i bogtillægget 14.5.11. Kronikken stod da på avisens debatsider, men der var svaret åbenbart ikke vigtigt nok til at blive anbragt, der var ikke flere trusler i luften!

Når det handler om Janus Kodals kritik af kritikken, kan jeg være enig et langt stykke af vejen, man han diskvalificere sit synspunkt ved det valgte middel – skønt mediebølgen, det lykkes ham at rejse, viser, at han i den grad i en vis henseende vurderer rigtigt.

Kritikernes olderkvinde Mai Misfeldt skriver, at Lars Bukdahl dog er en af dem, der har taget sig af den smalle litteratur.  Dertil er vel blot at svare, at man trods det kan være blind for andre aspekter end dem egne darlings præsenterer. Et frisk eksempel fra Weekendavisens tillæg ’Bøger’ 13. maj. LB anmelder Trisse Gejl: Siden blev det for pænt. Den bryder han sig ikke om, og det er så det. Men så slutter han: ”Men ros til de 100.000 kr. store arbejdslegater, Trisse Gejl som nyt medlem at Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg har været med til at tildele Helle Helle og Lone Hørslev, dem er der stil over – men hov, hvorfor intet legat til Christina Hesselholdt? Der vil jeg gerne kritisere!” Dette er selvfølgelig anmeldelsen fuldstændigt uvedkommende, det er jo ikke en anmeldelse af personen Trisse Gejl. Her er gøgleren på spil på et andet menneskes bekostning. Det er et godt eksempel på misbrug af anmelderrollen. I en anden anmeldelse, hvor han blander sin rolle som Hvedekorns-redaktør ind i anmeldelsen, henvendt til potentielle bidragydere, er han på samme gale spor. Mai Misfeldt siger i sit svar til Kodal, at anmelderne langt fra har den magt han tillægger dem. Det valgte eksempel  er da klart eksempel på ’magtmisbrug’.

Hvorfor nu blande sig i andres slagsmål? Jo for jeg havde i 2010 sendt dagblade og relevante tidsskrifter en digtsamling ’Hvor de åbner deres madkurv’ med efterfølgende ’Status for digtning 2010’uden at nogen gad give den et eneste ord med på vejen, modsige den eller andet – og så ser jeg, at trusler og vold giver bonus. Min tekst kan læses på nettet, så i teknisk forstand kan medierne ikke længere holde mig udenfor. Jeg slog et slag for mangfoldigheden, hvor jeg føler kritikken indsnævrer:

Jeg har selvfølgelig ikke overblik over alt det, som foregår i digtningens verden 2010, men det er en klar fornemmelse, at der digtes med stor bredde og at de professionelle læsere, litterater og anmeldere prøver at holde ånden nede i flasken, som om alt dette ikke sker. Deres professionelle bedømmelsesapparat er kun gearet til at sortere denne store masse væk, uden at kunne sætte ord på den betydning, den har for de skrivende og deres større eller mindre kredse. (Jf. s. 16 http://per-olof.dk/splints_21.pdf .) Men de eneste jeg hænger ud med navns nævnelse er Gyldendal og det med et eksempel fra 1970, nemlig en konsulentudtalelse om digtsamlingen selv, og så blev der jo for meget at tage stilling til, nej løfter om tørre tæsk og vandpjaskeri, dét kan man finde ud af at divertere offentligheden med, som var vi læsere at anse for lallende idioter.

Bela Bartoks opera Hertug Blåskæg

april 13, 2011
 

Blåskæg i Doré's version

 

Der manglede noget –

Per-Olof Johansson
[Læserbrev til Politiken – utrykt da der ikke var plads. Omtalte artikel på pol.dk]

Der manglede noget i Thomas Michelsens anmeldelse af Sjællands Symfoniorkesters opførelse af Bela Bartoks opera ’Hertug Blåskæg’. [Musikkonservatoriets koncertssal 8.4.2011]  Han har måske ikke selv ansvaret for underrubrikken: ”Studerende gav en hånd med at opføre hypnotisk farvestærk opera.” Men jeg kan godt forstå, at formuleringen er endt der, fordi det slet ikke i anmeldelsen kommer frem, at det var en vigtig del af helheden, at de mange unge musikere deltog. Det var slet ikke den biting, som TM vil gøre det til, og slet ikke en negativ ting. Som publikum levede vi fuldt ud med i, hvad de unge musikere her fik lov til at prøve kræfter med! Og det er noget helt andet end at de ’gav en hånd med’.
Jo TM roser forestillingen, men kan ikke undlade den klamme bemærkning, at orkestersatsen ”kan opleves mere glitrende fantastisk i sin varierende farverigdom på indspilninger med for eksempel dirigenten Georg Solti.” Musikken er jo i dette tilfælde i den grad også en rent fysisk oplevelse med dens store udladninger ned til stilhed, at ingen CD kan repræsentere samme oplevelse, som den vi havde i koncertsalen. Efter den oplevelse kan man sikkert have glæde af en indspilning, konkurrere med virkeligheden vil den aldrig kunne!

En anden om samme opførelse

Hvorfor er der ingen der hører efter

september 2, 2010

Christiansborg - her pakker de problemerne ind i hykleri

Som led i denne uges debat om kommunernes økonomi, har Falsk Folkeparti igen søsat  ideen om, at der skal indgås individuelle aftaler med kommunerne. Læs historien i Politiken.

[Mer om samme: Kommunerne nægter at hjælpe hinanden]

I den anledning bliver jeg nød til at gentage dette mit indlæg i min blog fra 29.10.2007:

Aftalerne mellem KL og regeringen er netop løbet ind i valgkampen. Dette indlæg har ligget 10 dage hos Jyllands Posten uden at blive trykt. Så kommer det her:
Det er jo rigtigt, at statsministeren lidt letsindigt har undsagt eksperter (og smagsdommere). Hvad nu eksperterne angår, så er det ufortjent, at han har fået ry af at være den første, som viste dem vintervejen. Når det gælder relationen regeringen/kommunerne har ekspertafvisningen noget nær 35 års jubilæum!
I begyndelsen af 1970’erne kom nogle dengang meget omtalte PerspektivPlan-redegørelser. I PPII fra 1973 kan man så hente dette citat: ”Der må tilvejebringes fælles rammer og faste procedurer for en sådan budgetkoordination, således at væksten i de samlede offentlige udgifter klart bliver placeret som et politisk ansvar, og de politiske styringsinstrumenter hertil bliver udviklet.”
Uanset at snart sagt hvert eneste år har budt på groteske konsekvenser af de manglende politiske styringsinstrumenter, har vi levet videre uden at følge eksperternes råd. Fordi det giver meget mere plads for alskens manipulationer. Som f.eks. at kalde det et ”aftalesystem”, når aftalens ene part (KL) ikke har kompetencen (for det har byrådene hver for sig). Og medierne lader sig troligt år efter år lede rundt i manegen uden at stille spørgsmål til, hvornår der bliver orden på logikken!
Men tillykke til Jyllands Posten som fik lejlighed til at viderebringe den nye variant af en sanktions-trussel, nemlig statsministerens sætning om at: ”Hvis ikke kollektivt indgåede aftaler bliver overholdt, er man nødt til at gå over til at lave individuelle aftaler med hver enkelt kommune.”
Det vil da være ironisk, hvis det skal være en bemærkning af netop ham, der endelig får budgetkoordinationen ind på plads jf. eksperternes råd fra 1973!

Uhyggelig sundhedsborgmester i København

juni 23, 2010
På hospitalet 2002 – Tegning c per-olof j

[læserbrev afvist af Politiken pga pladsmangel]  

Har sundhedsborgmesteren i København virkelig sagt det, hun citeres for (Pol. 20.6.2010) om hellere at ville modtage intim pleje af en robot end af et menneske?

Hvor må det være hårdt for de mennesker, der så har den opgave at hjælpe de hjælpeløse – gamle eller ej – med intim pleje og vask, i den grad at blive nedvurderet i deres arbejde i forhold til en kold robot.

Hvor er jeg lykkelig for, at det var et menneske, der var på den opgave, da jeg lå og troede, jeg skulle dø, og hun også troede det. Den empati, jeg i de øjeblikke blev mødt med, kan selvfølgelig ikke erstattes af nogen robot.

Man er slet ikke moden til at være borgmester for sundhed med et så tåbeligt standpunkt, som kommer til udtryk i citatet. Jeg vil kalde standpunktet et uhyggeligt tidens tegn.

Den usynliggjorte indvandrer

marts 25, 2010

Billeder fra en tid med spånkurve....

Henrik Lund: ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’, skriver s. 109 om det billede fra Det Kongelige Bibliotek, som her ses sammen med ‘En tid med spånkurve’:

Gammel jøde på Frue Plads, ca. 1915. Med deres fremmedartede udseende og mærkelige sprog kom de russiske jøder i mange år til at sætte deres præg på det københavnske gadebillede, f.eks. stod der i en leder i Politiken i september 1913:..ved et Besøg i Kongens Have; ofte hører man dér mere Tysk og ”jiddisch” end Dansk.. Den russisk-polske Indvandring truer i Øjeblikket med at antage et sådant Omfang, at Byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”.

S. 105 til illustration – også med spånkurv! – fra en baggård i den jødiske ghetto: I september 1913 tordnede dagbladet Politiken mod, hvad de kaldte manglende “Assimilationsevne og Assimilationstrang”. Nej, svarede overrabiner Schornstein nogle dage efter:” Jeg for mit vedkommende forbavses Gang paa Gang over den Hurtighed, hvormed de Fleste finder sig til Rette i de ganske ny Forhold og bliver – Danske! At de samtidig bevarer Troskab over for deres Modersemål – Jiddisch – ville frit tænkende Mennersker regne dem for en Dyd, hvis det f.Eks var Danske i Amerika og ikke russiske Jøder i Danmark!”

Hvad gør integrationen af indvandrere ud på? Hvor dens mål er at indvandreren hurtigst muligt kan få et et godt liv, er det vel godt nok. Men hvis det skjulte mål er at indvandreren skal glemme og hans/hendes efterkommere glemme, så er det rablende galt. Hvis vi vil gøre indvandrerens egen historie usynlig, taber vi et vigtigt led i forståelsen af det fælles grundlag.

Jeg har ved første blik ikke meget tilfælles med, hvad der i dag går for at være indvandrere eller efterkommere. Men jeg føler dog det fællesskab med den gruppe, at jeg har mærket en uudtalt forventning om at undertrykke min egen historie til fordel for en fælleshistorie, som taget som ’min historie’ er en fiktion.

Sådan kan det opleves, selv når man som jeg bærer sin historie med sig i sit navn.

I Skåne lærer børn nok historie på en måde, som næppe adskiller sig væsentligt fra den måde, der undervises i historie på i det øvrige Sverige, selvom landsdelens historie før 1658 er den danske historie og ikke Gustav Vasa.

Skåningerne var ikke indvandrere, men de blev ’incorporerede’ i det svenske rige, som om de var, og den danske fortid skulle fortrænges.

I dag er ’folkeblandingen’ med det gamle Sverige uigennemskuelig for de fleste, så spørgsmålet om, hvad der er den enkeltes historie, er mindre enkelt, end det var i 1800-tallet.

I 1864 var min morfar syv år, og den i min bevidsthed vigtigste begivenhed det år, er Danmarks krig med Tyskland. Trods dette sidste og trods at jeg efter de officielle definitioner er dansker, er 1864 ikke min historie. Det er højst tvivlsomt, om Olof på syv der i 1864 hørte om den krig – for han voksede op i et nordskånsk landsogn. Man var næppe kommet langt hos ham med at påstå, at han ikke var svensker! Han var fuldt integreret, og som voksen havde han den dybeste mistro til Danmark og den danske bank!

Kan jeg blive så integreret dansk, at jeg bilder mig ind, at 1864 er ’min historie’. Nej tvært i mod vil jeg sige, at det ville være at skjule noget for mig vigtigt i ’min historie’.

Indvandrere er et begreb, som er ved at blive synonymt med indvandrere af såkaldt ’anden etnisk herkomst’ hvilket skal forstås som fra ikke-europæiske lande, men kan åbenbart hurtigt også gælde andre. For mange er ’indvandrer’ lig med ’mørkhudet’ i den grad, at en af forudsætningerne for hurtig integration må blive udvikling af en ’integrationssalve’ til gratis uddeling fra integrationsministeriet.

Hvis denne indsnævring af indvandrerbegrebet skal modarbejdes, kan det anbefales at husstandsomdele Fogtdals billedbog ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’.

Det er vigtigt med en officiel definition af indvandrere og efterkommere som den eksisterende:
”En person betegnes efter den gængse statistiske definition som dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende: 1)indvandrer, hvis personen er født i udlandet, 2)efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Indvandrere og efterkommere forbliver henholdsvis indvandrere og efterkommere, også selvom de opnår dansk statsborgerskab. I statistisk forstand kan en familie i flere generationer være efterkommere, hvis forældrene bibeholder deres udenlandske statsborgerskab.
Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark.”

Dette er formaliteterne ved opgørelsen til brug for statistik. Men det er et ufuldkomment redskab til at vurdere den enkelte persons egen opfattelse. Selv når man er født med dansk statsborgerskab, er man jo stadig efterkommer i de følgende generationer. Jeg tager det personligt: Jeg er offer for en indbildning, hvis jeg begynder at regne 1864 for ’min historie’, bare fordi jeg er født som dansk statsborger. Det er Danmarks historie, og den har jeg ikke problemer med at anse for vigtig. Og selv ’racerene’ skåningerne skal selvfølgelig lære om Gustav Vasa. Men vi må have adgang vort lands historie på en måde, der ikke tvinger os til at fornægte vore egne forudsætninger – vor egen historie. Vi har ikke brug for en integration, der gør os usynlige for hverken os selv eller omgivelserne.

Hvad er så min egen historie. Når jeg skulle relatere den til en fælles historie, hvad vel enhver har behov for, blev det til bogen ‘En tid med spånkurve’. Jeg bilder mig ind, at den kan læses fra flere vinkler, men det har været afklaringen af, hvad der er ‘min historie’, som har været den drivende kraft. Det viste sig måske så, at identiteten i mindre grad var hængt op på nationaliteten end på levebrødet – at lave spånkurve. At det så også tog karakter af et alment stykke kulturhistorie, der var på vej i glemsel – at spånkurvene var der i store mængder, at de blev lavet i Danmark og lavet af skåninger og hvordan, vi gjorde – muliggjorde en påstand om, at bogen kunne være interessant for andre.

PS: Uden held søgt optaget i Dagbladet Information.


%d bloggers like this: