Allerødvisionen 2031

Kort over Allerød Kommune

Allerødvisionen

Som aktivt medlem af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune – foredrag, andel i udgivelser, artikler i Nøglehullet og lokalaviserne siden foreningens start for 40 år siden, og som aktiv i lokalpoltik 1974-1994, erindrer jeg adskillige kommunale visionsprocesser, hvis resultater ikke var bemærkelsesværdige. But try, try and try again!

Jeg skrev 19.3.2018 i FAA bl.a:

“Allerød Kommune fylder snart 50 år, og Allerød Byråd vil sætte en proces i gang for at udvikle en vision for kommunen for de næste 12 år med en konsulent som medhjælp. I de forløbne 50 år er vi mange, der har forsøgt at bidrage til en sådan vision, så lad os håbe, at konsulenten får øje på os.”

Lidt tænkte jeg der måtte gøres der udover. Så jeg stillede det følgende som et forslag til ‘Pejlemærke’ til det udsendte forslag:

Der er mange fine tanker i det fremlagte forslag, blot synes jeg noget i denne stil mangler blandt
PEJLEMÆRKERNE
Kulturen
Allerød kommune har en historie før kommunesammenlægningen. Historien er vigtig for fremtiden.
Naturen er et af aspekterne, kulturen et andet. Allerød Kommune blev en modtagerkommune for tilflyttere, der naturligvis ikke er opvokset med områdets kulturbaggrund. Naturen er en kulturnatur, skabt af menneskers aktiviteter på stedet gennem årene. Kulturens udtryk på dette og andre områder kræver, at der lyttes til fortællingerne om fortiden. Noget består såsom stendysser, Bastruptårnet, kirkerne, jernbanestationen i Lillerød og ganske få bygninger i øvrigt. Både dette og meget, som nu er forsvundet, kræver formidling. Vi tager ansvar for at bringe disse fortællinger frem og drage nytte af dem, når fremtiden skal formes.

Der kom faktisk et helt fornuftigt resultat ud af dette i den vedtagne plan, skønt lidt kort:, side 3 spalte 1-2  i Allerød Vision 2031Allerød Vision 2031:

“Vores forskellige bysamfund har hver deres historie og identitet med baggrund i skovbrug, naturressourcer, håndværk og landbrug. De tilbyder varierende rammer for det gode liv med nærhed til fortiden og stedets historie og nærheden til hinanden. Vi tager vores historie med os ind i fremtiden.”

Det kan forblive tomme ord, men hvorfor sprede misstemning med mistro på forhånd. Jeg er i hvert fald glad for denne formulering, som byrådet allerede igang med at realisere med den igangsatte registrering af bevaringsværdige bygninger i kommunen.

Reklamer

Karl Schrøder eller ej

Som samler må man nødvendigvis ramme galt nu og da. Først hjemtagelsen, så det nærmere studie af genstanden – og så erkendelsen af fejltagelsen.

Sommetider kan tvivlen vare længe. Er det keramik, det drejer sig om, står man tit men en ting, som ikke er signeret. Eller signaturen er så svag osv.

I 2006 afholdt Vejen Kunstmuseeum en udstilling med keramik af Karl Schrøder ( 1870-1943), hvilket førte til bogen om ham af museumsleder Teresa Nielsen. Her kan man så lære en masse om ham, både som maler og keramiker.

I Lillerød, hvor han boede og udførte sin keramik og fik udført sine første ting på Lillerød Lervarefabrik, er hans aktiviteter naturligvis af særlig interesse. I bogen ‘Lillerød lervarefabrik 1870’erne – 2006’ indgår et kapitel skrevet af Teresa Nielsen om de kunstnere, som i deres keramiske virke har haft forbindelse med Lillerød Lervarefabrik og derfor naturligvis også Karl Schrøder.

Når man på loppemarkeder i Allerød støder ind i ting, som ved deres udseende associerer til Karls Schrøders ting, som man har lært dem at kende fra bogen, stopper man ved, at de ikke er signerede. Kan han have udført ting, han ikke signerede eller inspirerede han fabrikken, tænker man så.

Her kan jeg så præsentere nogle eksempler. Der er ingen svar på spørgsmålet, men man har vel lov til at stille det? 🙂 Vasen er notorisk udført af Karl Schrøder og befinder sig på Vejen Kunstmuseum. De øvrige grønne noget som kunne ligne.

 

 

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

En bog om Lillerød Lervarefabrik

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

Efter tre års arbejde, har redaktionskomiteen bestående af Arkivledren Birthe Skovholm, Formanden for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK Ole Høegh Post, sekretær i LAFAK Marianne Petersen og ‘communications manager’ Per-Olof Johansson kunne sende bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ til bogtrykkeren.

Bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ udkommer medio december 2018.
Pris for medlemmer kr. 160,-
Vejledende pris i boghandlen kr. 190,-
Forudbestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Lillerød Lervarefabriks historie rækker tilbage til 1870’erne, men er kun kendt i store træk indtil 1955, kun undtagelsesvis var produkterne indtil 1955 mærkede, så identifikationen af den enkelte genstand kan være vanskelig.Efter 1955, hvor virksomheden blev overtaget af Ejner Petersen og hans kone Tut, blev alle varer stemplet LILLERØD i bunden, og så går identifikationen meget lettere. Både før og efter 1955 blev lertøj fra Lillerød solgt over hele landet og endog i udlandet, så der er mange muligheder for at møde en Lillerød-ting, hvor man end bor i landet.

I denne bog gøres rede for historien og vises eksempler på produktionen. Ejner Petersen fortæller selv sin historie og døtrene og tidligere lærlinge giver deres besyv med. Men bogen er helt overvejende en billedbog. Vareudbuddet var bredt, så det kan kun blive eksempler alt efter samleres smag, og efter hvad der er indleveret til arkivet. Arkivet er ikke et museum, men tager meget gerne imod supplementer, som eventuelt sendes videre til Museum Nordsjælland.Museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum giver et oplæg til den videre forskning i forbindelsen mellem Lillerød Lervarefabrik og keramikken, repræsenteret ved navne som Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl og mange flere.

Vi håber med denne bog at give historien om Lillerød Lervarefabrik en fast forankring i fakta for lokalhistorisk interesserede, samlere og keramikinteresserede.

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

Med hudfarven til forskel

 

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Tilflytterkommune – Allerød

Politik i Allerød – det er enkeltsager OG det overordnede, samlende. Og det overordnede, samlende er først og fremmest at vi bor her sammen. Da Lillerød Øst blev bygget fik børn af  byen priviligeret adgang til at købe grunde og var altså på forhånd kendt med det fællesskab, de indgik i. Hvordan med de nye kvarterets beboere, lægger de vægt på den nye tilknytning andet end rent praktisk, prioriterer de overhovedet fællesskabet? Hvordan indfanger vi dem?  

I heftet ‘Drømmen om Allerød’ fra 1991 citerede jeg etnologen Lauritz Bødker for i 1971 at have sagt:”I dag er Danmark et udpræget emigrationsland indenfor landets grænser.” Og for at have rejst spørgsmålet, hvordan de gamle og nye småsamfund engang i fremtiden kan smelte sammen til et homogent samfund i form af en kulturel enhed. I 2018 lever vi den fremtid, og selv er jeg i hvert fald skeptisk, hvad angår resultatet her i Allerød. Den byraukratiske enhed fungerer, men respekten for stedet og dets fortid har det svært. Vil tilflytterne den eller rager det dem en høstblomst?

Når de yngre flytter til landsbyerne har man indtryk af en forståelse for at skulle bidrage til stedets identitet. Hos os er det mere som om fællesskabet mere opfattes som en afdeling af et supermarked, ikke noget som kræver engagement, for nu at trække det lidt skarpt op.

• Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune for 40 år siden startede, var initiativtagerne både unge og ældre, ældre vil her sige begyndelsen af 50’erne! Den yngste i begyndelsen af 20’erne! Et vellykket samarbejde med kommunen og diverse fonde og et stort og stigende medlemstal, en fremragende formand og en fremragende arkivar har skabt basis for de resultater, der hidtil er nået. Men vil yngre ikke tage over på deltagerniveau, ser det sort ud.

• Nej jeg sidder ikke i bestyrelsen og har aldrig gjort det. I starten fandt jeg det for uforeneligt med mit politiske engagement. Siden kunne jeg se, det var muligt at bidrage uden at sidde i bestyrelsen, på linje med de mange andre frivillige, som har lagt en indsats på arkivet. Min optimisme hænger jeg op på den afstemning, hvor vi afgjorde, at Allerød fortsat skal være en selvstændig kommune.

 

 

Indkig til Lillerød landsby

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Per-Olof Johansson, Lillerød  Indkig til Lillerød Landsby som PDF

Trykt Frederiksborg Amts Avis 11.11.2016

Lillerød Landsby er endnu bevaret med kirke og tre gårde og en del ældre huse. Som noget helt enestående så tæt på Hovedstaden er der et landskabeligt kig ude fra Enghaven ind over marker til Lillerød kirke og gårdene. Markerne nærmest gården Hvidesten er byzone, udlagt til seruminstituttets aktiviteter, mens markerne på den anden side af ‘hestestien’ er landzone – endnu. Fordi Hvidesten var sat til salg, oprettede jeg en gruppe ‘Lillerød Landsby’ på Facebook for at gøre opmærksom på området og for de farer, som i kraft af salget truer det hidtidige planmål.

Hvidesten blev, da Seruminstituttet satte sin afdeling SSI Diagnostica i Hillerød til salg nemlig også til salg, da den er leverandør af det serummateriale, som virksomheden bygger på. Salgsprocessen har været langstrakt, men endelig er det lykkedes mig at få et svar fra Statens Seruminstitut på, hvad handlen med Hvidesten omfatter.

For mere end et år siden blev den røde, stråtækte Toftehavegaard udmatrikuleret med henblik på et forestående salg. Området bebos således i dag af 2 separate ejere, hvor:

– Det frasolgte SSI Diagnostica ejer Frederiksborgvej 71, matrikel nr. 4a (Hvidesten)

– Statens Serum Institut fortsat ejer Frederiksborgvej 67, matrikel nr. 3a (Toftehavegaard). Foruden denne matrikel indgår en række øvrige matrikler i Statens Serum Instituts ejerskab, nemlig et udvalg af markerne vest for Frederiksborgvej.

Det var nok det jeg anede! Statens Seruminstitut ejer nu noget, de næppe ved, hvad de skal bruge til. Det mest logiske vil være at sælge det til Allerød Kommune, planforholdene taget i betragtning. Statens Seruminstitut ville selvfølgelig gerne have mest muligt for jord og gård, på den anden side slap de for en administrativ byrde ved at sælge. Jorden er landzone og prisen må så være der efter. Langsigtet kan Allerød Kommune satse på at kunne ændre planerne, således at jorden kan bebygges, og kommunen derved få en betragtelig indtægt. Derfor er det vigtigt med en tilkendegivelse fra borgerne overfor kommunen af, at JA vi synes kommunen skal overtage både Toftehave og tilhørende arealer, MEN med henblik på at bevare området, som det, det er udlagt til i planerne NU, nemlig bevaringsværdigt kulturmiljø i tilknytning til Lillerød Landsby i overenstemmelse med region- og kommuneplan. Markerne kan sikkert med fordel bortforpagtes til landbrugsformål, mens gården Toftehavegård kan indgå i brug til kulturelle formål i kommunen. 

Link til Kommuneplanen

Leder i Information om farerne ved planlægning uden regler

Hvis man besøger hjemmesiden https://www.ois.dk/ og indtaster de respektive adresser, skulle du kunne se de forskellige ejerforhold, samt kort over området.

Den nye ejer er

Adelis Equity Partners

Lillerød Landsby, gruppe på facebook

 

 

Læs mig!

En illusion af papirskrifter…

Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.

Andre indgange får man jo på læsmig.dk, per-olof.dk og perolofdk.com, YouTube, flickr og Googles Picasa Webalbums

De seks grupper i ISSUU er

Ordet, Dansk-Svensk forfatterselskabs omtale af aktiviteter 

Folklore

Poetry

Allerød og Lillerød

Per-Olof Johansson, diverse artikler og emner

Udgivet af per-olof.dk

 

Billeder med bronzealderlur

Billeder med lur – et ideudkast.

Hele artiklen som PDF

Per-Olof Johansson

Da vi lavede bogen ’Brudevæltelurerne’, som vi arbejdede på i otte år – blev der naturligvis meget skrevet, som ikke kom til at indgå. Bl.a. altså det følgende, hvor der måske er et par ideer, som kan inspirere andre.

Helleristninger der fremstiller lurer anses for at være samtidige med bronzealderlurer. Sådanne billeder ses både i Kivikgraven og flere steder på Sveriges vestkyst. Man slutter af billederne at luren er blevet anvendt til kultisk formål. Nogle har ment, at man huggede lur i sten i mangel af lur! Men alle er enige om, at på helleristninger ser vi mænd med lurer.

Det kan være lidt svært at fatte, at man kan være så højtspecialiserede til at lave lurer, så det først for nylig er lykkedes at eftergøre dem – og så billedmæssigt, når der hugges i sten, afbildes så “primitivt” – selv når det forklares, at indhugningen i sig selv formentlig har været kultisk, været tegn, ikke forsøg på “naturalisme”.

Men i hvert fald, det er en billedbrug, der hører lurens tid til.

Så er der den tid vi lever i, som starter med fundet. Brugen af lurbilleder får stor betydning, men selv fra vor samtid kan det være svært at svare på hvorfor anvendelsen er som den er. På grund af sin særprægede form – design ville vi vel kalde det idag – har luren fundet anvendelse som billede i mangen sammenhæng, skønt det altså tog nogen tid inden denne brug tog fart.

Hvis man stilmæssigt ser luren i sammenhæng med den tid, som udformede den, falder det en umiddelbart ind at betragte den som en videreførelse i tre dimensioner af spiralornamentet, så at sige et skulpturelt ornament. Tænk hvis det også lykkedes dem at føre dette videre i lyden, således som Broby-Johansen forestillede sig det: “ Luren er en pragtfuld abstrakt rumskulptur. Det to meter lange rør bliver uafladeligt sværere lige fra mundstykke til lydplade, det tager til i tykkelse lige så umærkeligt gradvis som den i tre dimensioner svungne kurve løfter sig fremad og opad: en brølende form svarende til lurens lyd.”

Måske var forbindelsen til dyrehornet allerede glemt, måske er associationen noget med plante, blomst og stængel. Da vi hentede Cajsa Lund på Allerød Station for at køre hende ud og fremvise stedet “Brudevælte” greb hun en mælkebøtte og gav lyd af stænglen! Og da vi var børn splittede vi mælkebøttestængler og lagde dem i vand så de dannede de sjoveste regelmæssige spiraler – vand var der også i bronzealderen, og sikkert også mælkebøtter og hvis man så dyrker spiraler?

Det lader til, at bronzealderfolket ikke kun var os overlegent i teknik, men i høj grad i kunst, i stil og det på en måde, som en sen eftertid, der så gerne har villet tage luren til sig, har haft svært ved at fatte. Stilen har haft svært ved at smitte!

Luren er blevet fast inventar men til så meget forskelligt, at vi for overhovedet at tale om dens brug som billede, må indrette os nogle kasser til opbevaringen. [læs videre her i PDF]

Forside Brudevæltelurerne

En ramme med historie

Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Dette billede med ramme har fulgt mig meget længe – måske fra jeg var 7 år og fik eget værelse. Nogen har syntes, at jeg skulle have noget på væggen. Siden fandt jeg ud af, at billedet var fra begyndelsen af 30’erne, taget med henblik på at blive anvendt i en brochure for ‘danske spånkurve’, som farfars bror Carl Johansson fik lavet. For at kunne reklamere med ‘danske spånkurve’ mente han det fordelagtigt at kalde sig ‘Carl Johansen’. Fotografen er den lokale Gunnar Larsen,hvis omfattende arkiv af lokale optagelser desværre gik tabt ved ejerskiftet. Da jeg engang i 70’erne var begyndt på mit projekt at ville skrive om ‘En tid med spånkurve’, søgte jeg på småtryksamlingen, om der skulle været et og andet om firmaet – eller firmaerne, for der var faktisk to, Carls og min farfar Per Martin Johanssons. De kørte videre som to helt til 1956, da min far Arvid Johansson overtog den anden fra sin kusine Elisabeth Johansson. Da dukkede brochuren op med dette billede og flere andre, jeg stod der ved disken på Det Kongelige Biblioteket og har set berørt ud, for vedkommende som kom med brochuren sagde, at det var dejligt at se, at man kom med noget vigtigt! Kun dette billede genkendte jeg, de andre var helt nye for mig. Lige som dette blev de senere anvendt i bogen.

Rammen har jeg altid ment havde denne historie: I sin ungdom var min far på rejse i Norge – på cykel, hvor han kørte rundt og solgte spånkurve, lavet af en svensk kurvemager i Oslo. På denne tur havde han købt rammen, hvor billedet efterfølgende kom i. Da jeg viste min far kopien af brochuren erklærede han, at han aldrig havde set de andre billeder i brochuren, men det har jeg haft svært ved at tro på, når han nu havde dette billede, hvorfor skulle han så ikke have set de andre. Og brochuren nægtede han nogensinde t have set. Dette regnede jeg ikke for helt usandsynligt, da den måske stammer fra en periode, hvor der var konflikt mellem de to firmaer og Carl prøvede selv at producere spånkurve, hvor han før kun havde forhandlerrollen. På den anden side – så bruger man vel ikke fotos af konkurrentens firma til promovere sig med.

Nu ville jeg vise dette billede på nettet, tog det ud på altanen for at fotografere det. På bagsiden sidder lidt usædvanligt ikke et stykke pap, men en træplade, som tydeligvis altid har fulgt rammen. På pladen er der to gamle etiketter: En for en ‘Billed og ornamentskærer’ A.Aug Nielsen, Integade No 21, første Sal, Hjørnet af Østergade og Nørre…et eller andet. Den anden etiket er for ‘Photograph E. Lange’. Om ham fortæller Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/E._Lange at hen levede i 1800-tallet og i 1862 vandt han en medalje på verdensudstillingen i London. Det fremgår også af etiketten. Så min far har næppe købt rammen i Norge, men fundet en gammel ramme og skiftet et billede ud og indsat Gunnar Larsens billede af, hvordan fyrretræet til spånkurve blev opbevaret, savet op og flækket. Det er min far, der står med øksen. Jeg ville gerne kunne slutte historien med at vise det billede, som oprindeligt har været i den ramme, åbenbart af en af Danmarks tidligste fotografer. Men der må jeg give op.

Link til ‘En tid med spånkurve’

De fyrretræer

Fyrretræer som pappa såede

På mobilen dette foto af fyrretræer,som pappa har sået. Foran kakkelovnen i spisestuen lagde pappa fyrrekogler, han havde haft med fra Sverige. Frøene sprang ud og lå som sorte myrer med vinger rundt om koglerne lidt efter, som varmen havde gjort sin virkning og fået koglernes flige til at åbne sig. Så blev frøene sået og stod i potter i vindueskarmen, og små grønne miniaturetræer dukkede langsomt frem. En rende blev lavet i græsplænen ved at vende et par græstørv, som fik lov at ligge som læ langs kanten, og fyrretræerne blev plantet ud. Efterhånden som de blev større, blev de omplantet end en gang. Endnu står nogle af resultaterne rundt om det, som engang var det vandhul, hvor fyrrestammer hentet i Sverige lå og ventede på at blive hentet op, savet op, flækket, høvlet og blive til spånkurve, som siden spredtes ud over Dannevang. Pappa har næppe forestillet sig, at også hans egne træer skulle blive til spånkurve engang, men hvem ved. De skal til det formål helst have 100 år eller mere på bagen. Han kunne simpelthen bare godt lide fyrretræer, hvilket sommerhusgrunden i Liseleje også bar præg af. Deroppe står måske også endnu nogle af hans træer, uden at ejerne kender forhistorien. En ‘østrigsk fyr’ var hans favorit..