Posts Tagged ‘Allt för Sverige’

Allt för Sverige!

oktober 28, 2019

 

Örkened Kyrka, Lönsboda

 

Per-Olof Johansson….artiklen som PDF

For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.

Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.

Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.

Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.

Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?

Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.

Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.

Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.

Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.

Apropos Halfdan Rasmussen 

Apropos tidligere indlæg

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 


%d bloggers like this: