Posts Tagged ‘Aviskommentar’

Foran indfødsretstribunalet

september 11, 2016

I dagens anledning. bemærk sat til public domain.

satire

I anledning af at den danske regering har besluttet at undlade at modtage kvote-flygtninge, i modsætning til, hvad der hidtil har været dansk praksis

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier

Grundloven udsat for baghold

november 28, 2015

..åh nej! ikke igen!..

Grundloven udsat for baghold

Der er mange svære spørgsmål oppe at vende i forbindelse med folkeafstemningen den 3.12.. Afstemningen holdes, fordi konsekvensen er afgivelse af suverænitet. § 20 i Grundloven er den sikkerhedsventil, man i sin tid følte det nødvendigt at få med i Grundloven for at få den vedtaget. Et almindelig folketingsflertal skulle ikke være nok til afgivelse af suverænitet, dansk overøvrighed indenfor landets grænser. Enten et fem sjettedeles flertal i folketinget eller et folkeafstemningsflertal skulle være betingelsen. Og så skal forudsætningen endog være ‘i nærmere bestemt omfang’.
Disse krav er det, som den kommende afstemning ønsker at krybe udenom ved med ’tilvalgsordning’ give et almindeligt folketingsflertal adgang til suverænitetsafgivelser på retsområdet uden folkeafstemninger og uden at præcisere omfanget.
Skal Grundloven laves om, er der rigide regler for dette, som denne folkeafstemning ikke lever op til. Afstemningen er et simpelt baghold på Grundlovens § 20. Derfor er det enkelt at stemme nej. Jamen alle de svære spørgsmål der diskuteres? Jeg siger ikke, de ikke er vigtige – men de er ikke vigtige nok til at sætte Grundloven ud af kraft.

Ole Stig Andersen: Man beder os udstede en blankocheck

Mit indlæg i let redigeret læserbrev i Information 28.11.2015

Storkommunen Danmark

april 8, 2015
Kort over Allerød Kommune - fra http://lafak.dk

Kort over Allerød Kommune – fra http://lafak.dk

Allerød Kommune er et resultat af kommunesammenlægningen i 1970. De tidligere kommune Lillerød, Blovstrød og Lynge-Uggeløse blev slået sammen under det navn. I 2007 var der  i kommunen et flertal for, at man ikke skulle søge sammenlægning med anden kommune. Nu mener nogle, at det er ufordelagtigt ud fra et økonomisk synspunkt at forblive ‘alene’. Kommunen er ikke stor nok til at blive drevet rationelt.

Det har givet mig anledning til følgende kommentar. Jeg bryder mig ikke om den, fordi jeg mener, det vil få en masse uheldige konsekvenser især for foreningslivet. også fordi det smadrer det arbejde, vi har lagt i at gøre Allerød Kommune til et fællesskab siden 1970. Men hellere en landssammenlægning end sammenlægning med en enkelt anden kommune:

Danmark er et lille land – så kan man ikke finde ud af en kommuneordning med fornuftige udligninger, så der ikke hvad angår skoler, sociale ydelser og andet fælles ikke er forskel hen over landet, så synes jeg, man skulle gå direkte til værks og lave Danmark til en eneste stor kommune, i stedet for at gå omvejen af fusion på fusion. Vi skal sikkert have nogle lokale administrationskontorer for relevante områder, men vi skal ikke kommune for kommune skændes om rengøringen til pensionister, you name it.

Om det nu er denne store sammenlægning eller Køhlers miniaturemodel, så skal man bare huske, at så er der ikke mere Allerød, end hvad der omfatter et mindre ejerlav i Blovstrød Sogn, navn på en station og navne pådiverse forretninger. Så er drømmen om et ‘Allerød’ fra 1970 bristet.

Køhler laver ny lokalliste

Hvad er Allerød Kommune?

dream

Per-Olof Johansson: Drømmen om Allerød 1991. 44 sider.

RACERISTER – Nyt ord på cykelstier

marts 23, 2015
racercykler i flok

racercykler i flok

Indlæg i Frederiksborg Amts Avis 23.03.2015

Debatten hænges tit og ofte op på enkeltoplevelser, det er mest dramatisk. Men hvis det ikke er det generelle eller typisk, som vi netop har oplevet med debatten Inger Støjberg rejste om nogle urolige elementer i biografen, er det jo nærmest en vildledning. Med udgangspunkt i oplevelser på cykelstierne, vil jeg gerne prøve at gå en anden vej for at rejse en debat.

Jeg foreslår, at vi indfører brugen af et nyt ord, RACERIST. Racerist er hverken en fejlskrivning for racist, bagerist, ratevist endsige raseri, hvilket sidste det dog kommer tæt på. Racerister er personer på racercykel, der ikke har eller ikke anvender klokke, som kører indenom på de cykelstier, der kun er adskilt fra gangarelalet med hvid stribe, der kører for stærkt i bymæssig bebyggelse og ikke udviser hensyn ved at sætte farten ned ved mødet med andre cyklister. I flok kører racerister ikke på cykelstier, kører gerne to eller flere ved siden af hinanden, trækker ikke ind en og en for trafik bagfra.

Ved brug af dette ord siger vi ikke noget om cyklister i almindelighed, og slipper for at høre, hvor tåbeligt også mange bilister og fodgængere beter sig. Hvad vi også må have in mente er, at racerister gerne giver en finger eller sender skældsord efter den, som protesterer mod disse overtrædelser af færdselsloven. Man kan også komme ud for det, som er værre, så optræd derfor forsigtigt og udnyt for egen sikkerheds skyld ikke din ytringsfrihed.

Omtalt i DR P4 Morgen 23.03.2015 kl. 07:20

Afgør kvalitet af en bog omtale?

august 31, 2013

Billede

Jo dette kunne være et læserbrev – men noget lignende fik jeg jo trykt for ikke så længe siden – og Politiken trykker helst ikke det , som har været offentliggjort andre steder – hvis det ikke lige er af en kendis. Og det er måske også lidt længe at vente til næste lørdag med at sige fra….

Derfor skrev jeg i dag på min facebook- væg dette:

En forfatter skal have omtale, for at en bog når et publikum. Kriteriet for valg af omtale og anmeldelser påstås af redaktører at være kvalitet – hvilket dog tit nok modsiges af virkeligheden. I Politikens tillæg BØGER i dag fortæller Carsten Andersen løst og fast om Gyldendals overtagelse af Borgen vævet ind i en receptionsrapport. Så er der også lidt om samarbejdet mellem Arnold Busck og selvudgiverne omkring NewPub, og om hvorvidt dette kan give muligheden for, at vi får øje på ‘en ny interessant digter, som ikke har kunnet mase sig igennem det kendte nåleøje hos forlagene’. Men faktisk er der jo andre nåleøjne end forlagenes – der er mediernes, Carsten Andersens eget. Igen må F.P.Jacs spiritusforbrug holde for. Det giver anledning til et billede der fylder en fjerdedel af artikelpladsen plus en svada som denne: ‘Det kunne dæleme have været sjovt at se, hvad F.P.jac kunne have gjort ved den altdominerende pænhed i Gyldendals gård, når der i flere timer havde været fri bar’. Ja for SÅ havde vedkommende fået omtale! Dét er altså rådet til den lidt ydmyge digter, som havde taget mod invitationen og talt pænt med gud og hvermand. Så meget for kvalitetskriteriet.

Over 100 digtsamlinger udgivet 2012

januar 24, 2013

Billede

 Billedet: Nogle af de digte, vi ikke taler om….

Er det rigtigt: At der er udgivet over 100 digtsamlinger i 2012 i Danmark? Ja vel er det. Jeg regnede med, at der var mange, men så mange regnede jeg ikke med. Jeg henvendte mig på Allerød Bibliotek, hvor bibliotekar Henrik Hansen var så venlig at lave en opsamling. Listen indeholder langt flere udgivelser end de nævnte hundrede, men den skulle renses for oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Desuden er der en del, som må vurderes enkeltvis for at man kan vide, om det er digte eller ej, sådanne er også valgt fra.

Den almindelige mening er jo, at der ikke læses mange digte, og de som læses, kun er af ’the usual suspects’. Med over hundrede udgivelser kan man da roligt konstatere, at det er en alt for begrænset melding.  Rigtigere er nok at sige, at det er få digtere, som læses af de mange, men der er mange digtere, som læses skønt kun af mindre kredse. Ville det ikke være rimeligt at forvente, at aviserne beskæftigede sig med dette, når de taler om ’årets bøger’? Det synes jeg, og derfor skrev jeg en kommentar til en artikel i Information en af bladets anmeldere Erik Skyum-Nielsen og sendte den til avisen til orientering. Den blev ikke bragt som læserindlæg, derfor skrev jeg et nyt indlæg, efter jeg havde lavet den undersøgelse, jeg i forrige indlæg havde forudsat, at avisen burde have iværksat. Det havde avisen ikke plads til, hverken i sidste uge eller denne, derfor kommer det her nedenfor. Sidste uge var det, som var vigtigere en tegning til ¾ side af Thorbjørn Egner til at illustrere en debat om ’Folk og Røvere i Kardemomme By’. Det sker jo, at noget er vigtigere end noget andet – i morgen ser vi så, hvad det er avisen finder vigtigere, end at der nærmest ubemærket er kommet over 100 digtsamlinger i 2012!

Det tidligere indlæg står her i bloggen

Ps: læsere af denne blog kan ikke undgå at bemærke, at jeg er part i sagen – selvfølgelig.

Poesiboom 2012

Per-Olof Johansson, Lillerød

Erik Skyum-Nielsen tager i BØGER 28.12.12, hvad han kalder en hastig overflyvning af dansk poesi 2012. Han finder her anledning til at nævne 8 digtsamlinger, hvoraf de to ikke er for det gode.

For en læser af BØGER kan en sådan status nok være af interesse – hvis den ikke er udtryk for den rene idiosynkrasi. For hvordan kan en af landets højest profilerede kritikere udfærdige en status, der slet ikke har øje for, at landet oplever et boom i poesiinteresse, som næppe før set. Et boom der kun sporadisk giver sig udslag i høje oplagstal i hierarkiets top, men som kan konstateres ved bredden og antallet af udgivelser – en bredde som Erik Skyum-Nielsen ikke vil kendes ved, og de øvrige kritikere vist heller ikke. Deres mål er åbenbart ikke så meget at informere om det område, de skal dække, som at profilere sig selv ved hjælp af det, de anser for kvalitetsmæssigt det bedste.

Tag dog for fanden stilling til, at der i 2012 udkom ikke under 100, måske en hel del flere, danske selvstændige digtudgivelser. Her i ikke indregnet oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Det er det rene og skære vrøvl, at af disse er det kun værd at skænke de 8 opmærksomhed. Kom ned på jorden og indrøm, at mængden har været for overvældende til at være blevet vurderet.

Claus Meyers fejl

april 11, 2012

 Kongens Have bag tremmer

Claus Meyers fejl

Per-Olof Johansson, Lillerød

Læserbrev sendt til Politiken, ikke optaget.

 Fra diverse tv-serier a la X-factor og ’Paradise Hotel’ ved vi, at berømmelsen i dag ikke kun er knyttet til det fremragende, men også til det blot at være synlig og eksponeret i medierne. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis ofre for forbrydelser kan føle sig krænket af, at forbryderne eksponeres offentligt under deres afsoning, som det sker med deltagere i Claus Meyers madskole for fanger.

Alle CM’s argumenter for at indgå i resocialiseringsprojektet, som de fremstilles i kronikken (14.3.), er i øvrigt prisværdige. Men hvad angår tilladelsen til, at DR laver en dokumentar over forløbet, som eksponeres samtidig med projektet, er det et fejltrin af de grovere.

Formentlig fordi CM selv i den grad indgår i tidens overeksponering af personer, skønt hidtil i den bedre ende, har han altså ikke haft blik for, hvor krænkende dette må være for de ofre, som Marlene Duus kan opfattes som eksponent for. Det er jo ikke resocialiseringen, som er under anklage, men eksponeringen af forbryderne. Mon ikke ofrene hver og en med god grund kan opfatte sig som oversete af systemet?

Denne min opfattelse understreges yderligere, da en af deltagerne i madskolen i en kronik i Politiken 22.3. skriver, at uden tv var projektet ikke blevet realiseret – så meget altså for ”resocialiseringen”. Han skriver nemlig: ”Her er den nøgne sandhed: Meyers madskole lod sig ikke gennemføre uden tv. Intet tv= ingen madskole.”

Herved afviger dette projekt helt fra Fangekoret, som han også er deltager i og forsøger at sammenligne med madskolen. Fangekoret eksponeres også, javel, men på en helt anden baggrund af indsats, og slet ikke med eksponering i tv som betingelse!

___________________

ps: Læserbrevet sluttede her. Men Her er jo plads nok, og jeg synes det er relevant, at erindre om denne ejedommelige oplevelse i Stavnsholt kirke sidste år:

Kald mig ikke offer i Stavnsholt Kirke
Prolog

3. april 2011 blev Dina Yafasovas bog: ’Kald mig ikke offer’ præsenteret i Stavnsholt Kirke af Lone Hertz, som læste kapitlet om den tortur som Archana Guha, dennes søster og deres veninde havde været udsat for i Calcutta i 1974. Efter en heroisk indsats af Archana Guhas bror Saumen lykkedes det efter næsten tyve års kamp at få bødlen dømt, en dom hvis iværksættelse den dømte kun undgik ved at dø inden hans appelsag kom for retten. Archana Guha var tilstede i kirken sammen med sin danske mand, og forfatteren var der også. Og kirken var fuld af mennesker. Lone Hertz er protektor for Fangekoret fra Vridsløselille.De gav tillejligheden koncert med selvskrevne sange, som hver af forfatterne præsenterede. En enkelt havde kone og barn med.

 

Messe for kor  [klik]

 

Debatkulturen på facebook

december 22, 2011

per-olof.dk på facebook

Kritik af facebook: “Debatkulturen på facebook er både sygelig og uhøflig” – siger Ayse Dudu Tepe i et debatindlæg i Politiken – og giver nogle grove eksempler – det må vel være fra vennerne. Jeg kan ikke genkende billedet, fra det jeg læser hos mine 430 venner – eller kontakter, som jeg kalder jer! Men måske ser jeg ikke, hvad der forgår. Ved at gå ind og se på ‘alle’ forekommer det mig, at der er flere end jeg troede, som jeg faktisk anser for ‘aktive’ og et mindretal som aldrig giver lyd fra sig. Men sygelige og uhøflige debatindslag kan jeg ikke komme i tanker om, i hvert fald ikke noget på nogen måde dominerende. Vist kan nogle være lidt skrappe og en enkelt karateristik af en ikke-tilstedeværende kan ærgre en, fra en person man sætter pris på – men det er da minimalt. Hvordan kan nogen tro, at de har overblik over debatkulturen på facebook? Jeg kan vide, hvordan debatkulturen er i Politiken – men facebooks helhed kender jo ingen! Det handler altså om Ayse Dudu Tepes egen kontaktkreds – ikke om os allesammens. Men er man slet ikke på facebook og læser et sådant indlæg – så tror man jo ‘sådan ER facebook’. Det er derfor dårlig debatkultur at give det indtryk videre…..

PS: Ovenstående er 22.12.2012 i Politiken som læserbrev – lettere beskåret af redaktionen. Der er mange indlæg på Politikens hjemmeside til artiklen af Tepe – som svinger fra tilslutning til afvisning – hvilket jo dokumenterer, at oplevelserne kan være højst forskellige, alt efter hvem man har kontakt med….


%d bloggers like this: