Posts Tagged ‘Bøger’

Om religiøse spor i min slægt

juli 14, 2016
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Örkened Kyrka, Lönsboda, lidt af udgangspunktet..

Religiøse spor i en slægt –

Per-Olof Johansson (1999/2016)

Örkened kirke, Lönsboda.

Min bror Kurt E. Johansson optrådte ikke sjældent i de lokale aviser eller med artikler i Kristeligt Dagblad i egenskab af præst i Sandby, provst en periode, politiker en periode, opstillet af det radikale venstre. Efter hans død 1.9.15, faldt jeg blandt hans papirer over et interview, hvorefter han skulle have udtalt, at han ikke var religiøst opdraget. Hvis han virkelig har sagt det og ikke det modsatte, vil det virkelig undre mig. Jeg er af den diamentralt modsatte opfattelse om vor opvækst!

Jeg vil sige med bestemthed, at vi er vokset i en familie, hvor værdierne var religiøst funderet – men som den yngste i en søskendeflok på fem nød jeg godt af, at denne værdisætning ikke oplevedes som tvang – så vidt jeg forstår ikke et ukendt fænomen for de yngste.

Jeg har tit undret mig over den modsætning der er mellem min oplevelse af det religiøse miljø jeg voksede op i og så omverdens syn på selvsamme. De to syn kunne kun sporadisk bringes til at dække hinanden. Omverdens syn er det som på udmærket vis kommer til udtryk i skikkelsen “faster Anna” i TV-serien Matador. Og selv om vi i familien virkelig havde en faste Anna, som repræsenterede ortodoksien, så stemmer billedet alligevel ikke…

….læs videre i denne PDF (9 sider) Religiøse spor i en slægt

Artikel ikke uden forbindelse med det forgående:

Guds straf og slægtstræet

En artikel som beretter om et sammenstød i forfatterens hoved af religion, slægtsforskning og folkeminder. 
Carl von Linnés berømte bog Nemesis Devina knyttes sammen med den lokale brug af et straffesagn i grænseegnen mellem Skåne og Småland. Sagnets oprindelse kan eftervises i slægtsforskning, og der afdækkes slægtskab mellem sagnets personer og personer hvis liv  kunne være blevet sagn af lignende årsager – men reddedes på stregen. Slægtskabet gøres op og de strafværdige led afdækkes 🙂

Digte ikke uden forbindelse med det forgående:

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Boghylden

Nogle af kildeteksterne…

Forlag per-olof.dk

juni 9, 2016
anprisning

Forlaget per-olof.dk anbefaler sine bøger

Som selv-udgiver har man et problem med pr-afdelingen. Havregrynsfabrikanten er ganske ublufærdig i lovprisning af eget produkt. Det kan selv-udgivere ikke tillade sig. Derfor laver mange et forlag, så man ikke ser de er selvudgivere. Her har jeg gjort et forsøg på at kaste blufærdigheden overbord.

Gå videre til hjemmesiden ‘Læs mig’

Udsyn fra Femø

marts 22, 2016
forsiden

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

LÆS MERE PÅ HJEMMESIDEN

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Afstemningsresultatet fortolket

december 4, 2015

tårn

Jeg har på facebook efterlyst i hvilket hoved ideen er udklækket, at vi skulle overlade beslutningsretten vedr. afgivelse af suverænitet til et simpelt flertal i Folketinget? Måske er det i statsministerens eget – han er trods alt jurist. I hvert fald satte han straks fingeren på dette ømme punkt, endnu før afstemningen var slut.

Det lader til, at statsministeren er bedre til at fortolke afstemningsresultatet end selveste Politiken. For i Politiken står den 4.12: ” Ja-partierne med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, tilbød vælgerne at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der ville betyde, at Danmark helt frit kunne afgøre på hvilke områder af den europæiske retspolitik landet skulle være med.”

På pressekonferencen ved afstemningens slutning gav statsministeren udtryk for, at han opfattede nej’et som et nej mod, at Folketinget skulle kunne bestemme tilvalget.

Grundloven § 20 stiller krav om en massiv tilslutning enten i Folketinget eller befolkningen til afgivelse af suverænitet. Dette søgte forslagsstillerne at komme uden om ved at slette kravet om folkeafstemning vedr. retspolitik og overlade afgørelser til et simpelt flertal i Folketinget.

Statsministeren har indset, at dette var et vigtigt element i, at afvisningen blev så massiv.

Politiken taler der i mod stadig, som ja-tilhængerne argumenterede: ”..at Danmark frit kunne vælge…”

§ 20 må imidlertid forstås, som den undtagelse det er fra, at “Danmark”  og “Folketinget” er et og det samme. Der er sikkert mange lodder på vægtskålen, men netop denne undtagelse fra reglen er det, vi er mange, som har heftet os ved. Og det er åbenbart den forståelse, som statsministeren har set som en mulighed for at komme videre.

En ramme med historie

juni 27, 2015
Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Dette billede med ramme har fulgt mig meget længe – måske fra jeg var 7 år og fik eget værelse. Nogen har syntes, at jeg skulle have noget på væggen. Siden fandt jeg ud af, at billedet var fra begyndelsen af 30’erne, taget med henblik på at blive anvendt i en brochure for ‘danske spånkurve’, som farfars bror Carl Johansson fik lavet. For at kunne reklamere med ‘danske spånkurve’ mente han det fordelagtigt at kalde sig ‘Carl Johansen’. Fotografen er den lokale Gunnar Larsen,hvis omfattende arkiv af lokale optagelser desværre gik tabt ved ejerskiftet. Da jeg engang i 70’erne var begyndt på mit projekt at ville skrive om ‘En tid med spånkurve’, søgte jeg på småtryksamlingen, om der skulle været et og andet om firmaet – eller firmaerne, for der var faktisk to, Carls og min farfar Per Martin Johanssons. De kørte videre som to helt til 1956, da min far Arvid Johansson overtog den anden fra sin kusine Elisabeth Johansson. Da dukkede brochuren op med dette billede og flere andre, jeg stod der ved disken på Det Kongelige Biblioteket og har set berørt ud, for vedkommende som kom med brochuren sagde, at det var dejligt at se, at man kom med noget vigtigt! Kun dette billede genkendte jeg, de andre var helt nye for mig. Lige som dette blev de senere anvendt i bogen.

Rammen har jeg altid ment havde denne historie: I sin ungdom var min far på rejse i Norge – på cykel, hvor han kørte rundt og solgte spånkurve, lavet af en svensk kurvemager i Oslo. På denne tur havde han købt rammen, hvor billedet efterfølgende kom i. Da jeg viste min far kopien af brochuren erklærede han, at han aldrig havde set de andre billeder i brochuren, men det har jeg haft svært ved at tro på, når han nu havde dette billede, hvorfor skulle han så ikke have set de andre. Og brochuren nægtede han nogensinde t have set. Dette regnede jeg ikke for helt usandsynligt, da den måske stammer fra en periode, hvor der var konflikt mellem de to firmaer og Carl prøvede selv at producere spånkurve, hvor han før kun havde forhandlerrollen. På den anden side – så bruger man vel ikke fotos af konkurrentens firma til promovere sig med.

Nu ville jeg vise dette billede på nettet, tog det ud på altanen for at fotografere det. På bagsiden sidder lidt usædvanligt ikke et stykke pap, men en træplade, som tydeligvis altid har fulgt rammen. På pladen er der to gamle etiketter: En for en ‘Billed og ornamentskærer’ A.Aug Nielsen, Integade No 21, første Sal, Hjørnet af Østergade og Nørre…et eller andet. Den anden etiket er for ‘Photograph E. Lange’. Om ham fortæller Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/E._Lange at hen levede i 1800-tallet og i 1862 vandt han en medalje på verdensudstillingen i London. Det fremgår også af etiketten. Så min far har næppe købt rammen i Norge, men fundet en gammel ramme og skiftet et billede ud og indsat Gunnar Larsens billede af, hvordan fyrretræet til spånkurve blev opbevaret, savet op og flækket. Det er min far, der står med øksen. Jeg ville gerne kunne slutte historien med at vise det billede, som oprindeligt har været i den ramme, åbenbart af en af Danmarks tidligste fotografer. Men der må jeg give op.

Link til ‘En tid med spånkurve’

Nogle bøger forældes – men ikke alle

juni 6, 2015
Røverkøb for kr. 100,-

Røverkøb for kr. 100,-

At en vare falder i pris, når den er forældet, er der vel ikke noget at sige til. Efter nogle år kan så prisen stige igen, fordi varen er blevet sjælden.Men bøger falder i pris efter få år, helt uden en vurdering af ‘forældelse’. Reklamebrølet er stilnet af, de har ikke mere ‘nyhedens interesse’ – eller hvad ved jeg. Derfor kan man komme ud for det, som jeg nu og da på min blog og måske også her på facebook med forundring har skrevet om og ubrudt: Se hvad jeg har købt for en slik! Der var natåbent i Lillerød i fredags – og det havde jeg en del ud af, se bare:For 100,- kr. siger og skriver et hundrede – købt jeg en pose fuld af bøger, som på nettet aktuelt løber næsten op i 2000,- kr. hvis de skulle skaffes den vej. Hvis de overhovedet kan skaffes.

Referat fra ukendte digteres klub

april 12, 2015
..der er plads til en til...

..der er plads til en til…

Møde i ukendte digteres klub

..fremført i Underskoven, HUSET-KBH 2.4.2015

Per-Olof Johansson, Lillerød

Der er indkaldt til møde i ukendte digteres klub. Der er nedlagt navneforbud, jeg er bare pennefører. Emnet er Lars Bukdahls klumme ’Blæksprutten’ i WeekendAvisen. Her går han på jagt efter genier blandt de ukendte digtere. De helt ukendte kan han naturligvis ikke bedømme, det har han helt ret i. Han reserverer bare en plads til vedkommende – som kunne dukke op. Men en netop afdød af vore kolleger hales ud af skabet og må repræsentere, at der kan være kvalitet i det ukendte. Der er klubben mand og kvinde af huse! enige: Frasortering som ukendt bygger ikke på en kvalitetsvurdering, snarere på en manglende vurdering.

”Han har jo ikke læst os!” bliver der råbt.

”Han har jo aldrig hørt os!” bliver der råbt.

I håb om bedre at blive hørt, hvisker en til mig: ”Typisk at en skal dø, før han skal omtales.”

Jeg kan ikke skrive så hurtigt, som de snakker. Jeg kan mærke, at de skal have luft, så jeg afholde mig fra også at prøve på at være ordstyrer – helt i modsætning til, hvad jeg plejer at gøre som referent.

”Han er bange” siger en kraftig fyr med fuldskæg. ”Når en kritiker går i graven, er han sat helt udenfor, han nævnes kun, når hans samtids ukendte bliver opdaget, og han bebrejdes, at have overset vedkommende!”

”Ja ja” lyder det fra den helt spinkle pige med de meget røde læber, ”han prøver at dække sig ind, ved at påstå at han kender os i princippet. Hvorfor tager han ikke sig selv som eksempel, han er et kendt navn, men som digter er han da en af os.”

”Ja” supplerer en anden ”men han møder aldrig op til klubmøderne, han er fisefornem, det ville trække ned blandt alle de virkelig kendte.”

Selv siger jeg, at egentlig er vi jo ikke så ukendte, vi er kendte for noget andet. De kalder os ukendte, det er vi slet ikke, vi mangler bare anerkendelse, fordi ingen kan tjene penge på os. Lars mener han kan blive husket ved at promovere en bestemt slags digte, og det har han sikkert helt ret i, fik jeg sagt.

Som referent bør man holde sin mund, det har jeg bare svært ved. Der sker, imens jeg snakker en hel masse, jeg ikke får med. Alle taler i munden på hinanden. Ingen har taget artiklen med at læse op af, det giver frit løb for, at argumenterne løber ud efter tangenten, og Lars hudflettes på det mest bestialske, og vi vedtager heldigvis, at resten er uden for referat.

Mærkeligt er det, at vi ikke selv er herrer og damer over medlemskab af klubben. I samme ombæring har Lars f.eks. meldt Erik Helger ud, det har da alle lagt mærke til, og tænkt på, hvorfor det ikke var dem selv, der var nævnt. Ikke desto mindre, her er alle enige med Lars og klapper. Det må så Lars, alle kritiske røster til trods, altså trøste sig med.

Den ‘Blæksprutte’ af Lars Bukdahl, der refereres til, stod i bogtillæg BØGER i Weekendavisen 1.4.2015. Jeg sendte fluks dette til avisen, men det blev ikke trykt i denne uge. WeekendAvisen svarer ikke – men er et indlæg ikke trykt inden for 3 uger, kan man regne med, at det ikke bliver trykt.  Flertallet af aviser, jeg sender indlæg til, er ikke slet så arrogante. men jeg er en utålmodig person, så da indlægget ikke er trykt i fredags, kommer det her.

Bøger – er ikke kun NYE bøger

januar 2, 2015

 

BØGER er ikke kun NYE bøger....

BØGER er ikke kun NYE bøger….

BØGER – ikke kun nyudgivelser

Læserindlæg i Politikens tillæg BØGER s.14 21.12.2014

Lillian Munk Rösing skriver i Politiken 14.12.14 om en genudgivelse fra 60’erne, Charlotte Strandgaards ’Indimellem holder de af hinanden’, som altså udkom for 45 år siden og siden blev glemt af litteraturhistorien.

Anmeldere anmelder nyudgivne bøger. Som læser kan jeg få det indtryk, at ’bøger’ simpelthen er identisk med nyudgivne bøger, eller som om nogen vil have mig til at tro, at det forholder sig sådan.

Det er nok, fordi anmelderen fungerer som bogudgivernes forlængede arm, når det ellers går godt. Men selv en dårlig anmeldelse er bedre for udgiverne end ingen anmeldelse. Som boglæser kan jeg ikke beklage dette – hvad jeg beklager er, at det dominerer, hvad der skrives og omtales, når det gælder bøger. Charlotte Strandgaard er jo ikke noget ubeskrevet blad, og det skal da ikke afhænge af en genudgivelse, om en forsker i litteratur får øjnene op for en af hendes bøger. Hvad Lillian Munk Rösing her skriver i anmeldelsen kunne være skrevet for et halvt år siden, og det kunne have haft samme interesse for mig dengang, som det har nu. For udgiveren har det der imod naturligvis stor betydning, at artiklen er en anmeldelse nu, det nægter jeg ikke. Og for mig hvis jeg ønsker at købe bogen. For et halvt år siden kunne jeg have lånt den på biblioteket, eller burde have kunnet.

Måske er der læsere, som overvejende læser nye bøger efter køb-og-smid-væk-princippet. Bognedsættelserne få år efter udgivelsen kan give indtryk af bøgerne som værende ’næsten nye’. Der må dog stadig være en stor del af os, som søger bøger efter et andet og måske mange andre principper.

Vangsgaards Boghandel på hjørnet af Fiolstræde i København repræsenterer nærmest det ideelle i den henseende med sin afdeling for nye bøger, nedsatte bøger, restoplag og så hollandsk auktion på gamle bøger, som ikke var vigtige nok til at indgå i antikvariatet længere nede ad gaden.

Måske har køb-læs-smid-væk-læserne en eminent hukommelse eller deres bogvalg gælder slet ikke noget, der er værd at huske – jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Og det er jo heller ikke den slags bøger, som anmeldelserne synes at angå – hvorfor så i den grad være nyheds og udgivelsesfikserede i sin bogomtale – dét er, hvad der undrer mig.

Giv anmeldere plads til at skrive andet end bundne opgaver fra redaktionens bog-fordeler, så vil tillægget BØGER kunne leve op til sit navn og sine versaler!

 

post scriptum: Jeg ved da godt, at der udkommer flere bøger, end der kan anmeldes. Når jeg vil have nævnt ældre bøger og ikke kun ved genudgivelse, handler det om proportionerne…


%d bloggers like this: