Posts Tagged ‘boghistorie’

Skumpelskud

januar 23, 2011

Rasmus Christiansen: Et skumpelskud 2

Rasmus Christiansen, 1863-1940, dansk maler og tegner. 

Nogle drenge en vinterdag på en islagt sø. Bag skråningen med høje træer gavlen af et hus. Drengene er i gang med en slædefart på isen, i det de støder fra med en pigstang. Det er en tuschlavering, de tre forreste drenge tydelige, resten fortoner sig mere skitsemæssigt, sammen med publikum, hvor i blandt i hvert fald een  pige. Det skal vel være for sjov – men sådan ser ansigterne ikke ud, det her er alvor. Tegningen er med blyant betegnet “Et skumpelskud 2” og skumpelskud forstår man. Et gammelt udfaset ord, men meningen er tydelig nok. Jeg husker godt ordet, skønt jeg ikke erindrer at have brugt det eller at have hørt andre bruge det. Et skumpelskud er en som er faldet ved siden af og vraget, især “om en person der af sine omgivelser ikke er regnet for noget”. Drengen forrest har en slæde, der ikke kan leve op til de andres – det er en stor omvendt skammel, hvor begge bagben har en læderløkke til hver en pigstav, ansigtet udtrykker vrede og foragt for de andre.

Hele sceneriet falder godt i tråd med to børnebøger af A. Chr Westergaard, hvor den første hedder “Et skumpelskud” og er fra 1926 og den anden “En Nørrebro – dreng” 1930 kaldes “Et skumpelskud 2”. Så skulle det jo være let at finde denne Rasmus Christiansen tegning gengivet. -RxCHR- skrev han sig. Men i ingen af bøgerne er illustrationerne af ham! Jeg kan heller ikke finde, at der er et sceneri i Westergaards to bøger, som tegningen kunne illustrere. En ordentlig bet for en sand søgende. Så hører den nok hjemme i en julebog med en lignende historie. Nogen møder den måske en dag.

Ib Spang Olsen har brugt ordet i titlen på en første version af erindringerne: “Fra purløgsbed til skumpelskud”  1993. En titel han nu har ændret til “Ung mand i fyrrerne” 2003. Dog passer ordet skumpelskud rigtig godt på den tids vikarer. Den tid varede længere end man skulle tro. Min korte vikartid i 1969 i Randers minder påfaldende om Ibs oplevelser i fyrrene.

 per-olof.dk

(fra Per-Olof Johansson: Røde Erik på langfart – 2007. Trykt første gang i Politikens Dag til Dag 30.4.2004)

Jul i Nordsjælland 1790erne

december 16, 2010

Kålgård på Frilandsmuseet, december 2010

Joachim Junge (1760 -1823) var præst i Blovstrød Lillerød sogne og skrev bogen Den Nordsjællandske Landalmuses Charakter, skikke, Meninger og Sprog. Her fra har jeg hentet et afsnit om julenhttp://per-olof.dk/jungejul.pdf

Hvad er litteratur?

august 31, 2010

Reklamelitteratur foto: poj

Per-Olof Johansson 

 

Debatindlæg i Politiken BØGER  28. august 2010

Hvad litteratur er, ved enhver: Romaner, noveller og digte. Men der findes sikkert adskillige ideer til udvidelse af definitionen.  Pil Dahlerup har skrevet et værk om senmiddelalderens litteratur, som hun kalder ’Litterære perspektiver på danske tekster 1482 – 1523’, som det skal blive spændende at stikke næsen i.

Inden læser jeg selvfølgelig Steffen Heibergs anmeldelse i Politikens tillæg ’Bøger’ 14.8.2010. Her bliver jeg afsporet af sætningen: ’Anvendt på nutiden kunne genreprofilsbegrebet [hos Pil Dahlerup] let gøre manualer til vaskemaskiner til litteratur.’ ’Faren er, at banale brugstekster kan blive tillagt en litterær betydning, de ikke har’ – siger han, men mener ikke Pil Dahlerup går i fælden. Dette sidste får stå hen.

Mit ærinde her er anmelderen og hans afvisning af banale brugstekster som litteratur. Måske ville jeg have sagt ligedan for 50 år siden, hvis ikke Marcel Proust var kommet mig til hjælp. Jeg læste hos ham følgende, et sted i de tre bind af ham, som jeg fik læst: ’Der er noget af en selv overalt, alt er frugtbart, alt er farligt, og man kan gøre lige så værdifulde opdagelser i en sæbe-annonce som i Pascals ”Tanker”.’

Selvfølgelig er det besværligt med et så omfattende litteraturbegreb – men alt andet er for snævert.

Da P. Hansen udgav sin ’Illustrerede Dansk Litteraturhistorie’ fik han bl.a. videnskaberne med, det burde nogen forsøge igen. Hele populærvidenskaben kan vurderes ud fra den videnskabelige vinkel, men vinklen som ”litteratur” bør med. En stor opgave venter forude for nogen. Og så kommer tiden til manualerne, som der vel bliver færre og færre af, i hvert fald de trykte. Tænk da vi startede i 90’erne med de tommetykke bøger vi fik til ethvert af Windowsprogrammerne, hvor oversætterne havde kæmpet med at omsætte de engelske begreber til et dansk, vi forstod mindre af end det engelske! Var det ikke betydningsfuld litteratur? Jo vel var det. Fra da-da og frem er der bare skåret hul i den sæk, der forsøger at holde litteraturen samlet i et behageligt forskeromfang.

Pil Dahlerup: Sanselig senmiddelalder – Litterære perspektiver på danske tekster 1482-1523

F.eks. Visuel poesi

Mærkeligt samfund

juni 21, 2010
Forside af Singer: Geden Zlateh

Jeg har sendt flere kasser bøger til loppemarked – og flere venter. Alligevel går jeg op på bibliotekets anden sal og fylder en pose med bøger, in alles for kr. 20,-. Velvidende, at jeg hurtigt nok må skille mig af med dem igen. Havde jeg nu købt et ugeblad eller Weekendavisen – så måtte de jo også ryge ud efter et kor besøg, så jeg beslutter, at jeg vil bladre lidt i de 11 bøger og så tage stilling. Det er jo godt vejr, man kan sidde nede på græsset med en kop the og en ostemad, herligt.

Bøgerne var disse:

    1070
Anders Bæksted Guder og helte i Norden 70
Boberg, Thomas Americas 100
Christensen, Robert Zola Det døde barn i hoppegyngen 75
Herm, Gerhard Fønikerne. Antikkens purpurfolk 80
Jonasen, Viggo Dansk socialpolitik 1708 – 1998 150
Madsen, Jan Skamby, Keld Hansen Sivbåde 50
Savater, Fernando Tanker fra en kannibal 80
Singer, Isaac Bashevis Geden Zlateh 200
Ørum, Tania (red) Portræt af et forfatterskab –Hans Jørgen Nielsen 100
Laursen, Andreas Danske veteranskibe 85
Laursen, Andreas Danske lystfartøjer 80

Skibene vil jeg give væk til en sejler, og et par andre måske også. Som man ser: Ingen romaner, digte var der slet ikke.

Så går jeg ind på antikvariatnettet og tjekker, hvad disse bøger ville have kostet, hvis jeg skulle have købt dem antikvarisk. Jeg vælger den billigste pris – der er ellers kraftige prisudsving. I tilfældet Boberg fordi der er flere forskellige udgaver, men også prisen på samme udgave svinger kraftigt. Jeg valgte at skrive 100 kr., selvom prisen svingede mellem 300 kr. og 70  kr. Som man ser: Det ville have kostet mig kr. 1070 kr. plus notabene fragt, som hvis de skulle være købt enkeltvis hurtigt ville snige sig op på 500 kr.

Men jeg købte denne rigdom for kr. 20,- og er parat til at smide den ud. Det synes andre er enkelt. Nå det behøver vel ikke lige ske i dag, jeg har det som en honningbi, der har for meget med hjem til kuben, så den dårligt kan lette!

Jo, ’Guder og helte’, har jeg i forvejen og håber på at finde en til at overtage den. Sivbåde – det er en slags kurve og hører hjemme i kurvebiblioteket. Vandrehistorierne, dem har jeg korresponderet med Zola om engang. Læste Nyléns erindringer om Hans Jørgen Nielsen, da jeg har digte af  begge og jo strejfede Hans Jørgen dengang med ’digte for en daler’. Læste de indledende kapitler hos Savater – måske kunne jeg finde en, som burde læse den, trods den let naive fortællemåde ’til et barn’. Americas – du kan slå ned hvor som helst i den og læse. Fønikerne – altid hørt om dem, ved intet. Dansk socialpolitik – et emne mere aktuelt end nogensinde – den slutter nogenlunde der, hvor jeg nok hoppede af. Altså godt til opdatering af ens uvidenhed. Mærker at den er skrevet i bevidstheden om en snarlig nedjustering af velfærdsstaten – det ramte jo plet. Geden Zlateh – dels for eventyrene – men også for Maurice Sendaks illustrationer. Jeg husker ham fra mine syv år som vikar på skolen, hvilket ofte foregik på skolebiblioteket. Realistisk surrealisme.

Den usynliggjorte indvandrer

marts 25, 2010

Billeder fra en tid med spånkurve....

Henrik Lund: ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’, skriver s. 109 om det billede fra Det Kongelige Bibliotek, som her ses sammen med ‘En tid med spånkurve’:

Gammel jøde på Frue Plads, ca. 1915. Med deres fremmedartede udseende og mærkelige sprog kom de russiske jøder i mange år til at sætte deres præg på det københavnske gadebillede, f.eks. stod der i en leder i Politiken i september 1913:..ved et Besøg i Kongens Have; ofte hører man dér mere Tysk og ”jiddisch” end Dansk.. Den russisk-polske Indvandring truer i Øjeblikket med at antage et sådant Omfang, at Byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”.

S. 105 til illustration – også med spånkurv! – fra en baggård i den jødiske ghetto: I september 1913 tordnede dagbladet Politiken mod, hvad de kaldte manglende “Assimilationsevne og Assimilationstrang”. Nej, svarede overrabiner Schornstein nogle dage efter:” Jeg for mit vedkommende forbavses Gang paa Gang over den Hurtighed, hvormed de Fleste finder sig til Rette i de ganske ny Forhold og bliver – Danske! At de samtidig bevarer Troskab over for deres Modersemål – Jiddisch – ville frit tænkende Mennersker regne dem for en Dyd, hvis det f.Eks var Danske i Amerika og ikke russiske Jøder i Danmark!”

Hvad gør integrationen af indvandrere ud på? Hvor dens mål er at indvandreren hurtigst muligt kan få et et godt liv, er det vel godt nok. Men hvis det skjulte mål er at indvandreren skal glemme og hans/hendes efterkommere glemme, så er det rablende galt. Hvis vi vil gøre indvandrerens egen historie usynlig, taber vi et vigtigt led i forståelsen af det fælles grundlag.

Jeg har ved første blik ikke meget tilfælles med, hvad der i dag går for at være indvandrere eller efterkommere. Men jeg føler dog det fællesskab med den gruppe, at jeg har mærket en uudtalt forventning om at undertrykke min egen historie til fordel for en fælleshistorie, som taget som ’min historie’ er en fiktion.

Sådan kan det opleves, selv når man som jeg bærer sin historie med sig i sit navn.

I Skåne lærer børn nok historie på en måde, som næppe adskiller sig væsentligt fra den måde, der undervises i historie på i det øvrige Sverige, selvom landsdelens historie før 1658 er den danske historie og ikke Gustav Vasa.

Skåningerne var ikke indvandrere, men de blev ’incorporerede’ i det svenske rige, som om de var, og den danske fortid skulle fortrænges.

I dag er ’folkeblandingen’ med det gamle Sverige uigennemskuelig for de fleste, så spørgsmålet om, hvad der er den enkeltes historie, er mindre enkelt, end det var i 1800-tallet.

I 1864 var min morfar syv år, og den i min bevidsthed vigtigste begivenhed det år, er Danmarks krig med Tyskland. Trods dette sidste og trods at jeg efter de officielle definitioner er dansker, er 1864 ikke min historie. Det er højst tvivlsomt, om Olof på syv der i 1864 hørte om den krig – for han voksede op i et nordskånsk landsogn. Man var næppe kommet langt hos ham med at påstå, at han ikke var svensker! Han var fuldt integreret, og som voksen havde han den dybeste mistro til Danmark og den danske bank!

Kan jeg blive så integreret dansk, at jeg bilder mig ind, at 1864 er ’min historie’. Nej tvært i mod vil jeg sige, at det ville være at skjule noget for mig vigtigt i ’min historie’.

Indvandrere er et begreb, som er ved at blive synonymt med indvandrere af såkaldt ’anden etnisk herkomst’ hvilket skal forstås som fra ikke-europæiske lande, men kan åbenbart hurtigt også gælde andre. For mange er ’indvandrer’ lig med ’mørkhudet’ i den grad, at en af forudsætningerne for hurtig integration må blive udvikling af en ’integrationssalve’ til gratis uddeling fra integrationsministeriet.

Hvis denne indsnævring af indvandrerbegrebet skal modarbejdes, kan det anbefales at husstandsomdele Fogtdals billedbog ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’.

Det er vigtigt med en officiel definition af indvandrere og efterkommere som den eksisterende:
”En person betegnes efter den gængse statistiske definition som dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende: 1)indvandrer, hvis personen er født i udlandet, 2)efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Indvandrere og efterkommere forbliver henholdsvis indvandrere og efterkommere, også selvom de opnår dansk statsborgerskab. I statistisk forstand kan en familie i flere generationer være efterkommere, hvis forældrene bibeholder deres udenlandske statsborgerskab.
Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark.”

Dette er formaliteterne ved opgørelsen til brug for statistik. Men det er et ufuldkomment redskab til at vurdere den enkelte persons egen opfattelse. Selv når man er født med dansk statsborgerskab, er man jo stadig efterkommer i de følgende generationer. Jeg tager det personligt: Jeg er offer for en indbildning, hvis jeg begynder at regne 1864 for ’min historie’, bare fordi jeg er født som dansk statsborger. Det er Danmarks historie, og den har jeg ikke problemer med at anse for vigtig. Og selv ’racerene’ skåningerne skal selvfølgelig lære om Gustav Vasa. Men vi må have adgang vort lands historie på en måde, der ikke tvinger os til at fornægte vore egne forudsætninger – vor egen historie. Vi har ikke brug for en integration, der gør os usynlige for hverken os selv eller omgivelserne.

Hvad er så min egen historie. Når jeg skulle relatere den til en fælles historie, hvad vel enhver har behov for, blev det til bogen ‘En tid med spånkurve’. Jeg bilder mig ind, at den kan læses fra flere vinkler, men det har været afklaringen af, hvad der er ‘min historie’, som har været den drivende kraft. Det viste sig måske så, at identiteten i mindre grad var hængt op på nationaliteten end på levebrødet – at lave spånkurve. At det så også tog karakter af et alment stykke kulturhistorie, der var på vej i glemsel – at spånkurvene var der i store mængder, at de blev lavet i Danmark og lavet af skåninger og hvordan, vi gjorde – muliggjorde en påstand om, at bogen kunne være interessant for andre.

PS: Uden held søgt optaget i Dagbladet Information.

Skaarup Statsseminarium

januar 1, 2010
Elever på Skaarup Statsseminarium 1883 – 1895

At biblioteker  og andre offentlige institutioner nu og da skiller sig af med bøger er ikke noget nyt. Jeg har et eksemplar af Nikolaj Frederik Severin Grundtvigs “Danske Kæmpeviser til Skole=Brug”, ‘udvalgte og tillæmpede’, som han kalder det, i  et eksemplar fra 1847. Jeg har det fordi jeg synes det er en spændende historie med opdagelsen og ibrugtagningen af folkeviserne. Erik Dahl skriver om denne bog:”Også N.F.S. Grundtvig bearbejder viser og offentliggør en samling midt under folkevisestriden 1847: Danske Kæmpeviser til skolebrug. Den fik nogen udbredelse i højskolekredse. Den optryktes 1875, og Morten Eskesen udgav 1869 en folkelig melodisamling til den.”
Hvornår mit eksemplar er indgået i seminariets bogsamling fremgår ikke, ej heller hvornår det som angivet er ‘Udrangeret’, men bagest i bogen har en del brugere gennem årene skrevet deres navne, og det er på grund af dem, at jeg bringer sagen frem her. Den ældste indførsel af navn er fra 1883, den yngste fra  1895. Flere er fra samme år, så det virker som en slags hilsen til fremtiden a la “Kilroy was here”.
I disse år er der mange som slægtsforsker og som i dette øjemed søger på navne. Hvis det nu var noget af min egen familie, som optrådte blandt disse navne, ville jeg finde det interessant – så det kunne da tænkes at interessere nogen. Enkelte bogstaver har jeg ikke kunne tyde, andre kan tolke dem anderledes:

Elever på Skaarup Statsseminarium 1883 – 1895:
Madsen, Rude i Juni 1883
P.M.Pedersen, Faaborg 1884-87
Michael Bruun (Avernakø) 1885-87
H.A.Svarre i Decbr. 1887
C.V.Kishrig (?) 27-1-1887
H.E.Brandt 20-12-1887
P.H.Pedersen (Skaarup) 16-1-1890
R.E.Braun 16-1-1890
J.Søegaard 4-12-1890
M.Høybye 4-12-1890
Christ. Hansen 4-12-1890
[?]Nielsen-Hedby III Kl. 1892-1893
M.Klausen (Særslev)
J.M.Clausen (Statene) III Kl. 22-11-1893
N.S. Pries [?]-Reitzel III Kl. 2-11-1893
H.Henriksen (Ærøskøbing) 3-die Klasse 2-11-1893
H.Rasmussen (Langeland) 3.die Klasse 2-11-1893
Æ.[?]M. Antoni Clausen III Kl. 1894-1895

På forperm har en tidligere ejer skrevet sit navn, jeg kan ikke læse det.
Tegningen: Må vi ikke tro, at det er en af lærerne i firserne/halvfemserne? 🙂

At have et navn, tage sig et navn, få sig et navn

maj 11, 2009
Den tatoverde bøg i Fredensborg Slotspark c poj

Den tatoverde bøg i Fredensborg Slotspark c poj

For ligesom at demonstrere, at journalist Torben Benner virkelig er Torben Benner, er der ved den artikel, han har skrevet i Politiken i dag om den mulige eksistens af en Ejler Nyhavn et lille foto, for at jeg skal blive overbevist. Navnet er vigtigst for de fleste af os. Nogle skærer det i barken på et bøgetræ, jeg skar engang mit på låret, da undervisningen kedede mig.

Selvom det er vigtigt for Torben Benner at vide, at jeg ved, at han er Torben Benner, så ved jeg det strengt taget alligevel ikke, da nu problematikken gøres aktuel med hans artikel om Ejler Nyhavns væren eller ikke væren, så jeg vil ikke blive særlig overrasket, hvis jeg i morgen får at vide, at han i virkeligheden ser helt anderledes ud og hedder noget helt andet, f.eks. Ejler Nyhavn. Måske burde navnet være Ejler Nynavn. Man kan godt komme til at snøvle lidt af  øl. Hvilket er, hvad jeg forbinder med Nyhavn: Øl.

Selv har jeg mit ganske liv kæmpet med og for en bindestreg i mit fornavn, som den danske guds repræsentant August Andersen ikke ville anerkende i 1942. En kendsgerning der for den ganske menneskehed er helt og aldeles betydningsløs, men for mig et bevis på, hvor fremmedhadet starter. Jeg er siden blevet tilbudt en bindestreg ganske gratis, men nægtede at modtage den, jeg så fuldmægtig Bache løbe fra ansvaret på Danmarks vegne.

Efter læsningen af Torben Benner(?)s artikel, spørger jeg mig selv, om Allan Hansen er Peter Adolphsen eller måske er Peter Adolphsen Allan, eller er det Peter som er Ejler Nyhavn eller er det Ejler som er Allan. Det fører en masse overvejelser med sig. Er det Benny Andersen som er Svante, eller Svante som er Benny, eller Halfdan Rasmussen som er Svante, man kan jo ikke være benhård eller benny hver gang. Halfdan hentede sin bedre halvdel hos Benny, som benyttede sig af chancen til at gå fra snøvsen og finde Rosalina, som også hed noget andet.

Det ville jo være noget underligt noget, hvis Jørgen Nash havde kaldt sig Jørgen Jørgensen, og Danmark var slet ikke blevet berømt for sin dødrukne danskere, hvis Asger Jorn havde heddet Asger Jørgensen. Johannes Jensen er overhovedet ikke den samme som Johannes V. Jensen og Karen Dinesen helt forkert, når hun nu hedder Blixen, selvom hun et øjeblik måtte kalde sig Isak Dinesen.

Shakespeare er måske kun en samlebetegnelse ligesom Homer. Vi ved ikke, om Platon var handskedukke for Sokrates eller om det var omvendt. Kend dig selv, stod der over indgangen til templet i Delphi, men det blev det ikke enklere af, når andre kun vil kendes ved en under særlige navnebetingelser og vi selv er lige så dumme.

 

per-olof.dk

ps. det er ikke et navn, det er en adresse.

per-olof.dk februar 2009

februar 26, 2009
Hvordan er et rigtigt menneske? Digt af Per-Olof Johansson i Ledsager feb. 2009

Hvordan er et rigtigt menneske? Digt af Per-Olof Johansson i Ledsager feb. 2009

Aktiviteten har i og for sig ikke været større denne måned end nogen anden – men diverse offentliggørelse har villet frem netop i denne måned.

Læserindlæg i Informations tillæg Bøger: Kultur til salg.

Digt i Ledsager, Gigtforeningens blad. Artiklerne kan læses på nettet, dog ikke mit digt, derfor bragt herover!

Artikel i Nyt for Bogvenner side 7 om Chip Kids bogomslag

Bidrag i Nøglehullet, medlemsblad for Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, dels referat fra 100-års dagen for Harald Søbye i Blovstrød Kirke, dels klumme om ‘Lurendrejerrier’ om to sæt lurkopier.

Artikel af Ulla Danielsen i Husflid 1/2009 om spånkurve ‘Den bedste købmandskurv’ på  baggrund af interview med mig.


%d bloggers like this: