Posts Tagged ‘bronzealder’

Fra oldtid til kristendom

juni 16, 2021

På billedet fra Allerød Kommune: Kongedyssen ved Dæmpegaard, Brudevæltelurerne, Bastrup tårnet, Lynge Kirke,

Brudevælte fra oldtid til kristendom

Per-Olof Johansson

Man kan roligt sige, at Brudevæltelurerne blev fundet 200 år for tidligt. Var de blevet fundet i dag, kunne fundstedet identificeres og undersøges. Det bånd af pil eller birk eller ellebark, der holdt dem sammen, ville kunne dateres og dermed fortælle, hvornår lurerne var sænket ned i mosen.

Ingen har vist endnu beskæftiget sig med bronzen. Er det identiske legeringer? Kan metallets vandring nå at blive fastslået og bidrage til datering? Er alle tre sæt af samme alder.

I bogen om Brudevæltetlurerne, har jeg bidraget med et afsnit om stednavne. Desværre har vi ingen lokale sagn om stedet Brudevælte. Men andre steder har man Brud- i stednavne og sagn som knytter sig hertil. Flemming Chr. Nielsen har i sin bog ’Sort hedder en sten’ repeteret flere af sagnene, end jeg fandt på. Typisk handler det om en bjergmand eller en trold som er utilfreds med kirkebyggeriet, og som derfor afkræver sognet den første brud som kører over en bro eller andet helligsted. Det fremstilles jo som et rov, men det kan også anskues som det nødvendige offer. I erindringen fremstår stedet efterfølgende som farligt, så man kører store omveje for at undgå det. Hans konklusion er, at erindringen om en konflikt mellem kristendom og hedenskab afspejles i sagnet, som knyttet til et navn og et sted godt kan leve århundreder.

Moser mener man jo har været opfattet som hellige i jernalderen og vel også i bronzealderen.

Hvorfor lurerne er sænket ned i mosen ved vi desværre ikke. Det kan være opbevaring eller offer. Er det afslutningen på en epoke, vi ved det ikke. Så hvis Brudevæltelurerne ud fra udformningen dateres til o. 800 f.v.t., kan man da tro, de har beholdt deres værdi nogle generationer således at erindringens om stedets hellighed kan være bevaret op til kristen tid og givet anledning til et Brudevæltesagn, hvor navnet er bevaret men ikke sagnet.

Set i det lys, bliver navnet ikke blot eftertidens tilfældige navn fra et fundsted, men et naturligt vidnesbyrd og hilsen fra den kultur, som skabte lurerne.

Navnet Brudevælte, Lynge i Allerød

juni 16, 2021
Forside Brudevæltelurerne

Per-Olof Johansson, afsnit fra bogen.

Det er vigtigt med navne, det hjælper os til identifikation. Men i fortiden har navne haft en dybere betydning. De nærmede sig det magiske, deres vigtighed var på højde med vores personnummer – om ikke vigtigere. Det gjaldt personnavne, men sandelig også stednavne.

Omvendt har forventningen til vigtigheden den virkning, at hvis betydningen af et navn er blevet glemt, så forsøger vi at ‘afkode’ det.

Navnet på den mose Brudevælte, hvor lurerne er fundet er sådan et navn som er blevet afkodet helt umiddelbart af de fleste af os. Ved Brudevælte var selvfølgelig en vogn med et brudepar væltet og forsvundet i dybet. Man kunne tro at det særegne navn var unikt, et lignende kendes dog fra Sønderjylland. Men mærkeligt nok: Faktisk kendes intet sagn de to steder fra om nogen brudefærd!

Der er dog flere meninger om navnets oprindelse. Finn Kramer har denne version:

‘Første led, Brude- er en fordrejning af Bryde-. Navnet bryde, som gik af brug i midten af 1600-tallet, betegnede i den tidlige middelalder en godsforvalter, senere i middelalderen blot en fæster. Endelsen -vælte skal ifølge sprogforskerne tydes som væld, det vil sige kildevæld. Den direkte forklaring af navnet er altså Brydens Kildevæld. Sprogforskernes tolkning støttes også af de skriftlige kilder. På et opmålingskort fra 1779 – umiddelbart før udskiftningen – kaldes mosen Brÿdevaldene (Brydevældene), hvor man også bør notere sig flertalsformen. Navnet Brudevælte skal derfor næppe knyttes til blot ét lille mosehul, men til flere liggende omkring stedet, hvor udflyttergården fra Lynge, Fuglerupgaard året efter blev bygget af Ole Pedersen. ‘

Finn Kramer ser dette bekræftet også af jordbundskort baseret på boringer i slutningen af 1800-tallet, hvor det ses, at hele områdets undergrund består af moræneler med spredte lavt liggende områder (kildespring?) med tørve- og gytjeaflejringer.

Dette gælder for området som helhed, men hvis man fokuserer netop på det område syd for Fuglerupgård, som indtil for nylig blev angivet som fundstedet, er det iflg. jordbundskortet hos V. Milthers 1922 karakteriseret ved grus og sand – hvilket derfor også har givet anledning til den grusgrav som for kort siden var på stedet. Det kan derfor næppe have været der, mosen var. Finn Kramer har nu på gode grunde fundet en mere sandsynlig placering af fundstedet.

Det sønderjyske parallelnavn er Brudevæle fra Bedsted sogn. Sprogforskeren Gunnar Knudsen tolker her endelsen ’væle’ som ’vadested’ – hvilket måske slet ikke er ueffent også for vores Brudevælte. Han gennemgår alle danske navne hvori brud- indgår for at vurdere dets betydning og ælde.

Han inddrager ikke skrivemåden ‘Bryde-‘ på kortet fra 1779 sådan som Finn Kramer gør. Ifølge Institut for Navneforskning er der nemlig hos dem fortsat ikke tvivl om, at dette blot skal forstås som en afsmitning af den lokale udtale af ‘Brude-‘ . Gunnar Knudsens konklusion i 1935 er, at navnet skal forstås som affødt af stedets trafikale betydning, idet han knytter det til de sagn som findes om en hasarderet brudefærd på vej til eller fra kirke. Vejen forbi gården forbandt Kollerød og Lynge og er den vej et brudepar måtte tænkes at færdes. Og man tog varsel af turen og sagnene er skildringer af ‘worst cases’. Denne hans tolkning er et svar på den tolkning som lader navnet have rødder helt tilbage til bronzealderen og en forestilling om riter i forbindelse med en frugtbarhedskult. Var der ved de andre lokaliteter, hvor til der knyttes et sagn om væltet brudefærd ligeledes gjort fund som ved Fuglerupgaard kunne der ifølge Gunnar Knudsen måske have være noget om snakken. Men det er der ikke!

Vi skal dog som nævnt så at sige udenbys for at finde eksemplerne på sagn, som knytter sig til brude-navne. Gunnar Knudsen anfører hele 13 eksempler.

Her vælger vi et fra Egtved, gengivet i Tang Kristensens Danske Sagn. (Samtidig får vi så en lære om konsekvenserne af tvangsægteskab….) :

Fogden i Bølling vilde tvinge hans datter til at tage en junker på Balleskov; men hun var kjæreste med deres avlskarl, og ham måtte hun jo ikke få. Bryllupsdagen var bestemt, og hun kom i hendes stads og skulde kjøres til kirken. Hendes kjæreste skulde nu spænde de brune for og kjøre, men der var faldet et let lag sne om natten, og han kunde ikke ret se vejen og kom af og til fra sporet. Den gamle red ved siden af vognen, for det de ikke måtte snakke sammen. De kjører nu lige ned til søen og kommer derud, men da de var midt på den, sank det hele. Idet begge de unge sank, omfavnede de hinanden. Siden fik den sø navnet Brudesøen. Men fogden undslap og red til Balleskov og da havde han mistet forstanden.

At der ikke fra Lynge er optegnet et lokalt sagn om stedet, kan have sin forklaring i at navnet formentlig er forsvundet med mosens forsvinden. Et eventuelt sagn er da glemt og borte, da optegnerne tog fat. Bortset fra at navnet findes på gamle matrikelkort fra Lynge – så forsvandt det som stednavn, men blev i Danmarks historien synonymt med ‘de først fundne lurer’. Engang i 1980’erne tog Allerød Kommune initiativ til at genoplive det som stednavn ved at angive på kommunekortet hvor Brudevælte måtte antages at have været. For Brudevælte vil disse lurer altid hedde og så må vi have et sted, der svarer til navnet, det er logik. Sagnet har vi altså ikke, men navnet er i sig selv det hele sagn og et nyt kom til om lurerne. Vejen forbi hedder i dag Kollerødvej skønt den netop ikke fører til Kollerød, det er ren misvisning. Den burde naturligvis retteligen hedde Brudevæltevej hele vejen fra Lynge til Lillerød.

Litteratur

Namn och Bygd. 1936

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

Ekholm, Gunnar: Brudevælte.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Knudsen, Gunnar: Brudevælte.

Danske Studier 1935

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Kristensen, Evald Tang: Danske Sagn.

København 1980, Bd. II, nr 1711

Lisse, Christian: Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Milthers, V.: Nordøstsjællands Geologi.

København 1922

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne.

København 1929.

Solevad ved Brudevælte

juni 16, 2021
Udsigt fra Brudevælte

Solevad, nabo til Brudevælte

af Per-Olof Johansson

Ved den intensive betragtning af kort med Fuglebjerggård og Brudevælte, falder ens øje på nabogården ‘Solevad’. Bronzealderens soldyrkelse fandt sted på udvalgte højdepunkter, så måske er det et spor tilbage til bronzealderen? Ikke ifølge bogen ‘Frederiksborg Amts Stednavne’. Et lignende stednavn findes i Verninge sogn på Fyn og skulle mulig stamme fra et mandsnavn svensk ‘Sole’ eller det oldnordiske ‘Svali’. På en amatør virker sådan noget jo temmelig søgt, som om navnet med djævlens vold og magt ikke må have noget med sol at gøre. Måske er stavekontrollens forslag “sulefad” ligeså relevant 🙂 

Man vil umiddelbart gætte på noget med sol og noget med vadested. Det har videnskaben så siden heldigvis også valgt at gøre (se Aage Houken). Forresten omtaler Gudmund Schütte et stednavn  “Skedernes Vad” – “Steder hvor Hake lader sin Hær bortslænge Sværd-Skeder.”. Jeg synes da Solevad lyder som parallelt med Solbjerg, som vi vist har en del af. Grundtvig bruger ordet i sin oversættelse af Bjovulfs-drapen: Fra solebjerg til morgengry/  så stormene sig røre.

Men måske er det kun sjovt at Solevad associerer til “Solbjerg” sådan lige overfor Brudevælte.

Jeg har en klar fornemmelse af, at Gudmund Schütte ikke er så velanskreven, men jeg tænkte, der måske var en inspiration at hente i hans bog ‘Offerpladser i overlevering og stedminder’ hvor et afsnit hedder “offerpladsers Forekomst oplyst gennem stednavne.”

Gunnar Knudsen skriver i en artikel fra 1942 om den mulige kult-erindrindring i stednavne:

“Om vore Solbjærge virkelig skulde være Minder om en sådan primitiv Kultus faar staa hen. Rester af gammel Tro kan jo have holdt sig en Tidlang parallelt med den fremherskende Dyrkelse af menneskelige Guder.” Og han har denne passus:

“Det turde heraf fremgaa, at Natur- og Marknavne, der kun er overleveret fra nyere Tid er et saare skrøbeligt Materiale at arbejde med, og at de mange usikkerhedsmomenter, Studiet rummer, ligefrem maner til Udvisning af allerstørste Forsigtighed.” Vise ord, jo, jo, men når nu lurerne er fundet der og der er sådan et oplagt navn ligeved, er det jo mærkeligt at lade denne kendsgerning unævnt.

Kristian Hald skriver i samme tonart, at skønt navnene med sol ofte er blevet opfattet som minder om soldyrkelse behøver en sådan ikke at gå tilbage til en meget fjern fortid. Men kan f.eks. blot bygge på den kendsgerning, at man netop derfra havde særlig gode betingelser for at se solen står op eller gå ned.

I sommeren 1988 skete der et sensationelt fund af et lurpar ved Hirtshals. Desværre er fundpladsen så at sige “forsvundet” i og med at der nu er lagt jord på og bygget parcelhuse, så man vil være henvist til at dyrke kortmateriale og fotos for at kunne sige noget om placeringen i landskabet. “Her findes et område på omkring en halv kvadratkilometer, kaldet Ulvkær, som er præget af høj grundvandstand og større, adskilte moseområder, der dels er synlige, dels er dækket af senere tiders flyvesand, så karakteren af vådområde delvis er sløret”.

Gudmund Schütte ville sikkert om navnet Ulvkær sige noget om offerdyr med H og parallelisere ulv til HUND. Sammenknytningen af offerpladser og stednavne er stærkt forkætret. På den ene side er der almen enighed om, at mange fund vidner om, at der er sket et offer – men at det virkelig skulle kunne give afsæt til navne som har holdt i mere end tusinde år anses i almindelighed for tvivlsomt. Men netop ikke af Schütte. Hundeoffer er for ham en kendsgerning og derfor er navne med hund- at anse for sakrale navne. Og ifølge hans kort på s.72 ligger et Solbjerg ikke mange kilometre væk fra Hirtshals/Ulvkær.

På matrikelkortet over Lynge Sogn fra 1779 ses navnet Hundshøje anført lidt nord for ’Solevaderne’. Højene er i dag forsvundet men i disse blev der i forrige århundrede gjort fund dels af flere urner, dels af flere bronzealdergenstande: smykker, en brozearmring, et fragment af en dolk og en pincet, jf. Finn Kramers artikel herom i Nøglehullet, og igen  i ‘Brudevæltelurerne’.

Karakteristisk for bronzealderens høje er, at de ligger på landskabeligt udsøgte steder. Når man står ved Solevadgård/Fuglerupgård og ser mod øst ind mod Lillerød  har man endnu et bredt blik ud over horisonten – mod solopgangen. I et sumpet og mosefyldt område har her været et naturligt vadested, da nu undergrunden  udgøres af sand og grus. Pudsigt da, om det tidligt har fået et navn af andre grunde, der netop i vor tid skulle betyde det, som har været tilstanden på stedet i årtusinder: at her ser man solen stå op, og her var et vadested.

Litteratur

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Lisse, Christian:Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Lysdahl, Per: Ulvkærlurerne – det første lurpar fra VendsysselVendsyssel. 

NU & DA 1989-1990. Vendsyssel Historiske Museum 1991

Schütte, Gudmund: Offerpladser i overlevering og stedminder

Studier fra Sprog og Oldtidsforskning nr. 112, udgivne af Det Filologisk-Historiske Samfund, København 1918. S. 51, jvf. s 39. Hund: s.24

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne. København 1929.

To Brudevæltelurer genskabt 2013

august 28, 2020

I 2005 da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune udgav bogen om de seks Brudevæltelurer, der 1797 var fundet i Lynge Sogn, nuv. Allerød Kommune, var det hidtil ikke lykkedes for nogen at eftergøre lurerne med samme teknik, som var anvendt 3000 år før. Dette lykkedes imidlertid 8 år efter i 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen efter bestilling af de norske musikere Gaute Vikdal og Jens Christian Kloster.
Efter først at have præsenteret dem hjemme i Norge, blev de nystøbte Brudevæltelurkopier præsenteret på dansk grund i Nationalmuseets forhal 8.november 2014.

Dokumentarfilmen om støbeprocessen er nu lagt op på

danskkulturarv.dk

Billedserie fra præsentationen i Nationalmuseets forhal 8.november 2014

Peter Jensen bronzestøberi

Bogen om Brudevæltelurerne

Billeder med bronzealderlur

november 7, 2015

Lurplanche_qr

Billeder med lur – et ideudkast.

Hele artiklen som PDF

Per-Olof Johansson

Da vi lavede bogen ’Brudevæltelurerne’, som vi arbejdede på i otte år – blev der naturligvis meget skrevet, som ikke kom til at indgå. Bl.a. altså det følgende, hvor der måske er et par ideer, som kan inspirere andre.

Helleristninger der fremstiller lurer anses for at være samtidige med bronzealderlurer. Sådanne billeder ses både i Kivikgraven og flere steder på Sveriges vestkyst. Man slutter af billederne at luren er blevet anvendt til kultisk formål. Nogle har ment, at man huggede lur i sten i mangel af lur! Men alle er enige om, at på helleristninger ser vi mænd med lurer.

Det kan være lidt svært at fatte, at man kan være så højtspecialiserede til at lave lurer, så det først for nylig er lykkedes at eftergøre dem – og så billedmæssigt, når der hugges i sten, afbildes så “primitivt” – selv når det forklares, at indhugningen i sig selv formentlig har været kultisk, været tegn, ikke forsøg på “naturalisme”.

Men i hvert fald, det er en billedbrug, der hører lurens tid til.

Så er der den tid vi lever i, som starter med fundet. Brugen af lurbilleder får stor betydning, men selv fra vor samtid kan det være svært at svare på hvorfor anvendelsen er som den er. På grund af sin særprægede form – design ville vi vel kalde det idag – har luren fundet anvendelse som billede i mangen sammenhæng, skønt det altså tog nogen tid inden denne brug tog fart.

Hvis man stilmæssigt ser luren i sammenhæng med den tid, som udformede den, falder det en umiddelbart ind at betragte den som en videreførelse i tre dimensioner af spiralornamentet, så at sige et skulpturelt ornament. Tænk hvis det også lykkedes dem at føre dette videre i lyden, således som Broby-Johansen forestillede sig det: “ Luren er en pragtfuld abstrakt rumskulptur. Det to meter lange rør bliver uafladeligt sværere lige fra mundstykke til lydplade, det tager til i tykkelse lige så umærkeligt gradvis som den i tre dimensioner svungne kurve løfter sig fremad og opad: en brølende form svarende til lurens lyd.”

Måske var forbindelsen til dyrehornet allerede glemt, måske er associationen noget med plante, blomst og stængel. Da vi hentede Cajsa Lund på Allerød Station for at køre hende ud og fremvise stedet “Brudevælte” greb hun en mælkebøtte og gav lyd af stænglen! Og da vi var børn splittede vi mælkebøttestængler og lagde dem i vand så de dannede de sjoveste regelmæssige spiraler – vand var der også i bronzealderen, og sikkert også mælkebøtter og hvis man så dyrker spiraler?

Det lader til, at bronzealderfolket ikke kun var os overlegent i teknik, men i høj grad i kunst, i stil og det på en måde, som en sen eftertid, der så gerne har villet tage luren til sig, har haft svært ved at fatte. Stilen har haft svært ved at smitte!

Luren er blevet fast inventar men til så meget forskelligt, at vi for overhovedet at tale om dens brug som billede, må indrette os nogle kasser til opbevaringen. [læs videre her i PDF]

Forside Brudevæltelurerne

Forside Brudevæltelurerne

Forløb med bronzealderlur

august 4, 2012

August månedsbillede 2012

August måneds billede 2012

Tryk her for større billede [og højreklik og vælg i menu: roter med uret]

Som barn vidste jeg udmærket, hvad en bronzealderlur var. At det første og største fund var gjort i nabosognet Lynge, vidste jeg ikke, jeg fik det aldrig at vide i hele min skoletid. Vi var aldrig ude for at kigge på højen ved Brudevælte. Siden blev de to nabokommuner slået sammen, men det var stadig ikke almenviden, at Brudevæltelurerne var fundet i Lynge Sogn, Allerød Kommune. Denne præcise stedangivelse har mange det stadig svært ved, måske skriver man hellere, at de er fundet  ‘syd for Hillerød’, hvilket jo ikke er løgn, men en dårlig vejvisning. I årene 1984-86 skrev jeg på freelance-basis tekster om lokalhistorien til Allerød Posten og ville gerne bringe et billede af den sjette Brudevælte-lur som var havnet i Sankt Petersborg, i det som indtil 1991 hed Leningrad. Jeg skrev derfor til museet  og bad om ikke de ville sende mig det postkort, som de sikkert havde! jeg havde søgt vejledning på den sovjetrussiske ambassade om hvem henvendelse skulle rettes til – men jeg fik nu aldrig svar!

I 1988 skulle så storebror Stig på forretningsrejse til Leningrad og jeg bad ham gå ind og se på luren og eventuelt tage et billede! Det var han nu ikke meget for – men anslaget lykkedes og det er beskrevet andetsteds i detaljer! Billedet kom i avisen og opmærksomheden var vakt. 1990 fortalte museumsinspektør Jørgen Jensen i et radiointerview, hvordan ‘en historieinteresseret mand fra Allerød’ havde inspireret til at gå  nærmere ind på den sjette lurs historie. I 1995 udgav Allerød Kommune en børnebog af Hans Kurt Andersen: ‘Allerød – vores Kommune’ hvor lurerne behørigt indgår. I 1997 fejrede Allerød Kommune 200 året for fundet af Brudevæltelurerne med en udstilling og et godt program. I 1999 indgik den sjette lur fra Brudevælte i den omfattende bronzealderudstilling, med genstande fra hele Europa, som rejste Europa rundt, så der fik også jeg set den. I 2003 lykkedes det Allerød Kommune, Rotary og Lokalhistorisk Forening for Allerød Kommune (LAFAK) i forening at få sat en tavle op ved vejen, i nærheden af det, som engang hed Brudevælte og var en mose. Og i 2005 udkom så efter 8 års møjsommelige forberedelser LAFAKs bog om Brudevæltelurerne. Kender du den? Den bør du læse – den angriber lurerne fra mange vinkler, som du sikkert ikke havde tænkt på, kom sagen ved!

Til årets kalender lavede jeg ovenstående collage til at illustrere forløbet. Når det skulle være august måneds billede, skyldes det, at den 15. august 2012 ville Stig være blevet 80 år. Han tog min – som det forekom ham ved første blik – skøre opgave op, men blev siden en rigtig entusiast, hvad lurinteresse angår!

BBC er igang med en film om alverdens musik og filmselskabet bag har fået lov til at bruge mit billede fra Kivikgraven med den helleristning med en lurspiller. Sådan kan man finde meget på nettet!

Seks lurer fra Allerød: Brudevæltelurerne

Mindeside for Stig Johansson

‘Forløb med bronzealderlur’ – download som PDF

Lurburet i Danmarks Oldtid

oktober 3, 2008

 

Lurburet i Danmarks Oldtid på Nationalmuseet c poj
Lurburet i Danmarks Oldtid på Nationalmuseet c poj

 

Nationalmuseet har nyopstillet Danmarks Oldtid. Det har de gjort så godt, at man nødigt vil kritisere. Lad os derfor kalde det: Evaluering.

Min særlige interesse var knyttet til at se nyophængningen af bronzealderlurerne, hvad ikke bør undre nogen, når adressen er Allerød, indenfor hvis kommunes grænser det første og største fund af lurer er gjort. Den gamle ophængning var egentlig ganske illustrativ, dens fejl var mangel på vedligehold, blandt andet med forkerte stedoplysninger. Men i et landskabspanorama måtte man forestille sig lurerne steget op af mosen til nyt liv!

Hvad ophængningen denne gang går ud på er svært at forestille sig. Man må tro at kreativiteten er sluppet op. Ordren har lydt på, at samtlige Nationalmuseets lurer skulle udstilles, helst uden at tage plads op og helst uden associationer til smørpakninger og Frederikssund-vikinger. Nu er det kommet til at ligne en ormegård, helt uden respekt for lurernes egenartede design, som fuldstændig drukner i den meningsløse ophængning. Der er hele vejen igennem udstillingen en udmærket læselig skiltning, men i lurburet er det ganske uoverskueligt hvilke lurer, der henvises til. Konklusionen må være kort: Om igen. Hurtigst muligt!

For museets øvrige afdelinger foreligger der gode vejledninger. Det gør der ikke for den nyopstillede oldtid. Den er ikke lavet, og det svar, jeg fik, gik ud på, at den kom om et år eller måske to – hvis der blev penge til det! Man kan da ikke spise publikum af med den kortfattede dansk/engelske ’Danmarks Oldtid på 60 minutter! Her er hurtig indsats fra bevilgende myndigheder nødvendig. Man kan da ikke ofre penge på at sende en kulturkanon rundt til højre og venstre og så ikke have en vejledning til vores samling af kanonen over alle kanoner: Danmarks Oldtid. Det er rent til grin Kulturminister!

 

Seks lurer fra Allerød

 


%d bloggers like this: