Posts Tagged ‘dikt’

Jeg døde ikke

marts 7, 2021

Jeg døde ikke – det er noget mærkeligt at skrive, hvis det blot hænger i luften – for vi ved jo,  at det er et udsagn med begrænset rækkevidde. Det betyder: ‘Jeg døde ikke som 78-årig’. Men ville det ikke være en kedelig titel til et digt?

Det har været et mærkeligt år for os alle, men for mig blev det særlig mærkeligt derved, at jeg levede med en forestilling om, at jeg under alle omstændigheder kunne forvente at dø i det år. Når det ikke skete, virker den forestilling selvfølgelig latterlig. Jeg satte mig dog ikke ned og ventede og frygtede. Året gik og jeg fyldte 79. Det gik op for mig, at lignende punkt havde jeg passeret mere end en gang.

 

***************

 

JEG DØDE IKKE

 

Jeg er blevet 79 år.

Jeg troede 78 var grænsen

for mig, for Farfar, Pappa, to brødre

nåede kun at blive 78, Kurt og Stig.

Jeg døde ikke.

 

Sank ned i et hestehul som ikke-svømmer.

Jeg kæmpede, så overskrifterne,

kæmpede som en gal,

fætter Knud reddede mig.

Jeg døde ikke.

 

Frygteligt stadigvæk, Hjalmar 17 år,

faldt ud af vinduet, min søn,

min yngste søn død, det kunne jeg ikke

det kunne jeg ikke leve med,

det ville de ikke kunne leve med, sagde de.

Jeg døde ikke.

 

En fredag morgen, en smerte,

uafvendelig i brystet, ikke

som Falck-folkene troede

muskelinfiltrationer men

blodprop i hjertet, hvorfor ved jeg ikke.

Jeg døde ikke.

 

Blod i afføringen en måned.

Jeg ser det hver dag, sagde kirurgen straks,

Det er kræft, du får svar om en uge.

20 cm tarm farvel.

Jeg døde ikke.

 

Det var op ad bakke op ad bakken,

og siden cyklede jeg som en gal

på motionscykel med udsigt til

udsigt til Frederiksborg Slot.

Fik 4-dobbelt bypass, som Clinton.

Jeg døde ikke.

 

Som 78-årig et år med covid-19,

tanke på døden hver dag i et år,

holdt alle anvisninger og rutiner i hævd,

morgen og aften, dag efter dag

tanke på døden hver dag i et år.

Jeg døde ikke.

 

Jeg er blevet 79 år.

 

*

per-olof johansson 25. februar 2021

 

Snedigt snedigt

december 14, 2019

SNEDIGT MED SNESYN

Jeg står og venter på sne,
jeg er fuldstændig sneforberedt,
jeg er meget snevillig
og ved ikke hvorfor det ikke er en snefuld dag.
Jeg er fuld af snesyner, ser snehimmel.
Jeg har snesmag i munden.
Jeg spiller med snebolde op af muren
Jeg ser snebiler allevegne.
Min dyne er en snedrive,
min bolig en snehule.
Jeg har i drømme hånden fuld af sne.
Alle Hvidestens sneheste er ude på marken
og puster sneskyer ud af mulen.
Kender du sneen når den fylder himmelrummet
med snedrys og snekrystaller og snestilhed
og alle gadelygterne sner inde.
Der går en snemand og klipper snehække,
og vi sidder på en snebænk og spiser snefrokost,
og alle børnene har snetøj på og
man kan høre dem på en bestemt måde.
Snefodspor er særligt efterspurgte,
særligt i skoven en særlig snehilsen
fra andre snemennesker.
Om morgenen går jeg ned til min snecykel.
Det er hjul, det er hjul synger den.
Og er der nogen der ved, hvad jul er,
så er det en julecykel i ønskesne.
Gid det nu må blive en god snejul,
god jul alle I snemennesker.
Jeg ønsker jer alle et godt snesyn
når juletræet er tændt.

.

per-olof johansson, 2003

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Dansk-Svensk i Malmö

maj 27, 2014
et digt om mødet i Malmö

et digt om mødet i Malmö

I Margareta Paviljongen i Malmö læste medlemmer af Dansk-Svensk Forfatterselskab fra den 19. til den 25. maj op hver dag
kl. 16-17 under temaet ‘Naturen’.

Måndag: Lennart Holmgren & Lise Muusmann

  • Tisdag: Jørgen Munck Rasmussen & Lennart Holmgren
  • Onsdag: Benny Pedersen & Goy Persson
  • Torsdag: Søren Sørensen & Ole Lillelund
  • Fredag: Helge Krarup & Dorthe Røssell & Jens Fink-Jensen
  • Lördag: Niklas Törnlund & Bo Lille
  • Söndag: Kjerstin Norén & Per-Olof Johansson, Lennart Holmgren

Margareta Paviljongen er den eneste tiloversblevne bygning fra Baltiskan 1914 i Pildammsparken. Blomsteranlægget er blevet genskabt i overensstemmelse med det oprindelige, designet af kronprinsesse Margaretha, Ingrids mor.

Her fotos fra sidste opslæsning 25.maj 2014.

Dansk og Svensk

 

Hjemmeside for Dansk-Svensk Forfatterselskab og en facebookgruppe


<span>%d</span> bloggers like this: