Posts Tagged ‘en tid med spånkurve’

En tid med spånkurve på egen hylde

maj 10, 2011

Hylde med bog og plakat på plads...

Vis plakat i større format

Allerød Bog & Idé  på M.D.Madsensvej i Lillerød

relancerer nu ‘En tid med spånkurve’  på egen hylde.

Det er jeg sandelig glad for.

HP’s fotofirma Snap-Fish tilbød en gratis plakat – og det måtte da udnyttes!

Reklamer

Julegaven 2010

november 29, 2010

Selvportæt af Per-Olof Johansson, mens han endnu arbejdede på udgivelsen af 'En tid med spånkurve'..

Her er flere indgange til denne julegave: Dansk-Svensk kulturhistorie, indvandrerhistorie, kurve-historie, billedbog, alt i alt ‘En tid med spånkurve’. I Allerød har ‘Bog & Idé’ den, men ellers er det nok sikrest at kontaktet Forlaget Underskoven , hvor den forhandles  for kr. 229,- + omk.

Den udkom sidste år, men Mette Winges anmeldelse kom først i februar, Pilebladets i seneste nummer og Torparebladet kom da også med…så man behøver ikke at holde sig til kun  mine egne ord om bogens fortræffeligheder! 🙂

Den usynliggjorte indvandrer

marts 25, 2010

Billeder fra en tid med spånkurve....

Henrik Lund: ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’, skriver s. 109 om det billede fra Det Kongelige Bibliotek, som her ses sammen med ‘En tid med spånkurve’:

Gammel jøde på Frue Plads, ca. 1915. Med deres fremmedartede udseende og mærkelige sprog kom de russiske jøder i mange år til at sætte deres præg på det københavnske gadebillede, f.eks. stod der i en leder i Politiken i september 1913:..ved et Besøg i Kongens Have; ofte hører man dér mere Tysk og ”jiddisch” end Dansk.. Den russisk-polske Indvandring truer i Øjeblikket med at antage et sådant Omfang, at Byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”.

S. 105 til illustration – også med spånkurv! – fra en baggård i den jødiske ghetto: I september 1913 tordnede dagbladet Politiken mod, hvad de kaldte manglende “Assimilationsevne og Assimilationstrang”. Nej, svarede overrabiner Schornstein nogle dage efter:” Jeg for mit vedkommende forbavses Gang paa Gang over den Hurtighed, hvormed de Fleste finder sig til Rette i de ganske ny Forhold og bliver – Danske! At de samtidig bevarer Troskab over for deres Modersemål – Jiddisch – ville frit tænkende Mennersker regne dem for en Dyd, hvis det f.Eks var Danske i Amerika og ikke russiske Jøder i Danmark!”

Hvad gør integrationen af indvandrere ud på? Hvor dens mål er at indvandreren hurtigst muligt kan få et et godt liv, er det vel godt nok. Men hvis det skjulte mål er at indvandreren skal glemme og hans/hendes efterkommere glemme, så er det rablende galt. Hvis vi vil gøre indvandrerens egen historie usynlig, taber vi et vigtigt led i forståelsen af det fælles grundlag.

Jeg har ved første blik ikke meget tilfælles med, hvad der i dag går for at være indvandrere eller efterkommere. Men jeg føler dog det fællesskab med den gruppe, at jeg har mærket en uudtalt forventning om at undertrykke min egen historie til fordel for en fælleshistorie, som taget som ’min historie’ er en fiktion.

Sådan kan det opleves, selv når man som jeg bærer sin historie med sig i sit navn.

I Skåne lærer børn nok historie på en måde, som næppe adskiller sig væsentligt fra den måde, der undervises i historie på i det øvrige Sverige, selvom landsdelens historie før 1658 er den danske historie og ikke Gustav Vasa.

Skåningerne var ikke indvandrere, men de blev ’incorporerede’ i det svenske rige, som om de var, og den danske fortid skulle fortrænges.

I dag er ’folkeblandingen’ med det gamle Sverige uigennemskuelig for de fleste, så spørgsmålet om, hvad der er den enkeltes historie, er mindre enkelt, end det var i 1800-tallet.

I 1864 var min morfar syv år, og den i min bevidsthed vigtigste begivenhed det år, er Danmarks krig med Tyskland. Trods dette sidste og trods at jeg efter de officielle definitioner er dansker, er 1864 ikke min historie. Det er højst tvivlsomt, om Olof på syv der i 1864 hørte om den krig – for han voksede op i et nordskånsk landsogn. Man var næppe kommet langt hos ham med at påstå, at han ikke var svensker! Han var fuldt integreret, og som voksen havde han den dybeste mistro til Danmark og den danske bank!

Kan jeg blive så integreret dansk, at jeg bilder mig ind, at 1864 er ’min historie’. Nej tvært i mod vil jeg sige, at det ville være at skjule noget for mig vigtigt i ’min historie’.

Indvandrere er et begreb, som er ved at blive synonymt med indvandrere af såkaldt ’anden etnisk herkomst’ hvilket skal forstås som fra ikke-europæiske lande, men kan åbenbart hurtigt også gælde andre. For mange er ’indvandrer’ lig med ’mørkhudet’ i den grad, at en af forudsætningerne for hurtig integration må blive udvikling af en ’integrationssalve’ til gratis uddeling fra integrationsministeriet.

Hvis denne indsnævring af indvandrerbegrebet skal modarbejdes, kan det anbefales at husstandsomdele Fogtdals billedbog ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’.

Det er vigtigt med en officiel definition af indvandrere og efterkommere som den eksisterende:
”En person betegnes efter den gængse statistiske definition som dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende: 1)indvandrer, hvis personen er født i udlandet, 2)efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Indvandrere og efterkommere forbliver henholdsvis indvandrere og efterkommere, også selvom de opnår dansk statsborgerskab. I statistisk forstand kan en familie i flere generationer være efterkommere, hvis forældrene bibeholder deres udenlandske statsborgerskab.
Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark.”

Dette er formaliteterne ved opgørelsen til brug for statistik. Men det er et ufuldkomment redskab til at vurdere den enkelte persons egen opfattelse. Selv når man er født med dansk statsborgerskab, er man jo stadig efterkommer i de følgende generationer. Jeg tager det personligt: Jeg er offer for en indbildning, hvis jeg begynder at regne 1864 for ’min historie’, bare fordi jeg er født som dansk statsborger. Det er Danmarks historie, og den har jeg ikke problemer med at anse for vigtig. Og selv ’racerene’ skåningerne skal selvfølgelig lære om Gustav Vasa. Men vi må have adgang vort lands historie på en måde, der ikke tvinger os til at fornægte vore egne forudsætninger – vor egen historie. Vi har ikke brug for en integration, der gør os usynlige for hverken os selv eller omgivelserne.

Hvad er så min egen historie. Når jeg skulle relatere den til en fælles historie, hvad vel enhver har behov for, blev det til bogen ‘En tid med spånkurve’. Jeg bilder mig ind, at den kan læses fra flere vinkler, men det har været afklaringen af, hvad der er ‘min historie’, som har været den drivende kraft. Det viste sig måske så, at identiteten i mindre grad var hængt op på nationaliteten end på levebrødet – at lave spånkurve. At det så også tog karakter af et alment stykke kulturhistorie, der var på vej i glemsel – at spånkurvene var der i store mængder, at de blev lavet i Danmark og lavet af skåninger og hvordan, vi gjorde – muliggjorde en påstand om, at bogen kunne være interessant for andre.

PS: Uden held søgt optaget i Dagbladet Information.

Svenske og danske bøger 2009

december 4, 2009

Præsentation af svenske og danske udgivelser 2009.

13 af Dansk-Svensk Forfatterselskabs medlemmer præsenterede den 1. december årets udgivelser på Loftet ved Lilla Torget i Malmö.

Jeg har lavet et album med billeder fra denne præsentation.
Se

Bøger 2009

%d bloggers like this: