Posts Tagged ‘Frimærke’

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

marts 23, 2018
FrederikIX

Et frimærke som vækker en erindring..

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

En mærkelig historie kom der ud af at bestille en elektronisk dims over nettet.

Da jeg var knajt, havde jeg en patruljeassistent, der altid lå i badekarret, når jeg ringede til ham. Så hvis Muddi skulle have en besked, skrev jeg et brev til ham i blå kuvert og med 15 øres frimærke og postede det, når jeg gik i skole, så havde han det om eftermiddagen.

I 15 år skrev jeg fakturaer for mine forældres firma, også de otte år jeg boede i Jylland, posten gik jo fra dag til dag.

Der i Randers fandt jeg på at abonnere på Dagens Nyheter og fik i den anledning en postboks, for så kom avisen samme dag, bare om eftermiddagen. Da jeg flyttede til Lillerød gentog jeg det med postboksen, men efter nogle år kom den svenske avis først næste dag. Men nu var jeg blevet vant til postboks, og det fortsatte 30-40 år. Jeg ventede jo altid på et eller andet forlagsafslag, eller på at se efter om mit indlæg var i avisen, så utålmodigheden kunne tøjles med postboksen.

For nogle år siden fandt postvæsenet så på at de ville have penge for leje af postboks, og så hørte jeg op med den. Det var besværligt, man skulle ændre adresseangivelser mange steder. Box 58 optræder nok et eller andet sted på nettet stadigvæk. Den nye lejer var flink til en overgangsperiode at omadressere og postvæsenet kendte mig, så tit omadresserede de selv endog flere år efter, byen hedder jo Lillerød.

Nu er tiderne virkelig blevet andre. Vi taler lige så tit om posten som om vejret, begge lige usikre. Om fem dage kan brevet være fremme – hvis vi er heldige. To -tre dage om ugen uddeles der slet ikke post. Posthuset er nedlagt og flyttet til supermarked udenfor byen.

Jeg surfer på nettet for at finde en powerpointpointer til en rimelig pris. Havner på en hjemmeside med både dyre og billige versioner og finder en i mellemprisklasse og en lille tekst fanger min opmærksomhed: ”hvis du bestiller en vare indenfor 24½ minut bliver den sendt i dag.” Klokken var lidt over halvfire om eftermiddagen. Hvis det ikke var for den oplysning, var det ikke sikkert, jeg havde taget mig sammen til at bestille, men det lød så fristende og usandsynligt, at jeg besluttede mig og bestilte den der hvad-den-nu-hedder. Kort efter fik jeg mail om, at varen var sendt, og her til morgen en sms om, at varen nu kan hentes i pakkeboksen nede ved Kvickly. Voila!

Reklamer

Frederik IX 15 øre lilla

september 28, 2015
Et frimærke som vækker en erindring..

Et frimærke som vækker en erindring..

At sende et postkort i dag koster vist 10,- kroner. Så det sender vi sjældent. Men da jeg var spejder i 50’erne havde jeg en patruljeassistent, som det var svært at få kontakt med via telefon. Hans mor fortalte, at han lå i bad. En time efter lå han stadig i bad. Så jeg gik over til at sende ham et postkort. Det kostede 15 øre, lilla og med Frederik IXs portræt, og mon ikke jeg tog frimærket i pappas lille frimærkekasse. Den har jeg stadig, men bruger den sjældent. Sendte jeg postkortet om morgenen inden jeg gik i skole, var det fremme med eftermiddagsombæringen. Der var to ombæringer om dagen, og satte man et kryds på brevet var det lidt dyrere og var et søndagsbrev og blev bragt ud.
Siden kom han til at bo i naboopgangen. Vi sagde hej til hinanden, men talte vist ikke ellers sammen. Nu er det flere år siden han døde. Når jeg ser dette frimærke: Frimærke Danmark Kong Frederik IX lilla 15 øre – løber synet sammen med denne historie.


%d bloggers like this: