Posts Tagged ‘indvandrer’

Nej til ghetto – ja til sluse

maj 9, 2021

..

Birgithe Kosovo har i dag stor artikel i Politiken om mulighederne for integration, når vi alle søger gruppefællesskabet med dem, vi ligner. Den er ikke optimistisk ” Vi lever i frivillig apartheid” og hendes konklusion er, at det kun bliver værre. Det multikulturelle samfund har et problem, når vi holder os til egne grupper i frihedens navn. “Den eneste politik, der virkelig kan gøre os til en stat med ét folk  er derfor en politik, der rager ind i det private, og tilskyndet muslimer til at gifte sig med danskere.” Og det kan man jo ikke opnå ved lovgivning. Som en overvejelse i min egen jagt på identiteten dansk-svensk-nordisk skrev jeg i gymnasiet en stil  som et lovforslag, der skulle sikre, at vi alle blev – skandinaver. En ren parodi http://per-olof.dk/marriage.htm .Spørgsmålet er, om hun har ret i, at det kun bliver værre, eller om det er et midlertidigt problem. Det er jo lykkedes for jøder både at bevare gruppetilhørsforholdet og dog regnes for danske. Vil muslimer, som jo om en generation eller to mister de facto-kontakt med hjemlandet, ikke kunne finde samlivsformer, der på lignende måde får dem til at regne sig for danske. Uden at de opgiver noget kan det selvfølgelig ikke ske. Men maler danskerne sig fortsat op i et hjørne med deres danskhedsdefinition, får Birgithe Kosovo nok ret.

For 30 år siden så problemet ikke så graverende ud. For det er jo ikke kun den øgede indvandring, som har ført os derhen, hvor vi er. Det er også den måde, Danmark har forholdt sig til de indvandrede, som er årsagen.

http://per-olof.dk/idanmark.htm 

Tre generationer i Lillerød

juli 19, 2016

scan0001 scan0002

Ill35

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

ILL14

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

kurve_logo


%d bloggers like this: