Posts Tagged ‘internet’

At fange opmærksomheden

juli 14, 2014

Forside af 'Tykke Niels som Lærer' 1939

Undervisning i gamle dage, afspejlet på en forside af Tykke-Niels serien

Igen og igen læser vi om vanskeligheden ved at fange opmærksomheden fra den samlede mængde af elever og studerende. Enten er det en lærer, en forelæser eller også en irriteret elev, der klager sig. Der sidder de andre, der skulle lytte, med deres i-phones og andet elektronisk grej og er langt væk fra stedet – måske på date eller på facebook eller twitter eller eller – og forelæseren taler for døve ører – fra 1. klasse og opefter, universitetet ingen undtagelse. Et sted i Frankrig konfiskeres mobiltelefoner, når de bruges i timerne – og sådan er der gjort forsøg på løsning, men hvem kan egentlig i længden hamle op med tidsånden og maskinerne?

Det faldt mig ind, at løsningen ligger så snublende nær. Det må være en simpel opgave for en programør. Det må da allerede være lavet og brugt et eller andet sted i verden. Brug maskinerne i stedet for at afvise dem. Det er da vist for længst devisen i sprogundervisning, men må kunne bruges overalt sådan her:

Selvfølgelig har alle eleverne deres bærbare pc eller tablet med til undervisningen, det er ikke en eventualitet, det er et must. Hver elev logger sig ind med sin kode på undervisers side, hvor hovedpunkterne i dagens/timens program allerede er parat. Elevens fysiske tilstedeværelse er dermed registreret. Underviser taler, og efter hvert afsnit er der opgaver at løse, som ikke kan besvares med ja/nej/ved ikke, men som kræver et antal ord, elevens egen formulering, som måske ikke løser anden opgave end at afspejle, at der er hørt efter. Når timen er ovre, hedder det ‘gem’, og opgaverne er dermed afleveret og vil blive gennemset af underviser i de kommende dage. Manglende besvarelse er identisk med udeblivelse fra undervisningen.

Hvis programmet allerede foreligger, så gider jeg ikke mere høre på den jammer om uopmærksomme elever. Så er det jo underviseren, som ikke har hørt efter!

 

Internettet virker

marts 13, 2013

Jesu_forside_p

Gennem de tyve år jeg nu har været på Internet, fra 1995 med hjemmesider, har jeg gang  gang oplevet ting, og fået kontakter, som var ret utænkelige uden det net.

Ikke alle historier er lige store. Nogle gange ved man ikke, de er store før et stykke tid efter. Efter 13 år bed familie til udvandrede kurvemagere i USA på min udlagte krog. Jeg fik oplysninger af dem, og jeg kunne sammen med en ven forse dem med deres slægts historie, som de intet vidste andet om, end at den var svensk.

En australier med dansk familie kunne jeg sætte i kontakt med familien i Danmark – fordi jeg havde nævnt familiens navn på en hjemmeside – og i tilgift fik jeg oplysninger om spånkurvesalg i Danmark fra den danske familie, som jeg ikke ellers havde fået.

Tre dage i rap forleden gav hver dag et lille vink om virkningen af nettet – vidt forskellige ting – en blogpost, der havde givet pote for en, et interview med mig som en anden havde brugt i undervisningen – og dagen efter besked om, hvordan et vers i en skillingsvise, jeg havde bragt på nettet, gav opklaring i en lokalhistorisk sag – som så gav mig mulighed for at vise, at teksten fra 1770’erne var blevet anvendt op i 1800-tallet. Det kan man så læse om

her

Facebook indgår også i sådanne forløb – men når medierne holder dommedag over facebook og blogs er sådanne historier helt fraværende, fordi de ikke kan stilles op i statistikkernes rubrikker.


%d bloggers like this: