Posts Tagged ‘Kai Friis Møller’

Rabrindranath Tagore 1919

juli 5, 2020
Fra reolen..

Rabrindranath Tagore:

Flakkende fugle. 1919

Oversat fra engelsk af Kai Friis-Møller

Samlingen rummer 326 ’poetiske sentenser’.

Oversætteren skriver:

Engang drømte vi, at vi var fremmede. Vi vågnede op og så, at vi var hinanden kære.”

Er det til guddommen digteren taler her eller er det til sin elskede?

Ordet genlyder med en anden, men ikke ringere betydning i den vesterlandske læsers sind, når han har vandret bogen igennem og i linje efter linje med undrende genkendelse fundet sine egne ordløse tanker udtalte af den østerlandske digter i uforgængelige ord.

Per-Olof Johansson: Sådan oplever jeg ikke bogen her 100 år efter. Jeg har det ikke godt med alle de ting og sager som her gives ordet: ’Magt sagde til verden’, ’spurgte den synkende sol’ etc. Eller rene banaliteter som ”Ved at plukke blomstens kronblade opsamler du ikke dens skønhed.”

Alligevel sker det, at en sentens bliver siddende, så jeg satte mig for at samle dem sammen for at se, om jeg kunne konkludere noget deraf. Der er ikke noget objektivt ved mine valg, så vidt jeg kan se. At jeg kan acceptere netop dem, betyder mere for mig, end at de fleste ikke når frem.

Da jeg år efter ser på dem igen, bliver udvalget snævret ind igen.

8

Hendes tankefulde ansigt trænger sig ind i mine drømme som natteregnen.

18

Hvad du er, ser du ikke, hvad du ser, er din skygge.

21

De kaster deres skygge foran sig, der bærer deres lygte på ryggen..

55

Min dag er omme, og jeg er lig en båd, der ligger, halet i land, og lytter til strømmens dansemusik i aftenstunden.

68

Uretten kan ikke bære et nederlag, men det kan retten.

97

Jeg tænker på andre aldre, som flød ad livets og kærlighedens og dødens strøm og er forglemte, og jeg føler, hvilken frihed det giver at gå bort.

161

Edderkoppespindet foregiver at fange dugdråber og fanger fluer.

231

Smyk fuglens vinger med guld, og den vil aldrig igen svinge sig til himmels.

242

Dette liv er overfarten over et hav, på hvilket vi mødes på det samme snævre skib.

I døden når vi kysten og går til hver sin verden.

248

Mennesket er værre end et dyr, når han er et dyr.

258

Det falske kan aldrig vokse sig sandt ved at vokse i styrke.

283

Da jeg vandrede forbi blandt mængden på vejen, så jeg dig smile fra balkonen, og jeg sang og glemte al larm.


%d bloggers like this: