Posts Tagged ‘Klaus Rifbjerg’

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Klaus Rifbjerg Selskabet

oktober 24, 2011

‘Klaus Rifbjerg Selskabet’ er vist ikke stiftet endnu. Hvis ikke, så bør det gøres snarest. For jeg kan ikke forstå at det kun er afdøde forfattere, for hvem man laver selskaber. Klaus Rifbjerg producerer endnu på livet løs, og man skal da vist være stået tidligt op hvis man skal have læst alt, han har fået publiceret. Så vidt jeg kan se, kan den danske Wikipedia slet ikke følge med. Sikke meget et selskab til hans ære ville kunne få at vide af hestens egen mund!

Jeg har hans såkaldte tilfældighedsroman Alea foran mig i en paperbackudgave. Her slutter listen af udgivelser 2004 og fylder 3½ side med lille skrift. Af de første ti år kan jeg se at jeg har læst 50 % – siden meget mindre. Er bedst faldet ind i digtene eller det digtagtige – men romanen Esben læste jeg da. Og for resten: I mange år klippede jeg flittigt i aviser og har vist et par kasser med KR.

Alea har jeg syntes var interessant, men den er da svær at karakterisere, for noget synes at være fiktion, noget faktisk erindring, og hvor hvad ender og begynder er ganske svært at få rede på – og noget af charmen ved bogen. Men det er netop i et sådan tilfælde et litterært selskab vil kunne være beskæftiget de næste hundrede år: ER dette digtet, sandt eller falskt, husker han rigtigt eller forkert, har han udtrykt det modsatte synspunkt et andet sted. Når hr. og fru Rifbjerg som han kalder dem,, går hjem fra en litterær sammenkomst til de børnepassende forældre, virker det ganske autentisk og meget meget morsomt tidstypisk for både 60’erne og langt ind i det nye årtusinde!.

Der er også en masse debatindlæg, og jeg hefter mig ved kritikken af den åndelighed han ser komme væltende ind over os. Hvorfor kaster forfatterne ikke deres energi ind på de at få løst de faktiske problemer i verden. Hvorfor har de ikke ”et energisk overskud stort nok til blot antydningen af, at der findes udveje, materielt og mentalt – som ikke nødvendigvis behøver at gå over det religiøse.”

Jeg kan se, at jeg i første omgang tog det stykke, som følger efter alt for personligt, for jeg har jo altid blandet politik ind i mine gøremål, slet ikke satset på at tjene penge på digte. Men det som ramte mig var selvfølgelig, at kritikken kan opleves som rettet med den, der bliver ved med at udgive bøger, selvom han ikke kan notere nogen succes med det. Og så er det oven i købet mestendels nogle små bitte bøger! Her kan læseren så bladre frem fra side 115 til side 460 og læse de tre sider med hr. Rifbjergs mammutproduktion! Hvem hr. Rifbjerg egentlig tænker på, kunne så være en opgave for ’Klaus Rifbjerg Selskabet’ at finde ud af. Det ligner ham egentlig ikke, ikke at sætte navn på, men det er nok fordi, det er så indlysende, hvem han mener, men altså ikke for mig. Selvom jeg ikke ved, hvem præcist han mener, så synes jeg stykket er morsomt og provokerende for os småbøgerudgivere, og citerer det derfor in extenso. Bemærk at citationstegnene er hr. Rifbjergs!

”Det er for meget,” vil man sig ”jeg kan ikke klare det! Der må være et kontor højere oppe, som kan tage sig af de ting eller i hvert fald hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg finder ud af det, hvordan jeg finder ud af at betale mine regninger, og finde en ordentlig forlægger og et publikum. Jeg kan jo ikke gøre en skid ved alt det andet alligevel, og det er faktisk synd – ikke at jeg ikke kan gøre noget ved det, men fordi det er så synd for mig. Jeg er jo talentfuld, jeg har skrevet flere bøger, mange af dem er på over firs sider, jeg skriver ikke for nogen andre end mig selv, sådan er det, og det er ikke min skyld, at ingen gider læse det. Det er for en gangs skyld deres skyld, må jeg være her. Jeg ville gerne skrive 95 sider, ja 125 sider, men foreløbig kan jeg ikke, derfor tænker jeg meget på Gud og de store myter, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har Gud et godt øje til mig, han er en flink fyr, han forstår nemlig det hele langt ud over universets kant og i mindst sekten dimensioner eller flere, jeg slet ikke kan forestille mig, og når han en dag sidder helt stille og hviler sig i tronstolen, mens hans lange hvide skæg hænger ned over knæene eller han ligefrem vender ryggen til sniger jeg mig lige så stille ind bagfra og giver ham et gok og sætter mig i hans stol, og så er jeg Gud!”

Egentlig er det utroligt, at en så succesfuld forfatter i den grad kan lade sig irritere af nogen åbenbart meget mindre succesfulde. Man kunne bedømme det som smålighed, og det gør Klaus Rifbjerg måske også i sin dagbog, hvem ved, det må ’Klaus Rifbjerg Selskabet’ finde ud af. Hans manuskripter er overladt til Det Kongelige Bibliotek, måske følger der dagbøger med. Det fremgår af Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, at Klaus Rifbjerg allerede i 1982 afleverede en stor del af sine breve, scrapbøger, manuskripter m.m. til Det Kongelige Bibliotek, og han har i de følgende årtier med jævne mellemrum deponeret yderligere dele af arkivet, der vil blive et af de største på biblioteket. ’Klaus Rifbjerg Selskabet’  får nok at rive i!

Per-Olof Johansson: Klaus Rifbjerg Selskabet  ..som pdf

Søren Melson kavalkade

januar 4, 2008

melson3_11.jpg

Klaus Rifbjerg skriver et læserbrev i Politiken i dag, som jeg kan være 100% enig med ham i. Fjernsynet bør selvfølgelig bruge den TV-dramatik, som i mange år har samlet støv et eller andet sted og ikke hele tiden drive rovdrift på gamle folkekomedier.
Udgangspunktet kunne f.eks. være en dokumentarudsendelse om Søren Melson. Alle danskere over en vis alder har det hængende i ørerne “Instruktion: Søren Melson”. Det var hørespil og det var TV-dramer. Han døde i 1984 og i nekrologen skriver Jan Stage i Politiken: “Han var ikke det kølige overbliks instruktør men foretrak stærke og spontane udtryksmidler.” Det må vist være en sandhed med modifikationer. Jeg har ikke det dybe kendskab til ham, men det faldt engang i min lod at sikre en del af hans materiale for Det Kongelige Bibliotek. Det vidnede i høj grad om køligt overblik og gennemarbejdning. Manuskripterne til Leif Panduros “Smuglerne” var da spækket med noter. Til Ionescos “Morder uden betaling” var der et hav af tegninger til scenerne.
Dokumentarudsendelsen kunne så passende følges af genudsendelser, der er nok at tage af, på hjemmesiden Dansk film og tv kan man se hvilke. Man skal ikke lade sig distrahere af, at der står “af” Søren Melson ved alt – han er instruktør “af”, menes der. Og Gull-Maj Norin er han ikke bror til men var han gift med! Så går vi igang, går i gang går igang…
(Jeg kan ikke engang finde et foto af ham på nettet at henvise til…)

 

 

ps til særligt interesserede:

I KB’s Håndskriftafdeling har bidraget til Søren Melson samlingen signaturen: 1981, 152.

Tilføjet 4.10.2009:

Søren Melson-citat

 

[Fandt dette citat i et af mine notater, måske fra en radioudsendelse:]

Søren Melson: Kulturarbejde er også arbejde. Opgave efter opgave. Nyt og dog en linje. Hvor larver forpupper sig, ved ingen, men en dag lader linjen sig måske  – en dag – rulle ud, selvom fuglen er fløjet.


%d bloggers like this: