Posts Tagged ‘Klinte’

Romanomtale Klinte

maj 16, 2020

Arne Herløv Petersen: Klinte.

Det Poetiske Bureaus Forlag

 

Først forlagets introduktion: “Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik

end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv,

brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne. I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i 

litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.

Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.”

 

Jeg er gennem årene blevet mindre og mindre tiltalt af ideen ‘historiske romaner’, hvor fakta kendes i et vist omfang og hullerne udfyldes med fiktion. Arne

Herløv Petersens måde at løse opgaven på, får mig dog til at læse bogen til ende. Med den alder, jeg har, er persongalleriet bekendt med få undtagelser, og jeg bilder let mig selv ind, at jeg får nyt at vide, hvor en klassisk litteraturhistorie måtte give op. Der ligger megen reseach til grund, når dagligdagen beskrives. Men bogen er uden plot, og standser derfor lidt brat.Jeg savner et afsluttende ‘fakta uden fiktion’-essay om “hvad der videre hændte”.

Det er en stor fejl, at bogen ikke får en kvalificeret anmeldelse, dermed mener jeg en anmeldelse af en person, der er kendt med perioden og dens digtere. At bedømme bogen som roman behøver jeg ikke i samme grad hjælp til. Bogen er flettet sammen af episoder, som ubesværet finder hinanden.


%d bloggers like this: