Posts Tagged ‘Kurt E. Johansson’

De usynlige døde

maj 4, 2016
Kurt taler

Kurt E. Johansson holder tale for sin bror Stig F. Johansson ved 50-årsdagen 1982

Artiklen med flere billeder som PDF

Esben Kjær har skrevet en bog om sin afdøde søn: Min usynlige søn. Hvad der sætter sig som det faste for de nærmeste, fortoner sig hurtigt hos omgivelserne. Det er kun tre år siden sønnen døde, og hvis omgivelserne ikke mere synes det er vigtigt, ’det må han se at komme over’ – er det klart, der skal protesteres – for lige dét kommer vi aldrig over.

Men der er jo mange nære, som er døde, og som ikke fremstår særligt synlige – heller ikke for de nærmeste, eller kun for de aller nærmeste.

Mon ikke det er en svær opgave at ville tale i generelle vendinger herom?

De kommende generationer vil sidde tilbage med de forrige generationers fotoalbummer uden at kunne afkode ret mange af dem. Kun de færreste har skrevet oplysninger om motiverne. Og selv da – måske ikke så oplysende, som de var engang ”Onkel Erik på besøg”. Hvilken onkel Erik, besøg hvor? Glæden ved billederne var samtidens, kun i sjældne tilfælde eftertidens.

Lige nu skulle en bunke papirer flyttes, og jeg møder et fotoalbum. En ældre bror Kurt er død i efteråret, og dette album er altså havnet hos mig. Der var ark med billeder fra hans kones barndom, som var lette at få placeret hos hendes søn. Først nu tager jeg stilling til resten. Det går op for mig, at det ikke er hans eget album, men et arvestykke fra vor ældste bror, som døde for fem år siden. Det er fra en fødselsdag jeg ikke var med til. Har set et par af billederne før, af fødselaren og hans kone. Men her er – 75 fotos, hele selskabet fra den ene ende af festen til slutningen med mange for mig ukendte ansigter.

Albummet starter med en smuk håndskreven hilsen på rim fra Erik, som har taget billederne eller fået nogen til det. Mon det ikke er ham, der sidder til højbords med Stig, Stigs kone Vally og vor bror Kurt. Brevet:

 

19.8.1982 Kære Vally og Stig
Vi takker for en dejlig fest
på kro ved Feggesund
og glade det var hver en gæst
ved fødselsdagen rund
og taler blev der holdt for dig
og du fortjente dem
et rim det får du her fra mig
Skamol’s Metusalem

…og 12 linjer mere i samme genre samt ’Fotos kan beholdes!’

Hvor mange tusinder af den slags albummer finder man ikke – og hvor mange vil snart forsvinde. For skønt alle som her er fuldt synlige på billederne, er de for mig usynlige bortset fra de fire: Stig, Vally, Kurt – og måske – Erik. Dem kunne jeg tage ud og kaste resten – de usynlige. Jeg vælger nu at lægge den i stablen med andre fotobøger, for hvem ved, en dag møder jeg måske en morsingbo, som kan få glæde af dem. Jeg lukker albummet, FOTO står der med forgyldte bogstaver på det blå bind, og hidtil uopdaget også: ’1982 50 ÅR STIG’. Jo sådan så en 50-års dag ud for 34 år siden. Det er et familieminde, men også værd at erindre for nationen, selv om mange af personerne må forblive ’usynlige’.

per-olof.dk

Kurt E. Johansson: Udsyn fra Femø

Stig F. Johansson: Mindeside

Reklamer

Udsyn fra Femø

marts 22, 2016
forsiden

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

LÆS MERE PÅ HJEMMESIDEN

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Kurt Johansson digtede

september 11, 2015
Kurts udsigt

Digterens udsigt på Femø 2009 (indfældet i oprindeligt foto 2015)

Mindeord i forbindelse med provst emeritus Kurt Erling Johanssons død

  1. Provst Bjarne Abildtrup Madsen, Fejø:

Kurt Erling Johansson, Femø, tidl. Sandby-Branderslev, provst emeritus, er død i en alder af 78 år.

Sidste gang jeg talte personligt med ham var betegnende nok i forbindelse med en studiekreds, hvor han gjorde sig munter over, at han havde opdaget, at han ikke fyldte 80 år næste gang men blot 79 år. For han mente, at man skulle fylde 80 år, før man var gammel.

Han var da også både munter og virksom til det sidste, idet han indtil for nylig holdt studiekreds i Nakskov og litterær samlinger (poesieftermiddage) på Femø, hvor han havde et stort bibliotek, som alle og enhver generøst kunne låne fra – helt gratis. Han tog også gerne ud og læste op af egne digte.

Han blev født som tvillingbror den 6. december 1936 i Lillerød Sogn ved Allerød. Pga. svaghed blev han døbt hjemme og først fremstillet i Lillerød Kirke sommeren efter (15. august 1937). Iflg. forældrene sagde præsten ved hans dåb, at hans far skulle bede for ham; mens lægen sagde, at hans mor skulle holde ham nær kaminen for at holde ham varm.

Siden hen drillede hans fire brødre ham med, at han var blød i hovedet, hvad han til dels selv vedkendte sig, idet han tænkte på sit bløde sind, hvad der til stadighed afstedkom en tilbagevendende dobbelthed i hans syn på mange spørgsmål. For han kunne altid berige enhver form for samtale eller prædiken med et modsatrettet synspunkt, der forløste. Derfor var han også god at lytte til, når han øste af sin dybe livsvisdom og lange livserfaring.

Han var hele livet medlem af Det Radikale Venstre, hvis kirkeudvalg han en kort periode var formand for; men han var også i perioder meget uenig i Det Radikales Venstres stillingtagen i kirkelige spørgsmål.

Han var mønsterbryder i den forstand, at han som én af de fem drenge tog en klassisksproglig studentereksamen, hvad der åbnede en helt ny verden for ham. Det gav ham mod på at læse teologi, men hvis det ikke havde været for hans hustru Tove, så havde han ifølge eget udsagn ikke klaret det. Ligesom hun blev ham en stor støtte gennem hele livet.

Det var en stor sorg for dem i april 1994 at miste sønnen Thomas i en alder af 35 år. Tove mistede han i maj 2002, hvorefter han levede alene og klarede sig selv.

Han blev kandidat fra Københavns Universitet i 1969, og året efter blev han sognepræst i Sandby, der i 2005 fik tillagt Branderslev. I 1978 blev han provst i det daværende Lolland Nørre Provsti. I 2000 blev han løst fra provstegerningen og koncentrerede sig herefter alene om gerningen som sognepræst.

I juli 2006 stoppede han efter 36 års virke som sognepræst og 22 år som provst i en alder af 69 år, hvor afskedsgudstjenesten blev lidt af et tilløbsstykke, hvor der slet ikke var plads til alle efterfølgende i ”Sandby Hjemmebageri”, hvor landevejens farende svende fyldte godt, og helt usædvanligt samlede Beboerforeningen ”4912” ind til den afgående sognepræst, der rundhåndet havde delt ud til alt og alle, hvorfor han nok kunne trænge til en hjælpende hånd i forbindelse med flytning i eget hus.

Herefter flyttede han til Femø, hvor han gerne ville tilbringe sit otium med at læse; men det var svært for ham ikke at engagere sig lokalt, og fra 2009 til 2011 var han formand for Femø Beboerforening. Den 9. juni 2010 havde Femø et festligt, fornøjeligt og folkeligt dronningebesøg, og øen kunne ikke have ønsket sig en bedre repræsentant under det besøg end netop Kurt E. Johansson, der efterlader sig sønnen Rasmus.

Æret være hans minde.

Provst Bjarne Abildtrup Madsen, Fejø

[trykt i Folketidende for Lolland Falster samt i Kristeligt Dagblad 7.9.2015]

2. Inge-Lise Bisted, Femø:

Huse træer og mennesker./ Rummer en stilhed de ikke kender./ En dag bliver stilheden alt./ Dødens blomst springer ud./ Og vi – vi kalder på Gud – skrev Kurt Johansson i et digt.

Da Kurt gik på pension, flyttede han til Femø og indrettede “Femø Læsestue og digterværksted” i sit hus.

Vi lærte Kurt at kende som et prægtigt menneske med stor respekt for andre mennesker, høj som lav. Gavmild ud over alle grænser. Engageret og optaget af ord og dybe tanker og bøger til det sidste. Det var altid meningsfuldt – og ofte muntert – at lytte til og samtale med Kurt.

Han efterlader sig et livsværk af digte ogprædikener og andre skrifter. hvor vil vi dog savne Digterprovsten.

Lad os gøre plads for hans egne ord. [her citerer Inge-Lise Bisted fra digt digt ‘William Heinesen in memoriam’, som tilfældet ville var trykt i dagene efter Kurts død. Her i sin helhed, som det fremstår i Talerøret for Femø]

[Trykt i Folketidende for Lolland-Falster]

Fra Talerøret for Femø nr. 3/2015.

Fra Talerøret for Femø nr. 3/2015.

Kurt Johansson på prædikestolen - obs efter prædikenen! 30.7.2006

Kurt Johansson på prædikestolen i Sandby – obs efter prædikenen! 30.7.2006

Et glimt af Kurt Johansson kan man få her på YouTube Femø-portræt af en ø

2011 havde jeg et indlæg på denne blog Kurt Johansson digter, hvor der er link til andre YouTube-videoer med ham samt links til nogle af hans digte og andet.


%d bloggers like this: