Posts Tagged ‘Lars Bukdahl’

Vagn Steen udstilling

marts 4, 2017

Udstillingen i Forfatterforeningen lokaler 2.-6.marts 2017, viser konkretist-digteren og forfatteren Vagn Steens værker, plakater, installationer, art-books, digtsamlinger, børnebøger, romaner, finurlige ordlege og debatterende kulturessays, men først og fremmest Vagn Steens originale værker fra især 1960’erne og de tidlige halvfjerdsere.

Fredag 3.3.17:

Tania Ørum og Lars Bukdahl fortalte om hhv. forfatterskabets optakt i 60’erne og hans børnebøger. Helge Slaatto opførte Rudiger Meyers værk over et af Vagns digte. Rudiger Meyer fortalte om samarbejdet med Vagn og afspillede lydoptagelser med ham. 

Naturligvis sjovt at se, at egen deltagelse i Digte for en Daler nr. 1 er med på udstillingen.

Alle udgivne numre af  tidsskriftet kan ses her. http://www.avantgardenet.eu/dfed/daleret.html

Min deltagelse har jeg fortalt om her http://per-olof.dk/cdt/livstegn.htm . I og med jeg kaldte det Livstegn faldt jeg lidt ved siden af hovedretningen ‘konkretisme’! 🙂 

Da Vagn Steen blev udnævnt til hædersmedlem i Dansk-Svensk forfatterselskab 13.4.2013

http://www.dansk-svensk.com/vagnsteen.html


Bagsiden af Digte for en Daler og midteropslaget i nr. 1 (ikke at forveksle med nr. 0!) stod jeg for!

https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870976-anmeld%3A30824407/fulltext

 

René Sandberg byder velkommen – læser tekst af Vagn Steen,

Komponist, professor og violinist Helge Slaatto opfører Rudiger Meyers værk ‘Fuglens flugt’ lavet over  Vagn Steens digt ‘Digt med ikke’.

Komponisten Rudiger Meyer fortæller om sit værk og om bekendtskabet med Vagn Steen, og afspiller oplæsning af Vagn Steen.

Litteraturforsker Tania Ørum fortæller om Vagn Steens brud med traditionen gennem 60’erne. Med bagtæppet: ‘3 vrang treret’.

Lars Bukdahl  fortalte om Vagns børnebøger, som Vagns datter kunne bekræfte nærmest var autobiografiske!  Inspirerede til læsning. Deres indhold lyder nærmest som det, man altid har sagt om H.C.Andersen: henvendt både til børn og voksne.

Digtere sat i bås som Internetdigtere

maj 2, 2015
Fra samlingen af per-olof Johansson. Digte Online 1994

Fra samlingen af Per-Olof Johansson: Digte Online 1994

Det er naturligvis ikke til at skrive om litteratur endsige digte, hvis ikke man sætter folk og fæ i bås. Pladsen i båsen er begrænset, så der er nogle af os, der går frit omkring. Det er jo både godt og skidt. Skidt fordi litteraturformidlingen så ikke inddrager os, så flere  får læst, hvad vi skriver. På det personlige plan kan det være meget godt – du slipper for at høre på en masse vås om dine digte, og det viser sig, at de finder frem til læsere alligevel, som læser dem uden at skulle lægge øre til forstyrrende vrøvl.

Fredag er det Lars Bukdahl, der igen er ude med hyrdehunden WA for at samle nogle digtere i bås. Det gælder noget han kalder ‘internetdigtere’. Han mener ikke, han selv kan falde ind under betegnelsen. Han laver følgende afgrænsning:”For at kunne svare ja til alle tre spørgsmål- ‘Skriver du internetpoesi? Er du internetdigter? Er du medlem af internetgenerationen?’- skal den adspurgte være en digter på under 32, der har publiceret unik poesi på internettet.”

Det er jo noget sludder, al den stund der har været digte på internettet fra dag et. Det er noget,man kun kan skrive, hvis man ikke har tænkt sig om og lavet lidt research. Det vi lavede på Politiken Onlines gruppe ‘Poesi’ tæller i Lars Bukdahls optik slet ikke: Morten Søndergaard, Arne Herløv Petersen, Mikael Josephsen, Martin Budtz, Tomas Thøfner, mig selv sagde hunden og mange mange flere. Den gang var alle hunderædde for copyright-kævl, så hele systemet forsvandt ned i brokkassen, da PolOnline blev lukket af en lidet fremadskuende redaktør. Han kan redde sig, ved at mene det ikke var unik poesi, og så stopper diskussionen.

Af forskellige tekniske grunde – systemet kunne ikke anerkende min bindestreg i lighed med pastor Andersen i 1942! – kom jeg ikke med på digte.dk, så den må andre udtale sig om.

Med blog-systemet komme mange med, jeg ved ikke, hvem der kan have overblik over alderen på de deltagende, det må kunne kaste et universitetsstudium af sig.

Så vidt jeg kan skønne, er facebook fuld af digte fra folk i alle aldre.

Udover hvad jeg har bedrevet med min afart af et internet tidsskrift  siden 1996 ISSN Splints & Co ISSN 1396-867X – http://perolofdk.com/readme.htm – det første fra dansk side, må jeg tro, i hvert fald det første som blev det officielt ved at få et ISSN-nr – så lavede jeg, da PolOnline lukkede, en lille opsamling af mine egne bidrag, først på diskette, så som PDF, så som e-bog. Den kan stadig læses i de formater, men også her: ‘Digte Online 1994’ http://issuu.com/perolofdk/docs/digte94/1 .

Jeg publicerede også en hel samling i PolOnline,som siden også blev til en PDF og senere også blev trykt, nemlig samlingen ‘Hvor de åbner deres madkurv’ http://per-olof.dk/maddigt.pdf .

Hvis jeg ikke har fået det hele med, er der muligvis mere at hente her https://perolofdk.wordpress.com/2014/12/15/poj-free-download/

Hvad Lars Bukdahls afgrænsning giver ham anledning til og mulighed for er, at igen igen fremhæve sine favoritter blandt de unge digtere. Nævn dem bare – men de har ingen forret med hensyn til at blive kaldt internetdigtere – vi over den alder, som har prøvet den vej, er simpelthen for mange. At Lars så en passant et andet sted synes, jeg er en dårlig digter, ændrer det jo ikke.

********************

03,05,2015

Jeg reagerede både på facebook og i min blog på Lars Bukdahls klumme i Weekendavisen om internetpoesien og internetdigtere. Jeg tog oplagt fejl ved at rette kritikken mod ham, hans ironi slørede for mig hans pointe. Hvad ville jeg have skrevet, hvis jeg havde forstået ham ret? Ikke til at vide, men jeg vil gerne korrigere, hvad jeg skrev, det bliver så denne version:

Det er naturligvis ikke til at skrive om litteratur endsige digte, hvis ikke man sætter folk og fæ i bås. Pladsen i båsen er begrænset, så der er nogle af os, der går frit omkring. Det er jo både godt og skidt. Skidt fordi litteraturformidlingen så ikke inddrager os, så flere får læst, hvad vi skriver. På det personlige plan kan det være meget godt – du slipper for at høre på en masse vås om dine digte, og det viser sig, at de finder frem til læsere alligevel, som læser dem uden at skulle lægge øre til forstyrrende vrøvl.

Fredag er det Lars Bukdahl, der igen er ude med hyrdehunden WA for at samle nogle digtere i bås” – tror jeg. Det gælder noget – ikke han men andre forstår jeg nu! – kalder ‘internetdigtere’. Han mener ikke, han selv kan falde ind under betegnelsen. Han laver følgende afgrænsning:”For at kunne svare ja til alle tre spørgsmål- ‘Skriver du internetpoesi? Er du internetdigter? Er du medlem af internetgenerationen?’- skal den adspurgte være en digter på under 32, der har publiceret unik poesi på internettet.” At jeg ikke forstår det som ironi, går min næse forbi. Klummens slutning burde have fået mig til at indse det – men det gør jeg ikke. Han mener netop ikke, man hverken kan eller bør lave en sådan afgrænsning af en særlig gruppe ‘internetdigtere’. Det mærkelige for mig er altså – at vi er enige!

Som deltager med digte på nettet i mere end tyve år nu, må det følgende nødvendigvis tage karakter af en personlig beretning.

For det er jo noget sludder at tale om ‘internetdgtere’ som dem under 32, hvis nogen gør det, al den stund der har været digte på internettet fra dag et. Det er noget,man kun kan mene, hvis man ikke har tænkt sig om og lavet lidt research. Det vi lavede på Politiken Onlines gruppe ‘Poesi’ tæller i vedkommendes optik slet ikke: Morten Søndergaard, Arne Herløv Petersen, Mikael Josephsen, Martin Budtz, Tomas Thøfner, mig selv sagde hunden og mange mange flere. Den gang var alle hunderædde for copyright-kævl, så hele systemet forsvandt ned i brokkassen, da PolOnline blev lukket af en lidet fremadskuende redaktør.

Af forskellige tekniske grunde – systemet kunne ikke anerkende min bindestreg i lighed med pastor Andersen i 1942! – kom jeg ikke med pådigte.dk, så den må andre udtale sig om.

Med blog-systemet komme mange med, jeg ved ikke, hvem der kan have overblik over alderen på de deltagende, det må kunne kaste et universitetsstudium af sig.

Så vidt jeg kan skønne, er facebook fuld af digte fra folk i alle aldre.

Udover hvad jeg har bedrevet med min afart af et internet tidsskrift siden 1996 ISSN Splints & Co ISSN 1396-867X –http://perolofdk.com/readme.htm– det første fra dansk side, må jeg tro, i hvert fald det første som blev det officielt ved at få et ISSN-nr – så lavede jeg, da PolOnline lukkede, en lille opsamling af mine egne bidrag, først på diskette, så som PDF, så som e-bog. Den kan stadig læses i de formater, men også her: ‘Digte Online 1994′ http://issuu.com/perolofdk/docs/digte94/.

Jeg publicerede også en hel samling i PolOnline,som siden også blev til en PDF og senere også blev trykt, nemlig samlingen ‘Hvor de åbner deres madkurv’ http://per-olof.dk/maddigt.pdf.

Hvis jeg ikke har fået det hele med, er der muligvis mere at hente her https://perolofdk.wordpress.com/2014/12/15/poj-free-download/

Poesi på internet er poesi som al anden poesi – men hvordan får vi formidlerne til at være med på den vurdering. Er det fordi opgaven er uoverkommelig, eller er det fordi, der ikke er båse nok til al denne mangfoldighed?

Referat fra ukendte digteres klub

april 12, 2015
..der er plads til en til...

..der er plads til en til…

Møde i ukendte digteres klub

..fremført i Underskoven, HUSET-KBH 2.4.2015

Per-Olof Johansson, Lillerød

Der er indkaldt til møde i ukendte digteres klub. Der er nedlagt navneforbud, jeg er bare pennefører. Emnet er Lars Bukdahls klumme ’Blæksprutten’ i WeekendAvisen. Her går han på jagt efter genier blandt de ukendte digtere. De helt ukendte kan han naturligvis ikke bedømme, det har han helt ret i. Han reserverer bare en plads til vedkommende – som kunne dukke op. Men en netop afdød af vore kolleger hales ud af skabet og må repræsentere, at der kan være kvalitet i det ukendte. Der er klubben mand og kvinde af huse! enige: Frasortering som ukendt bygger ikke på en kvalitetsvurdering, snarere på en manglende vurdering.

”Han har jo ikke læst os!” bliver der råbt.

”Han har jo aldrig hørt os!” bliver der råbt.

I håb om bedre at blive hørt, hvisker en til mig: ”Typisk at en skal dø, før han skal omtales.”

Jeg kan ikke skrive så hurtigt, som de snakker. Jeg kan mærke, at de skal have luft, så jeg afholde mig fra også at prøve på at være ordstyrer – helt i modsætning til, hvad jeg plejer at gøre som referent.

”Han er bange” siger en kraftig fyr med fuldskæg. ”Når en kritiker går i graven, er han sat helt udenfor, han nævnes kun, når hans samtids ukendte bliver opdaget, og han bebrejdes, at have overset vedkommende!”

”Ja ja” lyder det fra den helt spinkle pige med de meget røde læber, ”han prøver at dække sig ind, ved at påstå at han kender os i princippet. Hvorfor tager han ikke sig selv som eksempel, han er et kendt navn, men som digter er han da en af os.”

”Ja” supplerer en anden ”men han møder aldrig op til klubmøderne, han er fisefornem, det ville trække ned blandt alle de virkelig kendte.”

Selv siger jeg, at egentlig er vi jo ikke så ukendte, vi er kendte for noget andet. De kalder os ukendte, det er vi slet ikke, vi mangler bare anerkendelse, fordi ingen kan tjene penge på os. Lars mener han kan blive husket ved at promovere en bestemt slags digte, og det har han sikkert helt ret i, fik jeg sagt.

Som referent bør man holde sin mund, det har jeg bare svært ved. Der sker, imens jeg snakker en hel masse, jeg ikke får med. Alle taler i munden på hinanden. Ingen har taget artiklen med at læse op af, det giver frit løb for, at argumenterne løber ud efter tangenten, og Lars hudflettes på det mest bestialske, og vi vedtager heldigvis, at resten er uden for referat.

Mærkeligt er det, at vi ikke selv er herrer og damer over medlemskab af klubben. I samme ombæring har Lars f.eks. meldt Erik Helger ud, det har da alle lagt mærke til, og tænkt på, hvorfor det ikke var dem selv, der var nævnt. Ikke desto mindre, her er alle enige med Lars og klapper. Det må så Lars, alle kritiske røster til trods, altså trøste sig med.

Den ‘Blæksprutte’ af Lars Bukdahl, der refereres til, stod i bogtillæg BØGER i Weekendavisen 1.4.2015. Jeg sendte fluks dette til avisen, men det blev ikke trykt i denne uge. WeekendAvisen svarer ikke – men er et indlæg ikke trykt inden for 3 uger, kan man regne med, at det ikke bliver trykt.  Flertallet af aviser, jeg sender indlæg til, er ikke slet så arrogante. men jeg er en utålmodig person, så da indlægget ikke er trykt i fredags, kommer det her.

Tre hilsener 2000 – 2001

maj 8, 2014

 

Pilgrimsrute i Lillerød

Pilgrimsrute i Lillerød

Tre manuskripter dukkede op:

[År 2015 set fra år] 2000: som PDF

08-05-2014: En udskrift af en aldrig anvendt kommentar med de

manende ord: ” Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med

forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller

som vi er opmærksomme på nu.”

 

Mening eller ej med navnet: som PDF

Kunne det tænkes, at nogen som efternavn bar navnet Begravelsesplads?

Straks ved alle voksne i Danmark nok hvem jeg tænker på.

 

 

I en nation af digtere: som PDF

Kommentar 08-05-2014: Dette indlæg fra 2001 kom vist

hverken i avisen eller på nettet. Der er sket noget siden: Politiken

bringer hver tirsdag et digt sat flot op, Weekendavisens tillæg

BØGER bringer hver uge et digt fra en netop udkommet digtsamling,

fattigt sat op – men dog trykt. Men ellers ligner det meget noget,

jeg kunne have skrevet i dag.

 

 

 

Brun mands byrde

marts 18, 2014
To forsider

Lille Sorte Sambo har inspireret til forsiden på Brun Mands Byrde…

Man er ret forblæst, når man får læst sig gennem Hassan Preisler: Brun mands byrde. Men man bør ikke have læst Yahya Hassan uden også at burde læse Hassan Preisler. De er godt nok fra hver sin ende at samfundsstigen – men der er også meget der matcher – jeg synes, jeg kan genkende danskerne fra begge! Desuden er begge bøger karakteristiske for mere end indholdet – nemlig ved at vælge en markant stil – Yahya Hassan med versalerne, som smitter af på læsningen, så vi kommer tæt på hans mundtlige fremførelse af teksten – og hos Hassan Preisler føres man også ind i det hørte – læser, husk at trække vejret. Jeg kan jo ikke lade være med at relatere ’Brun mands byrde’ til den debat, Lars Bukdahl er blevet viklet ind i om den betydning, det har om anmelderen kender en bogs forudsætninger fra egen krop eller ej. Hassan har det godt nok svært med de helhvide danskere, som siger ”at det ikke har nogen betydning anden end den, jeg tillægger det, at jeg er farvet.” På naturhistorisk museum i New York er der plads til undren over, at der er ’Afrikanske Folk’ og ’Asiatiske Folk’ – men aldrig en afdeling med ’Europæiske Folk’. Det er ikke en debatbog – men mange eksempler af lignende art kunne nok af debattørerne hentes ind fra den bog!
Måske ruller filmen så hurtigt, at jeg ikke hver gang får noteret, at hov her er H. Preisler skrappere end Y. Hassan – nogen dans på roser får vi ikke, men der er blødt op med mere humor måske. Han refererer til ’Lille sorte Sambo’ og det giver Per Morten Abrahamsen ideen til forsiden. Hvor gammel skal man mon være, før den association virkelig siger en noget? Her har jeg sat dem sammen, for at ingen skal gå glip af den pointe. Den mere politisk korrekte ’Historien om Lille Babaji’ må så også bringes i erindring. Babaji er fra Indien – det er jo ikke fjernt fra Pakistan. Den er godt lavet – men så populær som Sambo bliver den ikke. Nej, jeg husker overhovedet ikke negative tanker om ’sorte’ fra læsningen af ’Lille Sorte Sambo’ – bogens vigtigste budskab var, at historien sluttede godt med mange pandekager – og det håber vi så, den bliver ved med!

Her links til Lars Bukdahls blog – der kan lede dig videre i debatten:

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/den-hemmelige-definition.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/hvad-fejllser-jeg-hvidt-nar-jeg-lser.html

Forside til 'Historien om Lille Babaji' 1998

Forside til ‘Historien om Lille Babaji’ 1998

Ud & Se med ny Standart

juni 28, 2009

Nystanda_1

Litteraturmagasinet Standart fortalte ved udgivelsen af 23. årgangs nr. 2 om sin relancering ved et møde i København – for at vi på Sjælland skulle, og især jer københavnere skulle, få kendskab til dets eksistens. 30-40 mennesker var der vel klemt sammen i den lille bogcafé. Her hørte vi en af redaktørerne præsentere den redaktionelle linje, En digter, Knud Steffen Nielsen læste op, to kritikere, Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø debatterede situationen for de litterære tidsskrifter. Før, imellem og efter var der minglen, noget der sikkert især er udbytterigt for rygere, der ikke er så bordfaste.

Redaktøren fortalte, at ved en undersøgelse af landets (dengang) 500 biblioteker, var der 50 abonnenter på Standart! Så hører man om det nye nummer og erhverver et eksemplar og bladrer rundt og forundres. Hvis man er bibliotekar må dette tidsskrift da simpelthen være et, man SKAL have læst eller i hvert fald have indenfor rækkevidde! Den sædvanlige vise om, at man hurtigt kan bestille det hjem er netop i denne sag for langt ude! Det kan da godt være, at der er flere tidsskrifter, der kan smykke sig med undertitlen ’litterært tidsskrift’ end bibliotekerne kan være ajour med – der er ikke 25 andre med en lignende lødighed og bredde, det må slet og ret kaldes løgn, hvis nogen skulle påstå det.

Lederen har gode argumenter for at vi ikke kan klare os med avisernes bogtillæg, som jo oftest misforstås som litteraturtillæg, men langt fra er det. Som forfatter på den kant, hvor man ikke anmeldes, sender man dog ud fra en logik der siger, at ingen kan anmelde noget, de ikke har haft mulighed for at se, sin bog til anmeldelse i øst og vest, og selvfølgelig også til Standart. Også uden at opnå at blive anmeldt, vil jeg dog anbefale tidsskriftet til enhver litteraturinteresseret OG til enhver samfundsinteresseret. Litteraturen er jo ikke et lukket rum for litteraturens egen skyld. Medierne peger ud på begivenhederne mens litteraturen oftest peger på os selv, og vi er vel også en del af samfundet? Nummeret rummer meget mere end jeg endnu har kunnet nå at læse. Jeg skal blot nævne et par fristelser, der gå ud over de rene anmeldelser, som der er rigtig mange af: ’Uaktuelle’ portrætteringer af Joyce, Edgar Lee Masters og en Sigurd Mathiesen, jeg aldrig har hørt om. Per Aage Brandt med en ’Kritik af den rene litteratur’ – se selv efter..(28.6.09: ups indholdsforetegnelsen ikke på nettet endnu – kommer nok!)

Tue Andersen Nexø nævnte DSB’s tidsskrift ’Ud & Se’ som et eksempel på et blad, hvor der gives plads for litteraturen. Jo jeg kan godt huske et og andet derfra af den art – og dog også meget andet, som bare ligner så meget andet fra aviserne. Folk der interesserer sig for motorsport, køber et tidsskrift for motorsport. Folk der interesserer sig for litteratur køber ikke et litteraturtidsskrift i samme omgang. Måske kunne man give alle de forbandede ikke-købere et stød i maveregionen ved at omdele Standart i togene med et omslag fra ’Ud & Se’ – her er rigelig med horisont til at kunne leve op til den titel!

 

per-olof.dk

Avislæsning om bøger

februar 8, 2008

hvor har jeg lagt avisen?

Med skam at melde? – nej men helt ærligt: Jeg læser da kun en brøkdel af alle de bøger jeg læser OM. Og når jeg læser avisen, er det ikke sjældent, det slet ikke er de vigtigste nyheder, som sætter gang i tankevirksomheden. Der sker adskilligt, som er vigtigere end de følgende anledninger til overvejelser.

En artikel om TV-serien ”Sommer” får mig til at indse, at jeg allerede er ældre end den stækkede hanelefant Christian, som måske er hovedpersonen. Det er altså hvad unge og midaldrende anser for gammel og udlevet. Det er jo flintrende ligegyldigt.

En ung forfatter svarer i en af aviserne på standardiserede spørgsmål, som hun jo skal, og på spørgsmålet om, hvad hun betragter som sin største ulykke, svarer hun: At dø uden at være tilfreds med sit liv. Hvorfor gå op i det, men jeg sukker dybt over en sådan forbrugerholdning til livet.

Da jeg læser Weekend Avisens’s enfant terrible, som vel efterhånden er mere terrible end enfant, Lars Bukdahl selvfølgelig, svæver, nogle tegninger fra 60’erne frem i mit hoved – nogen havde tegnet Jaqueline Kennedy og Mick Jagger, som de ville se ud som gamle, altså vel cirka ved denne tid – og sådan ser Mick Jagger jo virkelig ud – gammel, men i den tro, at rollen er den samme. Vil det gå Lars Bukdahl på samme vis? Nå, han remser en mængde bøger op, som han ikke har læst, fordi han har forventet, at de var dødsens kedsommelige og ved at læse i en af dem, finder han, at han har ret. Listen har åbenbart én gang været bortcensureret af redaktøren og burde måske nok engang være blevet det, mest for at beskytte Lars Bukdahl. Det interessante er for mig, at jeg får det indtryk, at han mener, at HVIS han havde troet noget andet om de bøger, så ville han have læst dem, oven i alt det andet han har fået læst og alt det andet, han har gjort. Hvis det nu er sådan han har det, så er han virkelig ung endnu. En dag må også han opdage, at døgnet kun har 24 timer, og måske ikke engang det. Tiden spiller en ikke uvæsentlig rolle. For selvfølgelig bliver ikke alle bøger læst endsige anmeldt. Jeg har heller ikke læst en eneste af de bøger, men synes måske nok det ville være lige lovlig frækt af mig at påstå, at det er bøgernes egen skyld. Men sådan en frækhed kan man godt blære sig med i egenskab af at være enfant terrible.

Per-Olof Johansson, Lillerød


%d bloggers like this: