Posts Tagged ‘Lillerød’

En udvandrerhistorie

februar 13, 2020

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.

Hilsen fra fremtiden

december 14, 2019

Hilsen fra fremtiden

Hallo, jeg fik en hilsen fra fremtiden
der kom klager, de havde boet der nogen tid
området blev hærget, der kom klager fra flere
en vældig flok, ja flere flokke af måger
fløj ikke blot over, men landede og sked overalt
rågeflokke slog sig ned, kom mange steder fra
gik ind i stuerne, hvis døre var åbne.
Om natten vågnede beboerne badende i sved
en flok heste hærgede kvarteret ved nattetid
om dagen truede musvåger tre af gangen
og der var også så mange mus alle vegne
det var ikke hvad de havde betalt for
der var mange katte, der ikke var deres egne.
Det var så let at svare, hør lige efter
I bor jo på en mark, en mark I har købt,
men de dyr der plager jer ejede marken
nu er de blevet til drømmedyr
jeres onde drømme, dagdrømme
det er løgn med de heste, måger, råger og musvåger
de er væk, musene er væk, de er forvandlet
til rotter I aldrig ser, I er deres.
Rotterne holder mennesker.

Per-Olof Johansson 14.12.2013

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Allt för Sverige!

oktober 28, 2019

 

Örkened Kyrka, Lönsboda

 

Per-Olof Johansson….artiklen som PDF

For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.

Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.

Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.

Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.

Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?

Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.

Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.

Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.

Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.

Apropos Halfdan Rasmussen 

Apropos tidligere indlæg

Både by og land og ikke enten-eller

juni 30, 2019

Grøn kile ind til Lillerød

Et land er både by og land og ikke enten eller

Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.

  • Det rigtige Danmark ligger på stenbroen.
  • Til dette synspunkt fik han mange gode reaktioner på nettet. I avisen blev der plads til ,at det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund fik ordet (28.6.2019)  til et særdeles fornuftigt svar. Jeg sendte også et svar, men klart at Stoklunds blev det udvalgte. Jeg får imidlertid formuleret mig ud fra min egen situation, og mener, mine argumenter bør få en vis vægt i den lokale debat i Allerød, så derfor sætter jeg mit refuserede indlæg her i min blog.

Politikens nej til land?

Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.

Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?

Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!

Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?

Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.

Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.

 

 

Lillerøds grønne kile

Facebookgruppe: Lillerød Landsby

Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.

Karl Schrøder eller ej

december 29, 2018

karl_schroeder

Som samler må man nødvendigvis ramme galt nu og da. Først hjemtagelsen, så det nærmere studie af genstanden – og så erkendelsen af fejltagelsen.

Sommetider kan tvivlen vare længe. Er det keramik, det drejer sig om, står man tit men en ting, som ikke er signeret. Eller signaturen er så svag osv.

I 2006 afholdt Vejen Kunstmuseeum en udstilling med keramik af Karl Schrøder ( 1870-1943), hvilket førte til bogen om ham af museumsleder Teresa Nielsen. Her kan man så lære en masse om ham, både som maler og keramiker.

I Lillerød, hvor han boede og udførte sin keramik og fik udført sine første ting på Lillerød Lervarefabrik, er hans aktiviteter naturligvis af særlig interesse. I bogen ‘Lillerød lervarefabrik 1870’erne – 2006’ indgår et kapitel skrevet af Teresa Nielsen om de kunstnere, som i deres keramiske virke har haft forbindelse med Lillerød Lervarefabrik og derfor naturligvis også Karl Schrøder.

Når man på loppemarkeder i Allerød støder ind i ting, som ved deres udseende associerer til Karls Schrøders ting, som man har lært dem at kende fra bogen, stopper man ved, at de ikke er signerede. Kan han have udført ting, han ikke signerede eller inspirerede han fabrikken, tænker man så.

Her kan jeg så præsentere nogle eksempler. Der er ingen svar på spørgsmålet, men man har vel lov til at stille det? 🙂 Vasen er notorisk udført af Karl Schrøder og befinder sig på Vejen Kunstmuseum. De øvrige grønne noget som kunne ligne.

Collage 2018-12-23 21_47_41 Made with Square InstaPic

 

 

Collage 2018-11-29 15_51_09

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

En bog om Lillerød Lervarefabrik

november 29, 2018
forside18

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

Efter tre års arbejde, har redaktionskomiteen bestående af Arkivledren Birthe Skovholm, Formanden for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK Ole Høegh Post, sekretær i LAFAK Marianne Petersen og ‘communications manager’ Per-Olof Johansson kunne sende bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ til bogtrykkeren.

Bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ udkommer medio december 2018.
Pris for medlemmer kr. 160,-
Vejledende pris i boghandlen kr. 190,-
Forudbestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Lillerød Lervarefabriks historie rækker tilbage til 1870’erne, men er kun kendt i store træk indtil 1955, kun undtagelsesvis var produkterne indtil 1955 mærkede, så identifikationen af den enkelte genstand kan være vanskelig.Efter 1955, hvor virksomheden blev overtaget af Ejner Petersen og hans kone Tut, blev alle varer stemplet LILLERØD i bunden, og så går identifikationen meget lettere. Både før og efter 1955 blev lertøj fra Lillerød solgt over hele landet og endog i udlandet, så der er mange muligheder for at møde en Lillerød-ting, hvor man end bor i landet.

I denne bog gøres rede for historien og vises eksempler på produktionen. Ejner Petersen fortæller selv sin historie og døtrene og tidligere lærlinge giver deres besyv med. Men bogen er helt overvejende en billedbog. Vareudbuddet var bredt, så det kan kun blive eksempler alt efter samleres smag, og efter hvad der er indleveret til arkivet. Arkivet er ikke et museum, men tager meget gerne imod supplementer, som eventuelt sendes videre til Museum Nordsjælland.Museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum giver et oplæg til den videre forskning i forbindelsen mellem Lillerød Lervarefabrik og keramikken, repræsenteret ved navne som Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl og mange flere.

Vi håber med denne bog at give historien om Lillerød Lervarefabrik en fast forankring i fakta for lokalhistorisk interesserede, samlere og keramikinteresserede.

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

Indkig til Lillerød landsby

november 14, 2016
dsc00096

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Per-Olof Johansson, Lillerød  Indkig til Lillerød Landsby som PDF

Trykt Frederiksborg Amts Avis 11.11.2016

Lillerød Landsby er endnu bevaret med kirke og tre gårde og en del ældre huse. Som noget helt enestående så tæt på Hovedstaden er der et landskabeligt kig ude fra Enghaven ind over marker til Lillerød kirke og gårdene. Markerne nærmest gården Hvidesten er byzone, udlagt til seruminstituttets aktiviteter, mens markerne på den anden side af ‘hestestien’ er landzone – endnu. Fordi Hvidesten var sat til salg, oprettede jeg en gruppe ‘Lillerød Landsby’ på Facebook for at gøre opmærksom på området og for de farer, som i kraft af salget truer det hidtidige planmål.

Hvidesten blev, da Seruminstituttet satte sin afdeling SSI Diagnostica i Hillerød til salg nemlig også til salg, da den er leverandør af det serummateriale, som virksomheden bygger på. Salgsprocessen har været langstrakt, men endelig er det lykkedes mig at få et svar fra Statens Seruminstitut på, hvad handlen med Hvidesten omfatter.

For mere end et år siden blev den røde, stråtækte Toftehavegaard udmatrikuleret med henblik på et forestående salg. Området bebos således i dag af 2 separate ejere, hvor:

– Det frasolgte SSI Diagnostica ejer Frederiksborgvej 71, matrikel nr. 4a (Hvidesten)

– Statens Serum Institut fortsat ejer Frederiksborgvej 67, matrikel nr. 3a (Toftehavegaard). Foruden denne matrikel indgår en række øvrige matrikler i Statens Serum Instituts ejerskab, nemlig et udvalg af markerne vest for Frederiksborgvej.

Det var nok det jeg anede! Statens Seruminstitut ejer nu noget, de næppe ved, hvad de skal bruge til. Det mest logiske vil være at sælge det til Allerød Kommune, planforholdene taget i betragtning. Statens Seruminstitut ville selvfølgelig gerne have mest muligt for jord og gård, på den anden side slap de for en administrativ byrde ved at sælge. Jorden er landzone og prisen må så være der efter. Langsigtet kan Allerød Kommune satse på at kunne ændre planerne, således at jorden kan bebygges, og kommunen derved få en betragtelig indtægt. Derfor er det vigtigt med en tilkendegivelse fra borgerne overfor kommunen af, at JA vi synes kommunen skal overtage både Toftehave og tilhørende arealer, MEN med henblik på at bevare området, som det, det er udlagt til i planerne NU, nemlig bevaringsværdigt kulturmiljø i tilknytning til Lillerød Landsby i overenstemmelse med region- og kommuneplan. Markerne kan sikkert med fordel bortforpagtes til landbrugsformål, mens gården Toftehavegård kan indgå i brug til kulturelle formål i kommunen. 

Link til Kommuneplanen

Leder i Information om farerne ved planlægning uden regler

Hvis man besøger hjemmesiden https://www.ois.dk/ og indtaster de respektive adresser, skulle du kunne se de forskellige ejerforhold, samt kort over området.

Den nye ejer er

Adelis Equity Partners

Lillerød Landsby, gruppe på facebook

 

 

Læs mig!

maj 3, 2016
perolofdk samling hos issuu.com

En illusion af papirskrifter…

Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.

Andre indgange får man jo på læsmig.dk, per-olof.dk og perolofdk.com, YouTube, flickr og Googles Picasa Webalbums

De seks grupper i ISSUU er

Ordet, Dansk-Svensk forfatterselskabs omtale af aktiviteter 

Folklore

Poetry

Allerød og Lillerød

Per-Olof Johansson, diverse artikler og emner

Udgivet af per-olof.dk

 

En ramme med historie

juni 27, 2015
Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Dette billede med ramme har fulgt mig meget længe – måske fra jeg var 7 år og fik eget værelse. Nogen har syntes, at jeg skulle have noget på væggen. Siden fandt jeg ud af, at billedet var fra begyndelsen af 30’erne, taget med henblik på at blive anvendt i en brochure for ‘danske spånkurve’, som farfars bror Carl Johansson fik lavet. For at kunne reklamere med ‘danske spånkurve’ mente han det fordelagtigt at kalde sig ‘Carl Johansen’. Fotografen er den lokale Gunnar Larsen,hvis omfattende arkiv af lokale optagelser desværre gik tabt ved ejerskiftet. Da jeg engang i 70’erne var begyndt på mit projekt at ville skrive om ‘En tid med spånkurve’, søgte jeg på småtryksamlingen, om der skulle været et og andet om firmaet – eller firmaerne, for der var faktisk to, Carls og min farfar Per Martin Johanssons. De kørte videre som to helt til 1956, da min far Arvid Johansson overtog den anden fra sin kusine Elisabeth Johansson. Da dukkede brochuren op med dette billede og flere andre, jeg stod der ved disken på Det Kongelige Biblioteket og har set berørt ud, for vedkommende som kom med brochuren sagde, at det var dejligt at se, at man kom med noget vigtigt! Kun dette billede genkendte jeg, de andre var helt nye for mig. Lige som dette blev de senere anvendt i bogen.

Rammen har jeg altid ment havde denne historie: I sin ungdom var min far på rejse i Norge – på cykel, hvor han kørte rundt og solgte spånkurve, lavet af en svensk kurvemager i Oslo. På denne tur havde han købt rammen, hvor billedet efterfølgende kom i. Da jeg viste min far kopien af brochuren erklærede han, at han aldrig havde set de andre billeder i brochuren, men det har jeg haft svært ved at tro på, når han nu havde dette billede, hvorfor skulle han så ikke have set de andre. Og brochuren nægtede han nogensinde t have set. Dette regnede jeg ikke for helt usandsynligt, da den måske stammer fra en periode, hvor der var konflikt mellem de to firmaer og Carl prøvede selv at producere spånkurve, hvor han før kun havde forhandlerrollen. På den anden side – så bruger man vel ikke fotos af konkurrentens firma til promovere sig med.

Nu ville jeg vise dette billede på nettet, tog det ud på altanen for at fotografere det. På bagsiden sidder lidt usædvanligt ikke et stykke pap, men en træplade, som tydeligvis altid har fulgt rammen. På pladen er der to gamle etiketter: En for en ‘Billed og ornamentskærer’ A.Aug Nielsen, Integade No 21, første Sal, Hjørnet af Østergade og Nørre…et eller andet. Den anden etiket er for ‘Photograph E. Lange’. Om ham fortæller Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/E._Lange at hen levede i 1800-tallet og i 1862 vandt han en medalje på verdensudstillingen i London. Det fremgår også af etiketten. Så min far har næppe købt rammen i Norge, men fundet en gammel ramme og skiftet et billede ud og indsat Gunnar Larsens billede af, hvordan fyrretræet til spånkurve blev opbevaret, savet op og flækket. Det er min far, der står med øksen. Jeg ville gerne kunne slutte historien med at vise det billede, som oprindeligt har været i den ramme, åbenbart af en af Danmarks tidligste fotografer. Men der må jeg give op.

Link til ‘En tid med spånkurve’

De fyrretræer

juni 6, 2015
Fyrretræer som pappa såede

Fyrretræer som pappa såede

På mobilen dette foto af fyrretræer,som pappa har sået. Foran kakkelovnen i spisestuen lagde pappa fyrrekogler, han havde haft med fra Sverige. Frøene sprang ud og lå som sorte myrer med vinger rundt om koglerne lidt efter, som varmen havde gjort sin virkning og fået koglernes flige til at åbne sig. Så blev frøene sået og stod i potter i vindueskarmen, og små grønne miniaturetræer dukkede langsomt frem. En rende blev lavet i græsplænen ved at vende et par græstørv, som fik lov at ligge som læ langs kanten, og fyrretræerne blev plantet ud. Efterhånden som de blev større, blev de omplantet end en gang. Endnu står nogle af resultaterne rundt om det, som engang var det vandhul, hvor fyrrestammer hentet i Sverige lå og ventede på at blive hentet op, savet op, flækket, høvlet og blive til spånkurve, som siden spredtes ud over Dannevang. Pappa har næppe forestillet sig, at også hans egne træer skulle blive til spånkurve engang, men hvem ved. De skal til det formål helst have 100 år eller mere på bagen. Han kunne simpelthen bare godt lide fyrretræer, hvilket sommerhusgrunden i Liseleje også bar præg af. Deroppe står måske også endnu nogle af hans træer, uden at ejerne kender forhistorien. En ‘østrigsk fyr’ var hans favorit..


%d bloggers like this: