Posts Tagged ‘livsvarig ydelse’

Kultur og kunst som gave

september 1, 2008
Måske kultur, eller kun sur.
Måske kultur, eller kun sur.

Per-Olof Johansson

Ole Grünbaum har 1. sept. 08 en god kronik i Politiken  (den aktive linje er et link, tryk på den! 🙂 )om kulturarbejdernes vilkår i dagens Danmark. Hans beskrivelse af situationen virker rammende, og så skal det tilgives ham, at han ikke kommer med den perfekte løsning. For der er ikke tvivl om, at hvis alle kulturlivets løsarbejdere stoppede produktionerne, ville det se sort ud for kulturen i Danmark.
Nu er det nok tvivlsomt, hvor langt ud Grünbaum når med sit budskab – og det er sikkert en del af problemet. Stort set ingen uden for kredsen tror jo på, at det er sådan det forholder sig. Der modtages uden at modtagerne er på det rene med, at arbejdet er ubetalt, og at de i grunden modtager – en gave.
Det som er svært at definere, er så grænsen mellem det naturligt ubetalte og det uretfærdigt ubetalte?
Som jeg her demonstrerer med et længere eksempel, kan oplysningen afstedkomme den absurde situation, at det er giveren, som opfattes som snyderen og ikke modtageren. Netop i snakken om brugen af dagpengesystemet som buffer, er dette jo særlig udtalt. Her har jeg dog ingen egne erfaringer.
Når kunstnere af enhver slags ikke hver gang tager dette problem op, er det ikke kun fordi spørgsmålet er tabu i ’det fattig-fine Danmark’, som Grünbaum siger. Det har også noget at gøre med rollen som giver. Du synes da, det er fattig gave, du giver, hvis du ikke har husket at fjerne prisen!
Selvom det nok er rigtigt, at der næppe havde været et ”Dr. Dante”, hvis der ikke havde været dagpenge, synes jeg ikke, man kan argumentere for, at vi skal have et system for kulturens vækstlag, der som forudsætning har, at myndighederne lukker det ene øje!
Grünbaums beskrivelse er vigtig, og flere må følge efter. Sponsorerne får gerne nævnt deres navne, og det regnes for reklame. Når kunstnere og lignende godtfolk arbejder mer eller mindre gratis, er det blevet en skam at nævne det. Måske ville det hjælpe på realitetssansen hos politikerne, hvis den fordom blev hævet, og vi lod prismærket sidde på!

 
Et for mig lærerigt eksempel

Dette eksempel har i hvert fald været lærerigt for mig selv. For mange år siden samlede jeg en række af mine lokalhistoriske artikler, hvoraf flere havde været trykt i de lokale aviser, i et lille hefte, som så den lokalhistoriske forening lod trykke og stadig sælger næsten 20 år efter.
Det var bemærkelsesværdigt, at jeg faktisk havde fået penge, da en del af artiklerne blev trykt, fordi det var lykkedes mig at få en aftale i hus om jævnlig levering. En journalist som vist aldrig gjorde dagens gerning skønt af høj PR-værdi, var blevet afskibet, og redaktøren fik lov til at give lidt penge til en freelancer, in casu mig. Det var mig selv som fandt frem til emner osv, så det var da en interessant opgave. Bagefter syntes jeg, artiklerne fortjente længere liv end som så, og det mente så den lokalhistoriske forening heldigvis også. Arbejdet med layout og produktion påtog jeg mig også, da jeg havde en smule erfaring fra et tidsskrift, jeg var med til at udgive.
Da skriftet er vel udkommet, taler jeg med en af byens forretningsdrivende, som har lidt for høje tanker om, hvad jeg tjener på projektet. Jeg må så i pap skære ud for ham, at jeg får nul og en fis udover æren. Og så altså de penge jeg engang fik for artiklerne enkeltvis. Først nægter han at tro mig – derefter bliver han vred på mig, og kalder det for ublu konkurrence overfor de publikationer, som honorerer deres forfattere! Rent vrøvl naturligvis, da jeg notorisk var helt alene på ’markedet’. Markedet for den slags publikationer er ganske usædvanligt, for som stedets boghandler forleden gjorde mig opmærksom på, var det lille hefte den eneste publikation i hans forretning, som var trykt i 1991 – men der kan stadig sælges et lille antal hvert år. Det bliver jeg da glad for at høre – men jeg bliver ked af det, når nogen tror, at jeg tjener penge på det.

Gyldne laurbær til Jens Smærup Sørensen

april 1, 2008

forbløffende
Hurra for ham! I den forbindelse er det selvfølgelig opløftende, at statsministeren til Information udtaler, at han ikke ser nogen grund til at ændre på de livsvarige ydelser til forfatterne og ser de penge, der trods alt udbetales til de forfattere, der ikke trænger, som en beskeden del af hyldesten. Men når Venstres kulturpolitiske ordfører fastholder sit forslag om afskaffelse af livsvarige ydelser, tyder det jo på, at Fogh Rasmussens dage i dansk politik er talte.
Selvom jeg ikke har læst Smærup Sørensens ”Mærkedage”, for hvilken han nu har modtaget boghandlernes gyldne laurbær, så vil jeg kalde det en god bog, når den kan kaste en tale/kronik af sig, som den kan læses i dag i Politiken. Politiken glemmer at fortælle, at Anders Fogh Rasmussens tale ved overrækkelsen af prisen kunne læses i Jyllands Posten i går. Det opdagede jeg kun, fordi jeg var til fyseren i går og da lige skulle kaste et blik i avisen på bordet, ind jeg sagde farvel! Hvis man nu ikke ville nævne Jyllands Posten, så kunne man have anført et link til Statsministeriet

Hvem er dum?

marts 1, 2008

Erik Hagens - udstiller til 19. marts i Hillerød 

At andre med andre synspunkter end ens eget kaldes for dumme er jo sjældent frugtbart. Men der kan jo altid ryge en finke af panden. Rune Lykkeberg skoser i dag i Information Bjørn Nørgaard, Klaus Rifbjerg og Henrik Nordbrandt for at pådutte modstanderne af livsvarige ydelser at det, de vil, er at komme kulturen til livs og derfor er – dumme. I referat lyder det jo dumt og jeg husker heller ikke de pågældendes indlæg så unuancerede. Så spørger jeg efter Rune Lykkebergs egne argumenter. Han henviser til Bertel Haarder og Søren Krarup som fyrtårne i dansk åndsliv, der hører til på den side, der er i mod de livsvarige ydelser.Heldigt er det så, at der i selvsamme avis, hov i hovedsektionen er et indlæg af Stig Dalager, der med gode argumenter forklarer hvad sagen drejer sig om, se http://www.information.dk/155762.

 Lykkeberg forstår Venstre og det såkaldte Dansk Folkeparti sådan , ”at  de blot har foreslået en revision af midlerne og en omfordeling fra de livsvarige ydelser til andre former for legater og stipendier.”Jamen det er jo det ”blot”, der er ”dumheden”. Hvorfor en omfordeling? Der gives jo ikke fyrstelige summer til området, så det ville da være helt fint med flere midler til legater og stipendier.Den livsvarige ydelse handler om, at det ikke i et og alt skal være markedskræfterne som bestemmer, hvilken kunst og litteratur vi skal have, sådan som de bestemmer, hvilken leverpostej, der er til rådighed! Det er det kloge. I forhold til alle virkende indenfor kunst og litteratur er de på livsvarige ydelser ganske få. For disse ganske få gælder, at de har en udstrakt frihed til at bestemme, hvad de skal lave eller ikke lave. Markedet fungerer skam stadigvæk. Digtere på livsvarig ydelse:Jeg tæller til 13-14, som vist overvejende skriver digte. At mene at de i Danmark skulle eksistere på markedsvilkår er såeee….åh nej åh nej…Se liste over personer tildelt livsvarig ydelse: http://www.kunststyrelsen.dk/13ec0029

Ønskes: Et royalt indspark i debatten

februar 29, 2008

Vi venter på udspil fra dronningen


Da jeg overvejer, hvad kunne gøres, i debatten om kunstnere på finansloven, ender jeg med at ønske et royalt bidrag til debatten.

Jeg synes det er fint, at vi har det system vi har, med at nogle udvalgte kunstnere livsvarigt kommer på finansloven, som vi siger, og det er ok, den er indtægtsreguleret, men ikke falder helt væk, lige meget, hvor meget de tjener.

Egentlig burde samfundet have afsat et mindstebeløb til alle, et eksistensminimum, for fakta er, at vi vil hjælpe alle, som overhovedet vil hjælpes. Med aktiveringssystemet er man dog tæt på at vende tilbage til fortidens ”arbejdsanstalter”, desværre. Når man betænker, hvad hele den ende af systemet koster, kommer man nok ikke til at miste meget ved at etablere et eksistensminimum. Man tror, at mange vil benytte muligheden for at hænge ud – jeg tror snarere, det ville fungere som et iværksætterprogram.

Nå, men foreløbig har vi så den finanslov og det vil nogen ændre på. De kan slet ikke se vitsen med kunsten som noget særligt. Et indlæg af en fotograf i Politiken torsdag gav dette synspunkt meget godt. Og har man det som han, kan jeg i og for sig godt forstå tankegangen.

Som nogen af debattørerne har påpeget, er der ikke nogen problemer for Venstre i at gå ind for landbrugsstøtten, så den halter lidt.

Det som er svært – er debatten. Vi forsvarere af systemet har ikke megen pondus i forhold til det greb om en folkestemning, som kritikerne har.

Og så er det ærgerligt, at se forfatteren Henning Prins gå lige i fælden i kritiskportal.dk. Han prøver et nuanceret standpunkt, og når det så skal refereres bliver det til: ”Så lad mig lige sluttet med at sige, at jeg af fuldt hjerte tilslutter mig tanken om at nedlægge de såkaldte livsvarige ydelser. Kunstnerne må ud af den ydmygende rolle som tiggere og begynde at kræve noget for deres arbejde.” (Information 280208). Og med et kæmpe (flot) billede, hvor hele indlægget kunne have stået. Lad os nu håbe at læserne går ind og læser hans indlæg, hvor denne citerede svada ikke kan siges at være ganske dækkende. Og for resten – der er da gratis adgang til kritiskportal.dk? Bob bob –

Selv med eksistensen af de livsvarige ydelser er der rigelig antal af folk, der må skaffe penge på anden måde. Disse måder er vist ikke mindre ydmygende. Ham fotografen er da ligeglad, han skal pt ikke ”bruge” kunst og så falder der ikke en klejne -. Det er ikke nok med en ”pris” og at ”forlange” – varen skal også ”sælges”.

Hvis den debat forsætter – så tror jeg kronprinsen skulle tage en pause fra OL-snakken og lige sætte nogle ting på plads. Måske mor kunne lægge ham ordene i munden om kunstens nødvendighed for nationens overlevelse. Jf. hvad  Frederik den VI – hvis det var ham – sagde efter statsbankerotten 1813 – da nogen foreslog at skære støtten til kunsten væk: “Vel er vi fattige, men derfor behøver vi ikke at være dumme !”  

per-olof.dk

Råd til en kommende forfatter

februar 25, 2008

En kat har fundet en plads i solen....

De fleste forfattere behøver vist ikke råd om, hvad de skal gøre. Det er måske en del af selve dette at ville skrive: At der er et svar på: hvad. Men hvis vi nu forestiller os, at en ung person spørger – hvad skulle man så svare? Man kunne få den opfattelse, at vedkommende havde den forestilling, at skulle leve ikke kun for men også af – at skrive. Så må svaret være: Forlad straks landet, flyt hen til et engelsktalende hjørne af verden, begynd sproget forfra. Men hvis du skriver, fordi du ser noget særligt i det sprog, du er vokset op med, så bliv bare og skriv løs. Du skal nok finde en måde at overleve på. Ude i den store verden er der også forfattere, som ikke finder et publikum -.


%d bloggers like this: