Posts Tagged ‘lokalt kulturliv’

Lokal identitet – hvordan?

december 12, 2019

Journalen 2019

Per-Olof Johansson, Allerød

Sjællandske Mediers køb af Politikens lokalaviser set i sammenhæng med Sjællandske Mediers dækning i øvrigt af lokalstof i dagbladene, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne dækning er for hvor opfattelse af vor lokale identitet. Især for os, der bor udenfor København. Trods kommunesammenlægningerne i 1970 og kommunesammenlægningerne i 2007 er der vist ikke foretaget en evaluering af disse epokegørende administrative ændringer af Danmarkskortet. En sådan undersøgelse måtte naturligvis også inddrage lokalavisernes betydning. Vor opfattelse af kommunerne ville uden dem, deres forskelle til trods, netop være det administrative – økonomien, institutioner og planlægning – mens kommunernes indre kultur og dagligdag ikke ville blive samlet op. En ikke uvæsentlig faktor, som også burde indgå, er arbejdet i det lokale foreningsliv og menighederne. Arbejdet i de lokale historiske foreninger og arkiver endda særligt, da deres fokus netop er identitet, både den fælles og den individuelle. Skulle man være i tvivl herom, kan man tage det fælles tidsskrift for adskillige af disse foreninger i hånden, f.eks. Journalen nr. 2 fra i år, hvor de mange af de lokalhistoriske publikationer udkommet i 2018 får omtale. Oven i dette må man tænke sig til de gennem året udgivne medlemsblade.

Nu sidder jeg i Allerød og skriver og tænker naturligvis på de udgivelser som LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har stået for siden starten i 1978. Det kan vel gå an som eksempel! LAFAK har altid loyalt forsøgt at dele sol og vind lige mellem de tre oprindelige kommuner Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse i respekt for sammenlægningstanken. Og her er endda et ikke ubetydeligt link til Lokalaviserne – idet billederne i bogen ’Allerødbilleder 1’ netop stammer fra fotograf Jan F. Stephans donation fra tiden som fotograf på Allerødposten. Avisen gik ind i 1986, efter at være blevet overtaget af Frederiksborg Amts Avis. Nu er Sjællandske Medier som blandt så meget andet ejer Frederiksborg Amts Avis altså gået skridtet videre og har opkøbt Politikens Lokalaviser og dermed også Allerød Nyt, som udkonkurrerede Allerødposten.

LAFAK har i sine 41 år udover medlemsbladet Nøglehullet tre gange om året, udgivet otte bøger, to billedlotterier og sat to af bøgerne gratis på nettet samt opretholdt en hjemmeside. Desuden holdt tre til fire offentlige møder eller ture. Dette bygger på samarbejde med kommunen om et tilholdssted for arkivet samt en foreningsansat arkivar. Et arbejde som slet ikke kunne udføres uden bidrag fra en lille skare frivillige og en stor skare medlemmer.

Internettet får mere og mere betydning for opfattelsen af den lokale identitet og må naturligvis også inddrages i undersøgelsen. Aviserne, foreningerne og kommunen er på nettet, men der til kommer de sociale medier, hvor måske især facebook har en bred vifte af grupper med lokalt fokus.

Selvom der altså ikke eksisterer en undersøgelse af lokal identitet efter disse retningslinjer, synes jeg det er vigtigt, at vi holder os denne ramme for øje og hver i sær vedkender os et medansvar for den lokale identitet i videre bemærkelse end som skattebetalere og forbrugere af kommunal service.

 


%d bloggers like this: