Posts Tagged ‘Oles Liste’

Kommunernes Landsråd

december 7, 2013
KL ikke forening

1974-2013 tog det at få slået hul på KL som foreningskonstruktion

Det er der vist ikke noget som hedder endnu – men jeg foreslår det som nyt navn til den såkaldte Kommunernes Landsforening. Det var min overskrift til et læserindlæg i Frederiksborg Amts Avis 6.12.3013, men avisen syntes bedre om er anden overskrift, som jeg ikke kunne være utilfreds med!

Hvordan kan det være en forening?

Kommunernes Landsforening er en vigtig faktor i dansk politik, men det kan være svært at gennemskue, hvordan den fungerer. Alene navnet kan være med til misvisningen. Forening? Hvordan kan dette offentlige, politiske organ være en ’forening’?

I 1974 rejste jeg sammen med Ole Pedersen fra Oles Liste i Allerød kritikken af, at KL ikke var omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – et spørgsmål vi har taget op igen og igen, når lejlighed gaves.

Da loven blev revideret denne sommer, var der stor kritik af den nye lov på flere punkter. Men vi kunne kun med tilfredshed konstatere, at KL nu ENDELIG blev omfattet af loven i lighed med mange offentligt ejede virksomheder.

De seneste begivenheder, som fritager 58 offentligt ejede virksomheder fra at være omfattet af loven, har dog givet anledning til, at jeg tror, det blot er et spørgsmål om tid, før heller ikke KL er omfattet, trods lovens klare tekst. For KL konkurrerer jo på nogle områder med private virksomheder i en konkurrencesituation, hvilket netop er begrundelsen for at fritage de 58 virksomheder for at være omfattet af loven.

En mængde af KL’s virksomheder er overgået i privatisering, og det kan være, at der stadig er funktioner, som må overlades til det private – det må så være prisen for at være det organ for kommunerne, som KL er. Jeg foreslår, man dropper ordet ’forening’ og benævner KL, som det, det er: Kommunernes Landsråd.  Hvis indtægtsdækket virksomhed bruges som begrundelse for at undgå at være omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – så er det den art virksomhed, man må lade fare – ikke offentlighedens adgang til KL.

*****************

Min omtale af en bog om KL som den fjerde statsmagtklik her

Grundlovsdag 2013

juni 5, 2013

Billede

På en grundlovsdag: Det er jo fantastisk – Lov om offentlighed i forvaltningen er vedtaget. Ja under megen larm og modstand pga paragrafferne, som lukker for offentlighed!

Men hvad man så kan glæde sig over er, at der er slået et hul i Kommunernes Landsforenings eksistens som eksisterende under privatretten – for lov om offentlighed i forvaltningen gælder nu også KL! I kommentarerne til den paragraf bør der henvises til Ole Pedersens og mit arbejde for denne sag siden 1974 – tak for ordet!

Forhistorien om vores indblanding kan man læse her

 http://per-olof.dk/kls_magt.htm

Hvorfor er der ingen der hører efter

september 2, 2010

Christiansborg - her pakker de problemerne ind i hykleri

Som led i denne uges debat om kommunernes økonomi, har Falsk Folkeparti igen søsat  ideen om, at der skal indgås individuelle aftaler med kommunerne. Læs historien i Politiken.

[Mer om samme: Kommunerne nægter at hjælpe hinanden]

I den anledning bliver jeg nød til at gentage dette mit indlæg i min blog fra 29.10.2007:

Aftalerne mellem KL og regeringen er netop løbet ind i valgkampen. Dette indlæg har ligget 10 dage hos Jyllands Posten uden at blive trykt. Så kommer det her:
Det er jo rigtigt, at statsministeren lidt letsindigt har undsagt eksperter (og smagsdommere). Hvad nu eksperterne angår, så er det ufortjent, at han har fået ry af at være den første, som viste dem vintervejen. Når det gælder relationen regeringen/kommunerne har ekspertafvisningen noget nær 35 års jubilæum!
I begyndelsen af 1970’erne kom nogle dengang meget omtalte PerspektivPlan-redegørelser. I PPII fra 1973 kan man så hente dette citat: ”Der må tilvejebringes fælles rammer og faste procedurer for en sådan budgetkoordination, således at væksten i de samlede offentlige udgifter klart bliver placeret som et politisk ansvar, og de politiske styringsinstrumenter hertil bliver udviklet.”
Uanset at snart sagt hvert eneste år har budt på groteske konsekvenser af de manglende politiske styringsinstrumenter, har vi levet videre uden at følge eksperternes råd. Fordi det giver meget mere plads for alskens manipulationer. Som f.eks. at kalde det et ”aftalesystem”, når aftalens ene part (KL) ikke har kompetencen (for det har byrådene hver for sig). Og medierne lader sig troligt år efter år lede rundt i manegen uden at stille spørgsmål til, hvornår der bliver orden på logikken!
Men tillykke til Jyllands Posten som fik lejlighed til at viderebringe den nye variant af en sanktions-trussel, nemlig statsministerens sætning om at: ”Hvis ikke kollektivt indgåede aftaler bliver overholdt, er man nødt til at gå over til at lave individuelle aftaler med hver enkelt kommune.”
Det vil da være ironisk, hvis det skal være en bemærkning af netop ham, der endelig får budgetkoordinationen ind på plads jf. eksperternes råd fra 1973!

I demokratiets tjeneste

november 3, 2009

Forside: I demokratiets tjeneste

En bog af Kristine Andersen: I Demokratiets tjeneste – Fortællinger om kommunalpolitikernes drivkraft , 2009, bringer mig uvilkårligt tilbage i tiden. Jeg deltog i den lokale politik i Allerød i en 20-årig periode, hvoraf seks år i byrådet, men helbredet sagde stop. Det var i 1991, med efterslæb som vandbærer til 1994. Det som slår mig er, at på den måde hun har lavet bogen, hvor ’sagerne’ forsvinder, er der ikke den store forskel på dengang og nu, holdningerne og problemerne er fuldt genkendelige. Jeg mindes meget vel, at jeg tit forsøgte at formidle tanker som dem, hendes interviewofre kommer med, om systemets funktion og om den irriterende ad-hoc deltagelse vælgerne tror er nok for at påvirke! Kommunalpolitik er ikke et område, hvorfra der kommer megen af den oplevede historie. Jeg har for mange år siden lagt vor listes historie ud på nettet Lokallisten i Allerød 1974 – 1994, Oles Liste: http://perolofdk.com/lok2vers.pdf , måske kunne den være til oplysning og en eller anden gavn en dag for nogen! Måske kunne nogen også have nogen fornøjelse af at læse min beretning om borgmesterens mangesidige job fra 1975, Hvad vejer borgmesteren? http://per-olof.dk/demokrat.pdf Karakteristisk for pressens indgang til kommunalpolitik er avisens blikfang fra forsiden: ’Borgmesteren får læst og påskrevet’. Jeg syntes selv, at man kunne misforstå mine hensigter ved, hvad jeg nu ellers havde skrevet i selvsamme avis – og derfor lavede jeg sådan en neutral artikel om borgmesterrollen – men denne neutralitet var ikke nær så spændende, som den kritiske indgang! Årene til trods synes jeg ikke den ligger langt fra den beretning borgmesteren giver i Kirstine Andersens bog.. En væsentlig afvigelse fra dengang er nok, at der vist ikke i dag er meget håb for den politisk interesserede borger for at få en artikel af den længde i lokalavisen!


%d bloggers like this: