Posts Tagged ‘Politiken’

Foran indfødsretstribunalet

september 11, 2016

I dagens anledning. bemærk sat til public domain.

satire

I anledning af at den danske regering har besluttet at undlade at modtage kvote-flygtninge, i modsætning til, hvad der hidtil har været dansk praksis

Reklamer

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Afstemningsresultatet fortolket

december 4, 2015

tårn

Jeg har på facebook efterlyst i hvilket hoved ideen er udklækket, at vi skulle overlade beslutningsretten vedr. afgivelse af suverænitet til et simpelt flertal i Folketinget? Måske er det i statsministerens eget – han er trods alt jurist. I hvert fald satte han straks fingeren på dette ømme punkt, endnu før afstemningen var slut.

Det lader til, at statsministeren er bedre til at fortolke afstemningsresultatet end selveste Politiken. For i Politiken står den 4.12: ” Ja-partierne med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, tilbød vælgerne at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der ville betyde, at Danmark helt frit kunne afgøre på hvilke områder af den europæiske retspolitik landet skulle være med.”

På pressekonferencen ved afstemningens slutning gav statsministeren udtryk for, at han opfattede nej’et som et nej mod, at Folketinget skulle kunne bestemme tilvalget.

Grundloven § 20 stiller krav om en massiv tilslutning enten i Folketinget eller befolkningen til afgivelse af suverænitet. Dette søgte forslagsstillerne at komme uden om ved at slette kravet om folkeafstemning vedr. retspolitik og overlade afgørelser til et simpelt flertal i Folketinget.

Statsministeren har indset, at dette var et vigtigt element i, at afvisningen blev så massiv.

Politiken taler der i mod stadig, som ja-tilhængerne argumenterede: ”..at Danmark frit kunne vælge…”

§ 20 må imidlertid forstås, som den undtagelse det er fra, at “Danmark”  og “Folketinget” er et og det samme. Der er sikkert mange lodder på vægtskålen, men netop denne undtagelse fra reglen er det, vi er mange, som har heftet os ved. Og det er åbenbart den forståelse, som statsministeren har set som en mulighed for at komme videre.

Litteraturtillæg uden Internet

juni 13, 2015
Ib Spang Olsens forside til Arne Herløv Petersen: Himlen under jorden. 1994

En typisk Ib Spang Olsens forside, her til Arne Herløv Petersen: Himlen under jorden. 1994

I dag er et literaturtillæg uden omtale af tekster publiceret på Internet simpelthen komisk. Litteraturen fandt man før 1990 i trykte bøger. Siden er omfanget af ikke-trykte bøger bare steget til helt ufattelige højder. Også før Internet kunne det være vanskeligt at få overblik over litteraturen, ny eller gammel. Jovist,litteraturen består også i dag af trykte bøger. men for de tre aviser, hvis litteraturtillæg jeg læser, eksisterer litteratur som udelukkende publiceres på nettet slet ikke. Så hvordan skal jeg få noget at vide om den?

I dag læser jeg Dagbladet Informations tillæg Litteratur. Det indeholder meget interessant stof, og jeg skal nok få læst noget af det. Men at der er litteratur at finde på Internet, kan jeg ikke få noget at vide om. Før jeg rigtig går i gang med at læse, bladrer jeg tillægget igennem. Jeg kan finde Internet nævnt – ikke bøger eller anden litteratur fra nettet. Mange af de trykte bøger læses jo også på skærmen, men at der ikke skulle være fremkommet noget læseværdigt uden om det trykte ord, tror jeg simpelthen ikke på. Nu ved jeg jo ikke, hvordan bøger til omtale udvælges, så jeg kan ikke vide, om det er anmeldere eller en redaktør, der skal skoses. Men en ting er sikker: De har valgt at vende ryggen til den litteratur, som findes på nettet. Den kan ikke altid karakteriseres som bøger, fordi den dialog der finder sted ofte må kaldes litteratur. Jeg tror, jeg har set anmeldelse af en og anden e-bog, som en slags prøveballon, men for pokker det skal da ikke komme an på publiceringsteknikken om noget skal kaldes ‘litteratur’. Hvis teknikken overlever, vil eftertiden karakterisere megen den udveksling som foregår på facebook for litteratur, og undre sig over vor samtids blinde pletter i så henseende. Mange tekster fra bloggere vil også høre med.

Link til: Mit samliv med facebook

Bøger – er ikke kun NYE bøger

januar 2, 2015

 

BØGER er ikke kun NYE bøger....

BØGER er ikke kun NYE bøger….

BØGER – ikke kun nyudgivelser

Læserindlæg i Politikens tillæg BØGER s.14 21.12.2014

Lillian Munk Rösing skriver i Politiken 14.12.14 om en genudgivelse fra 60’erne, Charlotte Strandgaards ’Indimellem holder de af hinanden’, som altså udkom for 45 år siden og siden blev glemt af litteraturhistorien.

Anmeldere anmelder nyudgivne bøger. Som læser kan jeg få det indtryk, at ’bøger’ simpelthen er identisk med nyudgivne bøger, eller som om nogen vil have mig til at tro, at det forholder sig sådan.

Det er nok, fordi anmelderen fungerer som bogudgivernes forlængede arm, når det ellers går godt. Men selv en dårlig anmeldelse er bedre for udgiverne end ingen anmeldelse. Som boglæser kan jeg ikke beklage dette – hvad jeg beklager er, at det dominerer, hvad der skrives og omtales, når det gælder bøger. Charlotte Strandgaard er jo ikke noget ubeskrevet blad, og det skal da ikke afhænge af en genudgivelse, om en forsker i litteratur får øjnene op for en af hendes bøger. Hvad Lillian Munk Rösing her skriver i anmeldelsen kunne være skrevet for et halvt år siden, og det kunne have haft samme interesse for mig dengang, som det har nu. For udgiveren har det der imod naturligvis stor betydning, at artiklen er en anmeldelse nu, det nægter jeg ikke. Og for mig hvis jeg ønsker at købe bogen. For et halvt år siden kunne jeg have lånt den på biblioteket, eller burde have kunnet.

Måske er der læsere, som overvejende læser nye bøger efter køb-og-smid-væk-princippet. Bognedsættelserne få år efter udgivelsen kan give indtryk af bøgerne som værende ’næsten nye’. Der må dog stadig være en stor del af os, som søger bøger efter et andet og måske mange andre principper.

Vangsgaards Boghandel på hjørnet af Fiolstræde i København repræsenterer nærmest det ideelle i den henseende med sin afdeling for nye bøger, nedsatte bøger, restoplag og så hollandsk auktion på gamle bøger, som ikke var vigtige nok til at indgå i antikvariatet længere nede ad gaden.

Måske har køb-læs-smid-væk-læserne en eminent hukommelse eller deres bogvalg gælder slet ikke noget, der er værd at huske – jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Og det er jo heller ikke den slags bøger, som anmeldelserne synes at angå – hvorfor så i den grad være nyheds og udgivelsesfikserede i sin bogomtale – dét er, hvad der undrer mig.

Giv anmeldere plads til at skrive andet end bundne opgaver fra redaktionens bog-fordeler, så vil tillægget BØGER kunne leve op til sit navn og sine versaler!

 

post scriptum: Jeg ved da godt, at der udkommer flere bøger, end der kan anmeldes. Når jeg vil have nævnt ældre bøger og ikke kun ved genudgivelse, handler det om proportionerne…

Læs! Læs!

november 5, 2014

 

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden...

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden…

 

Om nu kronikken står i avisen eller her, er vel det samme? Hvis læseren vil læse?

 

Følg i så fald dette link til PDF: Læs! Læs!

 

 

 

Politiken får nyt magasin på nettet –

december 3, 2013

Visit my friend Angry

Visit my friend Angry http://per-olof.dk/cartoons/first.htm

Ifølge Lars Grarup (Politiken 1.12.2013)  er Politikens nye magasin på nettet målrettet ‘fordybelse’. Al ære værd. Men der er et eller andet her, der skurrer i mine ører. Jo journalisten kan selvfølgelig fordybe sig i et emne, men i bund og grund er journalistikkens basis ‘nyheden’, den daglige nyhedsstrøm. Men journalistikken er fra denne basis rykket op i en anden vægtklasse ifølge sin selvforståelse, en vægtklasse som jeg kalder journalisme, som mener sig berettiget til at sætte målestokken for alt, der skal videreformidles, det er pisken over nakken på al kunst, al litteratur. I stedet for at formidle litteraturen lægges der en norm for hvilken litteratur som er det – og sådan med kulturen i det hele taget. Men men – det er da ikke journalistikken, som skal stå for fordybelsen, det er filosofferne, digterne, kunstnerne, artisterne, ja også spinatfuglene, som vel knapt eksisterer mere – lad så journalisterne være deres ydmyge tjenere.

(min kommentar på facebook d.d.)

Er der bagatelgrænse for digte?

november 11, 2013
Rønnebærbilled

Rønnebærene er faldet til jorden i frosten

Som så mange andre har jeg selvfølgelig læst ’Yahya Hassan’ i et rap, godt skrevet, hårdt at læse!

Det faldt mig så ind, at jeg måtte bringe dette 20 år gamle digt på banen. Det blev første gang offentliggjort på nettet i det som hed ’PolOnline’ i 93 eller 94 – anledningen til at det blev skrevet, mindes jeg ikke, men sikkert under indtryk af, at poesien har to hjørner – det hårde og det bløde. Jeg prøver vel her at få de to ender til at mødes. Og jeg synes, mit digt kan tjene som et svar til Jes Stein Pedersens udtalelse i lederen i ugens tillæg BØGER til Politiken (2.11.2013):

”Men Hassans succes er ikke kun en opmuntring. Den er også en målestok for, hvad det nu lige er for bagateller, så mange andre danske udgivelser handler om.”

Et digt bliver da ikke en bagatel, fordi det ikke omhandler livets katastrofer– det kan ikke være katastroferne, som er livets mål. Den anden side af spektret har vel også sin betydning og sin egen vægt. I øvrigt er et tema i min seneste udgivelse ’Henvendelser som digte’ min yngste søns død. Skal det nu kaldes en bagatel, fordi digtsamlingen ikke vinder anerkendelse og sorteres fra ved anmeldelse?

HER ELLER NU

Det var et mærkeligt digt,

digt uden den 3. verdenskrig,

digt uden tortur og voldtægt,

digt uden selvmord, transplantationer, kunstige fødsler,

uden blodtransfusioner, scanninger,

hjertestop, digt uden flugt, fald fra 4. sal,

digt uden mafiamord, uden butiksplyndringer,

digt uden 3. grads forbrændinger,

et digt uden incest eller børnerov,

digt uden politikermord, færdselsuheld,

ingen vulkanudbrud, oversvømmelser,

terrorbombninger, sneskred, jordskælv,

ingen børn der myrder børn,

et digt uden et skud, uden en pisk,

et digt uden nøgne sønderrevne lemmer,

et digt uden AIDS og HIV,

et digt uden et svineslagteri,

et digt uden bekendelser om rovmord,

hustruvold, druk, narkomisbrug,

ligskænding,

et digt uden angreb på offentlige

myndigheder, naboer, forældre, børn,

gamle legekammerater,

et digt uden skrig om hjælp,

uden antydning af appel,

et digt uden allergi, kravlende orme,

savlende monstre,

et digt uden afsløring af den elskedes intimeste

dele og tanker, et digt uden modløshed,

et digt uden overhængende livsfare.

Et mærkeligt digt af en virkelighedsfjern person.

Per-Olof Johansson

Suzanne Brøgger har til dels ret

oktober 16, 2012
Per-Olof Johansson: Collager af collager c poj.dk

Per-Olof Johansson: Collager af collager c poj.dk

”Hvad er det da, der afholder så mange forfattere fra at rykke ud med hele sproget og skrive kronikker?” skriver Suzanne Brøgger i Politikens kronik 14.10.12 – Men hvad ved vi egentlig om, at de ikke skriver de kronikker? Hun og Klaus Rifbjerg har måske ikke noget problem med at få en kronik trykt – det tror jeg da, der er en del andre, som har. Før var der så ingen anden vej end at finde en anden publikation, nu er der imidlertid Internet, og jeg gad nok vide, hvem der her har et overblik. Javist skrives der mange klummer, også på nettet, men der skrives også længere. Det sker jo tit, at man i stedet for at sende et kronikforslag og vente 3 uger på et ’nej tak’, sætter sin artikel på hjemmesiden eller bloggen. Hvem der på nettet ser hvad og med hvilke konsekvenser, kan vel ingen rigtig vide. Min erfaring gennem mine snart tyve år på nettet siger mig dog, at der er der en læserverden udenfor Valby bakke. Tit ikke så stor i antal, ikke derfor mindre seriøs end der, hvor der er kø.

I sin karakteristik af kronikken, som den fremstår, synes jeg hun har meget ret. Årsagen til miseren er nok den journalistiske fokusering på debat og nyheder. På Politikens hjemmeside finder man ’Kroniken’ under menupunktet ’Debat’. Redaktøren burde hefte sig mere ved underoverskriften ’Daglig fordybelse siden 1905’. Det behøver ikke absolut at betyde en tilbagevenden til typen ’En morgenstund ved Øresund’.

Sendt til Politiken søndag – afvist tirsdag – det var da hurtigt! 🙂

 


%d bloggers like this: