Posts Tagged ‘Søren Kierkegaard’

Kierkegaard i fraktur

maj 4, 2013

Billede

Søren Kierkegaard – tegnet skitse af Wilhelm Marstrand.

Jeg har bemærket, at 2. udgaven af Søren Kierkegaards samlede skrifter blev trykt i fraktur – krøllede bogstaver – men har ikke nærmere læst begrundelsen. Men spørgsmålet et jo, om en tekst er helt uafhængig af skriftbilledet? I hvert fald er det nærmere Søren Kierkegaards egen tid at læse en tekst af ham i fraktur, derfor stilles dette afsnit af ’Opbyggelige taler i forskellig ånd’ i skannet version, – skønt kun en 2. udgave fra 1862 – til læserens disposition.

 

LÆS VIDERE HER

Digt frit efter P.L.Møller

marts 17, 2008

J.Th.Lundbye: En Jordefærd

Til et billede af J. Th. Lundbye, teksten af Per-Olof Johansson 2008, frit efter P. L . Møller, i Tidsskriftet Gæa 1845, p. 350-51 ,
P.L..Møllers tekst, dels scannet, dels revskrevet, plus poj-version, pdf-fil.


De gik hjem alene, uden at mæle et ord

Op ad den møgbeskidte trappe i baghuset, hvor de bor

Næste dag i skolen er der kun skæld ud
Men hun havde jo ikke kunne læse for gråd, ved gud

Hun havde tygget på en sølle skorpe, så ikke det hun læste
Far tømte en flaske ovre fra krogen og blæste – på alt

Han havde selv måtte velsigne de tre skovlfulde jord
Ingen var mødt med et trøstende ord.

Drengen kom til at hvile sammen med mor
Hedder det, i samme kolde seng så uendelig stor

Far på billedet i sin tyndslidte frakke, en dag med tåge
Med kisten under armen, ind ad kirkegårdens låge

Et stykke tøj om kisten og op om halsen afhjælper vægten
Af  kisten, så er han klædt på til begravelsesakten

Lille grædende pige klynger sig til hans frie hånd
Det  fedtede tjavsede hår har ikke set kam eller bånd

Hendes kind er bleg, indfalden af sorg og elendig kost
I træsko, grå grå kjole og hænder røde af frost

Far går med store hurtige skridt
Hun kæmper for at følge med, tørrer kinden tit

De er hele følget på vejen, ingen fjern eller nær
Vil kendes ved den fattige mand og hans barn, du ser
På billedet af Lundbye, som selv så dem der.

*******************

 De direkthed, som præger P.L.Møllers prosa i debat med Søren Kierkegaard, fik han ikke med over i sine digte. Så min version er et forsøg på engang at rive digtet løs af fortidens digtkonvention og fastholde det i dets egen tid, dog med nogle versfriheder, som vel ingen dengang ville tage sig.


%d bloggers like this: