Posts Tagged ‘samarbejdspolitik’

Danmark før 9. april 1940

juli 11, 2020

tidligere brugt illustration kan også passe her. Indlægget er skrevet 2015, men åbenbart ikke brugt.

Før 9. april 1940

Der er gode grunde til, at Danmark på baggrund af den nærmeste fortid blev medlemmer af NATO og stadig er det. Skal vi endelig fantasere, kunne vi have ønsket et forsvarssamarbejde før 1940, men det var ikke en mulighed, så derfor kan man ikke snakke om 30’ernes politik, som om der var en reel forsvarsmulighed dengang. Danmark var alene. Der var end ikke samarbejdsaftaler med hverken Norge eller Sverige.

Når der derfor tales om, hvad Danmark kunne have gjort for at forhindre eller i det mindste forsinke besættelsen af hensyn til Norges forsvar, er det en gratis omgang. Begivenhederne kunne naturligvis ikke have afspillet sig, som de gjorde, hvis den førte politik ikke havde været, som den var. Men det var en politik, som flertallet stod bag.

Det er vanskeligt at skrue tiden tilbage, men selvfølgeligt er det tilladt at overveje et andet scenarie end det, som blev resultatet af denne politik. Det har været en populær sportsgren lige siden, og ved hver mærkedag popper den op. Men der er da ingen grund til ikke at tro, at den valgte politik byggede på en overbevisning om, at en mere militaristisk politik ville få katastrofale følger for landet. Nu afspillede der sig noget andet. Jævnfør gode gamle normer var samarbejdspolitikken lidet ærefuld i modsætning til modstandsbevægelsen. Men nøgternt betragtet, så var det denne dobbelthed, som blev forudsætningen var vor overlevelse. Det blev resultatet af helt modsatrettede planer. Hvorfor er det kun destruktion som kan få navn af eksistenskamp?

Så hvis man vil overveje de positive resultater af en anden politik 1933-40, må man også inddrage mere detaljerede overvejelser af de mulige negative konsekvenser af en sådan politik. Hvor mange menneskeliv ville det have kostet i værste fald, hvilke bygninger, historiske mindesmærker, kunst osv ville vi i dag være foruden hvis og hvis. Det kan ingen vide, men om alle de andre øvrige hvis’er, som Jørgen Bro 4.5.2015i Frederiksborg Amts Avis er så overbevist om at kende svaret på, ved vi noget som helst. Jeg kan ikke se andet end, at det eneste, der begrunder den megen snak, er at få en behagelig baggrund at profilere sig selv på.

Interessant er Jørgen Bros forslag til hvordan konfrontationen ved grænsen burde være forløbet med ”en parlamentærgruppe, som nok skulle protestere over folkeretsbruddet, men i øvrigt tilsagde de tyske styrker den fornødne støtte til en gnidningsfri besættelse af landet, som det jo faktisk skete et par timer og 16 faldne senere.” At det ikke skete på den måde, som vel alle i dag synes måtte være den rimelige måde, fortæller os måske noget om den usikkerhed beslutningstagerne stod i. Måske var de rent uheld? Forslaget er ikke nyt, det kan læses i den mere eller mindre nazistiske Bent Holsteins bog fra 1941 ”Demokratiets vildfarelse. Dansk udenrigspolitik 1864 -1940”:

”Hvis vore Troppeafdelinger om Morgenen d. 9. April havde haft Ordre til at modtage Tyskerne passivt, men i behørig Orden, med Gevær ved Fod, fuldkommen forberedte og klare paa Situationen, saa vilde dette ikke alene have været i Overensstemmelse med Regeringens af den Egne forroste Militærpolitik, men det vilde ogsaa under de givne Forhold og Vilkaar fra den nationale Værdigheds Synspunkt have været uangribeligt. I Stedet for fik vi paa Grund af Regeringens intellektuelle og moralske Begrebforvirring en Række Scener af national Forsmædelse, der i det danske Folks Historie, Gud ske Lov ikke har sin Lige.”

Han mener som Anders Fogh Rasmussen og Jørgen Bro, at det var vanærende. Godt var det ikke, men hvem eller hvad der forhindrede, at beskeden nåede frem om at stoppe kampen, ved vi endnu ikke, og får det måske aldrig at vide. Hvorfor virkede den telefon ikke? Uheld er ikke nødvendigvis vanærende.


%d bloggers like this: