Æblet faldt måske ikke langt fra stammen –

Hvad min farfars morfar skrev, da han gik ud af skolen i Glimåkra 1812 som tolvårig..

ÆBLET FALDT MÅSKE IKKE LANGT FRA STAMMEN

Per-Olof Johansson 

Vi arver gener – men også historien. Kombinationen af gener, historien og hvad livet byder på for hver os, kan ikke forudberegnes, men set i bakspejlet  fremstår måske nogle sammenhænge, vi ikke var opmærksomme på undervejs.

Mine bedsteforældre og deres forældre var kurvemagere i kraft af de muligheder, deres samtid bød på, der hvor de boede i Nordøstreskåne i slutningen af 1800-tallet. Mine forældre blev også kurvemagere på grund af de muligheder, Danmark bød på i deres tid og på grund arv, ja ikke i penge for det var pga farfars og hans brors konkurs at overtagelse blev nødvendig og efter ønske af en bank og søskende, men altså en arvet uddannelse.

Pappa var uddannet tømrer og blev kurvemager fra barndommen af. Mamma havde kurvemageri også med sig fra barndommen af. Bror Arne blev også uddannet som tømrer, overtog kurvefabrikken og forvandlede det til et enmandsfortagende, lavede lampeskærme, spånkurve og kunst. Hans tvillingebror blev præst og digter. Også i den rolle er der nedslag i slægtstræet, præster her og der. Ældste bror blev kemiingeniør, labratoriechef, medopfinder af kattegrus. Kunne spille med gehør, forsker. Kan ikke finde hans lige i slægtstræet, måske fordi jeg ikke ved nok. Forskertræk først at se i den efterfølgende generation i en niece.

Næste bror i rækken blev lærer, men rundede først bogtrykker, kurvemager og sømand. Bagude ses en del lærere. Selv blev jeg en uexamineret pædagog lidt på samme linje, digter, forfatter, politiker. Jeg ser selv sammenhængen bagud på mange punkter. Læsere er der spækket med bagude. Kurvemager blev jeg ikke, men jeg skrev en bog om dem ‘En tid med spånkurve’.

Vi havde ved kurvefabrikken et stort areal, der var beplantet med frugttræer. Om det var pappa eller farfar – jeg mistænker den sidste – der etablerede den lille plantage ved jeg ikke. Om de i perioder solgte frugt ved jeg ikke. Vi fik i hvert fald lavet æblemost på Usserød Bryggeri. Men pludselig slog det mig, at det var slægtstræet igen. Farfars morfar Niklas Larsson i Örkened spillede sin gård væk og fik kun et mindre torp for sig og familien, men stort nok til at der plantedes frugttræer på grunden. Han gik siden rundt og solgte bagværk og frugt, om søndagen ved kirken. En lokalhistoriker bedømmer ham som en udygtig bonde, mens en anden tillægger ham initiativ og innovation. Så den plantage i Lillerød var måske en opfølgning på en erindring, en arv.

Hvor ens efterfølgende generationer kan finde spor – vil jeg lade dem om at fundere over.