Posts Tagged ‘Vivaldi’

Jesper Christiansen maler

september 16, 2020

Plakaten…er et maleri!

Vi nåede det! Så Jesper Christiansens mangefacetterede udstilling ‘De fire årstider’ på Odsherreds Kunstmuseum.

Det var en stor oplevelse, en af dem, der smitter af på oplevelsen af verden. Jeg kan jo se, hvordan Jesper Christiansen ville male den murstensmur, det træ, den brolægning.

Kom til at tænke på tiden efter jeg nærsynede havde fået briller 1959. Træerne fik blade, jordvejen fik småsten.

Der følger naturligvis en landskabstur med på besøg på Odsherreds Kunstmuseum. Vi besteg Esterhøj fra den stejle side. Vi var i Asnæs Kirke. Vi havnede i Rørvig og sejlede hjem i smult vande – som på en sommerdag!

Der ligger links til to gode film med Jesper Christiansen på museets hjemmeside.

Jeg gendigtede en gang for længe siden (engang sidst i 60’erne) teksterne til Vivaldi.

EFTERÅR

Folk på landet fejrer det med dans og sang,
for høsten er heldigt i hus og alle er glade,
en guddommelig rus sætter ting i gang
som lå gemt under søvnens overflade.

Og så holder alle inde med at synge og danse,
for den klare og skarpe efterårs luft giver ro.
Årstiden indbyder enhver til at standse
ved musikkens tærskel, alene to.

I morgenens tusmørke går jagten ind,
med hornmusik, riffel og knækkende kviste.
Hundene gør og vilddyret såret i sind og skind

jages til at lade sig overliste.
På flugt for klapperne går det trin for trin
ind i døden, forfulgt til det sidste.

 

Link til alle fire årstider finder du her på min blog for Bonde-Practica https://bondepractica.wordpress.com/2009/09/28/de-fire-arstider/

Vivaldi: Sommer

juli 29, 2012
Sommer 2012 på Frilandsmuseet

Sommer 2012 på Frilandsmuseet – foto poj

Sommer

Glødende, uden at ånde, står verden stille,
glødende, matte er hyrder og mennesker,
prøvende sætter en gøg i med at ville
sætte musik til, og se! hvad der sker:

En gren bevæges, og atter andre,
en luftning et åndedrag, som svulmer til hvirvelvinde,
og hyrden jamrer ved naturens bukkespring,
som får hans magt over dyr til at forsvinde:

Den trætte flok ser sig sin ro berøvet
af frygt for lynet og den rullende torden,
sværme af fluer, hvepse, stormen og støvet,

haglene mejer de fulde aks ned til jorden,
med lyn og torden bliver luften gennemprøvet:
til alle åndedrags rytmer er i orden.

Fra: D e  f i r e  å r s t i d e r
Antonio Vivaldi (1678 -1741).
Gendigtet af Per-Olof Johansson


%d bloggers like this: