Posts Tagged ‘Weekendavisen’

Glemt folkelitteratur?

januar 29, 2016

 

forside

Hvis du har brug for den positive historie, så køb denne bog.. http://www.hanstholmasylcenter.dk/mad-og-fortellinger-fra-et-asylcenter.html

Per-Olof Johansson, Lillerød, svarede i Weekendavisen 8.1.16 på en klumme – man kan ikke linke til Weekendavisen, så man må rundt om papiravisen for at se klummen. Den dag mit svar blev trykt, var der et indlæg yderligere med samme mening af Knud Holch Andersen i Hillerslev:

Søren E. Jensen mener i en klumme i Weekendavisen 23.12.15, at have identificeret en glemt folkelitteratur. Som udgangspunkt lyder det positivt. Klummen viser sig dog at være ganske nedladende: ”Der er noget rørende ved…at der findes et enormt litterært marked helt uden for branchens og mediernes søgelys.” Hans research lader ikke til at have været omfattende, alligevel tillader han sig at konkludere, at  ”lokalbøgerne bemærker sig sjældent ved nogen fremragende, litterær kvalitet”. ”Tvært imod må man typisk leve med, at skribenten kun med nød og næppe er i stand til at overholde syntaksen..” ”Typisk” siger han, så må vi tro, at han har været ganske meget igennem. Jeg tvivler.
For hvilke bøger taler han egentlig om? Han interesserer sig ikke for bøger om Silkeborg f.eks, men ”hvis bøgerne handler om barndomsbyen Esbjerg, var det straks noget andet.” Det lader til at det er ham og ikke de mange forfattere, som har et indsnævret syn. Han nævner som eksempel ”Silkeborg under Besættelsen”. Hvorfor skulle jeg boende i Allerød ikke interesserer mig for tyskernes millitærhovedkvarter under Besættelsen, bare fordi jeg ikke har boet i Silkeborg? Hvorfor kan det ikke interessere resten af landet, at man i ”Folk og Minder fra Nordsjælland” kan læse en artikel om Grevinde Danners forhold til Nordsjælland, eller artiklen om maleren og grafikeren Hans Nikolaj Hansen? Hanstholm Asylcenters udgivelse ”Mad og fortællinger” er udgivet lokalt, men har da både med sit indhold og som initiativ interesse ud over lokalområdet. Megen af lokallitteraturen er i øvrigt ikke skrevet af enkeltstående, uformående forfattere, men er lavet af mange i samarbejde. De lokalhistoriske arkiver og foreninger er rigt repræsenteret med årbøger, som man kan læse anmeldt i Journalen nr. 2/2015, et lokalhistorisk og kulturhistorisk tidsskrift udgivet af Dansk Lokalhistorisk Forening og Sammenslutningen af Lokalarkiver. Ud fra klummen kan man tro, at den litteratur Søren E. Jensen taler om, er skønlitterær, men mest er det vel at betegne som historisk faglitteratur? Når forlagene ikke har interesse for disse udgivelser, er det naturligvis, fordi der ikke er penge at tjene, oplagene er for små. Men dette burde ikke være en grund til for medierne til ikke at beskæftige sig med bøgerne og opsøge det, der kunne have interesse for en større kreds. I disse udflytnings – og centraliseringstider, kan det udmærket have interesse uden for Nordsjælland, at f.eks. det nyoprettede Museum Nordsjælland er kommet med sin første årbog ”Alle tiders Nordsjælland”.
Hvem er al denne litteratur glemt af? Nok af dem der lever af statsstøtte som public service organer, hovedstadspressen og tv. Det mener Søren E. Jensen vi skal affinde os med. Jeg mener tværtimod, de burde være forpligtede på at rette søgelyset mod den, omtale og deltage i vurderingen af den.

Apropos http://perolofdk.blogspot.dk/ 29.1.16 :

Public service – skal ikke være den forlængede pr for det etablerede..

Litteraturtillæg uden Internet

juni 13, 2015
Ib Spang Olsens forside til Arne Herløv Petersen: Himlen under jorden. 1994

En typisk Ib Spang Olsens forside, her til Arne Herløv Petersen: Himlen under jorden. 1994

I dag er et literaturtillæg uden omtale af tekster publiceret på Internet simpelthen komisk. Litteraturen fandt man før 1990 i trykte bøger. Siden er omfanget af ikke-trykte bøger bare steget til helt ufattelige højder. Også før Internet kunne det være vanskeligt at få overblik over litteraturen, ny eller gammel. Jovist,litteraturen består også i dag af trykte bøger. men for de tre aviser, hvis litteraturtillæg jeg læser, eksisterer litteratur som udelukkende publiceres på nettet slet ikke. Så hvordan skal jeg få noget at vide om den?

I dag læser jeg Dagbladet Informations tillæg Litteratur. Det indeholder meget interessant stof, og jeg skal nok få læst noget af det. Men at der er litteratur at finde på Internet, kan jeg ikke få noget at vide om. Før jeg rigtig går i gang med at læse, bladrer jeg tillægget igennem. Jeg kan finde Internet nævnt – ikke bøger eller anden litteratur fra nettet. Mange af de trykte bøger læses jo også på skærmen, men at der ikke skulle være fremkommet noget læseværdigt uden om det trykte ord, tror jeg simpelthen ikke på. Nu ved jeg jo ikke, hvordan bøger til omtale udvælges, så jeg kan ikke vide, om det er anmeldere eller en redaktør, der skal skoses. Men en ting er sikker: De har valgt at vende ryggen til den litteratur, som findes på nettet. Den kan ikke altid karakteriseres som bøger, fordi den dialog der finder sted ofte må kaldes litteratur. Jeg tror, jeg har set anmeldelse af en og anden e-bog, som en slags prøveballon, men for pokker det skal da ikke komme an på publiceringsteknikken om noget skal kaldes ‘litteratur’. Hvis teknikken overlever, vil eftertiden karakterisere megen den udveksling som foregår på facebook for litteratur, og undre sig over vor samtids blinde pletter i så henseende. Mange tekster fra bloggere vil også høre med.

Link til: Mit samliv med facebook

Må vi så være her

marts 18, 2011

Forside til Tove Ditlevsen: Pigesind.

[Sendt til men ikke trykt i Weekendavisen. Der er i dag årsmøde i Lyrik-gruppen i Dansk Forfatterforening, så det må være en passende dag at slippe teksten fri! Tove Ditlevsen behøver jo ikke at have tænkt på sig selv, da hun spurgte, hvorfor Danmark ikke agter sine digtere…]

Klaus Rifbjerg, vor frontfigur i overgangen til modernismen i dansk digtning, kommer i sin erindringsskitse om Tove Ditlevsen (WeekendAvisen 4.3.11)  med en sidebemærkning om digterscenen dengang og nu, som er værd at lægge mærke til: ”I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvor stor forskellen i det litterære miljø mellem dengang og nu var. De unge digtere, man kendte og læste, havde hver deres særpræg og kunne ses tydeligt, mens billedet i dag med poetry-slams, forfatterskoler, Litteraturhaus og guderne må vide hvad, er mere flimrende og diffust. Der går simpelthen 13 digtere på dusinet, og de vil nok dø af grin ved tanken om dem fra dengang, der trådte op med deres alvor i maksimalbukser og islandsk sweater og falbød varerne, som et ærbødigt publikum tog imod, mens de stoppede fynsk tobak i piben og pulsede løs.” – Ja rigtig nok var der meget mere at nævne, ikke mindst Internet med utallige scener, for i dag præges digterscenen ganske rigtigt af mangfoldighed. Men det lyder ikke som om Klaus Rifbjerg anser dette for noget positivt.
Det virker som om denne usikre holdning til fænomenet er vidt udbredt, tydeligst i anmeldersegmentet. Her er Lars Bukdahl mærkeligt nok ingen undtagelse, han har blot valgt nogle andre digtere til sine helte end flertallet af anmeldere – mangfoldigheden dyrker han ikke.

Modernismen gjorde ifølge Klaus Rifbjerg op med ”..en lyrisk tradition, der ikke længere havde det nødvendige oktantal til at få ordentlig skub i tingene.” Det Torben Brostrøm i en program-artikel kaldte det ’umådelige mådehold’. Det sentimentalitetskorset, som Rifbjerg siger, Tove Ditlevsen kæmpede med at få rystet af sig og mange med hende, er dog vel ikke i sær knyttet til den lyriske tradition, for sentimentaliteten har da snarer endnu bedre udfoldelses-muligheder i de tvangfrie former! På forhånd at afskære sider af vores følelsesregister såsom sentimentalitet og patos fra digtningen, er da latterligt, men en forklarlig konsekvens af kampens hede, hvor man tit får smidt barnet ud med badevandet! Altså kræver det i dag noget særligt at slå igennem på de fronter, og det ville være befriende, hvis nogen af de ramte i stedet for forsigtigt at stille spørgsmålet: ”Må vi være her?” kunne få sig til at stille kravet:
” Må vi så være her!”

Anmeldere og litteraturforskere burde omfavne mangfoldigheden på nutidens digtscener og forstå, at der i mangfoldigheden ligger store værdier både for udøvere og alle andre. Som det er, er scenerne der – men begrebsapparater, der kan acceptere dem, har vi åbenbart ikke til rådighed.

Efterregning til Weekendavisen

august 28, 2009

Weekendavisen vil gerne have mine penge -
Weekendavisen vil gerne have mine penge –

Efterregning til Weekendavisen fra en pensionist

 Per-Olof Johansson

 Weekendavisen har sikkert ikke så få på efterløn og folkepensionister som sine læsere. Hvad angår mig, har redaktøren med sin leder 28.8.09 ”Efterregninger”, gjort regning uden vært. Som artikel kunne jeg måske have ladet det passere. Skal jeg virkelig abonnere på en avis, der i den grad nedvurderer mig, som det i dag sker i Anne Knudsens leder om efterløn og folkepension. Skal det virkelig være nødvendigt at gribe til de helt elementære argumenter for disse udmærkede ordningers indførelse?

Folkepensionen fremstilles som om vi over 65 år malker samfundsøkonomien, hvor sandheden er, at folkepensionen er et eksistensminimum, som vi har indført belært af fortidens forsyndelser over for de, som med deres arbejde i deres aktive liv bar samfundet.. Hvis det er at forudse, at samfundsøkonomien i fremtiden bliver stram, er det naturligvis nutidens opgave at sikre, at midlerne til at løfte den opgave er til stede. Det mål kan selvfølgelig ikke nås ved at tillade at værdistigningen på samfundsskabte værdier som boligerne og jord går i private lommer. Det kan naturligvis ikke nås ved skattestop og ved skattelettelser til fordel for egen vælgerskare.

Når efterløn omtales – så nævnes, men lægges der slet ikke vægt på – at den opnår man kun ved at have bidraget til den i mere end en forstand, nemlig med sit arbejde og ved at betale til den! Det er en leder fuld af demagogi.

Læren af krisen, som fra USA ruller ud over verden, burde ikke være svær at sætte ord på for hver den, hvis private pensionsordning nu er forsvundet ned i et sort hul. At hægte ansvaret op på enkeltpersoner er den mindste del af sandheden, sandheden er, at krisen skyldes en systemfejl. Læren burde også udbrede sig til Danmark. Den nuværende regerings fordækte snigløb mod at løfte i fællesskab til fordel for et mere eller mindre underforstået ”every man for himself”, har naturligvis en fortaler i en redaktør for en konservativ avis. Alle avisens øvrige gode fortjenester til trods – så er nok nu nok. Den må klare sig uden mine støttekroner. Det er jo, forstår jeg, så ganske ufortjent jeg får dem. Jeg kan kun opfordre mine medpensionister til at drage samme konsekvens af denne uforskammede leder.


%d bloggers like this: