Blå sutsko

Man kan se dem over hele byen og inde i skoven. Der hører de ikke hjemme, men som den hvide mand spredte vejbred, hvor han kom i Amerika og planten derfor fik navnet den hvide mands fodspor, kan man følge os rundt omkring med blå sutsko. Af pla-stic. Meget brugte i institutioner, hvor vi ikke ønsker at folk skal slæbe snavs ind. I hast kommer nogen ud af døren igen – og hu-sker måske først de blå sutsko nede på stationen. Eller 50 meter væk. Eller på skovturen. Måske ligger de også bare, hvor de nu ligger, bragt derhen af blæst, kuling, storm! Vi får det aldrig at vide.
Hvor kommer de fra? Da jeg en morgen sidder og lægger ny for-syning ud, prøver jeg i tankerne at følge dem ud i verden før de har nået frem til os: Er det en fabrik i Østeuropa, Indien, Kina eller hvor? Jeg starter med at filosofere over pakningen. Ti sutter er rullet sammen og samlet med en simpel elastik, snoet to gan-ge. Kan dette være gjort maskinelt? Sammenrulningen er meget ens men det er måske alligevel håndarbejde, når elastikken er snoet? Det tænker jeg tit på, til tanken en morgen søger sig lidt længere frem i skoene. Der er jo også en elastik i sutten selv – hvordan kom den der? Jeg sprætter en kasseret sutsko op og kan konstatere, at den er et stykke rektangulært plastic, som er foldet en enkelt gang og svejset i enderne. Elastikken sidder i en fold på toppen, altså må denne foldning til en løbegang været lavet efter anbringelsen af elastikken. Altså må man have et apparat til at spænde skoen ud, sætte elastikken omkring den og klemme løbe-gangen sammen. Jeg beslutter, at det må være en maskine. Sik-kert en som laver en frygtelig larm. Der er mange maskiner ved siden af hinanden. Der bruges mange blå sutsko i den civiliserede verden, vejret er generelt dårligt, vådt er her, og den lave pris indikerer også, at der fabrikeres en uendelighed af dem.
Hvad ønsker du dig til jul? Engang kunne det være Politikens håndbog Hvem Hvad Hvor. Den fortalte med instruktive tegnede forløb, hvordan øl fra byg og gær og humle blev til øl, på sidste tegning så man ølbilen køre af sted. Politikens håndbøger er ikke hvad de var. I dag er større bare bedre, hvor mottoet dengang vist var lille og praktisk. Håndbog var noget man kunne have i hån-den og i sengen. I vore dage forventes vi alle at have en læsepult eller mindst et coffetable. Men jeg ønsker mig en sådan tegning af en sutskos historie, i et format til sengelæsning.

per-olof.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: