Eske K. Mathiesen og Sverige

juni 21, 2021

Den danske digter Eske K.Mathiesen (1944-2021) var en svoren ven af Sverige. Jeg har grebet fat i et katalog for en udstilling på Sophienholm 1999. En udstilling med både Döderhultarn og Sven Ljungberg og Eske skriver om begge. Her udfolder han sin viden om svensk kunst og svensk litteratur, så let og dog koncentreret, at kataloget vil være en god introduktion til Sverige for enhver dansk ødegårdsejer, når der skal købes en bog på et loppemarked. Når man først har haft fingre i dette katalog, lån det om ikke andet på biblioteket.

Bengt av Klintberg skiver om Eske K. Mathiesen:”Men han känner sig ochså hemma i småländska sommertorp, och han är bättre orienterad  i svensk kultur än de flesta svenska. Han har skrivit böcker om Sven Ljungbergs och Döderhultarns konst och har tolkat Sigfrid Lindströms sagor och fru Lenngrens dikter till danska. I diktsamlingen  Stikkelsbær (2006) förekommer  Östermalms saluhal, Waldemarsudde och Gröna Lund.”

Eske K. Mathiesen skrev i bogen

Skvalderkål 2014:

Jeg kan ikke skrive mere.

Jeg ved det godt.

Og blyanten ved det.

Den er stiv af skræk.

I bogen Vinterfluen 2009 skrev Eske i et ps til mig, som netop havde udsendt ‘En tid med spånkurve’: “Som du kan se, har og vi vinterfluer svenske forbindelser”.

Skulle man være i tvivl herom, kan man gå ombord i hans og Jens Bohrs Billedlotteri fra 2013, som også findes som bog.

Han har også skrevet katalogtekst til en udstilling med kludetæpper.

Nogle få af hans digte er oversatte til svensk af Jonas Ellerström 2012 ‘Att lyssna till lärkan’ med Forord af Bengt av Klintberg. Forside uden titel.

Eske døde 4. juni 2021.

Af ikke-historikere

juni 20, 2021

Danmarks historie fortalt af ikke-historikere

Efter nu at have læst Flemming Chr. Nielsen bog:” Sort hedder en sten -Mellem hedenskab og kristendom I 1000 år ” til ende, falder det mig ind, at han indgår i en kæde af ikke-historikere i Danmark. Hans udgangspunkt er vel ikke ukonventionelt- at det tog lang tid at sige farvel til hedenskaben – men han følger den røde tråd til vore dage med spændende eksempler, som det vist ikke er gjort før.

Det er lige før, han frakender UnderDanmark kristendommen helt og holdent. At kristendom kun har været på skrømt. Det er nok at gå for vidt. Nok læste de ikke, men så var der kalkmalerierne og postillebøger, som virker som nedskrift af direkte tale – efter præst eller munk.

Men dette skal ikke være en anmeldelse, blot en opremsning af de ikke-historikeres bøger, jeg kom i tanke om. Der er sikkert mange flere. Måske er ‘Sort hedder en sten’ den mindst kontroversielle af dem alle.

Flemming Chr. Nielsen: Sort hedder en sten – Mellem hedenskab og kristendom I 1000 år. 3. Rev. udgave 2020

Palle Lauring: Danmarks Haab og Horn. 1954

Peter Grove: Danmarks dåb. 1961.

Fr. Klee: Steen-, Bronce-, og Jern- Culturens Minder. 1854.

Rudolf Broby-Johansen: Krop og klær. 1953. [og mange flere]

Erling Hågensen: 896 år – Tempelriddernes hemmelige plan. 2014.

Harald Herdal: Trællene i Norden. 1967.

Jon Galster [Dan Hemming]: Guldhornenes tale. 1979.

Asger Jorn: Guldhorn og Lykkehjul. 1957.

Martin A. Hansen: Orm og Tyr. 1952.

Mads Lidegaard: Hvad troede de på? 2004.

Fra oldtid til kristendom

juni 16, 2021

På billedet fra Allerød Kommune: Kongedyssen ved Dæmpegaard, Brudevæltelurerne, Bastrup tårnet, Lynge Kirke,

Brudevælte fra oldtid til kristendom

Per-Olof Johansson

Man kan roligt sige, at Brudevæltelurerne blev fundet 200 år for tidligt. Var de blevet fundet i dag, kunne fundstedet identificeres og undersøges. Det bånd af pil eller birk eller ellebark, der holdt dem sammen, ville kunne dateres og dermed fortælle, hvornår lurerne var sænket ned i mosen.

Ingen har vist endnu beskæftiget sig med bronzen. Er det identiske legeringer? Kan metallets vandring nå at blive fastslået og bidrage til datering? Er alle tre sæt af samme alder.

I bogen om Brudevæltetlurerne, har jeg bidraget med et afsnit om stednavne. Desværre har vi ingen lokale sagn om stedet Brudevælte. Men andre steder har man Brud- i stednavne og sagn som knytter sig hertil. Flemming Chr. Nielsen har i sin bog ’Sort hedder en sten’ repeteret flere af sagnene, end jeg fandt på. Typisk handler det om en bjergmand eller en trold som er utilfreds med kirkebyggeriet, og som derfor afkræver sognet den første brud som kører over en bro eller andet helligsted. Det fremstilles jo som et rov, men det kan også anskues som det nødvendige offer. I erindringen fremstår stedet efterfølgende som farligt, så man kører store omveje for at undgå det. Hans konklusion er, at erindringen om en konflikt mellem kristendom og hedenskab afspejles i sagnet, som knyttet til et navn og et sted godt kan leve århundreder.

Moser mener man jo har været opfattet som hellige i jernalderen og vel også i bronzealderen.

Hvorfor lurerne er sænket ned i mosen ved vi desværre ikke. Det kan være opbevaring eller offer. Er det afslutningen på en epoke, vi ved det ikke. Så hvis Brudevæltelurerne ud fra udformningen dateres til o. 800 f.v.t., kan man da tro, de har beholdt deres værdi nogle generationer således at erindringens om stedets hellighed kan være bevaret op til kristen tid og givet anledning til et Brudevæltesagn, hvor navnet er bevaret men ikke sagnet.

Set i det lys, bliver navnet ikke blot eftertidens tilfældige navn fra et fundsted, men et naturligt vidnesbyrd og hilsen fra den kultur, som skabte lurerne.

Navnet Brudevælte, Lynge i Allerød

juni 16, 2021
Forside Brudevæltelurerne

Per-Olof Johansson, afsnit fra bogen.

Det er vigtigt med navne, det hjælper os til identifikation. Men i fortiden har navne haft en dybere betydning. De nærmede sig det magiske, deres vigtighed var på højde med vores personnummer – om ikke vigtigere. Det gjaldt personnavne, men sandelig også stednavne.

Omvendt har forventningen til vigtigheden den virkning, at hvis betydningen af et navn er blevet glemt, så forsøger vi at ‘afkode’ det.

Navnet på den mose Brudevælte, hvor lurerne er fundet er sådan et navn som er blevet afkodet helt umiddelbart af de fleste af os. Ved Brudevælte var selvfølgelig en vogn med et brudepar væltet og forsvundet i dybet. Man kunne tro at det særegne navn var unikt, et lignende kendes dog fra Sønderjylland. Men mærkeligt nok: Faktisk kendes intet sagn de to steder fra om nogen brudefærd!

Der er dog flere meninger om navnets oprindelse. Finn Kramer har denne version:

‘Første led, Brude- er en fordrejning af Bryde-. Navnet bryde, som gik af brug i midten af 1600-tallet, betegnede i den tidlige middelalder en godsforvalter, senere i middelalderen blot en fæster. Endelsen -vælte skal ifølge sprogforskerne tydes som væld, det vil sige kildevæld. Den direkte forklaring af navnet er altså Brydens Kildevæld. Sprogforskernes tolkning støttes også af de skriftlige kilder. På et opmålingskort fra 1779 – umiddelbart før udskiftningen – kaldes mosen Brÿdevaldene (Brydevældene), hvor man også bør notere sig flertalsformen. Navnet Brudevælte skal derfor næppe knyttes til blot ét lille mosehul, men til flere liggende omkring stedet, hvor udflyttergården fra Lynge, Fuglerupgaard året efter blev bygget af Ole Pedersen. ‘

Finn Kramer ser dette bekræftet også af jordbundskort baseret på boringer i slutningen af 1800-tallet, hvor det ses, at hele områdets undergrund består af moræneler med spredte lavt liggende områder (kildespring?) med tørve- og gytjeaflejringer.

Dette gælder for området som helhed, men hvis man fokuserer netop på det område syd for Fuglerupgård, som indtil for nylig blev angivet som fundstedet, er det iflg. jordbundskortet hos V. Milthers 1922 karakteriseret ved grus og sand – hvilket derfor også har givet anledning til den grusgrav som for kort siden var på stedet. Det kan derfor næppe have været der, mosen var. Finn Kramer har nu på gode grunde fundet en mere sandsynlig placering af fundstedet.

Det sønderjyske parallelnavn er Brudevæle fra Bedsted sogn. Sprogforskeren Gunnar Knudsen tolker her endelsen ’væle’ som ’vadested’ – hvilket måske slet ikke er ueffent også for vores Brudevælte. Han gennemgår alle danske navne hvori brud- indgår for at vurdere dets betydning og ælde.

Han inddrager ikke skrivemåden ‘Bryde-‘ på kortet fra 1779 sådan som Finn Kramer gør. Ifølge Institut for Navneforskning er der nemlig hos dem fortsat ikke tvivl om, at dette blot skal forstås som en afsmitning af den lokale udtale af ‘Brude-‘ . Gunnar Knudsens konklusion i 1935 er, at navnet skal forstås som affødt af stedets trafikale betydning, idet han knytter det til de sagn som findes om en hasarderet brudefærd på vej til eller fra kirke. Vejen forbi gården forbandt Kollerød og Lynge og er den vej et brudepar måtte tænkes at færdes. Og man tog varsel af turen og sagnene er skildringer af ‘worst cases’. Denne hans tolkning er et svar på den tolkning som lader navnet have rødder helt tilbage til bronzealderen og en forestilling om riter i forbindelse med en frugtbarhedskult. Var der ved de andre lokaliteter, hvor til der knyttes et sagn om væltet brudefærd ligeledes gjort fund som ved Fuglerupgaard kunne der ifølge Gunnar Knudsen måske have være noget om snakken. Men det er der ikke!

Vi skal dog som nævnt så at sige udenbys for at finde eksemplerne på sagn, som knytter sig til brude-navne. Gunnar Knudsen anfører hele 13 eksempler.

Her vælger vi et fra Egtved, gengivet i Tang Kristensens Danske Sagn. (Samtidig får vi så en lære om konsekvenserne af tvangsægteskab….) :

Fogden i Bølling vilde tvinge hans datter til at tage en junker på Balleskov; men hun var kjæreste med deres avlskarl, og ham måtte hun jo ikke få. Bryllupsdagen var bestemt, og hun kom i hendes stads og skulde kjøres til kirken. Hendes kjæreste skulde nu spænde de brune for og kjøre, men der var faldet et let lag sne om natten, og han kunde ikke ret se vejen og kom af og til fra sporet. Den gamle red ved siden af vognen, for det de ikke måtte snakke sammen. De kjører nu lige ned til søen og kommer derud, men da de var midt på den, sank det hele. Idet begge de unge sank, omfavnede de hinanden. Siden fik den sø navnet Brudesøen. Men fogden undslap og red til Balleskov og da havde han mistet forstanden.

At der ikke fra Lynge er optegnet et lokalt sagn om stedet, kan have sin forklaring i at navnet formentlig er forsvundet med mosens forsvinden. Et eventuelt sagn er da glemt og borte, da optegnerne tog fat. Bortset fra at navnet findes på gamle matrikelkort fra Lynge – så forsvandt det som stednavn, men blev i Danmarks historien synonymt med ‘de først fundne lurer’. Engang i 1980’erne tog Allerød Kommune initiativ til at genoplive det som stednavn ved at angive på kommunekortet hvor Brudevælte måtte antages at have været. For Brudevælte vil disse lurer altid hedde og så må vi have et sted, der svarer til navnet, det er logik. Sagnet har vi altså ikke, men navnet er i sig selv det hele sagn og et nyt kom til om lurerne. Vejen forbi hedder i dag Kollerødvej skønt den netop ikke fører til Kollerød, det er ren misvisning. Den burde naturligvis retteligen hedde Brudevæltevej hele vejen fra Lynge til Lillerød.

Litteratur

Namn och Bygd. 1936

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

Ekholm, Gunnar: Brudevælte.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Knudsen, Gunnar: Brudevælte.

Danske Studier 1935

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Kristensen, Evald Tang: Danske Sagn.

København 1980, Bd. II, nr 1711

Lisse, Christian: Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Milthers, V.: Nordøstsjællands Geologi.

København 1922

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne.

København 1929.

Solevad ved Brudevælte

juni 16, 2021
Udsigt fra Brudevælte

Solevad, nabo til Brudevælte

af Per-Olof Johansson

Ved den intensive betragtning af kort med Fuglebjerggård og Brudevælte, falder ens øje på nabogården ‘Solevad’. Bronzealderens soldyrkelse fandt sted på udvalgte højdepunkter, så måske er det et spor tilbage til bronzealderen? Ikke ifølge bogen ‘Frederiksborg Amts Stednavne’. Et lignende stednavn findes i Verninge sogn på Fyn og skulle mulig stamme fra et mandsnavn svensk ‘Sole’ eller det oldnordiske ‘Svali’. På en amatør virker sådan noget jo temmelig søgt, som om navnet med djævlens vold og magt ikke må have noget med sol at gøre. Måske er stavekontrollens forslag “sulefad” ligeså relevant 🙂 

Man vil umiddelbart gætte på noget med sol og noget med vadested. Det har videnskaben så siden heldigvis også valgt at gøre (se Aage Houken). Forresten omtaler Gudmund Schütte et stednavn  “Skedernes Vad” – “Steder hvor Hake lader sin Hær bortslænge Sværd-Skeder.”. Jeg synes da Solevad lyder som parallelt med Solbjerg, som vi vist har en del af. Grundtvig bruger ordet i sin oversættelse af Bjovulfs-drapen: Fra solebjerg til morgengry/  så stormene sig røre.

Men måske er det kun sjovt at Solevad associerer til “Solbjerg” sådan lige overfor Brudevælte.

Jeg har en klar fornemmelse af, at Gudmund Schütte ikke er så velanskreven, men jeg tænkte, der måske var en inspiration at hente i hans bog ‘Offerpladser i overlevering og stedminder’ hvor et afsnit hedder “offerpladsers Forekomst oplyst gennem stednavne.”

Gunnar Knudsen skriver i en artikel fra 1942 om den mulige kult-erindrindring i stednavne:

“Om vore Solbjærge virkelig skulde være Minder om en sådan primitiv Kultus faar staa hen. Rester af gammel Tro kan jo have holdt sig en Tidlang parallelt med den fremherskende Dyrkelse af menneskelige Guder.” Og han har denne passus:

“Det turde heraf fremgaa, at Natur- og Marknavne, der kun er overleveret fra nyere Tid er et saare skrøbeligt Materiale at arbejde med, og at de mange usikkerhedsmomenter, Studiet rummer, ligefrem maner til Udvisning af allerstørste Forsigtighed.” Vise ord, jo, jo, men når nu lurerne er fundet der og der er sådan et oplagt navn ligeved, er det jo mærkeligt at lade denne kendsgerning unævnt.

Kristian Hald skriver i samme tonart, at skønt navnene med sol ofte er blevet opfattet som minder om soldyrkelse behøver en sådan ikke at gå tilbage til en meget fjern fortid. Men kan f.eks. blot bygge på den kendsgerning, at man netop derfra havde særlig gode betingelser for at se solen står op eller gå ned.

I sommeren 1988 skete der et sensationelt fund af et lurpar ved Hirtshals. Desværre er fundpladsen så at sige “forsvundet” i og med at der nu er lagt jord på og bygget parcelhuse, så man vil være henvist til at dyrke kortmateriale og fotos for at kunne sige noget om placeringen i landskabet. “Her findes et område på omkring en halv kvadratkilometer, kaldet Ulvkær, som er præget af høj grundvandstand og større, adskilte moseområder, der dels er synlige, dels er dækket af senere tiders flyvesand, så karakteren af vådområde delvis er sløret”.

Gudmund Schütte ville sikkert om navnet Ulvkær sige noget om offerdyr med H og parallelisere ulv til HUND. Sammenknytningen af offerpladser og stednavne er stærkt forkætret. På den ene side er der almen enighed om, at mange fund vidner om, at der er sket et offer – men at det virkelig skulle kunne give afsæt til navne som har holdt i mere end tusinde år anses i almindelighed for tvivlsomt. Men netop ikke af Schütte. Hundeoffer er for ham en kendsgerning og derfor er navne med hund- at anse for sakrale navne. Og ifølge hans kort på s.72 ligger et Solbjerg ikke mange kilometre væk fra Hirtshals/Ulvkær.

På matrikelkortet over Lynge Sogn fra 1779 ses navnet Hundshøje anført lidt nord for ’Solevaderne’. Højene er i dag forsvundet men i disse blev der i forrige århundrede gjort fund dels af flere urner, dels af flere bronzealdergenstande: smykker, en brozearmring, et fragment af en dolk og en pincet, jf. Finn Kramers artikel herom i Nøglehullet, og igen  i ‘Brudevæltelurerne’.

Karakteristisk for bronzealderens høje er, at de ligger på landskabeligt udsøgte steder. Når man står ved Solevadgård/Fuglerupgård og ser mod øst ind mod Lillerød  har man endnu et bredt blik ud over horisonten – mod solopgangen. I et sumpet og mosefyldt område har her været et naturligt vadested, da nu undergrunden  udgøres af sand og grus. Pudsigt da, om det tidligt har fået et navn af andre grunde, der netop i vor tid skulle betyde det, som har været tilstanden på stedet i årtusinder: at her ser man solen stå op, og her var et vadested.

Litteratur

Hald, Kristian: Stednavne og Kulturhistorie.

København 1976.

Hald, Kristian: Vore stednavne

København 1965.

Houken, Aage: Håndbog i danske stednavne.

København 1976

Knudsen, Gunnar: Kultminne i stadnamn.

“Nordisk Kultur”, bindet Religionshistorie, Nils Lid (udg.) Oslo 1942, s.. 38ff

Kramer, Finn Erik: Brudevælte – en oldtidsbygd.

Nøglehulle nr. 1/1997

Lisse, Christian:Tradition og fornyelse i marknavne

Ti afhandlinger. Navnestudier udg. af Stednavneudvalget. Nr. 2.

København 1960

Lysdahl, Per: Ulvkærlurerne – det første lurpar fra VendsysselVendsyssel. 

NU & DA 1989-1990. Vendsyssel Historiske Museum 1991

Schütte, Gudmund: Offerpladser i overlevering og stedminder

Studier fra Sprog og Oldtidsforskning nr. 112, udgivne af Det Filologisk-Historiske Samfund, København 1918. S. 51, jvf. s 39. Hund: s.24

Stednavneudvalget (Udg.): Frederiksborg Amts Stednavne. København 1929.

Fotos med kurve

juni 8, 2021

Jeg har nu gennem et par uger fundet links frem fra nettet på mine fotoserier med kurve, som jeg så har bidraget med på projektet ‘Korgen lyfter’s facebookgruppe, som svenske hemslöjdsföreningar står for. Herunder har jeg opdaget, at jeg tidligere har forsøgt mig med en lignende opsamling på flickr’s platform. Ikke alle er kommet frem til Korgen Lyfter, men findes her.
https://www.flickr.com/photos/perolofdk/collections/72157630621389716/

Joacim Svensson spånkorger

juni 5, 2021

Joacim Svensson spånkorgar

Joacim Svensson lærte jeg at kende 2012, hvor Lillemor Johansson havde inviteret ham til at demonstrere opfletning af spånkurve ved min udstilling af spånkurve på Svenska Vävstolsmuseet i Glimåkra. 2016 besøgte vi ham hvor han boede i Fjärlöv. Det halve hus var indrettet til kurveværksted. Hvilket arbejde han ellers havde husker jeg ikke, om det var gård eller skov. Jeg havde sendt ham min bog og aftalt, han kunne betale, når vi kom forbi. Hans kæreste fortalte, at han brugte bogen til godnatoplæsning. Jeg ville hellere have en af hans  kurve fremfor penge. Det syntes han var for lidt, ikke jeg, det er en flot kurv I samlingen. Jeg tog en serie fotos, jeg kun har brugt få, her lidt flere, ham til Minde.

Ifølge annonce i Norra Skåne døde Joacim 21.1.2018, født 19.3.1965.

Til salg på Svenska Vävstolsmuseum


På bagsiden af billedet fra 1902 fra Lillerød Spånkurvefabrik. Det plejede at være prislisten, men blev altså også brugt som postkort.

_________

Spånkurvemalere

maj 27, 2021

Jeg bladrede i bogen om malerne Ring og Brendekilde i håb om at se et billede med spånkurv, jeg ikke kender. Et  jeg kender er der, men ikke mange andre end jeg ser den kurv! Jeg kender i hvert fald tre malerier af hver af dem. Jeg har indenfor de sidste par år sendt et lille katalog med spånkurvemalere til diverse museer, kun få har refelkterer på modtagelsen. Derfor sætter jeg min indledende introduktion på her på bloggen, hvor en og anden måske kunne være interesseret. :

Spånkurvemalere i Danmark

Per-Olof Johansson

På fotos er spånkurvene de kurve, der nu er på stedet . På maleri noget andet – der er de eller kan være rekvisitter. Vi kender f.eks. et enkelt spånkurvemaleri af Gauguin, som ikke forstås ’fotografisk’ men som arrangement nature morte. Hos Weie er motivet simpelthen spånkurven, men for de fleste andre er det en rekvisit blandt andre, der skal forstærke hverdagsindtrykket. Hans Smith, Sophus Vermehren og hans bror Gustav,Erik Henningsen, Paul Fischer og hvad de hedder allesammen. Hvem der starter, er måske ikke let at afgøre. David Monies billede angives at være fra o. 1850, men Wilhelm Marstrands er fra 1853, skønt ikke fra Danmark men Dalarne og fra et tidspunkt hvor man knapt var begyndt med spånkurve i Skåne, hvorfra Danmark indtil 1890 fik kurvene. Fra Dalarne bredte spånkurven sig især til et sogn i Skåne, Örkened, som nærmest specialiserede sig i den type kurve og gjorde den til en masseindustri. Eksporten til Danmark var stor, men en familie kurvemagere fra Örkened flyttede til Danmark og producerede kurvene på stedet. Derom har jeg skrevet i bogen ’En tid med spånkurve’ 2009.

Kurvene selv er jo forsvundet uden megen opmærksomhed fra museernes side, så skal deres eksistens dokumenteres, går vejen rundt om billeder, tegninger, fotos og malerier. En enkelt skulptur af Adam Fischer finder vi på Ove Rohdes Plads i København.

Der er også både finske og svenske malerier, Edelfeldt, Carl Larsson og Zorn, berømte billeder, men kurvene er kun detaljer, som ikke har fået megen opmærksomhed som sådanne. Svenskeren Jenny Nystrøm har malet mængder af spånkurve i sine billeder, både af folkeliv og nisseliv på postkort.

I Danmark produceredes der spånkurve fra 1890 til slutningen af 1960’erne, så vil man søge billeder, er det fra midten af 1800-tallet til og lidt ind i 1970’erne, man skal lede. Skal der i film og på teater fremstilles autentiske scener fra perioden, er det vigtigt, at regissørerne ved, at når en tekst fra den tid siger ’kurv’ så menes der ikke en hvilken som helst kurv men underforstået spånkurv. Auktionskataloger burde på samme måde være præcise i deres betegnelser.

I bogen ’Billedmagerne Paul Fischer’ af Helge Carlsen 1991, er der et sjældent set bevis på min tanke om spånkurven som rekvisit i malerierne. Han hører til blandt de malere, som tiest har brugt en spånkurv på billedet. Et par koner drikker kaffe på Grønttorvet og på maleriet ses th en smuk version af en spånkurv. Så gul den er, ved vi, at den ikke har været i brug længe. På det foto, som er forstudiet til maleriet, er der aldeles ingen spånkurv. Den har været en rekvisit, som han har brugt igen og igen. En brugt spånkurv bliver brun, men er knapt så malerisk, men hjemme i ateliet har den bevaret sin friske gule farve lidt længere!

Billedrepræsentation kan naturligvis søges indenfor alle billedgrupper, hvilket jeg nærmere har redegjort for i den hidtil upublicerede artikel: Splint Baskets in Scandinavia – as documented by paintings, photos and collectibles.

Jeg har haft særlig fornøjelse af at samle eksempler på anvendelsen af spånkurve i dansk malerkunst, hvilket fik mig til at udmønte begrebet spånkurvemalere.

.

V.Olsen Kongstad
Lars Thoning
Sophus Vermehren

Hvem har malet dette?

Nej til ghetto – ja til sluse

maj 9, 2021

..

Birgithe Kosovo har i dag stor artikel i Politiken om mulighederne for integration, når vi alle søger gruppefællesskabet med dem, vi ligner. Den er ikke optimistisk ” Vi lever i frivillig apartheid” og hendes konklusion er, at det kun bliver værre. Det multikulturelle samfund har et problem, når vi holder os til egne grupper i frihedens navn. “Den eneste politik, der virkelig kan gøre os til en stat med ét folk  er derfor en politik, der rager ind i det private, og tilskyndet muslimer til at gifte sig med danskere.” Og det kan man jo ikke opnå ved lovgivning. Som en overvejelse i min egen jagt på identiteten dansk-svensk-nordisk skrev jeg i gymnasiet en stil  som et lovforslag, der skulle sikre, at vi alle blev – skandinaver. En ren parodi http://per-olof.dk/marriage.htm .Spørgsmålet er, om hun har ret i, at det kun bliver værre, eller om det er et midlertidigt problem. Det er jo lykkedes for jøder både at bevare gruppetilhørsforholdet og dog regnes for danske. Vil muslimer, som jo om en generation eller to mister de facto-kontakt med hjemlandet, ikke kunne finde samlivsformer, der på lignende måde får dem til at regne sig for danske. Uden at de opgiver noget kan det selvfølgelig ikke ske. Men maler danskerne sig fortsat op i et hjørne med deres danskhedsdefinition, får Birgithe Kosovo nok ret.

For 30 år siden så problemet ikke så graverende ud. For det er jo ikke kun den øgede indvandring, som har ført os derhen, hvor vi er. Det er også den måde, Danmark har forholdt sig til de indvandrede, som er årsagen.

http://per-olof.dk/idanmark.htm 

Fra frimærkernes verden

maj 3, 2021

FRA FRIMÆRKERNES VERDEN

Det hører til en af livets stjernestunder

når vi fem brødre sad omkring spisebordet

på Birkevej optaget af frimærker,

vandkedlen kogte i køkkenet

til hurtig afdampning af mærker,

andre blev fisket op af en skål med vand,

lagt til tørre på en gammel avis,

tørre mærker blev sat i album med hængsler

i serier som i AFAs katalog,

ultramarin var en mærkelig farve,

Sveriges konger, forfattere, kunstnere

en naturlig del af frimærkets verden.

Mamma i køkkenet, hvad tænker hun.

Jeg var lokalpolitiker i tyve år, med fem år i byrådet. Hvad andel de fem år havde i min blodprop i hjertet, ved jeg ikke, men i hvert fald var kræfterne ikke mere de samme, og jeg sagde farvel til aktiv deltagelse i det lokalpolitiske 1991.

Det kraftige engagement havde krævet en modpol eller flere, blandt dem, at jeg genoptog barndommens interesse for frimærker. Basis var bevaret, for jeg blev tidligt en samler, så når de fire ældre brødre var vokset fra frimærker, faldt de i min turban. At jeg tænker på det netop i dag skyldes, at radioen spiller Grieg. Ham hørte jeg først om, da bror Lennart sad og pralede af hele serien af frimærker med Grieg – ustemplede! Lennart havde en norsk penneven, og de udvekslede frimærker, og nu har jeg dem. Man lærte meget af frimærker – om farver, forfattere, kunstnere, konger, lande. Fröding, Sweddnborg, Bellman. Argentina angreb på frimærke de af England koloniserede øer i Atlanterhavet.

Da jeg genoptog samleriet, blev det alle topografisk frimærker fra Danmark, motiver som Bonde-Practicas månedsbilleder, frimærker med spånkurve i motivet, kunst og en masse andet. Motivsamling er ikke højstatus iblandt filatelister, men der samles. Læge i bekendtskabskredsen samlede på motiver fra lægevidenskabens verden. At se motiver bevare deres interesse som månedsbilleder fra middelalder og oldtid og nu på frimærker er fascinerende.

Noget mere kedeligt at afsende end et brev med kode i højre hjørne i stedet for frimærke gives næppe. Jeg har gjort det, for med de nye portopriser kan jeg ikke mere opretholde en frimærkekasse med forskellige værdier. Det sender jeg for få breve til.

Løsningen lå lige for i et par pergamynkuverter fra tiden, hvor jeg abonnerede på dagligmærker. Samleriet var de facto gået i stå, mærkerne havde aldrig fundet ind i et album, så nu bliver de brugt. 100 kroner på at sende en bog til Sverige? Det er 2×50 kr., kun en enkelt krone i overfrankering no problem.

Danmark med lur – et prøve-frimærke

%d bloggers like this: