Jens Vejmand

marts 24, 2020

 

Vi fik Jens Vejmand at høre i DRp2

Tekst skrevet af Jeppe Aakjær 1905 / i Rugens sange 1906. Carl Nielsen Melodi 1907. Maleri af Brendekilde tilhører Statens Museum for Kunst.

Brendekildes maleri er så kendt.

H.A.Brendekilde: Landevejen.Malet 1893. Også som lithografi s/h fra William Christensen, Kunsthandel Frederiksberggade, Kbhvn. ‘Dansk Kunstnermappe’. 

Replik med Lyngsie og spånkurv 1934. 

Men motivet starter ikke der:Maleri af Schøttz-Jensen udstillet 1882 på Charlottenborg. 

Heldigvis skete der også forbedring af arbejdsforholdene. Og tro ikke jobbet var en enkel sag.

Så her er hvad enhver bør vide om hans job – ikke noget enhver amatør kan påtage sig. Og som også var udsat for forbedringer af arbejdsforholdene i forhold til Jens, som jo ifølge maleriet sad næsten på jorden.. http://www.per-olof.dk/Paul_Wegge_1909.pdf

#jensvejmand

Regler og dog

marts 18, 2020

Høvelte, Telegrafkaserne 1962

Regler -og og dog..

 

Vi ved det fra trafikken – regler bliver overtrådt. Med vilje eller uagtsomt, ved et uheld. Regler er nødvendige, men vi skal ikke bilde os ind at de kan styre verden 100%.

Jeg var værnepligtig befalingsmand, og den aften skulle jeg være vagtkommandør i hovedvagten på Høvelte kaserne. Om formiddagen blev alle befehler kaldt til samling i gymnastiksalen. Regimentchefen stod på talerstolen. Vagtholdet ved Motorgården havde hver og en sovet da kontrollen var mødt op, og vi fik alle del i skideballen: Alle regler skulle overholdes til punkt og prikke!

Hvordan skulle jeg takle den situation? Jeg besluttede mig til at gøre som der blev sagt. Ingen fik lov til at forlade kasernen, uden tasker og poser var efterset. Mange vendte om, de havde jo maskinpistolen i tasken.Ingen civilperson kom ind uden at blive ledsaget af en vagt. Ingen civil kom ind uden passerseddel. Alt muligt af den slags. Det gav naturligvis anledning til lange køer. Rasende kørelærere som i årevis var lukket ind med et vink. Ølvogne som måtte vente på at en vagt blev ledig. Ved hvert opdukkende problem kontaktede jeg kommandantskabet, som måtte slå krøller på tungen for at svare. En af dem stod på post i entreen og spurgte, da han så jeg skrev, om jeg skrev en klage? Nej da, jeg skrev bare til næste vagtkommandør hvilke regler der ikke gjaldt. Jeg havde en fest, skønt en anelse trættende, og så en efter egen mening god historie, jeg har fortalt igen og igen. Skønt oplagt indslag i en af soldaterkammeraterfilmene kom den ikke med.

Niels Brunse: Tro er ikke viden

marts 17, 2020

De omtalte bøger

Download artiklen som PDF

Niels Brunse har skrevet en bog han kalder ’Tro er ikke viden’. Jeg griber fat i bogen, fordi det er et emne jeg i årevis er gået op i, ja vel siden barndommen. Jeg har også skrevet om det, og konklusionen til dato er, at vi skal af med ordet ’tro’, når det handler om at betegne det religiøse.

Efter titlen på bogen at dømme forventer jeg mig en opfølger til Ingemar Hedenius’ ’Tro og viden’ fra 1960. Den forventning er hurtig skudt ned efter at have læst en anmeldelse af bogen af Christoffer Emil Bruun i Weekendavisen under oveskriften ’Kristen kuturradikalitet.’. Bogen af Hedenius vakte nok så stort postyr, fordi den tog fat i navngivne prælater, og trak dem gennem vridemaskinen, for når jeg lige får genlæst forordet efter at have læst Niels Brunse, lader det til, at det ikke i og for sig er religion as such, Hedenius angriber, men formuleringer i religionens navn.

Niels Brunses bog er uden mystifikationer, lysende klart skrevet, ikke et debatskrift men en fortælling om egen afklaring i forhold til det religiøse. Tro er ikke viden – men viden er ikke alt, tro har sin egen verden og værdi. Han har ikke mine forbehold overfor ordet tro og forklarer meget godt, hvad han lægger i det. Men jeg er ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg forstår, at begrebet tro for ham ikke som hos Hedenius først og fremmest er forankret i biblens tekster, men i egne erfaringer.

Så egentlig burde det vel være sætningen ’Tro er vished ikke viden’ som burde være bogens titel.

For med sætningerne: ”Men hvor kommer visheden fra? Jeg har ikke noget andet svar end at den er en erfaring.” er vi kommet langt forbi den tekstbaserede ’tro’, som jo kan debatteres til dommedag. For ham er troen erfaring, dog uden en pludselig oplevelse af frelse, selvom han ikke kommer uden om momenter, der ligner.

De fleste der skriver bøger som denne, f.eks. Leo Tolstoy skriver om et sådant momment. Da han læser de selvfølgelig velkendte ord i Bjergprædikenen, Mattheus kap. 5 vers 38 og 39 slår lynet ned: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.” Han vil ikke påduttes at fortolke Jesus, han vil også holde sig til den enkelhed i evangeliet, som i de mange hundreder af år har indfanget almindelige mennesker.

Det stemmer fint med, hvad Brunse siger: ”Jesus var en mand. Men fortællingen om ham er en fortælling om et menneske, der aldrig brugte nogen anden magt end sine ord og sit eksempel – og som selv var magtesløs, da magthavernes i den tids Palæstina besluttede at fjerne ham som en opvingler, der truede den offentlige orden.

Nu er hans arv en verdensmagt, hvis tilhængere stadig alt for tit glemmer dens magtesløse udspring.”

Brunses bog er, emnet taget i betragtning, dejligt fri for missionerende indstilling. Det er vigtigt for ham at forklare sine bevæggrunde, men ikke for at jeg bør tænke ligedan. Måske opfatter jeg det sådan, fordi jeg jævnt hen er enig med ham. Det har tit undret mig, når forfattere stiller sig op som autoriteter i at fortolke, hvad Gud har tænkt med det hele! F.eks.: ”Men Gud ønsker, at vi skal indse, hvad vi har mistet og mærke smerten ved det tab.” – som jeg kan læse hos Rosenius, en vigtig vækkelsesprædikant fra 1800-tallets Sverige, hvis skrifter blev brugt langt op i 1900-tallet og nylig er kommet i dansk oversættelse som ’Vejledning til fred’. Jeg kender ham fra familiebiblioteket!

”Jeg tror på Gud” – starter Brunse, hvorefter vi får historien, som den forløber fra barndommens medleven i kirken bl.a. som kordreng, til udmeldelse af Folkekirken i gymnasietiden og langt senere genindmeldelsen. De følgende kapitler er så emnerne til overvejelse tro, religion, magt, synd, sjæl, bøn, Gud: ”Jeg kan ikke sige hvordan Gud ser ud, men det er min dybeste overbevisning, at Gud er kærlighed.”

For andre troende vil bogen være interessant læsning, fordi den giver os lejlighed til at overveje, hvad vi selv mener, tror. Men alene ordet ’tro’ vil kunne få enhver ateist til at vende i døren. Og det kan jeg godt forstå, og det synes jeg er ærgerligt. Det er derfor, jeg ønsker mig et andet ord for den realitet, der ligger bag ordet.

Ateisten, Ingemar Hedenius siger det: ”Atter og atter synes den kristne tros lære om de evige sammenhænge og deres altoverskyggende betydning for livet at måtte pakke sammen, så snart de kommer i konflikt med, hvad den sunde fornuft og rent menneskelige beregning siger om øjeblikkets krav.” Ja, og det problem kendte shamanen ikke, men vi gør.

**********************

Her i min blog kan der så blive plads til nogle links til, hvad jeg tidligere har skrevet i denne genre

Det ord tro

Om religiøse spor i min slægt

Kan tro blive til viden

Religiøs indgang

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Drøm, virkelighed og forestilling 

En lignelse er en lignelse er en lignelse     PDF

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Nyt fra Benny Pedersen

februar 17, 2020

Forside

Forside af Ole Bundgaard til Benny Pedersen 2020

 

Benny Pedersen

Ved siden af er også at ramme

Digte

ISBNB 978-87-93272-80-4

Forlaget Ravnerock

Dette er Benny Petersens 13. digtudgivelse, den første hed ’På vagt’ og kom i 1975. 2014 kom et udvalg ’Digtbrikker til et portræt’, men dette er nye digte.

Det lavmælte er vist ikke i høj kurs, men hvad kommer det sagen ved? Dette er lavmælte digte om at digte, om nødvendigheden af at digte, om det selvfølgelige i at digte selvfølgeligt

længsel

ordene gemmer sig for mig

jeg gemmer mig i ordene

at kende sjæl og krop

at være ét

regn efter lang tids tørke

sollysets liv i os

Læseren har ikke behov for sammenligninger her, at Benny digter ligesom den og den og slet ikke som den og den. Vi møder Benny og lader os ikke forstyrre af, at der er så mange andre der digter. Han siger det selv

primtal

runder et primtal

seks år til det næste

også jeg er udelelig

i min egenart

defineres kun ved mig selv

Jo vist er vi alle påvirkede af andre skrivende, når vi skriver, men digtning er ikke en mandjævning ikke en XFactor-udgave. Det lavmælte forhindrer ikke, at vi kommer tæt på det store, de store livsspørgsmål, kærlighed, sygdom, liv og død, sorg. Det er svært at citere ham, uden a skulle citere hele digtet – og det er jo meningen, at du skal læse selv, selv opdage at blive båret videre fra det ene digt til det næste, gøre de lavmælte ord til dine egne. Slutter derfor dette lille opmærksomhedssignal med

ekkoer

som ekkoer af uskrevne digte

fortoner drømmene sig

trapper

jeg engang gik på

kvinder

jeg har kendt

alt forsvinder

 

En udvandrerhistorie

februar 13, 2020

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.

Disneyana

februar 13, 2020

Jeg samler på for meget til at kalde mig samler..jeg finder..og i nogle hjørner bliver der så en vis orden i kaos..nu fandt jeg et postkort med Mikkel Mus, så blev der anledning til at få denne mappe med ældre disneyana ned fra reolen.

Jeg satte billederne på Instagram, hvilket gav et antal likes i løbet af den dag og den næste.

Erfaringen viser, at opslaget ikke siden bliver set, selvom det meget vel er muligt.

Opslag her i bloggen har et længere liv. Opslag, der er flere år gamle, bliver tit fundet, nok fordi emnet er søgt på Google. Så ud fra en formodning om, at den lille samling er interessant en tid frem, laver jeg dette opslag.

Hilsen fra fremtiden

december 14, 2019

Hilsen fra fremtiden

Hallo, jeg fik en hilsen fra fremtiden
der kom klager, de havde boet der nogen tid
området blev hærget, der kom klager fra flere
en vældig flok, ja flere flokke af måger
fløj ikke blot over, men landede og sked overalt
rågeflokke slog sig ned, kom mange steder fra
gik ind i stuerne, hvis døre var åbne.
Om natten vågnede beboerne badende i sved
en flok heste hærgede kvarteret ved nattetid
om dagen truede musvåger tre af gangen
og der var også så mange mus alle vegne
det var ikke hvad de havde betalt for
der var mange katte, der ikke var deres egne.
Det var så let at svare, hør lige efter
I bor jo på en mark, en mark I har købt,
men de dyr der plager jer ejede marken
nu er de blevet til drømmedyr
jeres onde drømme, dagdrømme
det er løgn med de heste, måger, råger og musvåger
de er væk, musene er væk, de er forvandlet
til rotter I aldrig ser, I er deres.
Rotterne holder mennesker.

Per-Olof Johansson 14.12.2013

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Snedigt snedigt

december 14, 2019

SNEDIGT MED SNESYN

Jeg står og venter på sne,
jeg er fuldstændig sneforberedt,
jeg er meget snevillig
og ved ikke hvorfor det ikke er en snefuld dag.
Jeg er fuld af snesyner, ser snehimmel.
Jeg har snesmag i munden.
Jeg spiller med snebolde op af muren
Jeg ser snebiler allevegne.
Min dyne er en snedrive,
min bolig en snehule.
Jeg har i drømme hånden fuld af sne.
Alle Hvidestens sneheste er ude på marken
og puster sneskyer ud af mulen.
Kender du sneen når den fylder himmelrummet
med snedrys og snekrystaller og snestilhed
og alle gadelygterne sner inde.
Der går en snemand og klipper snehække,
og vi sidder på en snebænk og spiser snefrokost,
og alle børnene har snetøj på og
man kan høre dem på en bestemt måde.
Snefodspor er særligt efterspurgte,
særligt i skoven en særlig snehilsen
fra andre snemennesker.
Om morgenen går jeg ned til min snecykel.
Det er hjul, det er hjul synger den.
Og er der nogen der ved, hvad jul er,
så er det en julecykel i ønskesne.
Gid det nu må blive en god snejul,
god jul alle I snemennesker.
Jeg ønsker jer alle et godt snesyn
når juletræet er tændt.

.

per-olof johansson, 2003

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Lokal identitet – hvordan?

december 12, 2019

Journalen 2019

Per-Olof Johansson, Allerød

Sjællandske Mediers køb af Politikens lokalaviser set i sammenhæng med Sjællandske Mediers dækning i øvrigt af lokalstof i dagbladene, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne dækning er for hvor opfattelse af vor lokale identitet. Især for os, der bor udenfor København. Trods kommunesammenlægningerne i 1970 og kommunesammenlægningerne i 2007 er der vist ikke foretaget en evaluering af disse epokegørende administrative ændringer af Danmarkskortet. En sådan undersøgelse måtte naturligvis også inddrage lokalavisernes betydning. Vor opfattelse af kommunerne ville uden dem, deres forskelle til trods, netop være det administrative – økonomien, institutioner og planlægning – mens kommunernes indre kultur og dagligdag ikke ville blive samlet op. En ikke uvæsentlig faktor, som også burde indgå, er arbejdet i det lokale foreningsliv og menighederne. Arbejdet i de lokale historiske foreninger og arkiver endda særligt, da deres fokus netop er identitet, både den fælles og den individuelle. Skulle man være i tvivl herom, kan man tage det fælles tidsskrift for adskillige af disse foreninger i hånden, f.eks. Journalen nr. 2 fra i år, hvor de mange af de lokalhistoriske publikationer udkommet i 2018 får omtale. Oven i dette må man tænke sig til de gennem året udgivne medlemsblade.

Nu sidder jeg i Allerød og skriver og tænker naturligvis på de udgivelser som LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har stået for siden starten i 1978. Det kan vel gå an som eksempel! LAFAK har altid loyalt forsøgt at dele sol og vind lige mellem de tre oprindelige kommuner Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse i respekt for sammenlægningstanken. Og her er endda et ikke ubetydeligt link til Lokalaviserne – idet billederne i bogen ’Allerødbilleder 1’ netop stammer fra fotograf Jan F. Stephans donation fra tiden som fotograf på Allerødposten. Avisen gik ind i 1986, efter at være blevet overtaget af Frederiksborg Amts Avis. Nu er Sjællandske Medier som blandt så meget andet ejer Frederiksborg Amts Avis altså gået skridtet videre og har opkøbt Politikens Lokalaviser og dermed også Allerød Nyt, som udkonkurrerede Allerødposten.

LAFAK har i sine 41 år udover medlemsbladet Nøglehullet tre gange om året, udgivet otte bøger, to billedlotterier og sat to af bøgerne gratis på nettet samt opretholdt en hjemmeside. Desuden holdt tre til fire offentlige møder eller ture. Dette bygger på samarbejde med kommunen om et tilholdssted for arkivet samt en foreningsansat arkivar. Et arbejde som slet ikke kunne udføres uden bidrag fra en lille skare frivillige og en stor skare medlemmer.

Internettet får mere og mere betydning for opfattelsen af den lokale identitet og må naturligvis også inddrages i undersøgelsen. Aviserne, foreningerne og kommunen er på nettet, men der til kommer de sociale medier, hvor måske især facebook har en bred vifte af grupper med lokalt fokus.

Selvom der altså ikke eksisterer en undersøgelse af lokal identitet efter disse retningslinjer, synes jeg det er vigtigt, at vi holder os denne ramme for øje og hver i sær vedkender os et medansvar for den lokale identitet i videre bemærkelse end som skattebetalere og forbrugere af kommunal service.

 


%d bloggers like this: