Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 

Reklamer

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Billeder af spånkurv dokumentation

juli 13, 2018

    

Mange detaljer drukner, når historien fortælles, så kan samtidens billeder afsløre, hvad der også var en del af tiden..det var en tid med spånkurve..plasticposen opfundet i 1960 tog i løbet af årtiet over..

Oprydning har sin pris – men også fordele. Her tre af mange billeder med spånkurv. Det ved dengang bare en kurv, fordi det var den mest almindelige. Nutidens børn må man måske forklare, at bogens titel ikke betyder ‘anti jul’ men bare: ‘På vej mod jul’! Tegneren hedder Ingeborg Hyldahl. Fra hhv. 1946, 1941 og 1948. #spånkurv

Kultur med plads til sorgen

juni 17, 2018
Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring
http://per-olof.dk/glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie
http://per-olof.dk/poesi4.pdf

Danske i Sverige
http://per-olof.dk/isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm

Kulturbevaring 1991 – 2018

juni 11, 2018

Havde indlæg i Politiken 10.6.18 om det at levere samlinger til museerne, på baggrund af artikel i samme 29.5. om opbevaring af samlingerne. Faldt så over artikel fra 1991, hvor problematikken er den samme og hvilket også havde givet mig anledning til et indlæg! Det lader ikke til, at politikerne hører efter. Allerede i 1991 kunne forfaldet konstateres.

Tilflytterkommune – Allerød

maj 8, 2018

IMAG0120~2

Politik i Allerød – det er enkeltsager OG det overordnede, samlende. Og det overordnede, samlende er først og fremmest at vi bor her sammen. Da Lillerød Øst blev bygget fik børn af  byen priviligeret adgang til at købe grunde og var altså på forhånd kendt med det fællesskab, de indgik i. Hvordan med de nye kvarterets beboere, lægger de vægt på den nye tilknytning andet end rent praktisk, prioriterer de overhovedet fællesskabet? Hvordan indfanger vi dem?  

I heftet ‘Drømmen om Allerød’ fra 1991 citerede jeg etnologen Lauritz Bødler for i 1971 at have sagt:”I dag er Danmark et udpræget emigrationsland indenfor landets grænser.” Og for at have rejst spørgsmålet, hvordan de gamle og nye småsamfund engang i fremtiden kan smelte sammen til et homogent samfund i form af en kulturel enhed. I 2018 lever vi den fremtid, og selv er jeg i hvert fald skeptisk, hvad angår resultatet her i Allerød. Den byraukratiske enhed fungerer, men respekten for stedet og dets fortid har det svært. Vil tilflytterne den eller rager det dem en høstblomst?

Når de yngre flytter til landsbyerne har man indtryk af en forståelse for at skulle bidrage til stedets identitet. Hos os er det mere som om fællesskabet mere opfattes som en afdeling af et supermarked, ikke noget som kræver engagement, for nu at trække det lidt skarpt op.

  • Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune for 40 år siden startede, var initiativtagerne både unge og ældre, ældre vil her sige begyndelsen af 50’erne! Den yngste i begyndelsen af 20’erne! Et vellykket samarbejde med kommunen og diverse fonde og et stort og stigende medlemstal, en fremragende formand og en fremragende arkivar har skabt basis for de resultater, der hidtil er nået. Men vil yngre ikke tage over på deltagerniveau, ser det sort ud.
  • Nej jeg sidder ikke i bestyrelsen og har aldrig gjort det. I starten fandt jeg det for uforeneligt med mit politiske engagement. Siden kunne jeg se, det var muligt at bidrage uden at sidde i bestyrelsen, på linje med de mange andre frivillige, som har lagt en indsats på arkivet. Min optimisme hænger jeg op på den afstemning, hvor vi afgjorde, at Allerød fortsat skal være en selvstændig kommune.

 

 

Ødipus, Antigone og trappen

maj 7, 2018

IMAG3396~2

Improvisationsteater

afsted afsted ..ord fra Inge-Margrethe Madsen inspirerede til dette, som øvrigt er inspireret af Rudolf Tegners skulptur: Antigone og Ødipus, Thor Langes oversættelse og et gammelt fotografi. I går fotograferede jeg selv ved besøg på Rudolph Tegner Museet. Offentliggjort på nettet 2000 i digtstafet med Kenneth Krabat og Inge-Margrethe Madsen

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolph Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds “Ødipus” går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske “Ødipus”
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen –
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen,  
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat, i Thor Langes oversættelse
“styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden “
Den replik er skyld i en trappe.

 

Per-Olof Johansson

IMAG3405~2

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Livet i dødt sprog

april 10, 2018
Kurverække

Spånkurve til Danmark, et sprog hang ved…

Livet i dødt sprog

Jeg læser en bog om elleve døde sprog. Der er en masse jeg ikke forstår, men også kik ned i verdens mangfoldighed, hvor man mere end aner, at vores livsopfattelse i mangt og meget er sprogafhængig. Først da jeg når til gotisk og Wulfilas bibeloversættelse dertil fra trehundretallet, mindes jeg om, at jeg selv bærer på brokker af – hvis ikke et døende sprog, så en døende dialekt. En dansk-svensk afart, vi kalder göingska. Vi er i det nordøstlige hjørne af Skåne.

Moster Anna var dyrker af det rigssvenske, men præsten fik overtalt hende til at skrive en verificeret skildring af livet på landet i gamle dage på barndommens sprog. Hun havde i sit lange liv skrevet et utal af festsange, mindevers osv, som for mit øje kun var form uden indhold. Digtet om livet på landet i hendes barndom blev anderledes levende. Oven i købet eksercerede hun mig gennem dets lyd og forståelse, for at jeg kunne bringe det videre. Altså sendte jeg det en dag til den historisk interesserede, sprogligt optagede grandfætter til viderebefordring i et af de lokalhistoriske skrifter, jeg så ham optræde i. Da fik moster Anna rumpen på komedie! For hendes sprog var helt forkert! Og han sendte mig sin forbedrede version, helt uden originalens energi. Sprog er en masse regler og grammatik, som de færreste af os kan redegøre for, men lyden, melodien, travet kan sidde i hovedet på os, og dér havde Anna ikke digtet! Med Annas lyd i øret opdagede jeg, da jeg første gang sad med Wulfilas nye testamente på gotisk, at jeg her og der i det komplet uforståelige, pludselig gled igennem en linje ved at høre/læse den som göingska. Så noget overlever. I et forfængeligt håb om at give vores døende sprog et nyt liv, sidder der i dag i Lönsboda, midt under danskerinvasionen, nogle flittige folk og indlæser barndommens ord til en CD-ROM-lydordbog. Et ord jeg husker fra Wulfila og barndom er ”liugnavaurds” (løgnagtig). Her er det livsopfattelsen kommer ind. Det var, som jeg husker det, ikke et neutralt ord, men protest og en dom over usandhed. Men det aspekt følger næppe med lyden ind i ordbogen.

per-olof.dk

i Politikens rubrik Dag til Dag 2.5.2006

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007


%d bloggers like this: