En kurvemager søgte 1991 gennem ‘Foreningen til bevarelse af gamle håndværk’ om støtte til at optage en lærling. Hvad mon der kom ud af det? Pileforeningens samarbejde med Moesgaard Museum ophørte – hvorfor? Hvorfor er det så svært at påkalde kulturinstanserne interesse for kurven såvel som historie som i nutid?
I dag sendte Jytte Johansen mig ‘Udsigt til Kronborg’ af Frank Jæger, hvor han har et essay med titlen ‘Forsvar for kurven’ – spånkurven!, fordi hun er opmærksom på min interesse for denne oversete genstand. Jeg har en fotokopi, så jeg har tit frydet mig over teksten, selvom han tager fejl, når han troede, spånkurven blev lavet af affaldsmateriale. Men i 1976 var jeg kun lige begyndt at forstå, hvor overset spånkurve var og at de krævede at blive husket, som Frank Jæger så rigtigt så. Så 1000 tak til Jytte! hvor hun så end befinder sig..
Så Jytte Johansens udstilling af kurve på biblioteket i Holte januar 2018. Vel 65 stk. samt bøger og keramiske efterligninger. Vældig god udstilling på den begrænsede plads. Jeg prøver at begrænse mig til spånkurve, men det gør Jytte Johansen ikke.
Jeg skrev engang om Frank Jægers bog.
I anledning af den Kulturpolitiske rapport, som konkluderer, hvor stor en del af Danmarks økonomi, der beror på kulturlivet, uden den dog inddrager f.eks. lokalarkiver og alt det ubetalte, føler jeg trang til at gentage mit læserbrev fra Weekenavisen fra juli 2022. Avisen gav indlægget overskriften ‘Con amore’, det synes jeg var for blidt, men løgn er det jo ikke!
Den ubetalte kultur
Per-Olof Johansson
Artiklen ‘Funktionær og nasserøv’ (Weekendavisen 22.7.22) fortæller om den manglende betaling til forfattere, når de optræder i forskellige sammenhænge. Kun få forfattere har lyst til at tale om det, forventningen er, at det vil afføde manglende invitationer.
Det er meget menneskeligt, men i min situation i bunden af hierarkiet og min alder taget i betragtning er det hensyn, jeg ikke behøver at tage.
Jeg blev medlem af Forfatterforeningen 1977 og har været det siden. Så det er klart, at det med pengene tit har været til overvejelse. Ser man på beløbenes størrelse, må man rationelt sige, at overvejelserne har været spild af tid. Jeg har jo ikke skrevet for at tjene penge. At mine værker og artikler ikke resulterede i penge værd at nævne, stoppede mig på ingen måde. Jeg tjente mine penge som pædagog med dispensation fra uddannelseskravet og følte mig på den rette hylde, der gav mig den frihed, jeg behøvede, velvilligt gav mig orlov, når det var nødvendigt for at afslutte et arbejde. Faktisk påtog jeg mig opgaver, der gav runde summer. Der opdagede jeg, at det var noget skattevæsenet fik udbytte ud af, ikke jeg.
Hvad er forfatteren for en størrelse? Jeg tror, at læseren får det indtryk, at en forfatter skriver skønlitterære bøger, hvor sandheden er, at betegnelsen dækker et stort spektrum af aktive skrivende. Jo det er Jussi Adler-Olsen, men det er også en lille orm som mig. Dengang, der var noget som hed Arte ville de slå sig op som bookingbureau for forfattere, og man kunne uden omkostninger melde sig med sine tilbud. Der var en idé om en mindstebetaling, at man forlangte et honorar på 4000,-kr. Det virkede urimeligt, at en størrelse som jeg, skulle stille et sådant krav, og det prøvede jeg at skrive om til vort blad, Forfatteren. Det ville de ikke trykke, så det blev nok et læserbrev i Information. Jeg forestiller mig, at man ikke ville have den debat, som nu popper op, fordi det kunne skabe usikkerhed om honorarkravet. Sådan er der debatter, der ikke er velsete. Da forfatterforeningen fyldte 100 år i 1994, fejrede jeg det med at skrive om ‘den ukendte forfatter’. Atter måtte jeg finde plads i Information, hvilket blev med en herlig tegning af Per Marquard Otzen af den ukendte digter med sin pegasus på vej ind i forfatterskabet! Det er som om, man vil fastholde myten om forfatteren, som en der lever af det på fuld tid, og sådan er det jo ikke og bliver det aldrig. Jeg har da mødt dem med synspunktet, at det kun er sådanne, som har krav på betegnelsen ‘forfatter’, og det synes jeg er noget sludder og langt fra virkeligheden. Jeg synes snarere vi skal forsøge at beskrive forfatteriet i al dets mangfoldighed.
Den opgave kan jeg ikke påtage mig, bare fortælle lidt fra bunden af skalaen. Min ældre bror Kurt var udover at være præst også forfatter. Han digtede konstant fra sit tiende år, fik trykt digte hist og her, fik trykt artikler i aviserne, men udgav aldrig en bog, for han ville kun acceptere at udkomme på et anerkendt forlag. Han indså ikke, at det aldrig ville lykkes ham.
Jeg gjorde noget andet. Jeg blev mere eller mindre selvudgiver, for også jeg modtog i mange år afslag fra de såkaldte anerkendte forlag. Udover det selvudgivne viste det sig, at deltagelse i det lokalhistoriske gav mig muligheder for at udfolde skriveriet, freelance for en lokalavis, deltagelse i udgivelse gennem ti år af tidsskrift med og om folkekultur. Og dette førte selvfølgelig til en række foredrag, som aldrig blev honoreret med andet end rødvin, og heller ikke med tanke om, at jeg kunne have forlangt et honorar, som andre måske fik. Måske har jeg en enkelt gang været på et program med oplæsning af egne digte, hvor der var søgt støtte til honorar til samtlige til min store forundring, tak.
Hvordan skal nogen få begreb om omfanget i begrebet ‘forfatter’, hvis vi, der falde udenfor myten, ikke fortæller om, hvad vi laver? Derfor udgav jeg et lille hefte med den ukendte forfatters erindringer. Heller ikke det gav naturligvis omtale, selv er jeg glad for den lille manifestation. Jeg tror, der er mange forfattere som jeg, jeg tror det er vigtigt, det vi laver, og jeg er overbevist om, at kulturen vil lide et tab, hvis vi stiller honorarkrav op som betingelse for at deltage. Måske skal vi have flere klap på hovedet for vores indsats, men det, vi gør con amore, skal ikke begrænses af, at andre har andre forventninger og behov.
PS: På min hjemmeside læsmig.dk finder man bl.a. via link til ISSUU.com link til ovenævnte
‘AV En ‘ukendt forfatter’s erindringer’ ganske gratis! https://issuu.com/perolofdk/docs/ukendt_3mm – den trykte version er sluppet op.
Hvis prisen på spånkurvene skulle sættes op, rejste Pappa ind til FDB i Njalsgade, for at forklare disponenten situationen. FDB var vores største kunde og den sikre betaler. Mærkesedler og fragtbreve var fortrykte, sådan et omfang havde det, spånkurvene fyldte tit en halv godsvogn. Der blev importeret mange spånkurve til Danmark fra Sverige af danske grossister i København,Odense og Aarhus, og sådan kunne FDB også have valgt at gøre. Så siden er det da faldet mig ind, at FDB bevidst har valgt at holde en dansk produktion i live. Det ville jeg godt have talt med disponenten om.
JORDEN GYNGER UNDER CHATBOT
Er jeg doven? Ja!
Er jeg sjusket? Ja!
Har jeg dårlig ryg? Ja!
Har altid følt mig
Genetisk forbundet
Med andre med modermærke
Ved højre næsebor
Nogen kaldte det
En fedtknude
Andre min tvilling
Ved højre øje
Efter operationen 1965
Fik jeg et blåt øje
Tænker meget på de døde
Henrik Nordbrandt og
Eske K. Mathiesen
Gik tværs gennem
Det brændende bål
Min egen søn Hjalmar
Hvorfor skriver han ikke
Ole skulle skrive stil om
Sin udsigt og skrev
Det er tåget jeg ser
Ingenting og blev
Skældt ud af fru Lund
Noam Chomsky påstår, at mennesket
har et instinkt for frihed i kraft af den
sproglige kreativitet, friheden er
simpelthen en nødvendighed, fordi vi hele
tiden danner sætninger, som ikke har
været udtrykt før.
Jeg ser en fugl
Chatbot ved ikke hvilken
Jeg ved hvilken
Jeg siger det ikke
Det er sprogets hemmelighed
Per-Olof Johansson
POTTER, KRUKKER OG FADE
Lokalt fremstillet lertøj i Danmark og Hertugdømmerne 1600-1850
Illustreret med eksempler fra Ehlers Samlingen
👋 Spændende og flot opfølgning til Louis Ehlers: Dansk Lertøj fra 1967. Den glæder jeg mig til at gå ombord i.
Men hvad jeg ikke fatter er, at man ikke har kunnet finde en person til at skrive om lertøj i Nordsjælland fra den periode. Det var nærmest et chok at opdage. Her har Museum Nordsjælland virkelig nogle skår, der skal klinkes! Det har selvfølgelig naget mig, at ingen museumsfolk interesserer sig for dansk kurvetradition. Men at ingen på Museum Nordsjælland har stået parat til at modtage invitationen til at bidrage til dette hovedværk, der skal holde et par menneskealdre frem – jeg nægter næsten at tro det. Vi nævner i bogen om Lillerød Lervarefabrik, at der på Nordsjællandsk Folkemuseum var en udstilling med ‘Nordsjællandsk lertøj gennem 6000 år’ så noget materiale må der foreligge. Endelig kunne man jo have lavet en ekstrakt af, hvad Louis Ehlers himself skrev om Nordsjællandsk lertøj i sin bog med fotos fra EhlersSamlingen.
http://lafak.dk/index.asp?DocumentID=445&Action=
PS
Forklaringen er ikke, at man ikke var opmærksom på Nordsjælland, men at sygdom greb ind med altså længe varende konsekvenser…
Hvad man godt kunne tænke sig i Den Kulturpolitiske Redegørelse, var en vurdering af den del af kulturindsatsen som ikke honoreres, og som derfor ikke indgår i den storstilede sum milliarder. Tag hvad der foregår på det lokalhistoriske område, hvor der ydes en frivilligindsats på utallige områder, bare tænk på alle de publikationer, vi udgiver, som alene honoreres med – tak. Lysten driver værket – men de små offentlige bidrag, som er den nødvendige benzin, for at holde systemet kørende, udsættes ustandselig for sparekrav uden erkendelse af, hvad samfundet får til gengæld i overmål. Allerød er bare et eksempel, som kan ganges med 98!
Men her melder redegørelsen pas:”Der er ikke samlede økonomital for de kommunale og lokale arkiver.” (Side 23)
https://kum.dk/fileadmin/_kum/1_Nyheder_og_presse/2023/Kulturpolitisk-redegoerelse_TG.pdf
Så kom den sidste hilsen fra Eske K.Mathiesen: ‘AKVARELLER Efterladte digte’. Godt han ikke tog dem med sig.
Trist at savne ham, men en glæde at læse ham, stadig fuldt genkendelig. Jeg ved ingen digter, som i den grad virker ny, hver gang man læser ham. Omslaget er tegnet af ham selv, nok mere oliekridt end akvarel. Nu har jeg læst dette 233. eksemplar af 250 og glæder mig til at læse det igen om lidt.
En af de sidste gange jeg mødte Eske, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke var til den sidste generalforsamling i Foreningen Danmarks Folkeminder. Jeg lærte ham at kende på Folkemindesamlingen nok i 1974, da jeg arbejdede på udgivelsen af Bonde-Practica med Iørn Piø som konsulent. Da den udkom, anmeldte Eske den i Land og Folk.
Siden løb vi ind i hinanden i folkemindesammenhænge, eller noget med kunst og digte. At han ikke kom til den generalforsamling – det var for sørgeligt, for vi blev nødt til at nedlægge foreningen. Jeg havde indtryk af, at han nødigt ville tale om det. Nu gik jeg i mobilens fotoalbum og skrev Eske. Jeg har nok flere analoge et sted.
Her gentager jeg lige, hvad jeg skrev i facebookgruppen ‘Folk og Kultur’ sidste år:
Den danske have. Tekster om haver af danske forfattere. Udvalgt og med forord af Eske K. Mathiesen. Illustreret med tegninger af danske kunstnere. Gyldendal 1982.
Eskes digte har Asger Schnack taget sig af. Men hvad med det utal af forord og introduktioner, han har skrevet og som altid formår at løfte et udvalg, et katalog op, op. Som regel i lige så smukke udgivelser som hans små digtbøger.
Som nu forord til denne bog om danske haver, et økologisk manifest fra 1982, skrevet som var det skrevet i dag. Og hvilket herligt udvalg af tekster, man selv næppe ville komme i nærheden af ellers. Lige til at genudgive, nu bare på fint syrefrit papir.
Et passende nyt bidrag kunne være en bibliografi over Eskes forord og introduktioner, tak Gyldendal, kom igang!
Der er digte, man kun laver et af. Andre er måske typer, man bliver ved med at varierer. I samlingen ‘Digte Online 1994’ synes jeg dette digt er af den første slags.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte en samtale fra DR mellem Jesper Christiansen og Randi Laubek, hvor de talte om, at det at ville indføre noget smukt i verden med kunst tit vil blive misforstået som romantiseren, dekoration, virkelighedsfornægtende.
Det var vist lige det jeg var inde over, da jeg skrev dette.
HER ELLER NU
Det var et mærkeligt digt,
digt uden den 3. verdenskrig,
digt uden tortur og voldtægt,
digt uden selvmord, transplantationer, kunstige fødsler,
uden blodtransfusioner, scanninger,
hjertestop, digt uden flugt, fald fra 4. sal,
digt uden mafiamord, uden butiksplyndringer,
digt uden 3. grads forbrændinger,
et digt uden incest eller børnerov,
digt uden politikermord, færdselsuheld,
ingen vulkanudbrud, oversvømmelser,
terrorbombninger, sneskred, jordskælv,
ingen børn der myrder børn,
et digt uden et skud, uden en pisk,
et digt uden nøgne sønderrevne lemmer,
et digt uden AIDS og HIV,
et digt uden et svineslagteri,
et digt uden bekendelser om rovmord,
hustruvold, druk, narkomisbrug,
ligskænding,
et digt uden angreb på offentlige
myndigheder, naboer, forældre, børn,
gamle legekammerater,
et digt uden skrig om hjælp,
uden antydning af appel,
et digt uden allergi, kravlende orme,
savlende monstre,
et digt uden afsløring af den elskedes intimeste
dele og tanker, et digt uden modløshed,
et digt uden overhængende livsfare.
Et mærkeligt digt af en virkelighedsfjern person
*
Til debutantaftenen i Lyrikgruppen i Forfatterforeningen var jeg inviteret til at tale om de 50 år, der var gået siden min egen debut. Jeg var placeret sidst i programmet, der havde været to pauser og fortæring af kage og rødvin, så jeg causerede over emnet i stedet for at holde den forberedte tale. Men her kan der læses, hvad jeg ikke sagde.
Jag heter Per-Olof Johansson
og jeg er meget glad for invitationen fra Lyrikergruppens bestyrelse til at skulle tale til jer 2022-lyrikdebutanter.
Tillykke er jo hvad jeg først skal sige. Tænk så skete det – jeres digtsamlinger er på gaden, parat til at blive modtaget af den danske nation. Tillykke!
Grunden til at jeg står her i dag er, at jeg selv debuterede med en digtsamling i 1972 der for 50 år siden, derfor blev jeg inviteret. For at demonstrere at man godt kunne blive ved med at digte så mange år. Om der også var den bagtanke, at sige til jer, at man godt kan blive ved med at digte og udgive digte, selvom man ikke har nævneværdig succes med det, for det kan man ikke sige, jeg har haft – det ved jeg ikke. Erfaringer har jeg, og det er dem, jeg vil underholde jer med.
Jeg debuterede med trykte digte i Hvedekorn 1964, og startede så med at sende digtsamlinger til Gyldendal, Borgen, Arena og sikkert mange andre forlag og årenen gik. Jeg oprettede et fed mappe med afslag. Den er langt fra kedelig, for man fik sidelange begrundelser. Ja også korte, f.eks. den hvor afvisningen fulgtes af en sætning om, at han ikke håbede hans afslag ville skade mig psykisk! En af de rigtig lange frarådede udgivelse, da den ville kunne skade folkesundheden!
Jeg er den yngste af fem brødre, og vi har alle i en eller anden form digtet. Ældste bror sluttede dog allerede som ti-årig, men jeg læser stadig hans digte med fornøjelse ”og når I ser mod Øst så skal I sige/ at Skåne er er et godt gammelt dansk land”. Skønt født i Danmark så var Skåne vort moderland. Næstældste bror døde for et par år siden, og hans datter fortalte mig forleden, at hun havde en masse af hans digte liggende. Dem havde han aldrig fortalt nogen om, selvom litteratur tit var på vores dagsorden. De næste to var tvillinger, og Kurt digtede fra han var ti og blev ved til han døde i 2015. Han insisterede på at ville udgives på et anerkendt forlag, og guderne må vide hvor mange gange han har ulejliget forlag, fortrinsvis Gyldendal, men de gav sig aldrig. Jeg tilbød at være udgiver, men han afslog. Så først da han var død, kunne jeg og hans stedsøn udgive et lille udvalg, fra hans, som han kaldte det ‘sidste sidste udvalg’. Tvillingebror Arne har måske ikke skrevet så meget, men så har indspillet digte på bånd – og lavet skulturer, vævet, malet.
Han stillede sig til rådighed for mig, da jeg i 1972 blev træt af alle mine afslag og gav mig mulighed for at udsende min debutsamling ‘Alice er min veninde’. Dengang havde Forfatterforeningen vist ikke endnu fundet på et arrangement som dette, men jeg opnåede da at blive anmeldt i Information af Hans Jørgen Nielsen. Jeg har prøvet tanken, at jeg dengang skulle være blev modtaget af en oldgammel forfatter, der var debutteret i 1922 og som jeg aldrig havde hørt om – det må være jeres situation lige nu!
Mens jeg har hygget mig med at skulle tale til jer her i dag, udkastede jeg en idé om begyndelsen. Sådan en tale skulle selvfølgelig holdes af en succesfuld digter, der kunne berette, hvordan I alle en dag ville kunne opnå en lignende position. Det skulle selvfølgelig være Henrik Nordbrandt. Men så gik han hen og døde. Så kunne man have valgt Laus, Laus Strandby. Pointen skulle være at nævne, den kendte, den lidt mindre kendte – og så mig den ukendte, som det så blev. I 50’erne var vi alle tre spejdere i Høgene i l.Lillerød Trop med mig som patruljefører. Min kontakt med Henrik siden koncentreredes om, at han nævner mig i sin bog Ruzname, fordi han husker, jeg stak ham en på kassen. Den historie havde vi siden en del fornøjelse af.
Jeg holdt ikke op med at sende digtsamlinger til forlag, men da det ikke gav resultat, blev jeg selvudgiver fra begyndelsen af 90’erne, enten på tryk eller også på Internet. Jeg var først i Danmark med et digttidsskrift med ISSN-nummer. Det gik ikke så godt med at få andre med, men så brugte jeg andre digte, og sådan er det blevet ved. Så derfor kan I tage telefonerne frem, søge min hjemmeside læsmig.dk, se hvilke bøger jeg har udgivet og finde digtene på nettet. Husk at jag heter Per-Olof og icke Per-Oluf, selvom jeres danske fingre helst vil skrive netop det. Om I nu har indledt en digterkarriere af den ene eller anden slags, vil vise sig. Tillykke skal der lyde, mit håb kan være, at I breder jer over mere end lyrikken, der er så meget der skal gøres.
per-olof.dk skriver...2 