Kultur med plads til sorgen

juni 17, 2018
Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Reklamer

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring
http://per-olof.dk/glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie
http://per-olof.dk/poesi4.pdf

Danske i Sverige
http://per-olof.dk/isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm

Kulturbevaring 1991 – 2018

juni 11, 2018

Havde indlæg i Politiken 10.6.18 om det at levere samlinger til museerne, på baggrund af artikel i samme 29.5. om opbevaring af samlingerne. Faldt så over artikel fra 1991, hvor problematikken er den samme og hvilket også havde givet mig anledning til et indlæg! Det lader ikke til, at politikerne hører efter. Allerede i 1991 kunne forfaldet konstateres.

Tilflytterkommune – Allerød

maj 8, 2018

IMAG0120~2

Politik i Allerød – det er enkeltsager OG det overordnede, samlende. Og det overordnede, samlende er først og fremmest at vi bor her sammen. Da Lillerød Øst blev bygget fik børn af  byen priviligeret adgang til at købe grunde og var altså på forhånd kendt med det fællesskab, de indgik i. Hvordan med de nye kvarterets beboere, lægger de vægt på den nye tilknytning andet end rent praktisk, prioriterer de overhovedet fællesskabet? Hvordan indfanger vi dem?  

I heftet ‘Drømmen om Allerød’ fra 1991 citerede jeg etnologen Lauritz Bødler for i 1971 at have sagt:”I dag er Danmark et udpræget emigrationsland indenfor landets grænser.” Og for at have rejst spørgsmålet, hvordan de gamle og nye småsamfund engang i fremtiden kan smelte sammen til et homogent samfund i form af en kulturel enhed. I 2018 lever vi den fremtid, og selv er jeg i hvert fald skeptisk, hvad angår resultatet her i Allerød. Den byraukratiske enhed fungerer, men respekten for stedet og dets fortid har det svært. Vil tilflytterne den eller rager det dem en høstblomst?

Når de yngre flytter til landsbyerne har man indtryk af en forståelse for at skulle bidrage til stedets identitet. Hos os er det mere som om fællesskabet mere opfattes som en afdeling af et supermarked, ikke noget som kræver engagement, for nu at trække det lidt skarpt op.

  • Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune for 40 år siden startede, var initiativtagerne både unge og ældre, ældre vil her sige begyndelsen af 50’erne! Den yngste i begyndelsen af 20’erne! Et vellykket samarbejde med kommunen og diverse fonde og et stort og stigende medlemstal, en fremragende formand og en fremragende arkivar har skabt basis for de resultater, der hidtil er nået. Men vil yngre ikke tage over på deltagerniveau, ser det sort ud.
  • Nej jeg sidder ikke i bestyrelsen og har aldrig gjort det. I starten fandt jeg det for uforeneligt med mit politiske engagement. Siden kunne jeg se, det var muligt at bidrage uden at sidde i bestyrelsen, på linje med de mange andre frivillige, som har lagt en indsats på arkivet. Min optimisme hænger jeg op på den afstemning, hvor vi afgjorde, at Allerød fortsat skal være en selvstændig kommune.

 

 

Ødipus, Antigone og trappen

maj 7, 2018

IMAG3396~2

Improvisationsteater

afsted afsted ..ord fra Inge-Margrethe Madsen inspirerede til dette, som øvrigt er inspireret af Rudolf Tegners skulptur: Antigone og Ødipus, Thor Langes oversættelse og et gammelt fotografi. I går fotograferede jeg selv ved besøg på Rudolph Tegner Museet. Offentliggjort på nettet 2000 i digtstafet med Kenneth Krabat og Inge-Margrethe Madsen

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolph Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds “Ødipus” går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske “Ødipus”
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen –
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen,  
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat, i Thor Langes oversættelse
“styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden “
Den replik er skyld i en trappe.

 

Per-Olof Johansson

IMAG3405~2

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Livet i dødt sprog

april 10, 2018
Kurverække

Spånkurve til Danmark, et sprog hang ved…

Livet i dødt sprog

Jeg læser en bog om elleve døde sprog. Der er en masse jeg ikke forstår, men også kik ned i verdens mangfoldighed, hvor man mere end aner, at vores livsopfattelse i mangt og meget er sprogafhængig. Først da jeg når til gotisk og Wulfilas bibeloversættelse dertil fra trehundretallet, mindes jeg om, at jeg selv bærer på brokker af – hvis ikke et døende sprog, så en døende dialekt. En dansk-svensk afart, vi kalder göingska. Vi er i det nordøstlige hjørne af Skåne.

Moster Anna var dyrker af det rigssvenske, men præsten fik overtalt hende til at skrive en verificeret skildring af livet på landet i gamle dage på barndommens sprog. Hun havde i sit lange liv skrevet et utal af festsange, mindevers osv, som for mit øje kun var form uden indhold. Digtet om livet på landet i hendes barndom blev anderledes levende. Oven i købet eksercerede hun mig gennem dets lyd og forståelse, for at jeg kunne bringe det videre. Altså sendte jeg det en dag til den historisk interesserede, sprogligt optagede grandfætter til viderebefordring i et af de lokalhistoriske skrifter, jeg så ham optræde i. Da fik moster Anna rumpen på komedie! For hendes sprog var helt forkert! Og han sendte mig sin forbedrede version, helt uden originalens energi. Sprog er en masse regler og grammatik, som de færreste af os kan redegøre for, men lyden, melodien, travet kan sidde i hovedet på os, og dér havde Anna ikke digtet! Med Annas lyd i øret opdagede jeg, da jeg første gang sad med Wulfilas nye testamente på gotisk, at jeg her og der i det komplet uforståelige, pludselig gled igennem en linje ved at høre/læse den som göingska. Så noget overlever. I et forfængeligt håb om at give vores døende sprog et nyt liv, sidder der i dag i Lönsboda, midt under danskerinvasionen, nogle flittige folk og indlæser barndommens ord til en CD-ROM-lydordbog. Et ord jeg husker fra Wulfila og barndom er ”liugnavaurds” (løgnagtig). Her er det livsopfattelsen kommer ind. Det var, som jeg husker det, ikke et neutralt ord, men protest og en dom over usandhed. Men det aspekt følger næppe med lyden ind i ordbogen.

per-olof.dk

i Politikens rubrik Dag til Dag 2.5.2006

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

marts 23, 2018
FrederikIX

Et frimærke som vækker en erindring..

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

En mærkelig historie kom der ud af at bestille en elektronisk dims over nettet.

Da jeg var knajt, havde jeg en patruljeassistent, der altid lå i badekarret, når jeg ringede til ham. Så hvis Muddi skulle have en besked, skrev jeg et brev til ham i blå kuvert og med 15 øres frimærke og postede det, når jeg gik i skole, så havde han det om eftermiddagen.

I 15 år skrev jeg fakturaer for mine forældres firma, også de otte år jeg boede i Jylland, posten gik jo fra dag til dag.

Der i Randers fandt jeg på at abonnere på Dagens Nyheter og fik i den anledning en postboks, for så kom avisen samme dag, bare om eftermiddagen. Da jeg flyttede til Lillerød gentog jeg det med postboksen, men efter nogle år kom den svenske avis først næste dag. Men nu var jeg blevet vant til postboks, og det fortsatte 30-40 år. Jeg ventede jo altid på et eller andet forlagsafslag, eller på at se efter om mit indlæg var i avisen, så utålmodigheden kunne tøjles med postboksen.

For nogle år siden fandt postvæsenet så på at de ville have penge for leje af postboks, og så hørte jeg op med den. Det var besværligt, man skulle ændre adresseangivelser mange steder. Box 58 optræder nok et eller andet sted på nettet stadigvæk. Den nye lejer var flink til en overgangsperiode at omadressere og postvæsenet kendte mig, så tit omadresserede de selv endog flere år efter, byen hedder jo Lillerød.

Nu er tiderne virkelig blevet andre. Vi taler lige så tit om posten som om vejret, begge lige usikre. Om fem dage kan brevet være fremme – hvis vi er heldige. To -tre dage om ugen uddeles der slet ikke post. Posthuset er nedlagt og flyttet til supermarked udenfor byen.

Jeg surfer på nettet for at finde en powerpointpointer til en rimelig pris. Havner på en hjemmeside med både dyre og billige versioner og finder en i mellemprisklasse og en lille tekst fanger min opmærksomhed: ”hvis du bestiller en vare indenfor 24½ minut bliver den sendt i dag.” Klokken var lidt over halvfire om eftermiddagen. Hvis det ikke var for den oplysning, var det ikke sikkert, jeg havde taget mig sammen til at bestille, men det lød så fristende og usandsynligt, at jeg besluttede mig og bestilte den der hvad-den-nu-hedder. Kort efter fik jeg mail om, at varen var sendt, og her til morgen en sms om, at varen nu kan hentes i pakkeboksen nede ved Kvickly. Voila!

En maler fra Bagenkop

februar 20, 2018
Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

En maler fra Bagenkop

Per-Olof Johansson, Lillerød

Vi har et genbrugsmarked i Allerød – drevet af frivillige, men stedet er ejet af kommunen. Pengene, der kommer ind, går til de deltagende foreninger og sparer derfor kommunen for ikke så lidt, samtidigt med at der bliver ryddet op rundt omkring.

Jeg har tit fundet noget værdifuldt – måske ikke at måle i kroner og ører, men der er jo andre værdier i verden. Tit sker det ved, at Marianne gør mig opmærksom på noget interessant – og så køber jeg det. Hun må jo åbenbart have nok i at have bemærket det. Denne dag var det så et maleri af en dreng på en sten. KBH stod der i hjørnet. Kendte ham ikke, pyt 50 kr. var den da værd for nærmere inspektion.

Efter at have hængt nogen tid blev det tydeligt, at lærredet trængte til afvaskning og det tog en konservator sig af og en ny blændramme kom på.

Men hvem var maleren. Karl Brücher Henriksen stod der på et mærkat, billedet havde åbenbart været med på en udstilling på Den Frie engang.

Stod han i Weilbach også dengang eller så jeg ikke efter? I hvert fald i mange år kom jeg det ikke nærmere end navnet. På Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense øverst oppe mødte vi en lille grøn keramikfigur med hans navn aha.

I år gik der så hul på bylden, da jeg fik kopi af en artikel i ’Fynske Minder 1978’ hjem fra biblioteket. Tove Lund Larsen har skrevet om ham og fortalt om de billeder som Odense har erhvervet fra nogen efter hans død i 1976. Det er konkret maleri, helt anderledes end billedet af drengen på en sten ved vandet. I et udstillingskatalog fra 1971 siger han selv om disse billeder: ”Mine billeder refererer ikke til den ydre fysiske verden, men er symboler for en flerdimensional tilværelse. Jeg tilstræber dynamisk ro og harmoni og betragter mine billeder og skulpturer på samme måde som Jean Arp, der kaldte sine arbejder for ”Stilhedens kunst”. ” KBH er født i 1891 og debuterede først på den Frie i 1948 med to billeder, hvoraf det ene hedder ’Figur ved havet’, og som jeg formoder netop er mit billede. I Weilbach på nettet står, at der 18 af hans værker i offentligt eje.

Undervejs i søgningen på nettet fremgår det, at han havde en broderifabrik og han var gårdejer. Stednavnet Bagenkop dukker op og i dag får jeg ringet op til det lokale arkiv.

Jo det er rigtigt, han havde en broderifabrik. På første etage i den 2 etagers bungalow han byggede, lå ’fabrikken’. Huset ser jeg på nettet. Her sad damer og syede en begyndelse på de fremstillede fortryk til broderier, som blev solgt sammen med det nødvendige garn. Billederne var nærmest noget med blomster, rokoko-stil. Måske nogle af dem, min egen mor syede på, det var da tit med blomster. Jeg har vist gemt et pudebetræk af den art et sted.

Han lavede også skulpturer, af beton, stod vist i haven endnu. Han havde åbenbart både en gård og en frugtplantage. Hans første kone døde ung, hendes urne stod i vindueskarmen ved et tændt lys. Han blev gift igen, men efterlod sig ingen børn.

Da Lokalarkivet har forskelligt om ham, lyder det som et sommerferiemål for at komme lidt nærmere til denne maler fra Bagenkop. ’Figur ved havet’ skulle da nok hedde ’Drengen på molen ved Bagenkop Havn’! Det kan det jo så hedde for fremtiden.

Religion er erfaring

februar 17, 2018

Herergud_eng2

Religion er erfaring

Jens-André P. Herbener kæmper i sine søndagsklummer mod religion. Han har ret i meget – hvis religion er og var det, han opfatter det som. ”Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker.” – skriver han i Politiken 11.2.2018. Det lyder enkelt, men som påpeget af kronikørerne 10.2. allerede i overskriften, har ”Religionen været afgørende for udviklingen”. De synes dog ikke at være uenige med Herbener om, at religion ikke bygger på erfaring. Jeg der imod fristes til at konkludere, at det er ved religion, vi kan erkende os som mennesker.

Man må forstå religion som udsprunget af virkelighed og erfaring. Man kan skyde dogmerne ned, for de er næppe mere virkelige end ænderne i skydeteltet. Det ændrer ikke virkeligheden og giver ingen forståelse for, hvad religion er. Vi mangler i den moderne verden simpelthen begreb om og begreb for den virkelighed og for, at det er en virkelighed, som er tilgængelig for enhver. Ikke ligetil men på betingelse af – hvad det nu er. Der er masser af mennesker, som gør i at vejlede i dette, tit dog blot ved at erstatte gamle dogmer med nye – men det er der, det virkelige arbejde foregår, ikke i vitaminfattige projekter som Politikens ”intet er helligt”.

 

Lignende tidligere indlæg


%d bloggers like this: