Røde Erik 3

november 15, 2018

katiavi2

Røde Erik 3

Politikens rubrik Dag til Dag 28.9.2005

En læser ser os i cafévinduet og stikker hovedet ind og efterspørger flere historier om Røde Erik. Røde Erik er en kat, rød med en spiraltegning på den ene side. Egentlig ikke til at tage fejl af. Den har demonstreret store evner for strejftog, som jeg før har fortalt om: nærmere og fjernere mål, med bus og tog til Farum, København og Hillerød. Den er let kendelig, så da en rød kat lægger sig for vore fødder på den gourmet restaurant i Skåne, hvor en fødselsdagsgave skal fyres af, ved vi godt, at det ikke er Røde Erik. Men tanken er morsom, og billedet blev godt!

Dette er så imidlertid en af de virkelige historier. Røde Erik har være væk i otte dage. Selvfølgelig har huset fået installeret elektronisk kattelem, så den kan komme ind ved nat og dag. Men ingen Røde Erik er set ved fodertruget. Så ringes der, dennegang fra Amager. En venlig dame fortæller, at hun har katten. Hendes egen røde kat havde hun haft med for at søsteren skulle passe den, og så var den forsvundet. Som man nu gør, blev sedler sat op på forstadens lygtepæle. Den røde kat var dukket op, afleveret hos søsteren som afleverer til ejeren, som tog den hjem til Amager. Først da der ringes fra Kattens Værn om, at de har hendes kat, opstår tvivlen. Stelnummeret tjekkes og passer ikke med egen kat. Så da hun nu skal ud og besøge søsteren igen, kommer hun med katten, med tak for lån. Røde Eriks snedighed for at skaffe sig en udflugt er åbenbart uden grænser, så mon ikke en kendt talemåde kan omskrives til “Kattens veje er uransagelige.” Måske er dette så den sidste historie i rækken med denne forfatter. Næste gang er det måske dens ejere som fortæller, de påstår i hvert fald at besidde ophavsretten både til navn og historie. Eller Røde Erik fortæller selv, den lader sig ikke hæmme af borgerlige love & regler!

per-olof.dk

Per-Olof Johansson: Røde Erik på langfart. 2007

Reklamer

Røde Erik 2

november 14, 2018

annonce2

Røde Erik 2

Fra Politikens rubrik Dag til Dag 31.1.2005

Mit kattekendskab har været særdeles beskedent. Det nærmeste jeg er kommet en forståelse af katte er Kai Friis Møllers lille bog “Katte jeg kendte”, med tegninger af Ebbe Sadolin, Egon Mathiesens “Mis med de blå øjne”, jo og så den tjekkiske film “En dag kom en kat”, hvor katten vist var et symbol på friheden. Men virkelighedens kat havde jeg til låns en uge – så blev den afhentet af ejeren, selvom vi kom godt ud af det sammen. Nu har en ny verden åbnet sig for mig. Barnebarnets “Røde Erik” med den stærke frihedstrang er et interessant kapitel, som må med i næste udgave af “Kattens kulturhistorie”. Ikke mindre interessant er det med alle de kattevenlige personer, som sørger for at den kommer hjem til familien igen. Et aspekt Disney ikke fik med i Aristocats. Bortset fra det, har Røde Erik vist sig som en sand O’Malley, når den er på strejf. Den skyer åbenbart intet for et godt eventyr. Mor arbejder den dag hjemme og ringes op. Et par togkontrollører på Københavns Hovedbanegård har mødt katten i S-toget, men fortæller, at hvis ejeren møder på stationen, vil de tage den med retur. Som sagt så gjort. De stiger ud af toget med kat – og indkøbt legetøj, som har kunne beskæftige katten på turen tilbage. Jeg kan se billedet for mig. Vi må have det dacapo. En historie og et billede DSB/HT passende kunne bruge for at signalere – konduite og service. Måske en ny turistplakat til afløsning for den gamle med politimanden og andefamilien.

per-olof.dk

Røde Erik på langfart 1

november 14, 2018

Red Erik

Røde Erik var en kat

Kattehistorie

Politikens rubrik Dag til Dag 7.12.2004.

Det er en pokkers kat yngste barnebarn har fået sig. Sød så den ud – og rød. Vi syntes nu den bed og var aggressiv. Al velvilje til trods kom naboen en dag med den, da den havde gjort hendes haveselskab usikkert. Tit befinder den sig på ukendt sted. Efter den har fået det blå stempel i øret, kan sporet dog følges, ofte langt af led. Fra den nære børnetøjsforretning, hvor den må afhentes i sengen i udstillingsvinduet, helt til Rustenborg i nabobyen. Da familien var i Sverige, var det der de blev ringet op af Kattens Værn, så vi tog på os at hente dyret i Buksebørsen. Ejeren er en sand katteven, så de uerfarne kattehentere blev sendt retur efter transportburet!

Men så forleden, en søndag morgen klokken halv syv vækkes familien af en grinende vagthavende i Kattens Værn: Om de kunne gætte hvor katten nu var fundet? Barnets mor havde svært ved at grine, tidspunktet taget i betragtning. Katten var i fængsel! Den var trængt ind i fængselsafdelingen i Sandholmlejren. Den blev straks hentet, og den sluse af bomme man der skal igennem, var næppe ellers blevet oplevet.

Dagen inden var vi selv kørt forbi Sandholm og en rød kat sprang over vejen. Ha! det er da Røde Erik, sagde jeg. For at være morsom. Nu taler vi om at have et kattetransport-bur fast installeret i bilen.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 7.12.2004

Røde Erik på langfart 2007

EFTERÅRSROSEN

november 10, 2018

Efterårsrosen

Efterårsrosen. Foto poj 1973

EFTERÅRSROSEN

TEKST: Per-Olof Johansson
MELODI: Niels Erik Nielsen c OKTAV MUSIK 1973
ølstuestemning

Se jeg er en rose og jeg vokser vildt,
for min dyrker har svigtet sin have,
her gror det fantastisk, for at sige det mildt,
men sneen vil alting begrave.
Tralalla osv

Jeg er kun i knop men den revner snart,
og jeg hvisker gult mod min rude,
at hvis du hus, vil varme mig rart,
så vil jeg blomstre herude.
Tralalla osv

Se blade guldner og brunes og dør,
og frugten er tør eller rådden,
jeg er den sidste som virkelig tør
af al magt stampe mod brodden.
Tralalla osv

Når huset, som før var helt groet til,
står ensomt herinde i lunden,
så vil jeg blomstre, jeg vil! jeg vil!
Og lyse i aftenstunden.
Tralalla osv

Når mørket tilsidst også griber om mig
og trækker min saft ned i jorden,
så minder min torn mod ruden om mig,
som en kat der skraber på porten!
Tralalla osv

En fundhistorie

november 8, 2018

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.

Sagt af børn

november 4, 2018

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Kanonkuglen

november 3, 2018

Kanonkuglen er der endnu

 

Kanonkuglen  

En dreng fra de nye børnehaveklasser kommer farende gennem SFO’en mens han med den ene hånd bagud klemmer ballerne sammen. Hvad sker der? ‘Jeg skal lave pøller’ og jeg aner han er usikker på hvor toilettet nu er. Selvfølgelig kan det en af de første dage være lidt usikkert, hvor den nærmeste af hele ti toiletdøre er. Min anvisning er ved at blive saboteret af en kender af stedet som argumenter med at ‘det er handicaptoilettet’. Nå ind kom han.

Så er det jeg hjemme opdager kanonkuglen på gulvet. Den kan midt i det andet som ligger måske nok kun overraske mig selv. Engang opbevarede jeg den indrullet i papir i et skab, men syntes en dag den skulle frem i lyset. Da den så var fremme blev jeg betænkelig. Den er af jern og tung. Ligger den stille er den fredelig, men den kan rulle og børn vil elske at tage den i hånden og hvad kan der så ikke ske? Min fantasi kan hele repertoiret. Så den lå fremme et sted, hvor den ikke var altfor synlig. Nu er den så havnet på gulvet i afventen af en holder. En kanon står på en lavet, hvad hedder en ‘kanonkugleholder’?

Jeg har arvet kanonkuglen hjemmefra for så længe siden at omstændighederne er glemt. Ingen andre var vel interesseret i den tunge sorte sag. Rust ses dog ikke på den.

Måske skyldes det, at den i mange år tjente som sennepsruller, hvilket er årsagen til at jeg holder hånden over den. Hvor tit den blev brugt, kan jeg ikke huske, men den lejlighed, som gør, at jeg husker den, er anledningen til at den høre hjemme i denne historie.

For 60 år siden sad min farmor i køkkenet og kværnede sennep i en stor lerskål mens Mamma lavede mad på komfuret. Det er længe siden, men wc var dog indført før min tid. Det lå ganske upraktisk nede i kælderen. Ned ad en trappe gennem to rum og så ind på toilettet. At det var senere tilkommet fremgik af, at væggene var bræddevægge og opvarmningen et elapparat. For et barn på fire år var der lang vej til toilettet og denne dag nåede jeg kun indenfor døren og at få bukserne ned før hele herligheden lå gulvet. Brødebetynget og formentlig grædende måtte jeg op ad trappen og gå til bekendelse. Farmors bebrejdende bemærkning ramte som en pisk og gjorde hende næsten fremmed for mig.

Denne lærdom har man gennem mange år blandt børn prøvet at omsætte i egen optræden, sørgeligt bevidst om hvor tit man har måttet modtage samme dom som farmor.

per-olof.dk

Dag til Dag, Politiken 19.8.2005

Per-Olof Johansson: Røde Erik på langtur. 2007

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 


%d bloggers like this: