Udgivelse 2017

aj_katalog2017Download

Udgivelse 2017.

Nogle kaldte min bror Arne Johansson kurvemageren, og havde ikke fået øje på ham som kunstner, selvom han havde udstillet skulpturer, relieffer og vævninger flere gange lokalt. Men hans bidrag til årets ‘Kirsebærkurveudstilling’ 2015 på Johannes Larsen Museet gav anledning til en invitation til en udstilling i Hallebyore 2016, som igen gav anledning til invitation til at afholde seperatudstilling i Allerød Kunstforening 2017. Jeg fik foreningen med på at vi lavede et lille hefte om Arnes kunst. Det er udsolgt, men kan stadig downloades  som PDF fra nettet.

Udstillingen stod kun en uge men blev stor succes med over 200 til ferniseringen. Der var ikke en eneste kurv med.

#udgivelserafellermedpodk

#arnebernhardjohansson

Svanebogen

SVANEBOGEN

Vi fik lov at beholde vores første Læsebog, Svanebogen i 5.udgave fra 1945  fordi den var med gammel retskrivning. Nu har jeg mulighed for at sammenligne med den 7.udgave fra 1949, det år jeg begyndte i 1. klasse. Så er jeg glad for, at vi brugte den 5. udgave. Adskilligt er ændret i den nyere, værst at se er, at den manglede Jensenius’s tegning AARET RUNDT. Den har jeg tit sjælet over.

*

LÆSEBØGER iøvrigt

Jeg har fundet et par bøger med tegninger af Ernst Hansen. Ikke at jeg samler på ham, men køber dem gerne. Får mig til at tænke på de læsebøger, jeg var igennem. Storebrødrene havde haft Ole Bole med Storm P.s tegninger. Vi fik Svanebogen, illustreret af Jensenius. Siden blev det Hans I. Hansen, Th. Heltoft og A.M.Sunesens serie ‘Dansk Læsebog’ helt til Realen. Den serie er spækket med tegninger af danske kunstnere samt tit fotos af dansk kunst. Jeg husker ikke, at vi talte om det, men når jeg genser bøgerne forstår jeg, at tegningerne altid var med i øjenkrogen, de udgjorde så at sige en dansk kanon. Hvordan mon et læsebogsindtryk siden kan have set ud, lad os sige de sidste tyve år? Er dansk kunst på samme måde smuglet ind i læserne

Selvudgiver- per-olof.dk

per-olof.dk digtudgivelser

Opslag som PDF

En opremsning mine digtudgivelser:

Alice er min veninde. Digte. 1972/2010

En sang på lommen. Musik: Niels Erik Nielsen. 1978 (Undtagelsen: Udgiver Oktav Musikforlag)

Hvor de åbner deres madkurv. Digte. Politiken Online 1994 [netudgivelse og trykt] (samme) diskette og www 1995

Digte Online 1994. Politiken Online 1994,(samme) diskette og www 1995,(samme) e-book 2000 [Netudgivelse]

Rædsel sammen med fryd. Kald det digte. 1996

Dagenes digte. 2000

Ordsamling. 2005

Syttens digte. 2008

per-olof johansson læser digte 2005-2008. DVD 2009

Digte dagen efter. 2011

Hejkurve.2012 [netudgivelse]

Henvendelser som digte 2013

2+2 viser. 2013 [netudgivelse]

AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’. 2014 [netudgivelse og trykt]

Nitten croquis- digte. 2017 [netudgivelse]

Instagram-digte. 2018 [netudgivelse]

Selvudgiver – jeg bryder mig overhovedet ikke om ordet. Det er befængt. Noget ligger der måske i associationerne – selvbesmittelse – eller også er det den måde, det bruges på, hvor der er tale om bøger, det ikke er værd at beskæftige sig med. Det ligger immanent i ordet, at ’selvudgiver’ bør man ikke være. Og i hvert fald ikke af digte!

Af den grund er det ikke altid let at vide, hvilke bøger som er udgivet af forfatteren selv. Det kan skjules på flere måder. Bogen kan udgives hos en forlægger, som sætter sit navn på udgivelsen, men hvor forfatteren ellers står for det hele, indhold, opsætning, pengene. Eller forfatteren kan kalde sig selv forlag, skjult af valget af navn.

Jeg har nu gennem 50 år udgivet adskilligt i eget regi, og måske dumt nok kaldt forlaget per-olof.dk – let gennemskueligt en selvudgiver. Farbror August sagde engang til mig, at hvis jeg engang skulle lave et firma, skulle jeg smide Johansson væk og bare kaldet det per-olof – for det er der ingen som hedder i Danmark. Så det er vel hans råd jeg har fulgt.

I vore dage er en udgivelse jo ikke altid en tryksag. Som digitale digtværker tæller jeg 7, hvoraf 2 også er trykt. Jeg debuterede i Hvedekorn i 1964 og forsøgte gennem tresserne at blive udgivet på et forlag. Da jeg kun modtog afslag, fik jeg en af min brødre til at lege forlag under navnet ’Forlaget Lampen’ og min første udgivelse skete så i 1972 med digtsamlingen ’Alice er min veninde’. Hans Jørgen Nielsen anmeldte den uvenligt i Information, men ellers hørte man ikke mere til den. Jeg genudgav den 2010, dog uden at sætte den til salg. Erfaringen havde jo på det tidspunkt lært mig, at jeg var en non-seller, den blev delt ud – til hvem ved jeg i dag ikke!.

I 90’erne kom så muligheden for print-on-demand og det kan man vel ligeså godt kalde selvudgivelser. I starten med et dødkedeligt omslag, men som sådanne udgav jeg to hos Net-Bog-Klubben 1996 og 2000. I en periode var de også på nettet, men så forsvandt de.

Mine trykte digtsamlinger sluttede med ’Henvendelser som digte’ i 2013, dog efterfulgt af ’AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’ hvor jeg fik plads til 8 digte og så må tælle med som digtsamling.

Det skulle i alt give 11 digtsamlinger. Anmeldelser er det kun blevet til i få tilfælde, så få at jeg går ud fra at jeg og mine digte ikke kommer til at indgå i litteraturhistorien.

Jeg har netop læst et afsnit i Viggo F. Møllers ’Samliv med mig selv’ fra 1954, hvor han skriver om ’Alt for tidlig succes’. Han taler jo fra den tid, hvor bøger skulle trykkes, og der er mange gode formuleringer. Dengang døde de fleste efter de to første digtsamlinger efter hans formening. Nu havde jeg jo ikke engang en succes at gå videre med, men tiden var blevet en anden og trangen til at skrive digte forsvandt ikke, trods den manglende succes. Hvor mange, der har gjort som jeg, ved jeg ikke, men det er da et fænomen, som må være relevant at studere for litteraturhistorikerne!

Jeg læser i umiddelbar fortsættelse af Viggo F. Møller, de sidste afsnit i Tove Ditlevsens ’Erindringer – barndom, ungdom’. Her fortæller hun om hvordan Viggo F. hjalp hende med at få det første digt trykt i ’Vild Hvede’ og hvordan han hjalp hende med at finde en forlægger. Flere forlag afviste ’Pigesind’, men Viggo F. sagde, at Vild Hvede havde en fond, der kunne bidrage til udgivelsen og så lod forlæggeren Rasmus Naver sig overtale – og Arne Ungermann tegnede forsiden gratis. Mon ikke Viggo F. har betalt det hele, så vi kan kalde det en camoufleret selvudgivelse? Når man lige har læst, hvad Viggo F. mener om de unge håbefulde, så er det virkelig et sats, han gør med Tove Ditlevsen her, som hun i hvert fald i denne bog er ham dybt taknemlig for. Siden fremstod hun jo ustoppelig – men var den første bog ikke lykkedes, ved vi jo ikke hvordan det var gået.

‘Tilegnet Viggo F. Møller’

I dag huskes Viggo F. Møller kun for sin forbindelse med Tove Ditlevsen, til nød for sit redaktørskab af Vild Hvede. At Tove Ditlevsen af sig selv skulle have fundet på, at der i Pigesind skulle stå ’Tilegenet Viggo F. Møller’ tvivler jeg på, det er nok Rasmus Naver, der har givet hende et lille vink. Det var ikke dengang til at vide, at det blev et af bidragene til at holde Viggo F. Møllers navn i live. Hans eget veludviklede forfatterskab taler man ikke om. Siden jeg fandt ham engang i slutningen af 50’erne har jeg læst ham og samlet på ham. Jeg finder ham stadig værd at læse.

Om mit forfatterskab kan man læse her

AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’. 2014 [netudgivelse og trykt] https://issuu.com/perolofdk/docs/ukendt_3mm

Udgivelserne kan man finde her http://læsmig.dk

Enkelte mangler endnu at komme på listen.

 

 

Om religiøse spor i min slægt

Örkened Kyrka, Lönsboda, lidt af udgangspunktet..

Religiøse spor i en slægt –

Per-Olof Johansson (1999/2016)

Örkened kirke, Lönsboda.

Min bror Kurt E. Johansson optrådte ikke sjældent i de lokale aviser eller med artikler i Kristeligt Dagblad i egenskab af præst i Sandby, provst en periode, politiker en periode, opstillet af det radikale venstre. Efter hans død 1.9.15, faldt jeg blandt hans papirer over et interview, hvorefter han skulle have udtalt, at han ikke var religiøst opdraget. Hvis han virkelig har sagt det og ikke det modsatte, vil det virkelig undre mig. Jeg er af den diamentralt modsatte opfattelse om vor opvækst!

Jeg vil sige med bestemthed, at vi er vokset i en familie, hvor værdierne var religiøst funderet – men som den yngste i en søskendeflok på fem nød jeg godt af, at denne værdisætning ikke oplevedes som tvang – så vidt jeg forstår ikke et ukendt fænomen for de yngste.

Jeg har tit undret mig over den modsætning der er mellem min oplevelse af det religiøse miljø jeg voksede op i og så omverdens syn på selvsamme. De to syn kunne kun sporadisk bringes til at dække hinanden. Omverdens syn er det som på udmærket vis kommer til udtryk i skikkelsen “faster Anna” i TV-serien Matador. Og selv om vi i familien virkelig havde en faste Anna, som repræsenterede ortodoksien, så stemmer billedet alligevel ikke…

….læs videre i denne PDF (9 sider) Religiøse spor i en slægt

Artikel ikke uden forbindelse med det forgående:

Guds straf og slægtstræet

En artikel som beretter om et sammenstød i forfatterens hoved af religion, slægtsforskning og folkeminder. 
Carl von Linnés berømte bog Nemesis Devina knyttes sammen med den lokale brug af et straffesagn i grænseegnen mellem Skåne og Småland. Sagnets oprindelse kan eftervises i slægtsforskning, og der afdækkes slægtskab mellem sagnets personer og personer hvis liv  kunne være blevet sagn af lignende årsager – men reddedes på stregen. Slægtskabet gøres op og de strafværdige led afdækkes 🙂

Digte ikke uden forbindelse med det forgående:

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Nogle af kildeteksterne…

Forlag per-olof.dk

Forlaget per-olof.dk anbefaler sine bøger

Som selv-udgiver har man et problem med pr-afdelingen. Havregrynsfabrikanten er ganske ublufærdig i lovprisning af eget produkt. Det kan selv-udgivere ikke tillade sig. Derfor laver mange et forlag, så man ikke ser de er selvudgivere. Her har jeg gjort et forsøg på at kaste blufærdigheden overbord.

Gå videre til hjemmesiden ‘Læs mig’

Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

LÆS MERE PÅ HJEMMESIDEN

Kan et brand flytte

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. [2023..begrebet droppet igen, tak!] I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

Forslag til Allerød Symposier

Til rette vedkommende

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Afstemningsresultatet fortolket

Jeg har på facebook efterlyst i hvilket hoved ideen er udklækket, at vi skulle overlade beslutningsretten vedr. afgivelse af suverænitet til et simpelt flertal i Folketinget? Måske er det i statsministerens eget – han er trods alt jurist. I hvert fald satte han straks fingeren på dette ømme punkt, endnu før afstemningen var slut.

Det lader til, at statsministeren er bedre til at fortolke afstemningsresultatet end selveste Politiken. For i Politiken står den 4.12: ” Ja-partierne med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, tilbød vælgerne at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der ville betyde, at Danmark helt frit kunne afgøre på hvilke områder af den europæiske retspolitik landet skulle være med.”

På pressekonferencen ved afstemningens slutning gav statsministeren udtryk for, at han opfattede nej’et som et nej mod, at Folketinget skulle kunne bestemme tilvalget.

Grundloven § 20 stiller krav om en massiv tilslutning enten i Folketinget eller befolkningen til afgivelse af suverænitet. Dette søgte forslagsstillerne at komme uden om ved at slette kravet om folkeafstemning vedr. retspolitik og overlade afgørelser til et simpelt flertal i Folketinget.

Statsministeren har indset, at dette var et vigtigt element i, at afvisningen blev så massiv.

Politiken taler der i mod stadig, som ja-tilhængerne argumenterede: ”..at Danmark frit kunne vælge…”

§ 20 må imidlertid forstås, som den undtagelse det er fra, at “Danmark”  og “Folketinget” er et og det samme. Der er sikkert mange lodder på vægtskålen, men netop denne undtagelse fra reglen er det, vi er mange, som har heftet os ved. Og det er åbenbart den forståelse, som statsministeren har set som en mulighed for at komme videre.

En ramme med historie

Vandhullet på Tokkekøbvej, Lillerød

Dette billede med ramme har fulgt mig meget længe – måske fra jeg var 7 år og fik eget værelse. Nogen har syntes, at jeg skulle have noget på væggen. Siden fandt jeg ud af, at billedet var fra begyndelsen af 30’erne, taget med henblik på at blive anvendt i en brochure for ‘danske spånkurve’, som farfars bror Carl Johansson fik lavet. For at kunne reklamere med ‘danske spånkurve’ mente han det fordelagtigt at kalde sig ‘Carl Johansen’. Fotografen er den lokale Gunnar Larsen,hvis omfattende arkiv af lokale optagelser desværre gik tabt ved ejerskiftet. Da jeg engang i 70’erne var begyndt på mit projekt at ville skrive om ‘En tid med spånkurve’, søgte jeg på småtryksamlingen, om der skulle været et og andet om firmaet – eller firmaerne, for der var faktisk to, Carls og min farfar Per Martin Johanssons. De kørte videre som to helt til 1956, da min far Arvid Johansson overtog den anden fra sin kusine Elisabeth Johansson. Da dukkede brochuren op med dette billede og flere andre, jeg stod der ved disken på Det Kongelige Biblioteket og har set berørt ud, for vedkommende som kom med brochuren sagde, at det var dejligt at se, at man kom med noget vigtigt! Kun dette billede genkendte jeg, de andre var helt nye for mig. Lige som dette blev de senere anvendt i bogen.

Rammen har jeg altid ment havde denne historie: I sin ungdom var min far på rejse i Norge – på cykel, hvor han kørte rundt og solgte spånkurve, lavet af en svensk kurvemager i Oslo. På denne tur havde han købt rammen, hvor billedet efterfølgende kom i. Da jeg viste min far kopien af brochuren erklærede han, at han aldrig havde set de andre billeder i brochuren, men det har jeg haft svært ved at tro på, når han nu havde dette billede, hvorfor skulle han så ikke have set de andre. Og brochuren nægtede han nogensinde t have set. Dette regnede jeg ikke for helt usandsynligt, da den måske stammer fra en periode, hvor der var konflikt mellem de to firmaer og Carl prøvede selv at producere spånkurve, hvor han før kun havde forhandlerrollen. På den anden side – så bruger man vel ikke fotos af konkurrentens firma til promovere sig med.

Nu ville jeg vise dette billede på nettet, tog det ud på altanen for at fotografere det. På bagsiden sidder lidt usædvanligt ikke et stykke pap, men en træplade, som tydeligvis altid har fulgt rammen. På pladen er der to gamle etiketter: En for en ‘Billed og ornamentskærer’ A.Aug Nielsen, Integade No 21, første Sal, Hjørnet af Østergade og Nørre…et eller andet. Den anden etiket er for ‘Photograph E. Lange’. Om ham fortæller Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/E._Lange at hen levede i 1800-tallet og i 1862 vandt han en medalje på verdensudstillingen i London. Det fremgår også af etiketten. Så min far har næppe købt rammen i Norge, men fundet en gammel ramme og skiftet et billede ud og indsat Gunnar Larsens billede af, hvordan fyrretræet til spånkurve blev opbevaret, savet op og flækket. Det er min far, der står med øksen. Jeg ville gerne kunne slutte historien med at vise det billede, som oprindeligt har været i den ramme, åbenbart af en af Danmarks tidligste fotografer. Men der må jeg give op.

Link til ‘En tid med spånkurve’