Archive for the ‘litteratur’ Category

Fra en tid med spånkurve

april 21, 2019

En tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Reklamer

Hans livs eventyr

april 2, 2019

HejP2 fejrer H.C.Andersens fødselsdag ved at opfordrer lytterne til at fortælle om deres bedste eventyr. Her er mit input med udgangspunkt i en side fra Illustreret Tidende fra 5.1.1868:

Det bedste eventyr – en dag det ene, en anden dag et andet. Hvad med hans livs eventyr, det kender alle. Han skrev om spådommen, at Odense skulle illumineres til hans ære – en spådom let at opfylde. For at fejre med, bragte Illustreret Tidende et billede af barndomshjemmet, og skriver i referatet fra fejringen på Rådhuset: “Det var som et Eventyr, men det havde lært ham, at Livet selv var det deiligste Eventyr.”

“Et stort Fakkeltog bragte ham paa Festaftenen en hilsen fra samtlige Haandværkere. Der lød i Sangen disse Ord:

Skjøndt Du drog fattig ud,

Da først herfra Du vandred,

Du blev dog rig i Gud

Og deri har din Fryd Du sat

At dele ud til Andre

Dit Hjertes rige Skat.”

Den sang har vi næppe indspillet?

.

Historien om denne udklipsbog: På Vinkelvej i Lillerød var forretningen Varehuset blevet til Peters marskandiserbutik. Vi var mange, der tit lagde vejen forbi. Der fandt jeg som løsblade sider fra Illustreret Tidende, dels artiklen om fejringen af H.C.Andersen i Odense, dels hans Gudfaders Billedbog. Dem købte jeg for 10 kroner, hvad et par piger ovre i hjørnet var ved at dø af grin over: 10 kroner for nogle ulæselige sider papir! ..Nu har de et fast men primitivt omslag med ryg af gedeskind.

..

Tillægsfund da mit klip fra Illustreret Tidende kom frem: Anne-Marie Steen Petersen s portræt af føsselaren fra Politiken 1.5.2004.

.

Også tillægsfund: Litografi af ‘ Digteren H.C.Andersens Föde Sted i Odense’, tak til denne foræring fra Karen Rasmussen 😉

Internetdigter

februar 24, 2019
intenet-digte

Nogle af mine forsider på Internet

Digte på Internet

Succeskriteriet for en tekstforfatter på et reklamebureau er naturligvis, at teksten sælger varen.

Jeg skal ikke afvise, at det også kan gælde for en og anden digter. For mange, som holder op med at at digte, virker det som om, det var sådan, det var.

Men digte kan man gøre af mange årsager. Om digtene finder udbredelse er en helt anden ting.

Engang var udbredelse afhængig af bøger og tidsskrifter, nu har vi så Internettet til at slå hul igennem til læsere.

Bøger og tidsskrifter var, som tekstforfatterne er, afhængige af købere, det er publicering på nettet nu ikke. Du kan som digter have alt fra nul til næsten uendeligt antal læsere.

Lars Bukdahls fortjenstfulde lille klumme i ugens WA om digte på nettet er en fin lille optakt som orientering i et uoverskueligt felt. Den er set ud fra det trykte tidsskrifts perspektiv, og glemmer for resten at fortælle os, hvilke overvejelser han som redaktør af et trykt tidsskrift har gjort angående en deltagelse på nettet – hjemmeside har Hvedekorn jo og med spredte tekst- og lydbidrag.

Han finder at området ikke har noget at prale af.

Siden PolOnline havde en konference på nettet også til poesi i begyndelsen af 90’erne, har jeg publiceret digte via Internet på mangfoldige måder. F.eks. det første digttidsskrift på nettet med et ISSN-nr fra 1996, siden på så mange måder, det har kunnet lade sig gøre. At det ikke har gjort indtryk på Lars Bukdahl, kommer ikke denne sag ved. Heller ikke, at tidsskriftet nu har hvilet nogle år.

Jeg synes, der er en vigtig vinkel på sagen, han glemmer. På nettet er det ikke mængden af læsere som er det afgørende mere. Hvad jeg har oplevet er, at her kan forholdet digter-læser være på atomart niveau så at sige. Et digt – en læser, ja eller fem måske. Kan være Lars Bukdahl ikke liker teksten men det gør NN. Hvorfor skulle Lars’ dom betyde mere for mig end Birgits? Jo fordi han er manden med overblikket både bagud, nu og for fremtiden, kunne svaret tænkes at være. Sådan set i forhold til dansk digtproduktion as such. Men sådan skriver jeg jo ikke digte. Det ville meget ligne ham tekstforfatterens ambitioner. Jeg kan godt mene, at jeg, når jeg ser teksten, opfatter den som en henvendelse og ikke kun til mig selv. Hvor langt det rækker, ved jeg ikke. Jeg skriver for mit livs skyld – her er mit liv. Så er Birgits medleven vigtigere end Lars Bukdahls afvisning. Det er den mulighed, nettet har givet mig.

Lars Bukdahls klumme giver sig da ikke ud for at være nogen komplet oversigt, så lad mig supplere med den mulighed for offentliggørelse, som platformen ISSUU udgør. Der er både gratis og betalt adgang mulig for både udbyder og modtager, jeg har valgt at begrænse mig til den gratis adgang, og sætter linkene op her:

Digt- adresser

på ISSUU

Per-Olof Johansson

Digte Online 1994

2+2 viser

Hejkurve

Digte på Instagram #perolofdkdigt

Nitten Croquisdigte : Nitten digte udført som croquis i Dansk Forfatterforening Kulturnatten 1. oktober 2017

Hvor de åbner deres madkurv

Splints & Co

20/2010: Digte af Bo Lille, Per-Olof Johansson og Kung Tzu-chen

21/2010: Lyriske Lillerød

22/2010: Tredje Poesitur på BogForum 2010: Digte af Bjarne Gårdsvoll, Ole Bundgaard, Viggo Madsen, Benny Pedersen og Per-Olof Johansson

23 / 2011: Digte med temaet: Patientdigte

24 / 2011:Digte som ord og handling – Bogforum 2011 med digtergruppen Tredje Poesitur.

Splints & Co. 1/1996 – 26/2015 som hjemmesider.

 

Fem veteraner

december 8, 2018
veteraner2

Forside: Fem veteraner – Digtere på DVD

Fem veteraner  – Digtere på DVD 2018

Det var 1972. Han siger, han var 18 år, jeg syntes, han var yngre, kom på knallert. Jeg syntes han var meget ung, jeg var jo gift og havde to børn, gammel mand på 30 år. Jeg havde lige fået udgivet min første undergrundsdigtsamling, som hed ‘Alice er min veninde’. En dublikeret udgivelse, som bror Arne stod som udgiver af med Forlaget Lampen. Jeg kendte ikke Benny Pedersen, men han havde læst om min digtsamling i Frederiksborg Amts Avis, og han samlede stof til et tidsskrift, han havde til hensigt at udgive ‘Lyriklegionæren’. Jeg blev legionær nr. 11. Han siger, han er fra Uvelse, men siden har han vist boet mange forskellige steder, f.eks. Jægerspris, hvor han har siddet i byrådet for SF. Vi har været venner siden. Siden projektet Poesitur 2000 har vi deltaget i utallige oplæsninger sammen. Blandt hans projekter har været at interviewe digterkolleger landet over. Det er blevet til en stor samling, der nu får sin faste plads på Litteraturcentret Hald ved Viborg.

Så gik han han i gang med et tilsvarende projekt, hvor han stilede mod udgivelse af optagelserne sammen med en lille bog med digtene, vi har læst op. Nu er den første høst af denne indsats her, udgivet på Forlaget Ravnerock

Fem veteraner Digtere på DVD 2018
64 sider 150 kr. ISBN: 978-87-93272-60-6
Udkommer 12. december

Fem poetiske veteraner
I årene 1973-74 udgav digteren Benny Pedersen lyriktidsskriftet LEGIONÆREN, hvor i alt 53 digtere blev indrulleret i en hær af digtere.
Benny Pedersen har opsøgt fem af dem med et videokamera, og optagelserne foreligger nu på DVD. Per-Olof Johansson, Ann Mari Urwald, Viggo Madsen, Jack Thimm og Karsten Bjarnholt fortæller om deres forfatterskaber og læser egne digte. De oplæste digte er samlet i en lille antologi FEM VETERANER, og DVDen er vedlagt i bogen.

Per-Olof Johansson (født 1942)
Se per.olof.dk
Alle digte fra “Henvendelser som digte” per-olof.dk 2013

Ann Mari Urwald (født 1939)
Digte fra “Nervesanatoriet” Jorinde & Joringel 1974, “Farvel Madonna” Hønsetryk 1974, “Toget standser ikke mellem Østerport og Holte” Jorinde & Joringel 1980, “I mørket hviler lyset” Ravnerock 2012 samt ikke tidligere udgivne digte

Viggo Madsen (født 1943)
Digte/tekster fra “Tanketorsk” Hovedland 2018, “Brandmand på to hjul” Arena 1966, “Haiku for enhver” Mellemgaard 2016, løbeseddeldigt og ikke tidligere publicerede digte

Jack Thimm (født 1945)
Digte fra “Undervejs” Attika 2008 + endnu ikke udgivne digte.

Karsten Bjarnholt (født 1944)
Alle digte fra “I min alder ligner skyerne en forklaring” Werkstatt 2017

 

De fem veteraner: Per-Olof Johansson, Karsten Bjarnholt, Viggo Madsen, Ann Mari Urwald, Jack Thim fotograferet under forskellige oplæsningslejligheder:

 

Sort kat over vejen –

december 5, 2018
IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 

Kultur med plads til sorgen

juni 17, 2018
Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring
http://per-olof.dk/glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie
http://per-olof.dk/poesi4.pdf

Danske i Sverige
http://per-olof.dk/isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm

Ødipus, Antigone og trappen

maj 7, 2018

IMAG3396~2

Improvisationsteater

afsted afsted ..ord fra Inge-Margrethe Madsen inspirerede til dette, som øvrigt er inspireret af Rudolf Tegners skulptur: Antigone og Ødipus, Thor Langes oversættelse og et gammelt fotografi. I går fotograferede jeg selv ved besøg på Rudolph Tegner Museet. Offentliggjort på nettet 2000 i digtstafet med Kenneth Krabat og Inge-Margrethe Madsen

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolph Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds “Ødipus” går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske “Ødipus”
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen –
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen,  
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat, i Thor Langes oversættelse
“styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden “
Den replik er skyld i en trappe.

 

Per-Olof Johansson

IMAG3405~2


%d bloggers like this: