Archive for the ‘litteratur’ Category

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Den svenske fortid

oktober 5, 2019

 

Forleden præsenterede Arne Herløv Petersen sin roman Hvede i Det Poetiske Bureau. En bog om om digterne omkring Hvedekorn under Besættelsen. Jeg plejer at være der til hans udgivelser, men da sad jeg i Urshult, Småland, så den ved jeg ikke meget om. Men jeg havde netop læst Susanne V. Knudsens bog ‘På knæ for livet’ om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Den er smækfuld med mange detaljer om dem og deres familie, derfor undrer det mig, at den går så let hen over Halfdans familie i Sverige. Hans mor og hendes søskende kom med deres mor til Danmark, det er hvad vi får at vide. Mon han aldrig selv har interesseret sig for den rejse? Ester og han havde sommerhus ikke langt fra selvsamme sogn Urshult, hvor Rössmåla er en af de mange ‘byer’. Mange spørgsmål dukker op.

 

Jf. udklip fra Urshult Krönika 1991 er man på stedet godt klar over forbindelsen.

 

Jeg er selv gået meget op i, hvorfor min familie landede her i Danmark fra Örkened sogn i Skåne, og med den sproginteresse, vi forventer hos Halfdan Rasmussen, må hans mors svenske diktion være blevet husket, sådan som jeg selv husker min egen mors sprog. Jo – et enkelt vers fra ‘ -og det var det -‘: “Og mor blev varm og svensk i mælet/ og talte smålandsk til min far/ der gav et vers om Gubben Noa / og sang tenor og var til nar.”

At min farfars forældre blev gift i Urshults kirke er så – ganske kuriøst! Tre af deres fire børn udvandrede til Danmark, og der led de ingen nød i kraft af et håndværk, de havde lært i barndommen (at lave spånkurve, den tids plasticpose!)

 

Kort og godt: Det gav anledning til dette.

 

**********************

 

RÖSMÅLA, Urshult, Småland

 

Stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde,

stilheden som når

gennem hele kroppen,

gennemtrænger til tæerne

blodbaner og vejrtrækning

i sync med køerne

som tygger drøv

under skyggetræer,

en dag med guldkant,

her fra Urshult, Småland

flygtede Halfdan Rasmussens mor

med tre søstre og mor

fra Fattigsverige

til håb i Danmark,

nyt sprog for dem

og de børn som kom,

nyt sprog for barnet

med rim og tosserier,

Besættelsen og alvor,

jeg ser kontrasten for mig

her i Urshult, Småland

i stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde.

*****

 

På knæ for livet https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/04/5298/

https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/05/hurtige-skift-i-slaegtstraeerne/

På knæ for livet?

august 4, 2019

 

Henrik Stangerups morfar var den kendte svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Det er almindelig kendt, Henrik Stangerup har talt om det, endda skrevet forord til et udvalg af hans artikler.
Halfdan Rasmussen er jo ikke mindre kendt end Henrik Stangerup, hans mor var svensker fra Rösmåla, Urshult i Småland. Det har han selv fortalt i det indledende erindringsdigt om hende i bogen ‘..og det var det’ fra 1977.
At det var så det, stiller nu ikke mig tilfreds.
Jeg har netop læst en biografi af Susanne V. Knudsen om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel og deres 30 år lange ægteskab. Når man har læst færdig, og blevet indviet i detaljer, man måske helst var foruden, studser jeg over, hvor lidt jeg får at vide om Halfdans mor og betydningen af den svenske baggrund. Hans mor har talt med svensk accent, hun har sunget svenske salmer og sange – henvises jeg til at gætte mig til. Hvis Halfdan ikke selv har fortalt mere om den baggrund, hvorfor har så ingen spurgt ham? De tekster, der har gjort ham så berømt, er i den grad danske, at de vel stort set er uoversættelige, så det er måske ikke så mærkeligt, hvis ingen svensker har opdaget ham, men halvsvensker var han dog. Så lille at han blev kaldt Halvan. Der må være noget at fortælle om hans svenske forhistorie.
Så købte ham og Ester et torp i Slagesnäs mellem Vilshult og Kyrkhult, lidt over 40 km fra Urshult. Synes ikke jeg læste et eneste ord om, at dette var så tæt hans mors barndomshjem. Faldt det ham slet ikke ind?
Halfdans morforældre tilhørte, så vidt jeg har hørt mig til, ikke proletariatet – før efter morfarens død. Hvad skete der, der bragte familien i så trange kår, at døtrene rejste til Danmark og siden fik moren til at følge efter?
Var det en historie, der blev tiet ihjel? Lad os høre!
Danmark mister ikke noget ved, at vi lærer den indvandrehistorie at kende lidt mere i dybden.

Lur og sang

juli 15, 2019

Bronzealderlur på forsiden

 

Hvorfor en lur på forsiden af en sangbog? Jo, stammer nok fra Grundtvigs sang ‘Sol er oppe’ hvor det hedder:

Højt det gjalder,
luren kalder
kæmper op fra morgenblund,
stolper knage,
luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

På den ældste sangbog fra 1918 anes endnu luren på forsiden. På forsiden står med håndskrift: Arvid Johansson, Lillerød, Danmark – min far. Min musikalske storebror Stig har noteret adskilligt i den. I Sangbogen Danmark, 10. oplag 1943 dominerer luren på anden vis i Aage Jørgensens streg – han har også lavet bogens vignetter hans signatur ses på et enkelt af billederne s. 241. De er ikke så grovkornede som luren! Hans tegninger i Danske Landsbykirker fra 1953 holder den dag i dag. Lurtegningen fandt så vej til Klaus Rifbjergs digtbog ‘Fædrelandssange’ 1967 uden tegneren nævnes, kun sangbogens forlag krediteres. Sangbogen fra 1918 har små notet med her: Gammens tale= elskovstale, lystig tale, Hildurs leg= Kampen,(Hildur=kampgudinde). Rifbjerg burde naturligvis have haft stedet Brudevælte med blandt de behandlede lokaliteter.Lurblæserne på Rådhuspladsen i det mindste, han passerer jo Rådhuspladsen et par gange i ‘Drømmen om København’. Sangbogen har han sikkert kendt, så forslaget til omslaget er nok hans eget. :

 

Om digtoplæsninger

juli 6, 2019

Kladdebogen 4. juli 2019

1:

Lad os starte med et dagbogsblad:

FOURTH OF JULY 2019

Han stiger ud i opgangen
for at hente aviserne
og der finder han den røde tråd
fra gårsdagens oplæsning
faldet ud af hans
‘Henvendelser som digte’
fra digtet med linjen
‘stop produktionsprocessen,
gå nye veje’ fra 1974.
Helt almindelige så de ud
som et strøg på Strøget,
femogtyve i rollen som digtere
spraglede, fyrværkerier, heksebryg,
helt forvandlede ordmagneter
klar til verdens køleskabe
“Så hør dog efter” nye generationer
i Karens Minde Kulturhus med
extra extra sommerdigtaften.
I postkassen brev fra Gyldendal
som han fik dem i halvfjerdserne
afslag på afslag på afslag.
Han lader det ligge lidt
ovenpå Politiken, Københavneravisen,
leger med tanken: GYLDENDAL,
bliver sin egen Hassan
inden han åbner tilbuddet om fire bøger
til de udmeldte af Bogklubben:
“Få det bedste ud af ferien”.
Helt glemt er han ikke.

 

2. Lignende overvejelser en anden dag

Om digtoplæsninger

Jeg vil se om de to ting om digtoplæsninger, som ligger mig på sinde, kan finde sammen i en enkelttekst.

Det handler dels om den manglende medieopmærksomhed, der er om digtoplæsningsscnenerne. Dels handler det om, hvad der bliver præsenteret på oplæsningerne.

Det første først. Jeg er gammel, men har ikke været med på de tidlige oplæsninger i Huset i København eller andetsteds. For mig begyndte det nok, da jeg blev inviteret til at være med i en oplæsningsgruppe, som kaldte sig Poesitur 2000. ’Vi’ var Birgit Filskov. Per Nielsen, Bert Blom Lena Krogh Bertram, Benny Pedersen, Jørgen Rasmussen, Viggo Madsen, Anni Broue og jeg selv.Vi indspillede en CD, fik teksterne udgivet i bogform og drog landet rundt og læste op. Derfra var springet ikke langt til Underskoven i Huset og mange andre steder. Jeg ved, der findes mange steder, jeg ikke har været. Men hvad der karakteriserer stederne, hvor jeg har været, er nok, at jeg ikke erindrer nogensinde at have mødt kendte anmeldere ved disse arrangementer. Man kunne tænke sig, de stak næsen ind, for at se, hvad der foregik. Selvfølgelig har man været tilhører ved oplæsninger med ’kendte digtere’, men de ansigter har heller ikke vist sig til ’åbne scener’, bortset fra Benny Andersen som inviteret gæst. Jo og en enkelt mindeværdig undtagelse Vagn Steen. Og et rykind fra Forfatterskolen mindes jeg heller ikke.

Hvad vi præsenteres for ved de åbne scenearrangementer er næppe noget der bør udråbes til den store litteratur. Men det er ærlige udtryk for digteriske bestræbelser, som prøver sig frem i mødet med et publikum. Og så er det åbenbart sådan, at træder man et trin op ad kendistrappen, vender man ryggen til de åbne scener. Ja der er undtagelser, Viggo Madsen f.eks.

Jeg ved ikke, hvad vi skal lægge i det, synes bare det skal nævnes, stå et sted: at sådan var og er det.

Som oplæser af digte går man mange faser igennem, fra det nervøse til det mere bevidst afprøvende. Den mest udfordrende scene jeg har læst op på, det er standen for Foreningen for Danske Kulturtidsskrifter, hvor jeg i mange år som medlem med mit nettidsskrift Splints & Co. havde anledning til at optræde sammen med Poesitur-digterne. Man måtte virkelig her tænke på omstændighederne, når man læste op på standen midt i menneskemylderet.

Jeg valgte tit at have noget nyskrevet, inspireret af de omstændigheder, jeg forventede at møde. Det gav en særlig art tekster, som ellers ikke var blevet skrevet. Her to eksempler, Takkedigtet og Gå videre digtet.

Takkedigtet (synges på melodien til ’Sur sur sur, lille bi omkring’)

Tak tak tak.

Mange mange tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Mange tak.

Mange mange tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Gå videre digtet

Gå videre

Gå videre

Der kommer et nyt digt om lidt

Der er flere digte undervejs

Nye digte

Anderledes digte

Mere spændende digte

Mere vedkommende digte

Gå videre videre

Gå videre

De synger længere fremme

De er lettere at forstå længere fremme

Mere på bølgelængde med dig selv

Det næste er hele tiden det bedste

Forventningens glæde

Hele tiden til stede

Gå videre videre

Gå videre

Det bliver meget bedre hen ad vejen

Mange gange har jeg læst op i Karens Mindekulturhus og senest tænkte jeg meget på de mange jeg’er, vi der præsenterer hinanden for. Disse overvejelser mødtes med tanken om, at det ville være godt at kunne sine digte udenad. Det kan jeg ikke for ret manges vedkommende. Tænkte jeg måtte kunne skrive noget, som jeg dog kunne uden ad. Det skrev jeg og brugte jeg. Lad det slutte denne lille opsang. Som en hilsen til de digte, jeg kaldte Livstegn, men som nogle kaldte konkretistiske.

JEG

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Sagde han.

 

 

 

3. og slutte af med en tegning.

 

Oplæsningssituation

Fra en tid med spånkurve

april 21, 2019

En tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Hans livs eventyr

april 2, 2019

HejP2 fejrer H.C.Andersens fødselsdag ved at opfordrer lytterne til at fortælle om deres bedste eventyr. Her er mit input med udgangspunkt i en side fra Illustreret Tidende fra 5.1.1868:

Det bedste eventyr – en dag det ene, en anden dag et andet. Hvad med hans livs eventyr, det kender alle. Han skrev om spådommen, at Odense skulle illumineres til hans ære – en spådom let at opfylde. For at fejre med, bragte Illustreret Tidende et billede af barndomshjemmet, og skriver i referatet fra fejringen på Rådhuset: “Det var som et Eventyr, men det havde lært ham, at Livet selv var det deiligste Eventyr.”

“Et stort Fakkeltog bragte ham paa Festaftenen en hilsen fra samtlige Haandværkere. Der lød i Sangen disse Ord:

Skjøndt Du drog fattig ud,

Da først herfra Du vandred,

Du blev dog rig i Gud

Og deri har din Fryd Du sat

At dele ud til Andre

Dit Hjertes rige Skat.”

Den sang har vi næppe indspillet?

.

Historien om denne udklipsbog: På Vinkelvej i Lillerød var forretningen Varehuset blevet til Peters marskandiserbutik. Vi var mange, der tit lagde vejen forbi. Der fandt jeg som løsblade sider fra Illustreret Tidende, dels artiklen om fejringen af H.C.Andersen i Odense, dels hans Gudfaders Billedbog. Dem købte jeg for 10 kroner, hvad et par piger ovre i hjørnet var ved at dø af grin over: 10 kroner for nogle ulæselige sider papir! ..Nu har de et fast men primitivt omslag med ryg af gedeskind.

..

Tillægsfund da mit klip fra Illustreret Tidende kom frem: Anne-Marie Steen Petersen s portræt af føsselaren fra Politiken 1.5.2004.

.

Også tillægsfund: Litografi af ‘ Digteren H.C.Andersens Föde Sted i Odense’, tak til denne foræring fra Karen Rasmussen 😉

Internetdigter

februar 24, 2019
intenet-digte

Nogle af mine forsider på Internet

Digte på Internet

Succeskriteriet for en tekstforfatter på et reklamebureau er naturligvis, at teksten sælger varen.

Jeg skal ikke afvise, at det også kan gælde for en og anden digter. For mange, som holder op med at at digte, virker det som om, det var sådan, det var.

Men digte kan man gøre af mange årsager. Om digtene finder udbredelse er en helt anden ting.

Engang var udbredelse afhængig af bøger og tidsskrifter, nu har vi så Internettet til at slå hul igennem til læsere.

Bøger og tidsskrifter var, som tekstforfatterne er, afhængige af købere, det er publicering på nettet nu ikke. Du kan som digter have alt fra nul til næsten uendeligt antal læsere.

Lars Bukdahls fortjenstfulde lille klumme i ugens WA om digte på nettet er en fin lille optakt som orientering i et uoverskueligt felt. Den er set ud fra det trykte tidsskrifts perspektiv, og glemmer for resten at fortælle os, hvilke overvejelser han som redaktør af et trykt tidsskrift har gjort angående en deltagelse på nettet – hjemmeside har Hvedekorn jo og med spredte tekst- og lydbidrag.

Han finder at området ikke har noget at prale af.

Siden PolOnline havde en konference på nettet også til poesi i begyndelsen af 90’erne, har jeg publiceret digte via Internet på mangfoldige måder. F.eks. det første digttidsskrift på nettet med et ISSN-nr fra 1996, siden på så mange måder, det har kunnet lade sig gøre. At det ikke har gjort indtryk på Lars Bukdahl, kommer ikke denne sag ved. Heller ikke, at tidsskriftet nu har hvilet nogle år.

Jeg synes, der er en vigtig vinkel på sagen, han glemmer. På nettet er det ikke mængden af læsere som er det afgørende mere. Hvad jeg har oplevet er, at her kan forholdet digter-læser være på atomart niveau så at sige. Et digt – en læser, ja eller fem måske. Kan være Lars Bukdahl ikke liker teksten men det gør NN. Hvorfor skulle Lars’ dom betyde mere for mig end Birgits? Jo fordi han er manden med overblikket både bagud, nu og for fremtiden, kunne svaret tænkes at være. Sådan set i forhold til dansk digtproduktion as such. Men sådan skriver jeg jo ikke digte. Det ville meget ligne ham tekstforfatterens ambitioner. Jeg kan godt mene, at jeg, når jeg ser teksten, opfatter den som en henvendelse og ikke kun til mig selv. Hvor langt det rækker, ved jeg ikke. Jeg skriver for mit livs skyld – her er mit liv. Så er Birgits medleven vigtigere end Lars Bukdahls afvisning. Det er den mulighed, nettet har givet mig.

Lars Bukdahls klumme giver sig da ikke ud for at være nogen komplet oversigt, så lad mig supplere med den mulighed for offentliggørelse, som platformen ISSUU udgør. Der er både gratis og betalt adgang mulig for både udbyder og modtager, jeg har valgt at begrænse mig til den gratis adgang, og sætter linkene op her:

Digt- adresser

på ISSUU

Per-Olof Johansson

Digte Online 1994

2+2 viser

Hejkurve

Digte på Instagram #perolofdkdigt

Nitten Croquisdigte : Nitten digte udført som croquis i Dansk Forfatterforening Kulturnatten 1. oktober 2017

Hvor de åbner deres madkurv

Splints & Co

20/2010: Digte af Bo Lille, Per-Olof Johansson og Kung Tzu-chen

21/2010: Lyriske Lillerød

22/2010: Tredje Poesitur på BogForum 2010: Digte af Bjarne Gårdsvoll, Ole Bundgaard, Viggo Madsen, Benny Pedersen og Per-Olof Johansson

23 / 2011: Digte med temaet: Patientdigte

24 / 2011:Digte som ord og handling – Bogforum 2011 med digtergruppen Tredje Poesitur.

Splints & Co. 1/1996 – 26/2015 som hjemmesider.

 

Fem veteraner

december 8, 2018
veteraner2

Forside: Fem veteraner – Digtere på DVD

Fem veteraner  – Digtere på DVD 2018

Det var 1972. Han siger, han var 18 år, jeg syntes, han var yngre, kom på knallert. Jeg syntes han var meget ung, jeg var jo gift og havde to børn, gammel mand på 30 år. Jeg havde lige fået udgivet min første undergrundsdigtsamling, som hed ‘Alice er min veninde’. En dublikeret udgivelse, som bror Arne stod som udgiver af med Forlaget Lampen. Jeg kendte ikke Benny Pedersen, men han havde læst om min digtsamling i Frederiksborg Amts Avis, og han samlede stof til et tidsskrift, han havde til hensigt at udgive ‘Lyriklegionæren’. Jeg blev legionær nr. 11. Han siger, han er fra Uvelse, men siden har han vist boet mange forskellige steder, f.eks. Jægerspris, hvor han har siddet i byrådet for SF. Vi har været venner siden. Siden projektet Poesitur 2000 har vi deltaget i utallige oplæsninger sammen. Blandt hans projekter har været at interviewe digterkolleger landet over. Det er blevet til en stor samling, der nu får sin faste plads på Litteraturcentret Hald ved Viborg.

Så gik han han i gang med et tilsvarende projekt, hvor han stilede mod udgivelse af optagelserne sammen med en lille bog med digtene, vi har læst op. Nu er den første høst af denne indsats her, udgivet på Forlaget Ravnerock

Fem veteraner Digtere på DVD 2018
64 sider 150 kr. ISBN: 978-87-93272-60-6
Udkommer 12. december

Fem poetiske veteraner
I årene 1973-74 udgav digteren Benny Pedersen lyriktidsskriftet LEGIONÆREN, hvor i alt 53 digtere blev indrulleret i en hær af digtere.
Benny Pedersen har opsøgt fem af dem med et videokamera, og optagelserne foreligger nu på DVD. Per-Olof Johansson, Ann Mari Urwald, Viggo Madsen, Jack Thimm og Karsten Bjarnholt fortæller om deres forfatterskaber og læser egne digte. De oplæste digte er samlet i en lille antologi FEM VETERANER, og DVDen er vedlagt i bogen.

Per-Olof Johansson (født 1942)
Se per.olof.dk
Alle digte fra “Henvendelser som digte” per-olof.dk 2013

Ann Mari Urwald (født 1939)
Digte fra “Nervesanatoriet” Jorinde & Joringel 1974, “Farvel Madonna” Hønsetryk 1974, “Toget standser ikke mellem Østerport og Holte” Jorinde & Joringel 1980, “I mørket hviler lyset” Ravnerock 2012 samt ikke tidligere udgivne digte

Viggo Madsen (født 1943)
Digte/tekster fra “Tanketorsk” Hovedland 2018, “Brandmand på to hjul” Arena 1966, “Haiku for enhver” Mellemgaard 2016, løbeseddeldigt og ikke tidligere publicerede digte

Jack Thimm (født 1945)
Digte fra “Undervejs” Attika 2008 + endnu ikke udgivne digte.

Karsten Bjarnholt (født 1944)
Alle digte fra “I min alder ligner skyerne en forklaring” Werkstatt 2017

 

De fem veteraner: Per-Olof Johansson, Karsten Bjarnholt, Viggo Madsen, Ann Mari Urwald, Jack Thim fotograferet under forskellige oplæsningslejligheder:

 

Sort kat over vejen –

december 5, 2018
IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

%d bloggers like this: