Om bog om Tidehverv

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

”Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Send redaktører på kritikerskole

Mindetavle for Christian Pedersen i Helsinge

Debatter er noget værre noget. Vi ved at lyssætningen er det halve teater, og sådan er det også med debatter. Mens der ageres i lyset, foregår der noget ganske vigtigt i kulissen eller i mørket til højre!

Kritikerskole eller ej, Jes Stein Petersen versus Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken 1.5.09:  Man ser kritikeren i al sin uafhængighed blive manet frem – mens jeg som læser og skribent, ser ham som en marionetdukke i hånden på helt andre kræfter, som jeg kan have svært ved at identificere: ”kapitalen” eller ”snobberiet” eller ”forlagene” eller ”vennetjenester”. Og sidst men ikke mindst ”redaktionen”.

I Weekendavisen ser jeg hele skuespillet udfolde sig. Her anmeldes den ene uge over to sider en bog om dramatik fra 1990’erne og frem af en sociolog, Henrik Dahl, der er god til at lave rav i den og derved skaffe sig publikum. Man forstår, at det er en kvalitet i sig selv. Hans saglige viden om det læste er nul og nix. Det giver godt udbytte for redaktøren i en vældig debat ugen efter og måske en del tid fremover.  At en slags anmeldelse af eks-Seem præsten Søren Krarup af en bog om Hal Koch med god grund kunne have affødt en debat af samme dimensioner, men ikke gør det, skyldes måske, at her retter et læserbrev skytset mod den rette ansvarlige: redaktionen, og det ved vi, kommer der ikke meget ud af, for redaktionen har altid ret!

Så kritikerskole, jo måske, hvis det var redaktørerne, som blev sendt af sted for at lære om, hvordan man giver mulighed for en saglig og uafhængig kritik – så ville forslaget være værd at støtte!

Skal jeg så sende mine to forårsudgivelser, en bog og en DVD med oplæsning ”til anmeldelse” til aviser, som ved mine seneste hen ved ti udgivelser har negligeret mig – det må da være spildt arbejde. De bøger bliver jo hverken værre eller bedre af at blive anmeldt af en Henrik Dahl eller en Søren Krarup, men ville da så være nævnt, hvad de næppe bliver. For jeg ved, jeg er en mand, men ikke mand nok, jeg er gammel, men ikke gammel nok, syg men ikke syg nok, søn men af ukendte forældre, dansker men ikke dansk nok, svensker men ikke svensk nok. Helt modsat reklamen, er der nemlig ikke altid plads til en til, lige meget hvilken deodorant, der bruges. For eller imod kritikerskole – det er rent spilfægteri – vi vil hellere have mere lys på scenen og sidespejl ud til kulissen!

 

Per-Olof Johansson

 

Ps: Det virker ret oldnordisk at tænke dette sendt til redaktionen, som så om otte dage måske, måske ikke og erfaringsmæssigt slet ikke – ville trykke det – når man kan sætte det i sin blog og lade Twingly om at give et vink med et link.

 

Pps: Måske ville et link her være på plads til, hvad jeg tidligere har skrevet om en undersøgelse, Henrik Dahl var involveret i.

Danmark dem vi er

Danmark – det er jo dem vi er. Og så den klat jord, som er dukket op af havet – ‘havfrue-Danmark’. Jeg synes dette er en sang, som gerne fortjener sin udbredelse. En sang til overvejelse og så er der det tidstypiske. Det er vist et digt, i den form tiden kan acceptere det.

Jeg var rundt om Anitas blog, ellers havde jeg nok ikke set den. Man kan diskutere, hvor mange steder, de samme ting kan og bør placeres. Behøver det, som vel allerede er ‘mainstream’, at formidles yderligere?

Natasja synger: “En grådig mand er ikke svær at forføre” – hvis jeg ellers hørte rigtig. Eneste fejl i den linje er vel nok – at mand er ental –

Dagens mand: Birthe Rønn Hornbech

“Ingen har, mig bekendt, fastslået, at det stopper ved hovedtørklædet eller sagt, at burkaen ikke er omfattet af Domstolsstyrelsens accept af, at danske dommere må bære muslimske og islamistiske symboler. ” . siger Peter Skaarup i dag i et læserbrev i Information. Vrøvl vrøvl vrøvl. Peter Skaarup følger overhovedet ikke med i debatten – eller hvad? Afgørelsen har jo udtrykkeligt fastslået at ansigtet skal kunne ses! Højesteretsdommer Niels Grubbe siger det engang til i et interview i Politiken 11.5.08, som kan læses på Domstolsstyrelsens hjemmeside:»Vi er selvfølgelig også kede af, at der er blevet givet udtryk for under debatten, at vi har besluttet, at dommere må sidde tilhyllet. Det kan undre os, at nogen kan sige, at vi har truffet en beslutning om det. Al den stund vi bare har sagt, at der ikke er noget til hinder for at have et hovedtørklæde på, så længe ansigtet ikke er tildækket«.
Peter Skaarup er da ligeglad med hvad Domstolsstyrelsen rent faktisk har sagt. Han ved selvfølgelig hvad de har sagt. Alligevel bliver han ved med at sige, at det er konsekvensen af Domstolsstyrelsens afgørelse, at der ved en dansk ret kommer til at sidde en dommer i burka, selvom det er lodret løgn. At han gider skrive sådan noget sludder i Information, kan da undre. Er der een eneste læser af Information, der ikke ved, at det er løgn, hvad han siger?

I Politikens kronik idag melder Birthe Rønn Hornbech endelig klart ud, at hun accepterer Domstolsstyrelsen redegørelse for hvad der er gældende lov, og at hun synes at sådan skal det fortsat være. At Venstres politiske ordfører Inger Støjberg tager afstand fra hende er da morsomt, når det sker uden andet argument, end at hun er uenig, hvad der jo knapt nok kan kaldes et argument. Det viser niveauet: En kronik spækket med argumenter jordes med, at flertallet mener noget andet!

Konsekvensen af Birthe Rønn Hornbechs kronik kan vi så endnu gisne om. Mit bud bliver, at hun må gå af efter en kammeratlig samtale med statsministeren. Hun har skrevet kronikken for at slippe ud af det ministeruim med æren i behold. Efter den kronik kan hun umuligt sige, at hun afventer afgørelsen fra det nedsatte udvalg og vil rette sig efter dens afgørelse. Hun har med kronikken fortalt det udvalg, hvad deres konklusion nødvendigvis må blive og det kan de andre næppe stå model til.  Holder statsministeren møde i øjeblikket? Dagens mand: Birthe Rønn Hornbech – om hun også er morgendagens mand er lidt spændende…

Hvem er dum?

 

At andre med andre synspunkter end ens eget kaldes for dumme er jo sjældent frugtbart. Men der kan jo altid ryge en finke af panden. Rune Lykkeberg skoser i dag i Information Bjørn Nørgaard, Klaus Rifbjerg og Henrik Nordbrandt for at pådutte modstanderne af livsvarige ydelser at det, de vil, er at komme kulturen til livs og derfor er – dumme. I referat lyder det jo dumt og jeg husker heller ikke de pågældendes indlæg så unuancerede. Så spørger jeg efter Rune Lykkebergs egne argumenter. Han henviser til Bertel Haarder og Søren Krarup som fyrtårne i dansk åndsliv, der hører til på den side, der er i mod de livsvarige ydelser.Heldigt er det så, at der i selvsamme avis, hov i hovedsektionen er et indlæg af Stig Dalager, der med gode argumenter forklarer hvad sagen drejer sig om, se http://www.information.dk/155762.

 Lykkeberg forstår Venstre og det såkaldte Dansk Folkeparti sådan , ”at  de blot har foreslået en revision af midlerne og en omfordeling fra de livsvarige ydelser til andre former for legater og stipendier.”Jamen det er jo det ”blot”, der er ”dumheden”. Hvorfor en omfordeling? Der gives jo ikke fyrstelige summer til området, så det ville da være helt fint med flere midler til legater og stipendier.Den livsvarige ydelse handler om, at det ikke i et og alt skal være markedskræfterne som bestemmer, hvilken kunst og litteratur vi skal have, sådan som de bestemmer, hvilken leverpostej, der er til rådighed! Det er det kloge. I forhold til alle virkende indenfor kunst og litteratur er de på livsvarige ydelser ganske få. For disse ganske få gælder, at de har en udstrakt frihed til at bestemme, hvad de skal lave eller ikke lave. Markedet fungerer skam stadigvæk. Digtere på livsvarig ydelse:Jeg tæller til 13-14, som vist overvejende skriver digte. At mene at de i Danmark skulle eksistere på markedsvilkår er såeee….åh nej åh nej…Se liste over personer tildelt livsvarig ydelse: http://www.kunststyrelsen.dk/13ec0029

Kategorisering af ’fejl i teksten’ og apropos ‘billion’

I dag retter Politiken så den fejl jeg blandt sikkert mange andre påpegede i går (se min blog 3.12.07). Det sker i den udmærkede rubrik ”Fejl og fakta”. I stedet for at strø rettelser ud som små rubrikker, er de samlet på et sted. Fejlen var af den slags, vi sikkert alle begår i den daglige snak og fluks kan rette. Den er lumsk på skrift. I mange tilfælde er fejlen så indlysende, at enhver læser selv korrigerer. Men vægten af fejlen er også afhængig af tekstens karakter. I en polemisk artikel, som den anmeldelse nok kan kaldes, skaber fejlen et angrebspunkt og kan bruges til at skabe tvivl om skribentens viden i øvrigt. Den kan have lige stor betydning skønt noget forskellig, alt efter om den ses fra modstander eller tilhænger af artiklens synspunkter.Fejlene i rubrikken er ikke kategoriserede, og det gør læseren så selv.
I dag retter ”Fejl og fakta” seks fejl. Jeg opdeler dem sådan: Tre afslører manglende research, tre andre er tanketorsk eller sjuskefejl. Vurderet efter mulige konsekvenser set i forhold til fremtidig ’brug af fejlen’ er vel en eneste alvorlig, nemlig hvis det bliver et bestående indtryk, at SF oftere stemmer sammen med Dansk Folkeparti end med Enhedslisten. Øvrige er irriterende nok – men forholdsvis enkle at afklare eller ligegyldige. Det har ikke større betydning, hvem der kom på ideen at give ”gaven der gavner” – det er jo blot en variant over kendt tema ved juletid. Jf. da Politiken i sin tid uddelte julekurve (spånkurve med julemad) til mindrebemidlede.
For det store flertal af læsere er forfatteren Harald Nielsen et ukendt navn. Læseren bruger måske heller ikke artiklen om festskriftet til at komme videre i Søren Krarups forfatterskab. Og gør hun, vil fejlen straks blive opdaget.
Men hvis fejlen ligger i artiklens hovedsag, kan en fejl blive båret videre i andre artikler og i den daglige samtale. Typisk noget med tal, men det gælder inden for alle forhold.
Der er en vis enkelhed over fejl i tal. De kan jo være ret skæbnesvangre, og så har det tit noget at gøre med omfanget af et område. At tage fejl af brugen af ordet billion på dansk og engelsk er ikke usædvanligt. Gælder det flygtninge kan et engang udtalt forkert tal, blive bestemmende for mangen en holdning.

per-olof.dk

Apropos ordet billion! Vi er ikke alle lige gode til engelsk og mange telegrammer oversættes i hast fra engelsk. Alarmklokken bør ringe, hvis ordet ’billioner’ forekommer. Anvendt på engelsk er det, hvad vi i Danmark kalder en milliard. Det kan blive endnu mere indviklet. Logikken er på den danske side, for i sin oprindelse af betegnelsen billion er udgangspunktet en million i anden potens, deraf ’bi-’,
altså en million millioner. I USA gik logikken tabt og da det amerikanske handelsliv har haft en vis dominans på verdensmarkedet, har engelsk mere og mere adopteret denne brug af ordet (ifølge www.askoxford.com), som altså kun betyder tusind millioner. Men en ordbog skal ikke være ret gammel for at forklare, at billion på dansk og engelsk er det samme!

per-olof.dk

Fødselsdagsgave til Søren Krarup

 

En rettelse, som vel egentlig hører hjemme i ATS: Rune Engelbreth Larsen har åbenbart været i tidnød, da han skrev sin artikel om festskriftet til Søren Krarup til Politiken dags dato. Under indflydelse af det svære valg på julefrokosten mellem Harald Jensens aromatiske akvavit og dr. Nielsens bitter er han kommet for skade at kalde Søren Krarups debutbog, som rettelig hedder ”Harald Nielsen og hans tid”, for ”Harald Jensen og hans tid”.
Som alle ved, behøver man blot et relativt lille hul i skibets skrog, for at fartøjet skal synke. Det lille smut på tasterne går desværre hårdt ud over tilliden til artiklens øvrige udsagn, og indgangsordene om en forfatter, ”der i mange år har fulgt og udfordret Krarup”, får karakter af flov overdrivelse. Søren Krarup må glæde sig over fødselsdagsgaven: Se hvilket niveau hos modstanderne!
Denne læser trøster sig så med Roald Als’es øjeblikkeligt historiske tegning.