Fagre nye verden?

Sommetider mister man troen på, at tilfældet er et tilfælde. Jeg vipper benene ud af sengen og griber bogen øverst bunken, Aldous Huxley: Gensyn med fagre nye verden. Tror jeg slår op et tilfældigt sted, men kan altså ikke opfatte det som tilfældigt, når jeg læser en opfordring til en uddannelse i sprogets rette brug:”En sådan uddannelse i at skelne mellem den rette og den urette brug af symboler vil kunne indledes øjeblikkelig. Den kunne endda være blevet indledet når som helst i de sidste tredive-fyrre år. Og dog lærer børn ingen steder på systematisk måde at skelne sande påstande fra falske, meningsfyldte påstande fra meningsløse. Hvorfor er det sådan? Fordi de ældre, selv i de demokratiske lande, ikke ønsker, at de skal have en sådan uddannelse.” Ikke ønsker? Ja han fortæller om et USA-projekt fra 1937 til 41, der hed ‘Instituttet for propagandaanalyse’, men som blev nedlagt fordi det stred mod den ‘psykologiske krigsførelse’, som krigen gav anledning til. Der var modstand ikke kun fra militærfolk, nej lærere, præster og reklamefolk. Originaludgaven er fra 1959. I dag læser jeg en artikel om en britisk lektor, som efter i ti år uden problemer har undervist i kritisk læsning sættes fra opgaven fordi en kinesisk elev har kritiseret et eksempel for at være provokerende!

Trumps og Putins løgne er alle velbekendte, løgnene på de sociale medier griber om sig. Men altså en trend med en fortid. Skal vi tro, at myndighederne for alvor vil bekæmpe denne trend, når den i den grad tjener så manges interesser?

*

PS

Aldous Huxleys bog ‘What are you going to do about it? The Case for Constructive Peace’ udkom 1936. Havde verden lyttet, var millioner af mennesker ikke døde. I Danmark kom den 1945 med titlen ‘Hvad vil De gøre ved det’. Lige meget har det hjulpet.

Tags: , ,

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.