Jeg er rigtig glad for at have været med om at lave de 23 numre af ‘ASK Tidsskrift for Dansk Folkekultur’. Hovedopgaven var at bringe ‘folks egne erindringer’, men også andet sneg sig med. Måske er de fleste nu 30 år efter sidste nummer røget på forbrændingen.
Lige nu føler jeg trang til at fremhæve nogle små artikler om det folkelige, som jeg skrev i de første numre:
At samle på postkort kan betyde forskelligt. Jeg havde til opgave at skrive en artikel til Samvirke om valgplakater, og havnede i den anledning hos en pensioneret litograf. Han samlede plakater men også så meget andet. Jeg indså efter det besøg, at jeg burde samle mine postkort ordnede eller droppe det.
De lå bare i nogle stabler.
Den vigtigste for mig er det album med postkort med spånkurve. Alle billeder unge som gamle med spånkurve har min interesse, fordi de tjener til at dokumentere spånkurvenes udbredelse og brug i en 100-årig periode. Så er der plads til et hjørne med spånkurve, håndgribeligt og let at vise frem. 168 kort er det blevet til.
72 finske kort med spånkurv måtte have et eget ringbind. Nogle har jeg selv fundet, bl.a. ved tur til Finland, men de fleste har Carsten Bregenhøj forsynet mig med.
Men et album med postkort med kurve, der ikke er spånkurve blev det så også til, 106 tæller jeg til.
Mappen slutter med en del glansbilleder med blomster, katte og børn med kurve.
Feriekortene må stadig godt ligge i en stabel, deres mængde begrænset og man hverken sender eller modtager dem mere. Men sådan et postkort fra ens far fra en spejderlejr i 1916 er da værd at gemme, og det er børn og børnebørns også.
I nogle år boede jeg i Randers, og der tjente de indsamlede postkort til at komme stedet tæt på. Især de rigtig gamle interessante dengang. På 50 års afstand ikke mere så nødvendige, en aftager venter i kulissen. Jeg besøgte det lokale arkiv og indså, at deres samling langt oversteg min. 160 stk i alt ,+ et på xylografier.
På samme tid arbejdede jeg på et manuskript om en pige i Hillerød under krigen, kæreste med en SS-er. De romaner er der vist kommet flere af siden. Jeg læste gamle aviser og fandt frem til filmsprogrammer. Jeg ledte efter postkort, skrev til Tofte, boghandleren efter gamle postkort og fik en kuvertfuld uden beregning. Af romanforsøget lærte jeg, at jeg ikke var romanforfatter, men researchen var spændende. Frederiksborg Slot var jeg tidligt blevet bekendt med og et par af Toftes postkort blev starten på den samling, som vel rummer 112 kort + nogle førsteudgivelser+,større enkelt fotos. Jeg har ingen helt moderne, selvom de er interessant fordi de nærmer sig fotokunst. Slottet har så givet anledning til beskæftigelse med fontænen og Adrian van de Vries og andet, der endnu ikke er kommet i brug.
Tilbage i Lillerød blev det naturligt at kaste sig over lokalhistorien og så opstod der et album med Allerød-kort, suppleret med andre lokale billeder. 130 er nok postkort.
Beskæftigelsen med Bonde-Practica gav anledning til beskæftigelse med folklore i almindelighed. Så et album med den overskrift rummer 180 kort.
Et album med 28 kort fra Hillerød, 44 fra Skagen og 20 udenlandske kort.
Når man samler har man pludselig noget, som ikke kan rummer i rubrikkerne, det hedder diverse, 92 sære kort af mange slags, erindringer om rejser. Et postkort fra Vordinborg Kirke fra en skoleudflugt. Ikke så vigtigt, men når det pludselig indgår i ‘diverse’-sammenhæng alligevel et godt apropos.
Sjovt at skrive om, fordi samlingen en dag nok splittes eller ryger i forbrændingen. Men lidt over 1000 kort til dato sat i album. Findes der et postkortmuseum?
I anledning af trolden HannaHalerød placeret ved Mørkebakke i Ravnsholt, kom jeg i tanke om et sagn om den bakke, som jeg viderebragte i den udklipsbog, jeg fik Allerød Kommune til at mangfoldiggøre i 1981. Den kan lånes på Allerød Bibliotek. Et par af udklippene har siden fundet vej til Nøglehullet, artikler af Herman Stilling og Oskar Jensen. Sagnet fandt Dansk Folkemindesamling frem til. Der er et par stykker mere i bogen. Tegningen er af Th.Lundbye.
Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.
ASK Tidsskrift for Dansk Folkekultur blev redigeret af kredsen af den i 1983 startede selvejende institution Dansk Folkekultur, hvis formål det var at udbrede kendskabet til den folkelige kulturhistore gennem udgivervirksomhed. Jeg har nu lavet en indholdsoversigt for hele perioden, hvor bladet udkom!
Julekortene har fået en biflod, da mange af os skriver en længere beretning om årets gang, mangfoldiggør den, og sender den til familie og venner. Måske endda som mail. Længere breve blev nok også skrevet før, men mon de nåede så mange adressater? I år synes jeg, der har været bemærkelsesværdigt mange i den genre, og det giver mig anledning til at overveje, hvad det betyder – og ikke mindst, hvad det kan komme til at betyde – for eftertiden, hvis vi gemmer dem.
Det sker, at nogen beklager bortfaldet af brevskrivningen, da megen historie siden er samlet op ad den vej. Der må man sige, at de forlængede julekort bryder den trend – hvis de ellers gemmes! Nu er det da meget forskelligt i hvilket omfang breve er blevet gemt også i fortiden. Der kunne man så opfordre til, at vi ikke er alt for hurtige til at smide juleposten ud, i hvert fald når det gælder de længere beretninger. Tit hører man nogen brokke sig over dem, ligefrem gøre nar ad de – som utidig selvpromovering. Spring den indvending over, det kan eftertiden altid tage med i vurderingen – gamle breve har aldrig været 100 %’s sandhedsvidner! – men lav en mappe til dem – så du selv og eftertiden efter nogle års opsamling kan have glæde af genlæsningen.
I årene i SFO administrerede jeg dels en konference for SFO på nettet i SkoleKom, dels 2002-2007 en underkonference jeg fik oprettet om ‘Sagt af børn’. Da jeg blev mindet om dens eksistens forleden, gav jeg mig til at lave dette lille e-bogs-projekt, forhåbentlig til fornøjelse for flere!
Hvis dette blogindlæg er aktuelt, så er det fordi jeg i dag har besluttet at skifte profilbilledet ud i facebook-gruppen ‘Folk og Kultur’. Hidtil har det været omslaget til Folk og Kultur fra 1978, fordi i den årgang havde jeg en artikel. Jeg har dog længe været utilfreds med den brune farve og har derfor skannet omslaget til årgang 1996. Derved kom jeg for skade at læse en artikel om, da Christian X red over grænsen i 1920 – og det er jo ganske uaktuelt. Og tænk- jeg synes alligevel det er en interessant historie, som her afdækkes af Heidi Pfeffer – nemlig om relationen mellem myte og virkelighed. Hvordan en jomfru Fannys spådom gøres til virkelighed, hvordan myten om at den hvide hest ikke var hvid, er opstået og så historien om den lille pige, som Christian X havde med på hesten!
Som type er den måde at give historien videre på, aktuel hver dag også idag. Vi har bare svært ved at se, det ske for os, mens det sker.
En dag i Politiretten 1868 - tegning af Vilh. Pacht
Socialreportager var ikke almindelige i 1800 tallet, men de fandtes. Det vidner den foreliggende ”billedtekst” fra Illustreret Tidende om. Den blev bragt 3. maj 1868. Vi får en samtidigs oplevelse dels af det faktiske leben i Politiretten, dels af bagsiden af livet i 1868-København.
Artiklen slutter med et her udeladt afsnit, hvori forfatteren siger, at det nok vil trætte læseren, hvis han på grundlag af livet i Politiretten skulle fremsætte forslag til reformer. Man kunne da lade de ord, som Illustreret Tidende tidligere på året den 2. februar 1868 anvendte i en anmeldelse af en bog ”Om de fattiges vilkår på Christianshavn” gælde også den foreliggende artikel. Om denne bog skriver anmelderen: ”Den giver kun en gribende skildring af tilstanden, mens den dog ved at gøre det, leverer det mest uforkastelige bevis for reformens bydende nødvendighed.”
Han savner altså placering af ansvaret, men nøjes også selv med at antyde, at det skal placeres hos samfundet. I historisk tilbageblik, er det ikke vanskeligt at se, at det forholdt sig sådan. I 1868 var denne synsvinkel ikke udbredt, men selve det at beskrive forholdene, som de var, var et skridt på vejen. (I en anden målestok var Friedrich Engels’ reportagebog fra 1845 om arbejderklassen i England en af forudsætningerne for Marx, da han udarbejdede ”Kapitalen”.)
Da det i denne forbindelse er de i artiklen omtalte forhold, som interesserer, er retskrivningen moderniseret, lange sætninger delt op i flere og nogle nu glemte ord ”oversat”. Desuden er afsnitsoverskrifterne ikke originale.
[overvejelser om folkeminder med udgangspunkt i Birgitte Rørbye: Folkloristiske
Horisonter. På vej til en kritisk teori om de folkelige erfaringsverdener (1982)]
Først er der tiden til livet – og så kommer tiden til eftertanken og videnskaben –
som kan medvirke til at bane vejen for fremtiden.
Om vejen fremad kan man tro, at der er frit valg men selv videnskabens forudsætninger er levende mennesker i en given tid, og derfor tager valget en retning som først andre – bagefter – kan overskue og forstå.
Da ideen opstod om at indsamle folkets minder om sig selv, sådan som de generation efter generation var blevet formidlet i det lille samfund, var det for at føre denne formidling videre ind i en tid, der afgørende brød med årtusindgamle formidlingstraditioner. At man siden indså, at minderne ikke indholdsmæssigt var konstante, men udsatte for omformning og tilpasning osv, ændrer intet ved indsamlingsmålet: tvært imod, for alt det skriftlige materiale, som kaldes folkeminder, har i hvert fald selv den konstans, som man fra først af troede var folkemindernes natur. I dag vil ingen mere tale om folkeminder. Læs viderehttp://per-olof.dk/birrorby.pdf
Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår.
Ønsker du at være anonym i debatten, forklar mig så hvorfor. Forklaringen kommer ikke med på nettet.
Få besked på Twitter
Hvis du følger PerOlofDK på Twitter, får du besked når der er nyt på denne blog...
If hate is God
God hates you
Hate is a poison,
it kills you, your family,
your goal its self.
Hate creates hate,
makes hate your God.
If hate is God
God hates you.
democracy-handbook.org
Democracy-handbook.org is a free and simple, multilingual handbook for all who are interested in developing, maintaining, and spreading democracy.
Ja til sprog
– sproget øverst på dagsordenen i Danmark –
The Detective Collective
All music and lyrics composed by Bashu Naimi-Roy, with help from the collective, which includes Kian on drums, Zaman on guitar, and guest artists on guitar, vocals, etc.
per-olof.dk skriver...2 