Posts Tagged ‘Facebook’

…Jeg er ikke på facebook siger du…

juni 9, 2015
Romanen begynder c poj

Romanen begynder c poj

Du siger, du ikke er på facebook, og tror så, at du ikke kan se noget på facebook. Men det kommer nu an på, om os på facebook har givet lov til det. Meget er offentligt på facebook, som på enhver anden hjemmeside – er du ikke medlem, kan du bare ikke kommentere.

I dag har jeg samlet sammen på en del digte, som jeg har anbragt på facebook. Så når jeg sætter linket på her, så bør du kunne læse med – ‘varmt velkommen’ som de siger i Sverige! 🙂

Digte af per-olof.dk på facebook

ps: hvis du følger kategorien ‘Digte’ her på min blog. kan du også se mange mange af mine digte – eller ramme dem ved at følge linket. Klik på bloggens ‘hoved’ med personen i det fjerne – så kommer der en menu til højre, hvor du kan vælge ‘kategori’.

Mit samliv med facebook

januar 26, 2015
p.t. indgang til  min side på facebook

p.t. indgang til min side på facebook

Politikens tillæg ‘LørdagsLiv’ havde en forside og to sider indenbords om facebook som det nye medie for jalousi.

Det er den vinkel, der vælges på facebook i medierne – at det er noget forfærdeligt noget. Det må så enhver, som ikke er på facebook tro. Jeg har prøvet at fortælle en anden historie, som man kan læse i denne PDF

Mit samliv med facebook

Hvad bruger jeg facebook til

juli 1, 2014

 

Udsigt kl. 12 den 30. juni 2014

Udsigt kl. 12 den 30. juni 2014

 

Per-Olof Johansson

 

Hvis nogen engang – måske er det allerede sket – vil prøve at beskrive, hvad der foregår på facebook, vil de få store vanskeligheder på grund af mangfoldigheden. Det almindelige er, at der tales nedladende om facebook, gerne af nogen, der slet ikke kender det, men ser, at mange andre er optaget af det.

Jeg vil gerne fortælle, hvad facebook er for mig. Selv det er ikke nogen enkel opgave, og der skal nok være aspekter, der ikke kommer med.

Jo jeg sætter også billeder med solnedgang på facebook, jo jeg skriver om noget,, jeg har oplevet, jo jeg liker andre familiemedlemmers input af samme art. Men det er jo en uendelig lille del af tiden, som går med det. Beskedfunktionen som ligner mail er kombineret med en chatmulighed, og den griber jeg også til at anvende.

Jeg har tæt på 600 såkaldte facebook venner. Det betyder bare kontakter. Hvis jeg skal beskrive dem gruppevis, så er der en stor gruppe med familie, en stor gruppe med forfattere, en stor gruppe med kurvemagere. Der er også en del andre, som ikke sådan lige kan komme i en gruppe. Men når jeg går dem igennem, kan jeg næsten altid fortælle, hvad kontakten er startet med.

Fødselsdagslykønskninger er det mindste. Med familien udveksles det, som enhver må læse med på – måske billeder fra besøg, måske en tak, måske et link med potentielt fællesstof. Dette sidste er også hvad kontakten med forfattere og kunstnere ofte går ud på. At sende eller modtage invitationer til begivenheder, udstillinger, oplæsninger. Blandt kontakterne er selvfølgelig også diverse institutioner, hvorfra man modtager opdateringer om aktiviteter og giver tilbagemeldinger fra besøg. Eller kommer med gode ideer!

Så er der en mængde grupper omkring emner, hvor alle gruppemedlemmer kan bidrage. Det er ikke hver dag, man hører noget derfra, men muligheden er der. Grupper administreres af facebook-medlemmerne selv. Det er ikke nødvendigvis et større arbejde, du bestemmer jo selv aktivitetsniveauet. Jeg administrerer følgende grupper: ’Kurve i Danmark’, ’Folk og kultur’, ’Dansk-Svensk Forfattterselskab’, ’Keramik relæet’, ’Oddershede’. Den sidste oprettede jeg for en mig nærtstående familie på baggrund af nogle hjemmesider om samme, som jeg havde lavet. En gren af den familie, som var havnet i Chile, inviterede mig til facebook, og der skete det, og så lavede jeg gruppen, selvom jeg ikke selv er med i familieskabet direkte. Ad denne vej er familiemedlemmer verden rundt blevet bevidstgjorte om familieskabet og en gren med samme navn men med anden oprindelse er dukket op.

Nu det med at sætte billeder i facebook – så kan man samle dem i albums, så den, der holder af billeder, har en mulighed for at finde emner, som interesserer vedkommende. Jeg har en mappe til billeder, jeg kalder ’I øjenkrogen’, jeg har et album med forsiderne til de bøger, jeg har eller har været med til at udgive – og mange flere emner.

Jeg laver mange ting på Internet, har et domæne om de bøger, jeg har udgivet, jeg har en blog, hvor jeg skriver om alt muligt, jeg har billeder på flere domæner som flickr eller Picasa, YouTube med dokumentation for diverse sammenkomster, oplæsninger, udstillinger jeg har deltaget i eller bare været til. Facebook er en platform, hvor disse forskellige aktiviteter kan videregives. Ikke alle facebookvennerne holder lige det tidsskrift eller den avis eller andet, hvor jeg får trykt et eller andet – men et vink på facebook kan få nogen til at opsøge papiret for at læse, hvad jeg har skrevet. Der var en kendis, som var træt af facebook netop af den grund, at hendes facebookvenner fortalte alt muligt om, hvad de foretog sig. Hun har let adgang til medierne, så hun behøver jo heller ikke i samme grad som mindre succesrige forfattere som jeg at anvende den funktion. For mig har det været en fordel. Den, der ikke vil lege med, kan jo uden al brask og bram stå af og finde andre venner end mig.

Som sagt laver jeg en blog, men på facebook er der faktisk en form, der ligner bloggen med noget som kaldes ’noter’. En længere status er velplaceret der, fordi den bliver let at genfinde, hvad der kan være svært i den øvrige sammenhæng, da der ikke kan søges internt på facebookprofilerne. I øvrigt kan facebookprofilerne holdes mere eller mindre skjult. Grupper som ’Kurve i Danmark’ kan enhver på nettet kigge til, men bidrag kræver medlemskab af facebook og gruppen, hvilket jo kun koster tilmeldingen. Jeg deltager ikke selv i lukkede grupper, men ved da, at muligheden eksisterer.

Jeg har lavet hjemmesider siden 1995, et hjørne af det med digte af mig selv og andre under navn af Splints & Co. har mere eller mindre fungeret siden 1996. Engang lavede jeg hjemmesider med de længere artikler, og dem kan du stadig læse i den form. Men i dag bruger jeg gerne PDF-formatet, fordi der har læseren en acceptabel mulighed for at udskrive. Jeg annoncerer så artiklens eksistens i bloggen med et forskræp og et billede, og så kan du afgøre, om det skulle være noget for dig. [Idag altså en undtagelse: hele artiklen står her på bloggen!] Jeg linker til dette i facebook, og der linkes helt automatisk også til Twitter og LinkedIn.

Alt i alt en tilgængelighed der ligger milevidt fra, hvad en forfatter kunne drømme om før 1990. Var teksten ikke trykt i bog eller tidsskrift, var den død og blev liggende i skrivebordsskuffen. Det er så en almindelig anke: At så har der ikke været redaktør og korrekturlæser ind over. Nej, men i kraft af udbygningen af Google kan læseren finde alternative muligheder at veje ordene op i mod, hvis det føles nødvendigt. Min opgave er hvad den hele tiden har været, at så klart som muligt udtrykke det, jeg ønsker at bringe videre.

 

At der så slipper et billede med af udsigten – er det så farligt?

Se dette som PDF til udskrift: Klik her

 

Facebook har gode sider

september 26, 2013
poj på facebook

Et hjørne af facebook c poj

Facebook har gode sider

 Skrevet 19.9.2013 / Trykt Politiken 23.9.2013

 Opgør med facebook er der altid spalteplads til i avisen. Hvorfor de gode sider af facebook ikke kan fremstilles som ’god historie’, kan undre. Igen igen kan jeg i Politiken (kronikken 19.9.) læse om facebook som distributør af privatliv, rituelt beskrevet som præsentationen af et madbillede. Hvis jeg ikke var på facebook, måtte jeg tro, at dette var den sande og totale beskrivelse af fænomenet. Bevares – det er en side af det, men hverken den eneste eller den vigtigste. Men journalismen ælsker den. Heldigvis er der andet i avisen end kendissernes fødselsdage og mad, de spiser – og sådan er det med facebook. Den enøjede beskrivelse af facebook, som vi dagligt læser eksempler på, siger mere om vedkommende skribent – end om facebook.

  Svar til anti-facebook

 Skrevet og sendt til Politiken 13.9.2013. Utrykt.

Når jeg kikker ud af nøglehullet, ved jeg ikke rigtig, om jeg faktisk kikker ud – eller ind. Jeg er dog sikker på, at jeg ikke ser hele billedet.

Når jeg læser kritik af facebook fra folk, som har droppet tjenesten, er det som at møde mennesker, der ser hele billedet. De har ikke et begrænset udsyn. De ser, at det der facebook er galt. Det kan være en kendis, der har oplevet forfølgelser eller er blevet overvældet af de mindre kendtes selvpromoveringer. Det kan såmænd også være en ganske ukendt, der hele tiden skifter konto på facebook på grund af allehånde for andre uigennemskuelige vanskeligheder på nettet. Den typiske klager er dagens læser i Politiken (13.9.2013), som har gjort oprør mod sin facebookafhængighed og er vendt tilbage til det virkelige liv.

Ikke alle er jo på facebook, og når de, der er ikke-brugere, læser dette oprørsbrev, tror de måske, at de nu kender den verden:” Mit barns første skridt. Mit barns første cykeltur uden støtteben. Nyt job. Nyt husdyr. Nyt hus. Ny kæreste.” Men min kære – det er den læsers syn ud/ind af nøglehullet. Hun har droppet det – tror hun. Hun skriver indlæg i Politiken, og tror hun gør noget andet, end ved at skrive det selvsamme på facebook. Hvordan kan hun tro det? Hun har slettet sin facebookprofil og har mistet den vej til kontakt med et antal mennesker. Nu prøver hun så at nå dem via Politiken. Vi får besked om den gode vens tvillinger. Nå. En kollega er nedkommet. Nå. Hun har fulgt sit barn i skole. Nå. Hun nyder at se billederne, men holder dem for sig selv. Nå. Hun nyder at være uopdateret. Det er jeg så ikke. Jeg er opdateret via Politiken. Hun siger, hun holder billederne for sig selv. Aha! Der slap katten ud af sækken. Det handler slet ikke om facebook, men om hende selv, og om hvordan det selv administrerer sig – godt altså at bruge facebook som skjold, når opdateringen skal frem foran – alligevel. Billederne får vi næste gang.

Hvorfor så skrap? Man må vel svare, når vi, der bruger facebook, over en kam gøres til folk, der ikke har kontakt med det virkelige liv.

Interview med en facebook controller

juni 3, 2013

Billede

…. fingereret samtale bag en lukket dør…

 – Jeg har hørt du er ansat på facebook i deres danske afdeling. Du er vel ikke en af dem, der sidder og sorterer i materialet?

– Jo det er jeg netop!

– Det lyder spændende – hvordan foregår dit arbejde?

– Det foregår mest hjemmefra. Det starter selvfølgelig med de anmeldelser om forskelligt, vi får ind. Så sidder jeg og bedømmer, om der er noget i det, hvad der tit ikke er. Det er måske bare nogen der er sure på nogle andre. Men hvis jeg finder noget, der er kritisabelt efter vores regler, så sparker jeg det videre i et lukket forum, vi har og hører, hvad de andre siger, før jeg tager endelig stilling om en forholdsregel, alt fra kortere karantæne til udelukkelse.

– Jamen nu det her med uskyldige nøgenbilleder, hvor det er svært at trække en grænse mellem kunst, hverdagsnøgen og så porno – hvordan kan du så finde på at slette et uskyldigt badebillede, som du har gjort?

– Ja nu er det ikke lige mig, der er på den sag, og det er klart, at mit personlige standpunkt nok ligner dit eget meget, det er da et uskyldigt billede. Men der handler vi altså efter vores regler, det er ikke vores private mening, som tæller.

– Hvis I har et forum, hvor I debatterer afgørelser – hvordan ser I så på, at der er alskens voldsbilleder og trusler osv som ikke bliver udsat for karantæne – hvorfor er nøgenhed så meget mere kritisabel?

– Som sagt, vi følger regler, vi sidder ikke her i Danmark og laver dem. Så det vi debatterer, er ikke om reglerne er de rigtige, men om hvordan de skal forstås og effektueres, det er et arbejde som alle andre.

– Nu er der jo ikke mange andre i offentligheden end mig, som ved hvor du arbejder – er der et krav om, at I skal holde det hemmeligt?

– Ja vi skriver da under på, at vi skal holde lav profil udadtil, men det tror jeg nu jeg ville gøre under alle omstændigheder, netop fordi jeg ikke ønsker at facebooks opfattelse skal forveksles med min egen.

– Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til det med nøgenbillederne. Nu er der nogen som sætter billeder på facebook med æbler de kritiske steder, for at gøre nar ad jer. Hvad synes du om det?

– Det har jeg ingen mening om, det er vel meget sjovt, men hvis det gøres på materiale, andre har copyright på, kan det jo være vi bliver nødt til at tage stilling.

– Reagerer I kun på anmeldelser, eller sidder I selv og fisker i statusopdateringer efter, om der skulle være noget?

– Nu er det jo for at blive i dit billede et ret stort hav at fiske i ikke? Men vi kan gøre det, og når nogen har påkaldt sig opmærksomhed, så tjekker vi dem naturligvis nu og da, fordi de tror måske, at det gør vi ikke, men det gør vi.

– Tjekker I også vores beskeder?

– Ikke tjekker i og for sig, men vi kan godt, det er klart, og sommetider bliver vi også bedt om at gøre det af politiet.

– Underholder du nogensinde nogen med det, du læser, selvom det f.eks. foregår i en lukket gruppe?

– Altså vi har et meget strengt codex om tavshedspligt, så det er naturligvis bedst, hvis man ikke har en for god hukommelse —–

– Får du ikke sommetider fornemmelsen af, at du faktisk er en spion på andres privatliv, sådan lidt a la Stasi i Østtyskland?

– Nej hør nu! Du er skrap nu. Det er facebook jeg er ansat ved, ikke politiet!

– Jamen du er da noget i retning af privatdetektiv så, ikke? Du ved da en masse, som enhver privatdetektiv gerne ville vide?

– Jo måske nok, men det bliver i systemet, min viden bruges jo kun for at overholde facebooks regler, som alle deltagere faktisk har accepteret!

– Er det ikke mærkeligt ikke at kunne fortælle familie og omgivelser, hvad du har lavet i dag, hvem du har udelukket osv?

– Jo men sådan er der jo mange, der har det – der er da mange jobs, hvor du må holde din kæft med, hvad du har oplevet.

– Jamen tak skal du have, fordi, du stillede op til interview, jeg håber ikke det vil skade dig i din videre karriere!

– Velbekomme, vi ses på facebook!

Internettet virker

marts 13, 2013

Jesu_forside_p

Gennem de tyve år jeg nu har været på Internet, fra 1995 med hjemmesider, har jeg gang  gang oplevet ting, og fået kontakter, som var ret utænkelige uden det net.

Ikke alle historier er lige store. Nogle gange ved man ikke, de er store før et stykke tid efter. Efter 13 år bed familie til udvandrede kurvemagere i USA på min udlagte krog. Jeg fik oplysninger af dem, og jeg kunne sammen med en ven forse dem med deres slægts historie, som de intet vidste andet om, end at den var svensk.

En australier med dansk familie kunne jeg sætte i kontakt med familien i Danmark – fordi jeg havde nævnt familiens navn på en hjemmeside – og i tilgift fik jeg oplysninger om spånkurvesalg i Danmark fra den danske familie, som jeg ikke ellers havde fået.

Tre dage i rap forleden gav hver dag et lille vink om virkningen af nettet – vidt forskellige ting – en blogpost, der havde givet pote for en, et interview med mig som en anden havde brugt i undervisningen – og dagen efter besked om, hvordan et vers i en skillingsvise, jeg havde bragt på nettet, gav opklaring i en lokalhistorisk sag – som så gav mig mulighed for at vise, at teksten fra 1770’erne var blevet anvendt op i 1800-tallet. Det kan man så læse om

her

Facebook indgår også i sådanne forløb – men når medierne holder dommedag over facebook og blogs er sådanne historier helt fraværende, fordi de ikke kan stilles op i statistikkernes rubrikker.

Mediekritik med flere punkter

maj 26, 2012

Visit my friend Angry

Besøg My friend Angry

Der er selvfølgelig en del kritik af medierne, der kommer frem – men ikke alt. Her har jeg et par indlæg, som ikke blev optaget (i Politiken). Men når jeg nu er i gang, er der jo et par punkter mere at hoste op med.

1. Hvordan kan Politiken bringe en beskyldning frem om en navngiven person som spion for DDR på grundlag af rygter om, hvad en forsker skulle have sagt i et privat selskab. Forskeren har flere gange udtalt, at han ikke ville nævne navn eller omstændigheder. Så om den udpegede person, er den nævnte og om det er den person som er nævnt i Stasi-arkiverne, og om der er noget sandt i de pågældende oplysninger – det ved vi ikke!

2. De der ikke er på facebook, har de stærkeste meninger om programmet. Forfatteren Knud Romer kommer på Politikens netavis til til orde med sin mening om facebook – skønt han har en højst rudimentær viden og emnet. Hvordan kommer det interview i stand? Næste trin er, at han kommer i DR2 Deadline, hvor hans modpart overhovedet ikke får lov til at tale ud en eneste gang. Jeg kom på facebook med tre bemærkninger om dette:

— man skal da lede efter en mere udisciplineret debat. Knud Romer talte bare konstant uden at gøre mindste forsøg på at høre modparten, endsige give hende lejlighed til at svare. Så vidt jeg kan se i det facebook jeg kender, så består en meget stor del af det af links ud af det lukkede facebook, man kan også sige ind på facebook ude fra.

‎- det lille narcissiststiske fælleskab er måske det, der udgøres af folk som Knud Romer med status af orakler, der har fri adgang til medierne og igen og igen udtaler sig, helt fri af vurderingen om det er noget, de ved noget om eller ej.

-‎ der er masser af lukkede fora på Internet, facebook er langt fra det eneste – på den anden side er der også mange sider på facebook som er tilgængelige for alle – hvorfor de også kan findes hos Google.

3. Et ikke endnu afvist men heller ikke trykt læserbrev til Politiken, sendt 17.5.2012:

Mediekritik

 Per-Olof Johansson, Lillerød

 Kristi Himmelfartsdag den 17. maj, har statistikeren Hans Bay et indlæg i Politiken om den undersøgelse af vuggestuer, som først blev slået stort op i medierne for derefter at blive pillet ned igen på grund af undersøgelsens mangler.

Da en af mine facebookvenner syntes positivt stemt overfor undersøgelsens såkaldte resultater, skrev jeg: ”- hm det er svært med den slags undersøgelser – forskere er måske som de pædagoger, der iscenesætter ‘aktiviteter’ for at gøre indtryk på forældrene – forskere iscenesætter undersøgelser for at skabe sig en platform og et erhverv…”

Dagen efter blev der da også i Information fra fagligt hold rejst tvivl om undersøgelsen ‎- hvilket jeg kommenterede som sådan: ”Ingen protest mod at undersøge.. men undersøgelser skal vurderes før de bliver til overskrifter”.

 Jeg nævner ikke dette intermezzo for at foregive at sidde inde med særlig viden – nej det modsatte: Enhver måtte da kunne se, høre, lugte, at det var en halvfærdig historie.

 Nu appellerer Hans Bay så til at journalisterne erhverver sig en vis statisk dannelse, som han kalder det. ”Medierne bør helt grundlæggende starte med at stille lidt banale spørgsmål: Er der andre undersøgelser, som viser det samme? Hænger undersøgelsens resultater sammen? Giver det mening, at vi lige pludselig skulle opleve, at vores pædagoger svigter børnene?”

 

Jeg nægter at tro på, at dette ikke skulle være børnelærdom for en journalist. Jeg kan ikke forestille mig en journalistisk uddannelse, hvor dette ikke er berørt. Når Hans Bay videre kritiserer programmet ’Detektor’ på DR 1. maj for at have sammenlignet usammenlignelige undersøgelser, er det nok mere sandsynligt, at der er tale om elementære mangler i den ’statistiske dannelse’.

 Når Hans Bay går galt i byen, hvad angår de førstnævnte vurderingskriterier, skyldes det nok, at han ikke har øje for, at medierne slet ikke er ude efter det sande billede, men efter ’dagens historie’. At ’dagens historie’ så dagen efter er, at den første ikke var sand, er for medierne af mindre betydning, når bare det ikke sker for tit. Den enkelte journalist går måske her i nogen grad fri for anklage – det er redaktionerne, dem der lægger strategien, som er i sigtekornet. Journalisterne skal sælge deres historie til redaktionen, og en historie fuld af forbehold bliver ikke solgt, det er simpelthen ikke en historie.

Og vi som læsere af nyheden, kaldet historien, kender ikke hele historien, for vi kender ikke historien om historien. Vi ved ikke, hvad journalisten skrev – kun hvad redaktionen trykte. Journalisten bestemmer jo ikke, hvad der skal stå i avisen, det gør redaktionen, og det er lettere end nogensinde at sige ’delete’ til de forbehold, som skæmmer artiklen, set fra et historieperspektiv.

 Når så de aviser, der følger i halen på den første udmelding, efterfølgende undskylder, at de ikke tjekkede bedre, lyder det rent ud sagt hyklerisk. Forrest står jo kravet om at være med på beatet og de klik, der bliver avisen til del på nettet, er lige gode om de søger en sand historie eller en falsk. Så reglen om hurtighed overtrumfer sandhedsvurderingen helt og holdent. Så det er ganske vist, at vi vil få lignende forløb igen og igen.

4. Afvist læserbrev til Politiken, søndag 13.5.2012 ved lancering af nyt søndagstillæg:

Forkert prioritering

Heidi Petersens beretning om nedværdigende oplevelser som hjemmehjælper er naturligvis vigtigere end en ny trend for at samle på afdankede dyretrofæer. Det er selvfølgelig vigtigt for avisen at gøre opmærksom på et nyt tillæg, men denne nyhed kunne mageligt være delt med en henvisning til samtalen med Heidi Petersen.

 

facebook uden facebook

februar 5, 2012
En sten var vokset sammen med et træ

En sten var vokset sammen med et træ

  • Vi har god gavn af den magnetiske nordpol, svært at finde vej uden. Hvis du ikke vil tage højde for misvisningen, havner du alligevel forkert. I kunstens verden repræsenterer pengene nok den magnetiske nordpol, hvor en del glemmer at tage højde for misvisningen.
  • Hvis det handler om at tro, kan man jo tro både det ene og det andet. Det må da altid have været indlysende. Så det kan undre, hvordan dette ord ’tro’ har fået en central placering. ‘Overbevisning’ er ikke meget bedre – minder i den henseende om overtro. Som jo igen er et mærkeligt ord. Hvem har skrevet om forskellen på tro og overtro.
  • I Danmark er det almindeligt at se ned på bøger, som forfatteren selv har betalt udgivelsen af. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være bedre, at det er en eller anden Al Capone-type, der står for ansvaret.
  • Hvis man er underviser på en forfatterskole, har man nok udsat adskillige elever for kritik og forslag  som ligner, hvad en kronikredaktør kan udsætte ham selv for..
  • Der vækkes en særlig interesse ved at læse en roman, når den bygger videre på tanker, man selv lige har gjort sig…

facebook igen igen

februar 5, 2012
Per-Olof Johansson: Billede af figur med sten i træ

Per-Olof Johansson: Billede af figur med sten i træ

• Sne også i Nordsjælland.

Et barn på vej gennem sneen / vender sig om for at se sit fodspor.

• I november skrev Ole Bundgaard nogle småbetragtninger om facebook på sin blog. De gav i februar 2011 anledning til andre små bemærkninger herom på facebook. Her remsede han sine hovedpunkter op for at få liv i debatten igen, formoder jeg: • ”Jeg mener der findes fire typer fb-brugere. 1.Dem der lader andre snakke/hylde sig. 2. Dem der snakker om sig selv. 3.Dem der snakker med andre, og 4. Dem der snakker om andre.”

• En tråd som til nu har kastet 29 kommentarer af sig. Min egen var denne: en meget væsentlig gruppe mangler: spionerne – som igen deler sig i mange arter! Det er den eneste gruppe jeg er betænkelig ved….. Jeg gik derefter ind på bloggen og supplerede hans betragtninger der med dette:

• To sider af det, som jeg selv ser som vigtige aktiviteter på facebook: 1. Invitationer til begivenheder. Det kan være noget, jeg selv er medarrangør af – men det kan også være noget, jeg bare opfanger og synes bør have en hånd – hvad enten det er med selve invitationen eller med opfølgende kommentarer før og efter. 2. Grupper, sider eller hvad facebook kan finde på at kalde det. De kan tage udgangspunkt i en personlig interesse, men er også en invitation til andre til deltagelse. I den retning kan jeg komme i tanker om: en side for Dansk-Svensk forfatterselskab, en gruppe for ‘Kurve i Danmark’ , en gruppe for ‘Folk og kultur’, en gruppe for folk som hedder, er i familie med eller bare interesseret i navnet ‘Oddershede’. Iøvrigt: For at være sikker på at opfange opdateringer fra ‘familie’ har jeg lavet nogle lister, så kan jeg vælge f.eks. at se familiens opdateringer – de forsvinder ellers let blandt alle forfattervennerne, som er meget aktive! Som Ole prøver jeg også at få facebookaktiviteten til at spille sammen med min øvrige aktiviteter på nettet – en blog (to), hjemmesider iøvrigt – twitter og LinkedIn – kommentarer på andres blogs, på avisernes kommentarsider, især Informations. Så er der anekdoten om ham der engang spurgte et tusindben, hvordan det lykkedes det at gå. Siden gik det aldrig mere!

• I Politiken er der så i dag en hel side om facebook, som nu er sat på aktier. Her handler det meget om, hvorfor der er penge i facebook: Fordi det er af stor værdi for folk, der har noget at sælge at de kan målrette deres kampagner mod potentielle kunder på grundlag af de oplysninger de kan hente på facebook om vores køn, alder og interesser. Det er altid svært at genkende facebook i andres referat – for det er ikke det facebook, jeg færdes i. Jeg tilkendegiver aldrig noget om hvilken barbermaskine jeg foretrækker etc.

Her sætter jeg så mine seneste opdateringer eller noget som kunne være blevet det:

• Dagens mini-novelle. Den naive sjæl. Han havde hørt at det gjaldt pengene eller livet. Han syntes det var logisk da at vælge livet.

• Da jeg lige har læst Dina Yafasova: Kald mig ikke offer, føler jeg trang til at dele dette link med jer http://www.dina-yafasova.com/enmain2/?r202_id=9 – det var et ‘must’ at få den læst – i visse aspekter opløftende – men også: frygtelig læsning.

• Kald mig ikke offer i Stavnsholt Kirke http://per-olof.dk/yafasova.pdf– digt eller tekst til en seance i en kirke – i hvert fald kom linket på som en bemærkning.

• Engang skrev man breve til redaktionerne – og fik svar pr. brev. Med mails er situationen en anden. Afslag ganske kortfattede og indgår ikke i modtagerens overvejelser på samme måde som brevene gjorde. Jeg lavede dette forslag til returbrev for at spare redaktøren for mange overvejelser – men ingen bed nogensinde til bolle! Fandt det frem i anledning af Lucy Kellaways kommentar i dag i Politiken. Den kan læses online på Financial Times. http://per-olof.dk/afslag.pdf

• Jeg brugte link til min pdf  http://per-olof.dk/afslag.pdf  igen i bloggen ’Promenaden’,  hvor et afslag fra Politikens kronikredaktion er til debat.

Dette er allerede for langt for min blog, hvis jeg skal leve op til mine egne principper for en blog. Jeg ville også have skrevet om at se udstillingen af Hammershøis billeder på Kunstmuseet, Jubilæumskoncerten med Tritonus – 70 sangere, hvor det fylder, at møde gamle venner etc., men vil lige minde om Gustaf Much-Petersens 100 års dag 18. februar, som fejres i Malmö af Dansk Svensk Forfatterselskab – se evt. invitationen på facebook https://www.facebook.com/#!/events/346242848736448/

Debatkulturen på facebook

december 22, 2011

per-olof.dk på facebook

Kritik af facebook: “Debatkulturen på facebook er både sygelig og uhøflig” – siger Ayse Dudu Tepe i et debatindlæg i Politiken – og giver nogle grove eksempler – det må vel være fra vennerne. Jeg kan ikke genkende billedet, fra det jeg læser hos mine 430 venner – eller kontakter, som jeg kalder jer! Men måske ser jeg ikke, hvad der forgår. Ved at gå ind og se på ‘alle’ forekommer det mig, at der er flere end jeg troede, som jeg faktisk anser for ‘aktive’ og et mindretal som aldrig giver lyd fra sig. Men sygelige og uhøflige debatindslag kan jeg ikke komme i tanker om, i hvert fald ikke noget på nogen måde dominerende. Vist kan nogle være lidt skrappe og en enkelt karateristik af en ikke-tilstedeværende kan ærgre en, fra en person man sætter pris på – men det er da minimalt. Hvordan kan nogen tro, at de har overblik over debatkulturen på facebook? Jeg kan vide, hvordan debatkulturen er i Politiken – men facebooks helhed kender jo ingen! Det handler altså om Ayse Dudu Tepes egen kontaktkreds – ikke om os allesammens. Men er man slet ikke på facebook og læser et sådant indlæg – så tror man jo ‘sådan ER facebook’. Det er derfor dårlig debatkultur at give det indtryk videre…..

PS: Ovenstående er 22.12.2012 i Politiken som læserbrev – lettere beskåret af redaktionen. Der er mange indlæg på Politikens hjemmeside til artiklen af Tepe – som svinger fra tilslutning til afvisning – hvilket jo dokumenterer, at oplevelserne kan være højst forskellige, alt efter hvem man har kontakt med….


%d bloggers like this: