Et aktuelt digt fra 1996

Tja, kunne være skrevet i dag, tænker jeg. Da den trykte digtsamling kun findes i få eksemplarer, tager jeg ikke i betænkning at hente digte der fra, når anledning byder sig..

Per-Olof Johansson:
Rædsel sammen med fryd
1996

MELLEM LIV OG DØD

I et åndedræts rolige rytme
leger vinden udenfor med mågerne.
I store mundfulde hvirvler de op,
op og ned foran husblokken.
Er der love for det?
og bærer de også mig?
I et åndedrags rolige rytme.
Jorden kan ikke løfte sig selv,
jorden bæres gennem rummet,
syv-ni-tretten: hvorfor svæver vi.

Hvis alting hænger sammen
med god grund,
er ulykker kun tilsyneladende,
atombombesprængninger
er da så naturlige
som vulkaners udbrud,
krigsophidsernes løgne så naturlige
som insektædende blomsters lokkemidler –
og oprindelsen til
motorvejens kødannelser
ligger forud for myrens veje
under bladene.
Hvert menneske iagttager det nærme sig
og tror sig magtesløs.

“Noa, lav en båd, et fly,
et rumskib, et Aniara.”
Og jeg, Noa, må da svare:
her er jo Aniara, jeg bor på Aniara,
jeg svæver allerede, se bare!

Zebrafinkerne i buret herinde,
hvem har lukket dem inde?
Medskyldig lukker jeg forsøgsvis øjnene:
verden har altid sine grænser,
siger ordsproget,
nogle binder de, andre bærer de.
Alle svæver vi.

*

Google Translate funker vel meget godt i dette tilfælde?

Per-Olof Johansson:
Horror along with joy
1996

BETWEEN LIFE AND DEATH

In the calm rhythm of a breath
the wind plays outside with the seagulls.
In great mouthfuls they swirl up,
up and down in front of the block of flats.

Are there laws for that?
and do they carry me too?
In the calm rhythm of a breath.
The earth cannot lift itself,
the earth is carried through space,
seven-nine-thirteen: why are we floating.

If everything is connected
with good reason,
are accidents only apparent,
atomic bomb blasts
are so natural
like volcanic eruptions,
the warmongers’ lies so natural
as the lures of insectivorous flowers
and the origin of
motorway congestion
lies ahead of the ant’s ways
under the leaves.
Every man watches it approach
and believes himself powerless.

“Noah, make a boat, a plane,
a starship, an Aniara.”
And I, Noah, must then answer:
here is Aniara, I live in Aniara,
I’m already floating, just look!

The zebra finches in the cage in here,
who locked them in?
Complicit, I tentatively close my eyes:
the world always has its limits,
says the saying,
some they bind, others they carry.
We all float.

Tags: atombombe, Dagens digt, Darwin