At fange opmærksomheden

Undervisning i gamle dage, afspejlet på en forside af Tykke-Niels serien

Igen og igen læser vi om vanskeligheden ved at fange opmærksomheden fra den samlede mængde af elever og studerende. Enten er det en lærer, en forelæser eller også en irriteret elev, der klager sig. Der sidder de andre, der skulle lytte, med deres i-phones og andet elektronisk grej og er langt væk fra stedet – måske på date eller på facebook eller twitter eller eller – og forelæseren taler for døve ører – fra 1. klasse og opefter, universitetet ingen undtagelse. Et sted i Frankrig konfiskeres mobiltelefoner, når de bruges i timerne – og sådan er der gjort forsøg på løsning, men hvem kan egentlig i længden hamle op med tidsånden og maskinerne?

Det faldt mig ind, at løsningen ligger så snublende nær. Det må være en simpel opgave for en programør. Det må da allerede være lavet og brugt et eller andet sted i verden. Brug maskinerne i stedet for at afvise dem. Det er da vist for længst devisen i sprogundervisning, men må kunne bruges overalt sådan her:

Selvfølgelig har alle eleverne deres bærbare pc eller tablet med til undervisningen, det er ikke en eventualitet, det er et must. Hver elev logger sig ind med sin kode på undervisers side, hvor hovedpunkterne i dagens/timens program allerede er parat. Elevens fysiske tilstedeværelse er dermed registreret. Underviser taler, og efter hvert afsnit er der opgaver at løse, som ikke kan besvares med ja/nej/ved ikke, men som kræver et antal ord, elevens egen formulering, som måske ikke løser anden opgave end at afspejle, at der er hørt efter. Når timen er ovre, hedder det ‘gem’, og opgaverne er dermed afleveret og vil blive gennemset af underviser i de kommende dage. Manglende besvarelse er identisk med udeblivelse fra undervisningen.

Hvis programmet allerede foreligger, så gider jeg ikke mere høre på den jammer om uopmærksomme elever. Så er det jo underviseren, som ikke har hørt efter!

 

Replik til en bogdoktor

Politiken har fået en bogdoktor – ja hvorfor ikke – definitionen vil nok fremgå efterhånden – men mig inspirerer begrebet til det følgende.

Da jeg gennem syv år var vikar på Skovvangskolen, gik jeg rundt med en taske fyldt med bøger – og kaldte den min lægetaske. Dommen over vikarer svarer nogenlundetil desvingninger, dommen over natlæger udmøntes med – man står højt i kurs eller man går i baisse. Altså drømmen er, at vikarer kommer ind i klassen, ved hvad børnene lavede i forrige time i emnet og kan fortsætte, hvor den ordinære men geniale lærer slap taget pga forkølelse.

Tja sommetider kunne vikaren bare sige: Jeg ved, Merethe har sørget for, at I har en opgave i skuffen til denne situation – værs’go at gå i gang. En time blev der så arbejdet koncentreret og vikaren gik rundt og hjalp og fik samtidig lejlighed til at indstille sig på klassens niveau og bedre mulighed for alvor at tage over, hvis opgaverne ikke rakte flere dage frem. Men se andre gange blev ”lægen” mødt med voldstrusler, når en knallertkæde kom frem fra jakkens inderside og svunget rundt – fortalt blot for at give spændvidden i vikarens udfordringer! Der var mange lufthuller at udfylde mellem disse ekstremer, hvor udbuddet i lægetasken måtte tages i anvendelse.

Sommetider var det børnehaveklassen og sommetider en niende – så udbuddet gik over folkeeventyr, Troldepus, Christian Christensens rabarberdreng, Freuchens hvalfangerbog,Ole Lund Kirkegaard, Kong Arthur i georggjeddes oversættelse. Gamle Svend Erik bøger og sågar Tykke Niels.

Helt unævnt skal det så ikke være, at der nu og da opstod situationer helt uden for dette omrids, der helt sikkert  havde kunnet give anledning til litteratur ala Karl Larsenshistorie ’Snydertampen’. Måske blev det ikke litteratur, men i hvert fald teater med ’lægen’ som dansende dervish, der dansede efter de morskabstørstende patienters pibe. O! hvor de gned sig i hænderne ved tanken om hans ankomst! NU skulle han ud, hvor han ikke kunne bunde. Og det kom han i den grad, at det efter sigende altid er fast punkt klassens jubilæumssammenkomster.

Historien bør ikke slutte her. Der blev kun anvendt af lægen selv anerkendt kvalitetsmedicin. Tykke Niels er ikke højt vurderet på lægemiddelskalaen, men da vikaren selv skulle udsættes for en ganske alvorlig operation af den art, som optræder i aftenshow i TV, kom Tykke Niels med på hospitalet i en version, der var undgået hans opmærksomhed både i barndom og vikartid. Den var så! morsom og god læsning inden – så et midlertidigt ophold i et vaskerum blandt gulvskrubber og spande og en presserende vandladning i glaskolben bag en dør, da der var for langt til toilet – kun kunne udløse latter og uskadelig mavekrampe, der hvor det alvorlige ellers skulle foregå – i en situation, der burde have udløst surhed, vrede, læserbreve – i stedet kunne morskaben smitte helt inde ved operationsbordet – et øjeblik fyldt med smil inden forsvindingsnummeret ingen kunne vide hvor endte – til død eller årelang kamp mod metastaser. Det gik godt i den grad, at han sidder med dårlig samvittighed, når knap så succesfyldte historier fortælles og ingen Tykke Niels kan komme til hjælp.

Men alligevel jo – bogdoktor må efter min erfaring være en titel, som kan bruges til noget!.

2.4.2012

 

12-05-2012 ..Selvom Politiken er gået over til at gemme sit bogtillæg i en kultursektion, er det stadig Jes Stein Pedersen som fører journalen hos bogdoktoren… (link til den første – søg ellers på siden efter ‘bogdoktor’ – så kommer de alle…

Udskriv som PDF: Replik til en bogdoktor

Sikker chat – sikker pjat

Advarsel mod Contenkeepers advarsel!

Jeg har opdaget at et system, som kalder sig ‘Contentkeeper’ kan give anledning til, at der dukker en advarsel op mod en fuldstændig harmløs side. Sådan noget pjat er da med til at underminere hele systemet med sikkerhedsadvarsel. Da jeg kan opdage det i min sidestatistik, skyldes det jo, at nogle (fornuftige) børn bare er gået videre trods advarslen. Sådant et advarselsystem er i bedste fald pjat, i værste fald farligt. For næste gang er advarslen måske berettiget og bliver siddet overhørig!

Mobbehistorie i Politiken

 

07-04-2008

 

Mobbehistorie i Politiken: En pige, fortæller sin historie om den tid, hvor hun blev mobbet i skolen. Hvad nytte til nu bagefter at sige til moderen, at hun skulle have insisteret på at pigen skulle skifte skole? Jf. at det jo blev en ny verden for hende, da hun kom i gymnasiet? Sådan blev altså deres – fælles valg, et andet valg kunne have givet et andet resultat. Og andet resultat kunne det vel også være blevet, hvis ikke den skole åbenbart ikke tog sig af mobning, som ikke ytrede sig ved fysisk vold.

Som afdanket pædagog må man tænke på de fejl, man sikkert ganske uafvidende har været meddelagtig i. Men det er jo ikke noget, man kan skrive om! Indbyrdes har utallige børneskæbner været vendt i personalekredsen og mange initiativer er taget og meget er lykkedes – men alligevel er der en rest af ting, som ikke lykkedes – som man ved af, og så sikkert også masser, vi ikke fik øje på.

Problemerne står jo ikke stille, pludselig er årene gået og problemerne gået over til andre, og man kan år efter en passant høre om den og den…. Og høre, at problemet er uløst.

Medierne er rigtig dårlige formidlere af disse sager. Deres fokus er jo den ”gode historie”, hvor den værste historie er den bedste. Som læser ser du bare det store svigt. Du ser ikke den mosaik af begivenheder, beslutninger og mennesker, der står bag. Af optagelserne med det skjulte kamera løfter redaktionerne de værste og mest ”afslørende” sekvenser frem. Det kan være rigtigt at gøre det – det kan også være forkert. [Du ser en mand i supermarkedet putte to poser af et eller andet i lommerne. Men han har ingen kurv – måske tager han poserne op af lommen henne ved kassen.]

Personalemødernes drøftelser af børn, hvor oplevelser med børn samles, og hvor der drøftes holdninger og foranstaltninger kan jo end ikke i sløret form komme til mediernes kendskab – enhver historie er en egen variant og genkendelig for de involverede. Sådan må det være, selvom hemmelighedskræmmeriet for offentligheden oftest må se ud som forvaltningernes forsøg på at dække sig.

Selvom mængder af tiltag i dagens skole netop går ud på at dæmme op for den udelukkende mobning, vil der nok alligevel efterfølgende være nogle, som falder igennem. Og om en generations tid vil vor tids børn måske se ironisk eller foragtende på barndommens pædagogisk sammensatte gruppe og tvangslege, som jo ikke altid gennemføres med den fornødne elegance. Pædagogiske pegefingre har altid stået for fald, og det vil nok ikke ændre sig!

Se www.sammenmodmobning.dk

 

Strøtanke om pædagogik

Noget skal virke her og nu.

Noget skal virke om kort tid.

Og noget skal først virke om lang lang tid.

Noget kan indhentes senere,

Men noget kan ikke indhentes senere –

såsom barndommens tryghed.