vignet: © poj
Apropos kronik i Politiken i dag :
Den store humanistiske
karakterbog
Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?
– skriver jeg dette som fylder mere end de 400 tegn Politiken giver plads for i sine kommentarbokse:
En af vanskelighederne i denne debat er jo, hvor argumentationen historisk skal begynde. Er det ved romernes adfærd overfor Israel anno dazumal eller er det ved Hamas raketter på nutidens Israel? Eller er det ved Israels undladelse af at rette sig efter FN’s resolutioner? Som gemen avislæser er man tæt på at opgive – man lytter til det hele og afventer.
Og hvem debatterer så med hvem? Det letter debatten, når der sættes konkret navn på modstanderen og henvises til vedkommendes argumenter der og der. Men det er altfor besværligt for nutidens redaktioner, fordi de tror, at så er læserne faldet af for længst. Måske har de ret.
Hvad så, når ordstyreren i debatten, som f.eks. en Deadline-redaktør som Adam Holm tager ordet selv i en kronik? Det er jo ærlig snak – han foregiver ikke at være den upartiske ordstyrer og kan selvfølgelig ikke i fremtiden sidde med det ene synspunkt til højre og det andet synspunkt til venstre, nej nu sidder der to til højre og en til venstre og ingen ordstyrer.
Selv hvis man vil hævde, at det nuværende Israel aldrig skulle være oprettet, må man i fredens navn også gå ind for, at nu ligger landet altså sådan og tage udgangspunkt der. Omvendt kan Israel da ikke lade besættelsespolitikken fortsætte bag ryggen på sig og tro, at modparten ikke opfatter det som staten Israels strategi? Sålænge ingen formår at vende det gensidige had til fredsønske, kan vi andre sidde heroppe i kulden og mene det ene og det andet, måske endda lune os ved at tage parti for den ene eller anden. Obamas ord kan forblive tomme, men de kunne også pege fremad: “To the Muslim world, we seek a new way forward, based on mutual interest and mutual respect”.
Og hvem debatterer så med hvem? Det letter debatten, når der sættes konkret navn på modstanderen og henvises til vedkommendes argumenter der og der. Men det er altfor besværligt for nutidens redaktioner, fordi de tror, at så er læserne faldet af for længst. Måske har de ret.
Hvad så, når ordstyreren i debatten, som f.eks. en Deadline-redaktør som Adam Holm tager ordet selv i en kronik? Det er jo ærlig snak – han foregiver ikke at være den upartiske ordstyrer og kan selvfølgelig ikke i fremtiden sidde med det ene synspunkt til højre og det andet synspunkt til venstre, nej nu sidder der to til højre og en til venstre og ingen ordstyrer.
Selv hvis man vil hævde, at det nuværende Israel aldrig skulle være oprettet, må man i fredens navn også gå ind for, at nu ligger landet altså sådan og tage udgangspunkt der. Omvendt kan Israel da ikke lade besættelsespolitikken fortsætte bag ryggen på sig og tro, at modparten ikke opfatter det som staten Israels strategi? Sålænge ingen formår at vende det gensidige had til fredsønske, kan vi andre sidde heroppe i kulden og mene det ene og det andet, måske endda lune os ved at tage parti for den ene eller anden. Obamas ord kan forblive tomme, men de kunne også pege fremad: “To the Muslim world, we seek a new way forward, based on mutual interest and mutual respect”.
per-olof.dk skriver...2 
januar 21, 2009 kl. 10:10 am |
Da nu Politiken ikke giver adgang til mere end 400 tegn i sine kommentarrubrikker, prøvede jeg med denne version. Jeg slettede lidt og brugte disse linjer:
“Hvad så, når ordstyreren i debatten, Deadline-redaktør Adam Holm tager ordet i en kronik? Det er jo ærlig snak – han foregiver ikke at være den upartiske ordstyrer og kan selvfølgelig ikke i fremtiden sidde med det ene synspunkt til højre og det andet synspunkt til venstre, nej nu sidder der to til højre og en til venstre og ingen ordstyrer.”
..og så skrev jeg: Læs mere i min blog.
Kommentaren kom på – men er nu taget af. Sandelig en heftig redigering.
En overgang har det fungeret med linkning til Politiken og linkning fra dem via programmet Twingly. Det er jo en af de utrolige muligheder – denne linkning på krydsogtværs.
Jeg kan ikke se, at mit indlæg på nogen måde er i konflikt med regler, Politiken opstiller, men jeg vil da spørge dem ad:
“de ikke holder sig til emnet eller hvis de på anden måde fremstår useriøse
· de indeholder injurier, racistiske eller grove nedsættende angreb på personer eller firmaer
· bryder ophavsret
· indeholder klare reklamebudskaber.”
At Politiken ikke kan acceptere en henvisning til min blog, ville svare til, at jeg ikke satte link på til Politikens artikel i mit indlæg på denne blog – det ville da være latterligt.
januar 24, 2009 kl. 10:29 am |
I dag lørdag 24.1.09 læser jeg så til min store overraskelse, at DR2 er trådt i karakter og har givet Adam Holm en kraftig næse for kronikken!
Så finder jeg jo det endnu mere betændt, at det netop var min kritik af kronikøren på det punkt, som Politiken ikke ville have stående i en kommentarboks!! Er der her tale om kollegial beskyttelse?
Som det fremgår af min kommentar hos Harning, har jeg sendt mail til Politikens blogredaktion med en forklaring på afvisningen – endnu dog uden at få svar.