Apropos kronik om 68’erne

Suzanne Giese og Mads Christoffersen peger i dagens kronik i Politiken på de ting, som de mener blev påvirket af det såkaldte ungdomsoprør. At, som nogle gør, opgøre facit som ‘privat vinding’ for generationen er for letkøbt, men måske forståelig som agitation for minimalstaten. En historisk beskrivelse, der gribes agitatorisk an, er dårlig, hvad enten det er af den ene part eller af den anden. Hvad enten nu ‘generationen’ i stort klarede sig bedre eller dårligere, så er der ikke tvivl om at de synspunkter, den stod for i al den bredde, som konikørerne meget godt får redgjort for, har påvirket samfundet, også de grupper som i dag vil anstille sig som modstandere. Det, som kan være svært at få frem, er, at ved siden af tumulten fortsatte hverdagslivet. Hvem kan skelne mellem de ændringer som skete af holdningsmæssige og politiske grunde og de som blot tog farve af ‘moden’? I dag er der langhårede drenge, men de er et mindretal, i 70’erne var den korthårde dreng en undtagelse. I 50’erne kunne man næppe finde en eneste langhåret. Hvad det betyder for den enkelte er lige så svært at gennemskue, som det i dag er at gennemskue, hvad det betyder, at nogle muslimske kvinder bærer tørklæde. Ja det kan være et symbol, ja det kan være mode – under alle omstændigheder kan det fremkalde kraftige meninger. Amdi Petersen blev fyret som folkeskolelærer fordi han ikke ville lade sit hår klippe. Kan man derfor tage enhver langhåret siden til indtægt for hans valg af livsvej? Det gør selvfølgelig debatten lettere, men har ikke meget med virkeligheden at gøre. Gik man ikke lige i spænd med borgerligheden i 70’erne var man dømt til at være kommunist. Det overlever endnu, måske er det med at være kommunist glemt – men i hvert fald lever det endnu på rygmarven, at hvis man har et lidt granskende blik på begivenhederne, var man helt sikkert militærnægter i sin ungdom. Vel var jeg ej.

PS om nutiden: Hvor er den journalist der tør lave research på de (manglende!) regler for Kommunernes Landsforenings udmelding af lockout? KL er jo ikke en kommunal arbejdgiver, de er overhovedet ikke  som forening en offentlig arbejdsgiver men privat. Hver kommune bestemmer suverænt om de vil lockoute – men de bliver overhovedet ikke spurgt! Hvorfor er journalisterne så autoritetstro, når det gælder KL?

Tags: Aviskommentar, dokumentation, KL, Kommunernes Landsforening