Billed Bladet 70 år

Peter Englund skriver i sin blog om en tale, Nixon havde forberedt til den situation, at Neil og Armstrong ikke havde mulighed for at vende tilbage til jorden 1969. ”Ställd inför ett tal som det ovan nämnda drabbas jag ändå oundvikligen av den här “tänk om”-sjukan. För det påminner om det enkla faktum att lika orubblig som historien syns så här efteråt, lika oviss var den en gång i sitt eget nu.”

Det er tanker i den retning, jeg i går fik ved at læse de fem første numre af Billed Bladet fra 1938.

Jeg troede det var meget ældre. I dag ser jeg næsten aldrig Billede Bladet. De gamle numre er jeg vild med. Vi går ind i jubilæumsåret, og så er det ikke sikkert, man om få måneder fortsat kan få det første års numre til en tier stykket, som de koster på netauktionen lige nu. Jeg har de fem første, for det er godt nok med de store sammendrag af historien, der er også brug for den slags direkte kontakt med fortiden. Vi befinder os et år inden den 2. verdenskrig starter. Der tales krig, men om den kommer, kan jo ingen vide i april 1938. Det meste ligner det vi ser i Billed Bladet og aviserne i dag – kongestof, ’hjemme-hos-de-kendte’, skuespillere osv. Det virker ganske fredeligt trods alt.

Intet fornuftigt menneske vil ønske at kende ulykkerne på forhånd, lige meget hvor meget snak om fremtiden der kan være i januar måned. Men efterfølgende forfalder man altid til at filosoferer over den naive sorgløshed, man kan finde i fortiden. Hvor vi ser livet levet i lokale lommer set i forhold til den skrækkelige fremtid.

Krigen lurer trods alt der i 1938’s Danmark. Ellers finder man vel ikke på at lave en enquete i nr. 5, 3. maj 1938 med spørgsmålet: ”Hvad ville De gøre – – hvis Danmark kom i Krig?” Vi får 8 personers svar – de er afbildede, og vi får deres stilling og partitilhørsforhold. Nazisten vil forsvare os overfor hvem som helst, der angriber. Det var vist ikke en helt ualmindelig holdning hos nazister, tro det eller ej. En venstremand vil sende sin kone og sine børn på landet ”så de var udenfor farezonen”. Hvad mon han mener – det må være en opfattelse af krig, som skriver sig tilbage til 1200-tallet eller længere. En, der trak frinummer, vil gøre gavn i krigen som samaritter, tre vil gå i krig, kommunisten taler klart udenom: ”Jeg vil være med i arbejdet for en samling af den danske arbejderklasse og frisind til forsøg på bevarelse af freden, og i øvrigt til forsvar for demokratiet og landets selvstændighed.” Her holdes alle døre åbne – det kunne jo være, det var russerne, som kom! En enkelt, som er fra Retsstatspartiet formuler det som blev landets politik: ”Jeg ville forholde mig passiv, fordi jeg anser det for bedst for Danmark intet krigsberedskab at have.” Johannes Lindskov-Hansen – en ikke ganske ukendt forfatter, som senere blev journalist på Politiken. Man må sige, at han havde fingeren på pulsen, så måske er det helt med urette, han er blevet glemt?

Enqueten er placeret ved siden af et helsides foto af Laurie Douglas ” En af Universals opdukkende stjerner” som fremviser sine smukke ben. Der er et opslag med Danmarks vordende militærflyvere”. På side 3 et kæmpefoto af Franco og Mussolini i nærbillede – og kontakt. Forsiden er et cirkusbillede med en klovn, og et ikke uvæsentligt opslag er det om affotograferingen af de tyske kirkebøger: ”Tyskerne redder deres kirkebøger”. Overskriften burde selvfølgelig have været: ”Jødeforfølgelserne med henblik på udryddelse af jøderne sat i system.” Kunne nogen have skrevet det? Og her er det, jeg klikker over til nutiden: Hvor mange gange følger vi ikke nyhederne uden at koble til den bagvedliggende dagsorden. Vi kunne i dag spørge danskerne, hvad de ville gøre, hvis de kom i krig – og så er vi rent faktisk i krig, selvom vi ikke mere lægger tropper til, men er lusket hjem. Vi er og er ikke i 1938, vi har måske allerede passeret målstregen uden at kunne abstrahere fra hverdagen over til det, som vil blive den historiske beretning om vor tid? Bagefter vil alle tegnene kunne trækkes sammen, hvis der ellers er nogen til at gøre det, afhængigt af de begivenheder der venter forude? En beskidt atomkrig, kaldet terror etc. etc.

Vi kom med i en krig under falske forudsætninger – og hjem med en nødløgn – ”opgaven var løst”. Siden det nu ikke angår vores hverdag, tager flertallet sig ikke af disse løgne. Det er som da Rom førte sine krige i perioder, hvor der ikke var krig – i Rom. Men det blev der, og vi kan ikke se klart nok til at vi kan vide, hvad der i terrorperspektivet er sandt eller falsk og vores mur af sikkerhed allerede er faldet.

Kan Billed Bladet fra 2008 i 2078 mon have en vinkel til afklaring af dette spørgsmål – det vil vise sig. Har for alt for kort tid siden været hos frisøren, så der er længe til jeg kan kaste et blik i Billed Bladet med de briller på. Snarere tror jeg også, der skal søges hos digtere og drømmere, også her er det bagefter, det kan siges: Der var nogen, der sagde det, så det.

 

 

Tags: Aviskommentar, journalistik, politik, Som Dag til Dag