Mobbehistorie i Politiken

 

07-04-2008

 

Mobbehistorie i Politiken: En pige, fortæller sin historie om den tid, hvor hun blev mobbet i skolen. Hvad nytte til nu bagefter at sige til moderen, at hun skulle have insisteret på at pigen skulle skifte skole? Jf. at det jo blev en ny verden for hende, da hun kom i gymnasiet? Sådan blev altså deres – fælles valg, et andet valg kunne have givet et andet resultat. Og andet resultat kunne det vel også være blevet, hvis ikke den skole åbenbart ikke tog sig af mobning, som ikke ytrede sig ved fysisk vold.

Som afdanket pædagog må man tænke på de fejl, man sikkert ganske uafvidende har været meddelagtig i. Men det er jo ikke noget, man kan skrive om! Indbyrdes har utallige børneskæbner været vendt i personalekredsen og mange initiativer er taget og meget er lykkedes – men alligevel er der en rest af ting, som ikke lykkedes – som man ved af, og så sikkert også masser, vi ikke fik øje på.

Problemerne står jo ikke stille, pludselig er årene gået og problemerne gået over til andre, og man kan år efter en passant høre om den og den…. Og høre, at problemet er uløst.

Medierne er rigtig dårlige formidlere af disse sager. Deres fokus er jo den ”gode historie”, hvor den værste historie er den bedste. Som læser ser du bare det store svigt. Du ser ikke den mosaik af begivenheder, beslutninger og mennesker, der står bag. Af optagelserne med det skjulte kamera løfter redaktionerne de værste og mest ”afslørende” sekvenser frem. Det kan være rigtigt at gøre det – det kan også være forkert. [Du ser en mand i supermarkedet putte to poser af et eller andet i lommerne. Men han har ingen kurv – måske tager han poserne op af lommen henne ved kassen.]

Personalemødernes drøftelser af børn, hvor oplevelser med børn samles, og hvor der drøftes holdninger og foranstaltninger kan jo end ikke i sløret form komme til mediernes kendskab – enhver historie er en egen variant og genkendelig for de involverede. Sådan må det være, selvom hemmelighedskræmmeriet for offentligheden oftest må se ud som forvaltningernes forsøg på at dække sig.

Selvom mængder af tiltag i dagens skole netop går ud på at dæmme op for den udelukkende mobning, vil der nok alligevel efterfølgende være nogle, som falder igennem. Og om en generations tid vil vor tids børn måske se ironisk eller foragtende på barndommens pædagogisk sammensatte gruppe og tvangslege, som jo ikke altid gennemføres med den fornødne elegance. Pædagogiske pegefingre har altid stået for fald, og det vil nok ikke ændre sig!

Se www.sammenmodmobning.dk

 

Tags: Aviskommentar, dokumentation, journalistik, pædagogik, politik, SFO