Kultur og kunst som gave

Måske kultur, eller kun sur.

Per-Olof Johansson

Ole Grünbaum har 1. sept. 08 en god kronik i Politiken  (den aktive linje er et link, tryk på den! 🙂 )om kulturarbejdernes vilkår i dagens Danmark. Hans beskrivelse af situationen virker rammende, og så skal det tilgives ham, at han ikke kommer med den perfekte løsning. For der er ikke tvivl om, at hvis alle kulturlivets løsarbejdere stoppede produktionerne, ville det se sort ud for kulturen i Danmark.
Nu er det nok tvivlsomt, hvor langt ud Grünbaum når med sit budskab – og det er sikkert en del af problemet. Stort set ingen uden for kredsen tror jo på, at det er sådan det forholder sig. Der modtages uden at modtagerne er på det rene med, at arbejdet er ubetalt, og at de i grunden modtager – en gave.
Det som er svært at definere, er så grænsen mellem det naturligt ubetalte og det uretfærdigt ubetalte?
Som jeg her demonstrerer med et længere eksempel, kan oplysningen afstedkomme den absurde situation, at det er giveren, som opfattes som snyderen og ikke modtageren. Netop i snakken om brugen af dagpengesystemet som buffer, er dette jo særlig udtalt. Her har jeg dog ingen egne erfaringer.
Når kunstnere af enhver slags ikke hver gang tager dette problem op, er det ikke kun fordi spørgsmålet er tabu i ’det fattig-fine Danmark’, som Grünbaum siger. Det har også noget at gøre med rollen som giver. Du synes da, det er fattig gave, du giver, hvis du ikke har husket at fjerne prisen!
Selvom det nok er rigtigt, at der næppe havde været et ”Dr. Dante”, hvis der ikke havde været dagpenge, synes jeg ikke, man kan argumentere for, at vi skal have et system for kulturens vækstlag, der som forudsætning har, at myndighederne lukker det ene øje!
Grünbaums beskrivelse er vigtig, og flere må følge efter. Sponsorerne får gerne nævnt deres navne, og det regnes for reklame. Når kunstnere og lignende godtfolk arbejder mer eller mindre gratis, er det blevet en skam at nævne det. Måske ville det hjælpe på realitetssansen hos politikerne, hvis den fordom blev hævet, og vi lod prismærket sidde på!

 
Et for mig lærerigt eksempel

Dette eksempel har i hvert fald været lærerigt for mig selv. For mange år siden samlede jeg en række af mine lokalhistoriske artikler, hvoraf flere havde været trykt i de lokale aviser, i et lille hefte, som så den lokalhistoriske forening lod trykke og stadig sælger næsten 20 år efter.
Det var bemærkelsesværdigt, at jeg faktisk havde fået penge, da en del af artiklerne blev trykt, fordi det var lykkedes mig at få en aftale i hus om jævnlig levering. En journalist som vist aldrig gjorde dagens gerning skønt af høj PR-værdi, var blevet afskibet, og redaktøren fik lov til at give lidt penge til en freelancer, in casu mig. Det var mig selv som fandt frem til emner osv, så det var da en interessant opgave. Bagefter syntes jeg, artiklerne fortjente længere liv end som så, og det mente så den lokalhistoriske forening heldigvis også. Arbejdet med layout og produktion påtog jeg mig også, da jeg havde en smule erfaring fra et tidsskrift, jeg var med til at udgive.
Da skriftet er vel udkommet, taler jeg med en af byens forretningsdrivende, som har lidt for høje tanker om, hvad jeg tjener på projektet. Jeg må så i pap skære ud for ham, at jeg får nul og en fis udover æren. Og så altså de penge jeg engang fik for artiklerne enkeltvis. Først nægter han at tro mig – derefter bliver han vred på mig, og kalder det for ublu konkurrence overfor de publikationer, som honorerer deres forfattere! Rent vrøvl naturligvis, da jeg notorisk var helt alene på ’markedet’. Markedet for den slags publikationer er ganske usædvanligt, for som stedets boghandler forleden gjorde mig opmærksom på, var det lille hefte den eneste publikation i hans forretning, som var trykt i 1991 – men der kan stadig sælges et lille antal hvert år. Det bliver jeg da glad for at høre – men jeg bliver ked af det, når nogen tror, at jeg tjener penge på det.

Tags: Aviskommentar, journalistik, Kunst, litteratur, livsvarig ydelse