Fodrejse ad tilgroede spor

Dette er titlen på Egon Clausens forrige bog: Fodrejse ad tilgroede spor. Den er fra 2010, nu har jeg købt og læst den. Den er som  hans bog ’Ildsjæle’ en rejse gennem Danmark med portrætter mere af mennesker end i og for sig af natur. Han har en forunderlig evne til at lade mennesker komme til orde, også dem han ikke er ganske enig med, og det gælder hvad enten de er levende eller døde. Bogens titel får det til at ringe af associationer, H.C.Andersens berømte fodrejse i København og Hamsuns ’ Paa gjengrodde stier’. Det er ikke nogen idylliserende skildring af et stykke Vestjylland, tvært i mod – skønt der er da også en sides utopisk fantasi, som de rette mennesker måske kunne anvende til at lægge nye spor ud til fremtiden.

Han aftegner de bevægelser, der er gået hen over landskabet i løbet af 100 år i et skifte mellem pessimisme og optimisme, som foreløbig er endt i en bølgedal som ’udkants-Danmark’. Læseren ser det for sig, at lignende vandringer kunne gøres over det ganske land, små bidder af landet, som nu er oppe, nu nede i forhold til den gennemsnitlige samfundsudvikling. Det kunne blive tørt, men når man som Egon Clausen forstår at tale med folk og få de forskelligste mennesker med i helfigur, må der være håb endnu!

Nu er jeg jævnaldrende med Egon Clausen, deler en opvækst i et Indremissionsk miljø med ham skønt her på Sjælland, forstår helt og fuldt, når han rejser tvivl om værdierne af genskabte miljøer som museer, jeg reagerer f.eks. negativt, når nogen foreslår, at den gamle spånkurvefabrik i Lillerød kunne være et museum, så det er ikke så mærkeligt, at jeg synes bogen er god. Hvad jeg kunne drømme om var, at der var yngre personer end os, der kunne se perspektivet fremad i de perspektiver bagud, som han ruller op. Hvad mener I?

Tags: bog, boganmeldelse, historie, litteratur