Ny formulering af fremskridtet

 

Forsiden til skriftet Per-Olof Johansson: Jeg røber mig. 1974

 

Svar 17.3.1972 til kronik af Mogens Boserup,– aldrig trykt

 

Jeg finder denne tekst i et aldrig udgivet skrift :

Jeg røber mig /eller/En from Christens Nathue, sammensyet af med kraftige Sprog af den Hellige Skrift / eller/Evner er død og dæmoner, drabanter og djævelskab! /som er / Trykte og utrykte svar på tiltale / af / Per-Olof Johansson / jordmodermand, vikar, digter og evighedsstudent. [1974]

 

De latterliggør i dag i Politiken de forsøg der gøres på at nå frem til en ny formulering af fremskridtet. Og De har let spil, fordi de nuværende definitioner vel stort set er tautologiske. Men de forudsætter rigtignok også den nuværende samfundsorden (i den vestligt dominerede verden). Nedsættes forbruget, går det hele i stå, fordi det er forbruget, der driver fordelingen af de fælles goder. Man taler om et økonomisk kredsløb, for at skabe den illusion, at vort såkaldte system lever op til de samme høje krav, som naturens kredsløb. Naturen har sit kredsløb, hvad vi kan gøre er at tilpasse os det. At skabe en økonomisk vækst i Asien, på samme måde som det er sket i Vesten, kan synes indlysende nødvendigt, når forbruget er mindre end eksistens minimum. Og dog turde det stå klart, også for læsere af Economist, at nok bliver 4. akten måske lykkelig, men den bliver ganske givet også kort. Forbruger­sabelkatten har fået så enorme hugtænder, at de ikke mere vil tjene det tilsigtede formål, men modarbejder det.

At latterliggøre nye tanker, at hovere over fejlplacerede angreb på den autoriserede terminologi er let, når man selv mener at tilhøre avantgarden i system-bygningen. Imidlertid, det er et nyt system, som er nødvendigt. Vi må bort fra at definere øget vækst ved øget forbrug. Øget økonomisk vækst, åndelig vækst, vækst: er øgede uforbrugte reserver, som i sig selv er ny vækst-begyndelse. (Plante-frø). Den tekniske revolution var en åndelig revolution. De øgede forbrugsmuligheder målet som helligede midlet. Hvad er vel mere absurd, end en målformulering, der forhindrer, yderligere vækst? I sidste instans er det ikke de materielle ressourcer, som er specielt knappe, det er de åndelige. At tro at de hidtidige vækst-teorier er de sidste, og i “dommedags­debatten” hefte sig ved truslerne er sandelig blindhed.

Apropos ovenstående:

22. februar 2009: Kronik af Arne Herløv Petersen i Politiken: Vækst eller balance.

 

Tags: Aviskommentar, økonomi, journalistik, politik, Politiken