Vi

 

 

Vi

 

Vi er hvide

Vi er magthavende

Vi er historie

Vi er loven

Vi er fædrelandet

Vi er kongen

Vi er rige

Vi er selvglade

Vi nyder det

Vi har ret

Vi har vundet

Vi rejser os

Vi bøjer os

Vi lukker os

Vi drikker the eller kaffe

Vi er moderate

Vi samler os

Vi er isolerede

Vi er flertallet

Vi er skyldige

Vi ser den anden vej

Vi har set det så tit

Vi gør ikke noget

Vi vil ikke noget

Vi er forrådte

Vi er sorte i vort hjerte

Vi elsker

Vi er de lykkelige få

Vi er os selv

Vi er dig og mig

Vi er bagefter her

Vi tænker ikke

Vi tænker ikke selv, det gør jeg selv

Hvem er du selv?

Vi er over alle bjerge

 

Før vi taler sammen.

 

Per-Olof Johansson: Alice er min veninde 1972

Fandt dette digt frem, efter at have læst Peter Bastians kronik i Politiken i dag. Det lyder forjættende men synspunktet han forefægter er ikke blot nonsens – det er også farligt. Det er dejligt i gruppen, hvor gruppen er større end den enkelte, men som oftest er udgangen spærret for den, der er ved at kvæles af den såkaldte kollektive intelligens.

 

Tags: Aviskommentar, Dagens digt, journalistik, Kunst, menneskerettigheder, politik, religion