Anna Ancher: Læsende gammel kone

Hvis du en dag falder over min udgivelse af  Bonde-Practica,

Opslag i kommentarbindet til Bonde-Practica 1975

 har jeg i kommentarbindet s.74  gengivet Anna Anchers radering af den læsende kone – Jeg mindes, at jeg meget pænt spurgte om lov til at gengive raderingen, en tilladelse jeg så fik af Ole Wivel, som vel var formand for Anchers Fond  dengang.

Sjovt at den også findes som xylografi gengivet i Gunnar Knudsen: ‘Dansk Bondeliv i forrige århundrede’ s. 97 1975/1987.  Efter signaturen skåret af F.Henriksen 1882,  uden at nævne Anna Ancher, som det dog helt tydeligt er. I Karl Madsen: ‘Skagens Malere og Skagens Museum’ er tegningen gengivet s.48. Vedr. xylografiet er der desværre ikke angivet nogen kilde, originalmål ej heller opgivet. Raderingen opgives at være fra 1896, men om xylografiet står der, at det er fra 1882 – så hvis det er sandt, er det vel tegningen, der har ligget til grund for den senere radering. Jeg tror Madsens gengivelse er en fotografisk gengivelse, ganske små ting adskiller den fra xylografiet synes jeg.  Anna Ancher har jo også malet dette motiv – i hvert står det som nr. 5 i ’Illustreret Katalog over Kunstudstillingen på Charlottenborg’ 1882 – men er desværre ikke gengivet der. Hvde det været tilfældet, ville vi have vidst  at det var som de andre :“træsnit efter kunstnernes originaltegninger”. Men den xylografiske gengivelse kan jo være brugt i ‘Ude og Hjemme’ 1882, som jeg desværre ikke har fra den årgang! Hm Hm – jeg synes jeg kan se det for mig.

Jeg brugte raderingen til at illustrere, hvad man kan tro er en kone som f.eks. læser Bonde Practica. Jeg kendte ikke Karl Madsens bog på det tidspunkt – ellers ville jeg have citeret ham: ”Mange af hendes Billeder var trods – eller maaske netop ved – deres store Enkelhed i Motivvalgtet af en egen næsten storstilet Virkning. Saaledes det Billede, hvor den gamle Lene som hun har gengivet i flere udmærkede Studier, studerer en Bog med en Iver, som om den aabenbarede silyllinske Spaadomme.”  Sjovt nok at i Sverige er der netop en forbindelse med den gamle folkebog med Sibyllæ spådomme og Bonde-Practicaen.

Om tegningen skriverKarl Madsen, at den er deponeret fra Kunstforeningen i Skagens Museum. Så der er den vel stadigvæk. Men hvor er maleriet? I de gamle fortegnelser om Skagens Museum kan jeg i hvert fald ikke se det – er det blandt de ikke udstillede malerier, som Skagens Museum nu har fået kendskab til?

Som før påpeget – kunne der blive en god udstilling af grafiske repræsentationer af Skagen-kunst, hvor i blandt dette kunne være en detalje.

27.9.2015: I Elisabeth Fabritius, Anna Anchers pasteller fra 2008 får jeg lidt flere oplysninger: Dels er maleriet med gamle Lene gengivet side 82 (eng.version), ejer ukendt, dels er der en pastel gengivet med delvist samme motiv på side 20. Her står dog, at ætsningen er fra 1898, hvor jeg har skrevet 1896, et årstal jeg fik fra Jørgen Styhr: Dansk Grafik 1800-1910 s. 218.

Skagen og skagenkunst i gengivelser

[Jeg har bemærket, at Googles sætter en en annonce ind her, som om jeg havde tilmeldt mig til deres adds – men det har jeg ikke! Jeg må betragte det som spam! Undlad at handle det pågældende sted – hvis annoncen skulle dukke op igen!]

Det kan ikke være politik hver dag. Efter en lille uge på Skagen for at se jubilæumsudstillingen, genoptager jeg en tidligere tankegang omkring gengivelser af kunst. Jeg har tænkt det sådan i almindelighed, men det kunne også være specifikt ‘skagenkunst’. Skagenskunsten er jo blevet gengivet på alle de måder, kunst kan gengives og ville derfor være et taknemligt emne for en udstilling! Vi kender jo den meste kunst gennem gengivelser, enten i kunstnerens egen form eller i form af reproduktioner. Der kan tit være stor afstand mellem gengivelse og værk – ville det ikke være en nyttig viden at formidle? Det kan selvfølgelig formidles i bøger – men det ville måske være meget mere anskueligt ved en udstilling, hvor original og gengivelser kunne mødes? Så kunne vi også lære noget om de forskellige teknikker -.

Som bidrag til debatten sætter jeg her nogle gengivelser – muglighederne er utallige!

Carl Locher – en radering 1891

Carl Locher - en radering 1891

*

*

Xylografi i Charlottenborg udstillingskatalog 1881, “træsnit efter kunstnernes originaltegninger”.

*

*

På bagsiden af olietryk på etiket : En glad söman

På bagsiden af olietryk på etiket : En glad söman

Michael Ancher: [En gammel leende mand ] Olietryk efter maleri 1881.

*

*

Michael Ancher: En leende Fisker. 1894

Michael Ancher: En leende Fisker. 1894

Udsendt af Alfred Jacobsens og V. Winkel & Magnussens Kunstforlag, lystryk eller litografi? I hvert fald uden raster.

*

*

Michael Ancher: Vil han klare pynten? Xylografi efter maleri 1879

Michael Ancher: Vil han klare pynten? Xylografi efter maleri 1879

Xylografi af R. Jericke : Wird das Boot die Landspitze umschiffen?. Nach dem Gemälde von Mich. Ancher.

*

*

Strikkende pige – radering, men af hvem?

Strikkende pige - radering, men af hvem?

En udstilling kunne også hjælpe til at få sat navn på usignerede gengivelser – er dette Peter Ilsted? Hvis ellers Michael Ancher havde lavet raderinger, kunne et have været ham. Anna Ancher har mig bekendt kun lavet een eneste radering.

Ps: Pigen der strikker er en radering af Frans Schwartz fra 1917, nr. 25 i kataloget efter hans død.

Skagen – den reproducerede kunst

Kunstmuseet Arken har for tiden en udstilling om Skagens kunst og dens relation til virkeligheden. På den ene side lukrerer udstillingen på den interesse, der er for ‘Skagen-kunst’ – på den anden side tager den afstand fra den – selvom den siger, at den ikke forholder sig til det kunstneriske – men ved at mistænkeliggøre kunstnernes motiver mistænkeliggør man efter min mening også deres kunst. Man kunne høre det på publikumsbemærkninger – de glædede sig over et billede og syntes at billedteksten forsøgte at mistænkeliggøre denne glæde.

Det er ikke nyt, at der var tale om en betydelig selviscenesættelse bag Skagen-kunsten – ligesom der er det bag det jeg nåede at få set af stedets moderne kunst – men i modsætning til en del moderne kunst, hvor selviscenesættelsen kan virke som det eneste motiv overhovedet – så troede Skagen-kunstnerne vist også på at ders projekt havde et mål der ud over. Jeg tror f.eks. på, at de kunne lide, hvad de så, at de havde medfølelse både i godt og ondt. Når Drachman taler om Skagen-boerne som ‘børn’ eller en ‘race’ tager man helt fejl, når man læser disse ord som identiske med disse ord anvendt i nutidig sammenhæng. De er langtfra hans hovedbudskab, som er krav på ligeværdig behandling af mennesker.

Det faldt mig ind, at det også kunne være  interessant at kende relationen mellem de faktiske kunstværker og så de billeder, som har gjort dem kendte – hele den grafiske virkelighed, grafik som stik og litografi og xylografi, hele den fotoreproducerede æra, afstanden mellem farvegengivelser og originaler, gengivelser på dåser, postkort osv.

Skulle udstillingens katalog indgå i den undersøgelse, må man erkende, at flere farvegengivelser her er langt under lavmålet. Ved at gengive de fleste af billederne har vi en udmærket huskeliste – men det er en misforståelse at tro, at store gengivelser i sig selv er gode. Kroghs fantastiske billede af kvinden som skærer brød er godt at huske – og når man har set det selv, skuffes man af gengivelsen – sådan så det altså ikke ud! Og så behøver det ikke fylde en hel side, som derved kun understreger elendigheden.